Epilog fra 17. januar 2001

Og så skrev jeg ikke mere. Over et år skulle der gå, før jeg tog dagbogen frem igen og satte punktum og tapede siderne sammen, så ingen kunne snage i hjertesmerten fra 1999:

Det er første gang, jeg læser, hvad jeg skrev, da han gik fra mig. Mærkeligt. Det virker langt væk og alligevel alt for tæt på. Meget er sket siden. Melissa viste sig at være gravid. Med ham. Han var nødt til at plante et foster i en andens mave for at beslutte sig. Først da jeg hørte dét, kunne jeg sove igen.

Hanne, der skulle forestille at være en af mine bedste veninder, benyttede enhver chance til fortælle mig om Melissas nye, flotte støvler, Melissas lækre, nyfarvede hår, Melissas pæne negle og Melissas flotte makeup. Melissa var så sød og charmerende. Det skulle jeg lige vide. Hanne har altid været jaloux, men pludselig kammede det over, og jeg var i forvejen træt af hendes bagtalelse og sladder. Det er over et år siden, jeg droppede hende nu.

I foråret 2000 mødte jeg Lasse med de lange øjenvipper og store, brune øjne. Desværre kunne jeg ikke håndtere, at han påstod, han var forelsket. Han sejlede hen over Atlanterhavet i en sejlbåd og stod i en havn i Caribien, da jeg sagde, han ikke skulle ringe mere.

Noget lignende skete med Peter, som lånte mig sin lejlighed og snakkede om at flytte sammen. Jeg kunne ikke. Heldigvis er vi stadig venner.

Tingene ser lysere ud. Dag for dag slettede jeg mere og mere af Andreas. Hans akvarel endte i skraldespanden, hans mors nye sovepose, som han lovede at passe godt på, på Færøerne, bruger mine søskende nu. Alt, han glemte, røg ud, undtaget faderens Cézanne-bog. Den beholder jeg. Vi talte aldrig sammen igen, og i et år så jeg ham heller ikke, men i dag kom han gående på Store Torv. Vi passerede hinanden på midten, begge så distræte at vi først vågnede op nogle få meter fra hinanden. I ens beige frakker. “Hej” sagde vi, uden at stoppe op. Det var det. Et hej foran domkirken. Jeg rystede ikke og var ikke ved at besvime, men mit hjerte hamrede. Måske fordi jeg stadig elsker ham? Måske fordi jeg stadig er rasende? Gad vide, hvordan han har det. Jeg har kun set ham græde én eneste gang. Den aften, han gik fra mig, i efteråret 1999. “Jeg græder”, sagde han forbavset. Jeg har grædt lige siden.

IMG_0359 Amager Fælled_700Amager Fælled

Hjertesmertedagbogen starter her.

amarOrama på Facebook og Twitter

Enden fra 30. november 1999

Hvad skriver jeg for? Han får aldrig at vide, hvordan jeg overlevede disse måneder, år? En dag vil vi støde sammen på et gadehjørne, hvor han vil spørge, hvordan det går og trippe for at komme videre. Og han vil nævne det i en sidebemærkning til hende, at han har mødt mig. At jeg virkede trist. Og han vil nyde at føle sig vigtig og sukke af dårlig samvittighed, og hun vil nyde, at han er vigtig og sukke af happy ending, og hun vil tænke, at han ikke savner mig, og han vil tænke, at han ikke savner mig, og de vil begge næsten tro på det og leve videre. Han vil aldrig læse, hvad jeg har skrevet.

Bladr videre i mit gamle dagbogssnask.

IMG_1462 Islands Brygge_700Islands Brygge

Hjertesmertedagbogen starter her.

amarOrama på Facebook og Twitter

Svineri fra 11. november 1999

Jeg kom i tanker om festen på på Harald Jensens Plads. Hos hans kollega. Hvordan pigerne stirrede på mig. Den underlige stemning. Den febrilsk vimsende sekretær, der lige skulle tale med ham om noget. Alle har vidst det. Alle har løjet. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle med til den fest.

Bladr videre i mit gamle dagbogssnask.

IMG_3842 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Hjertesmertedagbogen starter her.

amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts