Læserne fortæller stresshistorier: Min kæreste fik en depression

Tak til en anonym læser, som her deler sin stress med os! Værsgo, stress til alle.


Det var i slutningen af min studietid, jeg skrev speciale, jobtilbud strømmede ind. Alt var godt. Fremtiden så lys ud.

Min gode og rolige kæreste, som jeg havde mødt et halvt år forinden, fortalte en dag, han var på vej ind i en depression. Han havde prøvet det før, det var slemt, og han forstod godt, hvis jeg ikke kunne overskue det. Jeg sagde, jeg nok skulle være der, at jeg ikke kendte til det, men hvis han bare var åben omkring sygdommen, var jeg sikker på, vi nok skulle klare det.

Specialet blev afleveret og forsvaret, topkarakter, og jeg fik job i samme hug. Det skulle nok gå det hele. Som færdiguddannet kunne jeg ikke blive boende på mit kollegieværelse og snakkede med min kæreste om at flytte sammen, hos ham, men depressionen blev fulgt af angst. Han var angst for sin lejlighed, angst for at den skulle falde fra hinanden, angst for revnerne i væggen og loftet, angst for revnerne i køkkenbordet og det utætte køleskab. Så vi var mest hos mig. Han følte sig sikker hos mig.

Jeg fik ham til at søge hjælp. Lægen tilbød ham samtaler, som hverken gjorde fra eller til, og han sank dybere og dybere ned, og angsten begyndte at rette sig mod mig. Han var bange for mig. For at jeg ville ødelægge ham. Mit hjerte gik i stykker – men det var angst og depression, ikke ham, sagde jeg til mig selv.

Hans angst for mig gav flyttensammenheden lange udsigter. Så jeg begyndte at lede efter en lejlighed og indså, at jeg nok blev nødt til at købe, hvis jeg skulle finde noget inden for de tre måneders opsigelse, jeg havde på kollegiet. Det føltes som et fravalg af ham, en afvisning, og han var skiftevis bange for mig og bange for, at jeg ville gå fra ham.

Samtidig begyndte jeg på mit nye, krævende job. Et stort projekt. Der var ikke noget kontor til mig, nårh ja – og de kunne heller ikke helt fortælle mig, hvad de forventede lå klar om tre år – men noget skulle i hvert fald ligge klar! Jeg famlede i blinde og håbede, jeg gik i den rigtige retning. Min chef var den autoritære kontroltype, som ikke rigtig troede på frihed under ansvar. Jeg trives relativt dårligt med den slags typer.

Vinteren gik. Lægen indså, at samtalerne ikke gav afkast og sendte min kæreste til psykiater, som gav ham lykkepiller. Imens fik jeg i rekordfart købt en andelslejlighed i den anden ende af byen. Den trængte til istandsættelse, den var lidt dyr at sidde i alene, men var stor nok til to på sigt, og jeg var fortrøstningsfuld. Det skulle nok ende godt. Istandsættelsen kunne vi klare ved siden af mit arbejde, mon ikke?

Istandsættelsen kunne vi ikke klare ved siden af mit arbejde, og hans depression. Han flyttede halvt ind, men sagde samtidig, at han ikke kunne holde ud at være sammen med mig, og han kunne ikke holde ud at være i sin egen lejlighed. Lykkepillerne gjorde ham følelseskold, og han blev spydig og bebrejdende. Alt, jeg gjorde, var en personlig kritik. Jeg gav ham alt, men han kunne ikke engang give mig et knus. Jeg følte mig ensom.

Jeg arbejdede 70 timer om ugen – hvis man ikke rigtig ved, hvad man skal aflevere, er det nok bedst at være på forkant, ikke? Forsøgte samtidig at fuldspartle og male mine stuer, og holde fast i, at det var depressionen, der talte, ikke ham. At han nok skulle komme tilbage. Begyndte langsomt at føle, jeg var ved at drukne. Kvalt i en stor grå masse. Ude af stand til at bevæge mig. Kviksand. Det var forår, men solen skinnede aldrig.

En dag fortalte han, at han ikke længere var deprimeret og ville trappe ud af lykkepillerne. Det gav ingen mening i forhold til alt, han ellers sagde og gjorde. Jeg bad ham genoverveje, for jeg kunne ikke håndtere, at det skulle blive værre igen. Det ville han ikke. Ville jeg ham det overhovedet godt? spurgte han.

Nedtrapningen gjorde ham mest af alt vred. Og mest vred på mig. Jeg blev så træt. Af den følelsesmæssige istid, der var opstået mellem os, istandsættelsen, det krævende job, den uforstående chef, de tusind møder, den uafklarede kontorsituation og de uafklarede forventninger på jobbet. Og alligevel kunne jeg ikke sove. Jeg var bare træt og ked af det og bekymret og tappet for energi. Helt udmattet. Sensommer, hvor blev solen af?

Så kom dødsstødet. Min hund havde mellem 1 og 3 år tilbage at leve i, fik jeg at vide. Det lyder helt fjollet, for ”det er jo bare en hund” – og hunden var gammel. Men jeg brød tudende sammen. Jeg kunne ikke mere. Jeg orkede bare ikke mere modstand, flere problemer, flere ting der skulle overskues og håndteres. Jeg kunne ikke være den stærke mere. Jeg græd. Dag på dag på dag. Jeg var blevet en skygge af mig selv. Kunne ingenting. Ville ingenting. Spiste ingenting. Min kæreste blev vred og spydig og sagde, jeg var latterlig. At han ville gå en tur og se på folk der smilede. Dér gav jeg op.

Der var gået et år, siden hans depression startede. Jeg havde ikke mere at give og var ulykkelig over, at han ikke ville give lidt igen, nu hvor han angiveligt var ude af sin depression, og jeg virkelig havde brug for støtten. Jeg sagde, vi måtte gå fra hinanden. Jeg kunne ikke holde fanen højt mere, jeg kunne ikke engang løfte den. Han pakkede sine ting relativt upåvirket og skred hjem til sin lejlighed med revnerne, som ikke længere var så farlige.

Jeg fik slæbt mig til lægen. Lægen tog blodprøver og fablede om, det kunne være min spiral. Eller kærestesorger. Det gik nok snart over!

Jeg sendte hunden til pasning. Stoppede med at male og spartle. Meldte mig syg fra arbejdet i to uger. Lå på min sofa og sov nærmest uafbrudt i alle 14 dage. Heldigvis(?) var mit arbejde så fleksibelt, at jeg var herre over eget projekt. Med deadline 2½ år fremme i tiden ville ingen lægge mærke til, at jeg intet lavede – jeg kunne bare ”arbejde hjemmefra”. Da min afdelingsleder bad om en forklaring, og jeg sagde, jeg ingenting kunne mere, bad hun mig få mig en hobby og begynde til mindfulness. Jeg græd, da hun forlod mit kontor.

Jeg ”arbejdede” meget hjemmefra det efterår og den vinter. Fik kontakt til en psykolog via jobordningen, men følte ikke rigtig hun forstod mig. Dog fik jeg et frirum, hvor jeg kunne græde og fortælle, at jeg havde det ad helvedes til. Der gik et halvt år, før jeg arbejdede næsten fuld tid igen. Sad mest bare hjemme. Eller på Facebook på kontoret.

I dag er der mindre end tre måneder til den famøse deadline på projektet. Vi krydser fingre for, at det halve års fravær ikke betyder noget, ikke? Forventningerne til slutproduktet er blevet mere klart definerede. Det er ikke helt urealistisk det hele.

Jeg har ikke overskud til så meget ved siden af jobbet, men efter jeg flyttede afdeling og fik ny leder, med en anden ledelsesstil (tillid og frihed under ansvar, ja tak!) har arbejdssituationen været anderledes overskuelig. Jeg har datet siden, men det virker uoverskueligt at indgå en kærlighedsrelation, så enormt krævende, og jeg føler stadig ikke, jeg har meget at give. Jeg har ikke fået istandsat resten af lejligheden. Hunden er tilbage i mit liv, den er stadig glad og i live. Min korttidshukommelse er stadig kaput. Jeg stresser stadig nemt over det mindste, og jeg bruger de fleste weekender på at sove og lave ingenting.

Det slår mig ind i mellem, at jeg måske egentlig havde en depression, alvorlig stress, eller begge? Min læge bliver ved med at sige, mine blodprøver er i den skønneste orden. Og at min træthed og mit tuderi nok er noget, der ”snart går over”. Jeg orker ikke at skifte læge, at forklare forfra, flere blodprøver, flere bebrejdende øjne, som mest af alt fortæller mig, at jeg er en forkælet lille pige, der skal tage sig sammen. Jeg er så træt.

Og min ekskæreste? Han er gift og har en datter på et år nu. Han virker glad.

Stress videre.

IMG_2839 Amagerbrogade_700Amagerbrogade

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller stresshistorier: Jeg var en anerkendelseshungrende egoist

Er du også en anerkendelseshungrende egoist, der vil være konge af verden? Jeg er. Derfor elsker jeg denne stresshistorie foræret til os af en anonym læser. Tak anonyme læser!

Husk, at jeg stadig bliver glad for stressforklaringer og sygemeldingskommentarer, og ikke mindst hele stresshistorier, som du kan sende til mail.amarOrama@gmail.com. Og nej, de behøver hverken at være lige så lange eller velskrevne som dagens fortælling. Ingen grund til stress. Bare sig det, som det er. Eller var. Kom med dem.


Måske er min stresshistorie ikke helt vildt unik. Jeg tror det ikke. Men den handler ikke (så meget) om psykochefer, for mange opgaver, for få rammer eller for få penge. Den handler mere om at være en ufed, anerkendelseshungrende person, der hopper i med begge ben, når man møder psykocheferne, der aldrig bliver tilfredse, og som altid er i konkurrence med alt og alle. Og den slags får jeg stress af.

Jeg arbejdede meget. Fordi det var fedt. Jeg arbejdede længe, jeg pressede på for at få de største projekter, og jeg tæskede af sted for at blive anerkendt. Og jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen, der klappede mig på skulderen hver dag, kiggede taknemmeligt på mig og forfremmede mig til Kongen Af Verden. Mine chefer var henholdvis en vatpik og en mellem+ narcissist, så det er måske ikke så overraskende at der ikke kom så meget derfra.

Derhjemme gik det fint, tænkte jeg. Vi flyttede i ny lejlighed – jeg havde godt nok eksem over hele overkroppen i de to uger det tog at gøre klar og flytte, men det var sikkert bare fra alle papkasserne.

Jeg var også skidesur. Hele tiden. Over alting. Verden var et røvhul. Et kæmpe stort inkompetent svin. Jeg brugte timevis på at råbe om, hvor åndsbollet mit arbejde var og hvor latterlige andre mennesker var. Jeg fik raserianfald i Netto, hvis folk var for langsomme eller lugtede eller havde købt noget grimt.

Men jeg var GOD til at hygge mig. Jeg lavede lange lister over, hvad der skulle være klar til at jeg kunne have det rart. Jeg havde en udførlig tidsplan over mine fridage, så jeg kunne nå flest mulige rare ting. i den rigtige rækkefølge. Det var jeg fandme god til. Problemet var bare, hvis planen skred. Det gjorde den nogle gange, og det var altid på grund af andre mennesker, de svin. Og så gik jeg i seng, eller talte ikke til nogen resten af dagen. Nogle gange i flere dage.

Det var også ret synd for mig, for mit tarmsystem var helt til rotterne (det er det sådan set stadig…). Det var selvfølgelig fordi jeg havde fået en blindtarmsoperation…for fire år siden. Den slags kan sagtens fucke tarme op. Sagtens.

Det var svært at have gæster, for de ødelægger jo ting. De smadrer måske et glas, krøller tæppet eller – gisp! – glemmer at slå toiletbrættet ned! Så det havde jeg ikke så tit. Man kunne heller ikke regne med, hvor længe de ville blive, og jeg skulle jo have ryddet op i køkkenet og luftet ud efter lysene og sprittet toilettet af, når de var gået. Det ville tage præcis en time. Præcis. Og jeg skulle jo også tidligt i seng, for hvis jeg ikke stod op kl 7, var weekenden for kort, og da jeg i forvejen også skulle bruge 2 timer på internettet, inden jeg kunne falde i søvn, havde jeg lidt travlt.

Så den dag jeg faldt sammen som en klud på arbejdet og begyndte at tude så meget, at min chef blev helt akavet og hvid i hovedet og sendte mig hjem, og jeg fortsatte der på stuegulvet med lyd på, så man skulle tro, det var en parodi – den dag blev jeg ret overrasket. Så lå jeg der med overtøj og alting på og tudede som en tegneseriefigur. Og jeg var ikke engang ked af det. Så begyndte jeg at grine. Højt og længe. Helt alene. Og så tudede jeg igen, fordi det lød ret mærkeligt at grine som en mand med snot i hele ansigtet.

Den dag ringede jeg til stresstelefonen. Det var en ret god beslutning.
I flere uger bagefter talte og bevægede jeg mig helt vildt langsomt. Som en tidligere stofmisbruger. Jeg sov til middag tre gange om dagen, kunne ikke holde på en ske, og var nok ikke sådan superinspirerende at tale med. Men jeg gjorde alt, hvad coachen sagde. Jeg droppede telefon og internet, jeg tvang mig selv til at gøre nye ting – små ting som at sidde et nyt sted i sofaen, gøre ting i en anden rækkefølge – og jeg mediterede og lavede alle de selvtillidsøvelser og “rewire your brain”-øvelser, hun bad mig om. Også selvom alt i mig strittede, for det var en omgang hippiesnak til svæklinge, der ikke kan noget.

Og langsomt blev jeg en federe person. Der er ikke længere nogen, der er bange for at spilde ting i nærheden af mig (tror jeg…), jeg får ikke ordnet alt, og det er ok. Jeg har ikke min telefon med alle steder, jeg kigger sjældent på den i weekenden og jeg ved godt at der ikke sker noget specielt fedt på internettet, hvis man lige tænker over det. Jeg lægger ikke planer, men til gengæld kigger jeg enormt meget på solnedgange og træer. Jeg er klar over at jeg ikke redder liv, og jeg ved, at det er ok at sige nej og kun gøre det, man synes er sjovt. Jeg har lært (og prøver stadig aktivt at minde mig selv om det) at det er meget få ting, der handler om mig. Det handler altid om 100 andre ting, og andre folk er fokuserede på sig selv, ikke på mig. Jeg er ikke centrum, og det er egentlig rart.

Jeg er stadig nødt til at gå ud på badeværelset og lave vejrtrækningsøvelser og jeg aflyser stadig ind imellem ting fordi jeg trænger til at sidde i fred i min hule. Men jeg er ikke ked af at gå på arbejde, jeg er ikke ked af at skulle være sammen med mine venner, og jeg bliver ikke fysisk dårlig, hvis jeg får kritik (ok, jeg skal lige sidde lidt, og jeg skal lige vende det med en ven, og jeg skal lige gå en tur, men jeg bryder ikke sammen…).

Så ja. Jeg fik stress, fordi jeg var en stor, anerkendelseshungrende egoist fodret af ting som psykochefer, løse rammer, for få alvorssnakke og for få skulderklap. Det er ikke udelukkende min egen skyld, men det er heller ikke udelukkende arbejdet/chefen/kæresten eller det at nogen ville sige at jeg bare gentager et mønster fra barndommen. Jeg havde kørt mig selv ud i et sindssygt, usundt mønster, hvor alle de faktorer clasher og giver noget, der ligner psykotisk opførsel.

Det blev en ret lang historie. Med 15% morale. Jeg synes vi skal holde op med at lægge det hele på arbejdet/den tarvelige kæreste/den døde mor. Det er “bare” faktorer, der åbner for al den galskab, vi ikke helt kan styre, hvis ikke nogen har lært os det. Tror jeg. Jeg er ret glad for at jeg er ved at lære det.

Stress videre.

IMG_2404 Kalvebodbroen_700Kalvebodbroen

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Stress: Den store, stygge sygemelding

Jeg synes ikke, I vælter over hinanden for at komme til i kommentarfeltet og fortælle, hvorfor I fik stress. Men tak til jer, der turde pippe. Måske er næste tema, sygemeldingen, nemmere? Her kan jeg også selv være med.

Sidste sommer, efter et halvt års jobkaos, tog jeg på ferie og kom i tanker om, hvordan man trækker vejret, og det skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort, for da jeg landede på arbejdet igen var jeg klar nok til at fatte, at jeg crashede og måtte aflevere mit livs første stresssygemelding. Dog ikke noget alvorligt, tænkte jeg. Det går over. I 14 dage sad jeg på stranden og spiste is, og så var jeg tilbage på min pind.

Og så arbejdede jeg videre, og så gentog historien sig, og nu sidder jeg igen her, apatisk og sygemeldt for anden gang. For sidste gang sagde vi. Men det ved jeg jo ikke. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg bliver mig selv, eller hvilke konsekvenser, der skal ses i øjnene for enden af sådan en omgang. Jeg ved bare, at jeg skammer mig, at jeg er bekymret for fremtiden, og at jeg savner at arbejde. Og at jeg gerne vil høre om jeres sygemeldinger!

Hvad fik jer til at indse, at I ikke skulle tage på arbejde i morgen? Hvor mange gange har I været sygemeldt? Hvor længe? Var lægen til at snakke med? Hvad blev resultatet? Bedring, fyring, absurd kommunal aktivering? Andet vi skal vide? Blev jeres selvbillede lige så flosset som mit? Hvad vil I ud med?

Håber, I stadig hænger på. I kommende indlæg vil jeg spørge om, hvordan man kommer ud af sygemeldingen, hvad der hjælper, hvordan omverdenen reagerer, hvordan man undgår gentagelser og så videre. Men først, sygemeldingssnak! Har I noget til mig?

Stress videre.

IMG_2519 Amagerfælledvej fiasko stress_700Amagerfælledvej

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Er det derfor, vi får stress?

For meget arbejde, for stort engagement, for mange projekter, for få udfordringer, for dårlige chefer, forkert studie, utydelige rammer, tørst efter anerkendelse, flytninger, forandringer, pengeproblemer, dårlige tankemønstre,  overophedet hjerne, selvbebrejdelser, utroskab, parforholdsknas, arbejdsløshed, sygdom, dødsfald, online-liv, rygestop, manglende indflydelse, siger I? Det er den slags skrammel, der hober sig op og giver os stress? Eller hvad? Hvis I har tilføjelser, er der plads til mange flere forklaringer i kommentarfeltet herovre.

IMG_2563 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Stress: Hvor får vi det fra?

Tak stressede mennesker! Jeg synes, vi sammen fik malet et ret realistisk billede af stress, da vi stressede her, og vi stressede der. Stress ødelægger os fysisk. Stress ødelægger os psykisk. Stress slider på vores familie, venskaber, økonomi, personlighed, nattesøvn og hvad der ellers er værd at ligge inde med i et liv. Stress er en syg stodder, som skal skride ad helvede til, men først vil jeg have en forklaring. Hvorfor har vi stress? Hvorfor?

Er vi, de stressede, mere skrøbelige end de ustressede? Har vi dårligere chefer? Flere børn? Færre penge? Højere ambitioner? Er vi mere arbejdsløse? Er vi dårligere til at sige nej? Er vi mere perfektionistiske? Er vi slappere? Mere bekymrede? Ældre? Yngre? Hvad? Hvorfor har vi det, stress?

Mit eget største stressproblem ligger på min arbejdsplads, som jeg ikke kan tale om her. Men hvis vi danser rundt om det onde epicenter, kan jeg måske godt opstøve andre forklaringer.

Jeg elsker fx at arbejde. Jeg elsker at gøre det bedre. Jeg elsker at drive tal i den rigtige retning. At tage beslutninger. At gøre det endnu bedre. Og endnu bedre. Arbejde! Jeg ér mit arbejde. Og det har jeg da tænkt. Måske skulle jeg elske mit arbejde lidt mindre. Være noget andet. Er det derfor, jeg har stress?

Eller er det min boligsituation? Den evige flytten rundt fra værelse til værelse med et tungt studielån på slæb? Det store minus, der betyder, at jeg aldrig kan lukke døren bag mig og være alene, fordi københavnske huslejer kræver kærester eller roommates?

Eller er det geografien? Hver dag at cykle tværs gennem byen midt i myldretidsmareridtet? Hver dag ikke at blive hende, der forsvandt i en højresvingsulykke?

Eller er det fordi, jeg ikke har børn til at fjerne fokus?

Eller er det bare min førstefødselsret? Den ældste i flokken hænger på ansvaret. Jeg er programmeret til at trække læsset, tage skylden?

Eller er det mit stofskifte?

Eller min latterligt overvurderede og underbetalte branche?

Eller noget andet? Eller det hele?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg meget gerne vil høre jeres bud. Hvad gik galt? Hvorfor fik I stress? Har I en forklaring, eller flere? Fortæl mig det hele. Hvilke veje fører til stress?

Husk I kan sagtens kommentere anonymt. Bare skriv noget vrøvl i felterne til navn og mail.

Stress videre.

IMG_5844 Amager Strandvej_stress_700Amager Strandvej

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts