Læserne fortæller stresshistorier: Jeg var en anerkendelseshungrende egoist

Er du også en anerkendelseshungrende egoist, der vil være konge af verden? Jeg er. Derfor elsker jeg denne stresshistorie foræret til os af en anonym læser. Tak anonyme læser!

Husk, at jeg stadig bliver glad for stressforklaringer og sygemeldingskommentarer, og ikke mindst hele stresshistorier, som du kan sende til mail.amarOrama@gmail.com. Og nej, de behøver hverken at være lige så lange eller velskrevne som dagens fortælling. Ingen grund til stress. Bare sig det, som det er. Eller var. Kom med dem.


Måske er min stresshistorie ikke helt vildt unik. Jeg tror det ikke. Men den handler ikke (så meget) om psykochefer, for mange opgaver, for få rammer eller for få penge. Den handler mere om at være en ufed, anerkendelseshungrende person, der hopper i med begge ben, når man møder psykocheferne, der aldrig bliver tilfredse, og som altid er i konkurrence med alt og alle. Og den slags får jeg stress af.

Jeg arbejdede meget. Fordi det var fedt. Jeg arbejdede længe, jeg pressede på for at få de største projekter, og jeg tæskede af sted for at blive anerkendt. Og jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen, der klappede mig på skulderen hver dag, kiggede taknemmeligt på mig og forfremmede mig til Kongen Af Verden. Mine chefer var henholdvis en vatpik og en mellem+ narcissist, så det er måske ikke så overraskende at der ikke kom så meget derfra.

Derhjemme gik det fint, tænkte jeg. Vi flyttede i ny lejlighed – jeg havde godt nok eksem over hele overkroppen i de to uger det tog at gøre klar og flytte, men det var sikkert bare fra alle papkasserne.

Jeg var også skidesur. Hele tiden. Over alting. Verden var et røvhul. Et kæmpe stort inkompetent svin. Jeg brugte timevis på at råbe om, hvor åndsbollet mit arbejde var og hvor latterlige andre mennesker var. Jeg fik raserianfald i Netto, hvis folk var for langsomme eller lugtede eller havde købt noget grimt.

Men jeg var GOD til at hygge mig. Jeg lavede lange lister over, hvad der skulle være klar til at jeg kunne have det rart. Jeg havde en udførlig tidsplan over mine fridage, så jeg kunne nå flest mulige rare ting. i den rigtige rækkefølge. Det var jeg fandme god til. Problemet var bare, hvis planen skred. Det gjorde den nogle gange, og det var altid på grund af andre mennesker, de svin. Og så gik jeg i seng, eller talte ikke til nogen resten af dagen. Nogle gange i flere dage.

Det var også ret synd for mig, for mit tarmsystem var helt til rotterne (det er det sådan set stadig…). Det var selvfølgelig fordi jeg havde fået en blindtarmsoperation…for fire år siden. Den slags kan sagtens fucke tarme op. Sagtens.

Det var svært at have gæster, for de ødelægger jo ting. De smadrer måske et glas, krøller tæppet eller – gisp! – glemmer at slå toiletbrættet ned! Så det havde jeg ikke så tit. Man kunne heller ikke regne med, hvor længe de ville blive, og jeg skulle jo have ryddet op i køkkenet og luftet ud efter lysene og sprittet toilettet af, når de var gået. Det ville tage præcis en time. Præcis. Og jeg skulle jo også tidligt i seng, for hvis jeg ikke stod op kl 7, var weekenden for kort, og da jeg i forvejen også skulle bruge 2 timer på internettet, inden jeg kunne falde i søvn, havde jeg lidt travlt.

Så den dag jeg faldt sammen som en klud på arbejdet og begyndte at tude så meget, at min chef blev helt akavet og hvid i hovedet og sendte mig hjem, og jeg fortsatte der på stuegulvet med lyd på, så man skulle tro, det var en parodi – den dag blev jeg ret overrasket. Så lå jeg der med overtøj og alting på og tudede som en tegneseriefigur. Og jeg var ikke engang ked af det. Så begyndte jeg at grine. Højt og længe. Helt alene. Og så tudede jeg igen, fordi det lød ret mærkeligt at grine som en mand med snot i hele ansigtet.

Den dag ringede jeg til stresstelefonen. Det var en ret god beslutning.
I flere uger bagefter talte og bevægede jeg mig helt vildt langsomt. Som en tidligere stofmisbruger. Jeg sov til middag tre gange om dagen, kunne ikke holde på en ske, og var nok ikke sådan superinspirerende at tale med. Men jeg gjorde alt, hvad coachen sagde. Jeg droppede telefon og internet, jeg tvang mig selv til at gøre nye ting – små ting som at sidde et nyt sted i sofaen, gøre ting i en anden rækkefølge – og jeg mediterede og lavede alle de selvtillidsøvelser og “rewire your brain”-øvelser, hun bad mig om. Også selvom alt i mig strittede, for det var en omgang hippiesnak til svæklinge, der ikke kan noget.

Og langsomt blev jeg en federe person. Der er ikke længere nogen, der er bange for at spilde ting i nærheden af mig (tror jeg…), jeg får ikke ordnet alt, og det er ok. Jeg har ikke min telefon med alle steder, jeg kigger sjældent på den i weekenden og jeg ved godt at der ikke sker noget specielt fedt på internettet, hvis man lige tænker over det. Jeg lægger ikke planer, men til gengæld kigger jeg enormt meget på solnedgange og træer. Jeg er klar over at jeg ikke redder liv, og jeg ved, at det er ok at sige nej og kun gøre det, man synes er sjovt. Jeg har lært (og prøver stadig aktivt at minde mig selv om det) at det er meget få ting, der handler om mig. Det handler altid om 100 andre ting, og andre folk er fokuserede på sig selv, ikke på mig. Jeg er ikke centrum, og det er egentlig rart.

Jeg er stadig nødt til at gå ud på badeværelset og lave vejrtrækningsøvelser og jeg aflyser stadig ind imellem ting fordi jeg trænger til at sidde i fred i min hule. Men jeg er ikke ked af at gå på arbejde, jeg er ikke ked af at skulle være sammen med mine venner, og jeg bliver ikke fysisk dårlig, hvis jeg får kritik (ok, jeg skal lige sidde lidt, og jeg skal lige vende det med en ven, og jeg skal lige gå en tur, men jeg bryder ikke sammen…).

Så ja. Jeg fik stress, fordi jeg var en stor, anerkendelseshungrende egoist fodret af ting som psykochefer, løse rammer, for få alvorssnakke og for få skulderklap. Det er ikke udelukkende min egen skyld, men det er heller ikke udelukkende arbejdet/chefen/kæresten eller det at nogen ville sige at jeg bare gentager et mønster fra barndommen. Jeg havde kørt mig selv ud i et sindssygt, usundt mønster, hvor alle de faktorer clasher og giver noget, der ligner psykotisk opførsel.

Det blev en ret lang historie. Med 15% morale. Jeg synes vi skal holde op med at lægge det hele på arbejdet/den tarvelige kæreste/den døde mor. Det er “bare” faktorer, der åbner for al den galskab, vi ikke helt kan styre, hvis ikke nogen har lært os det. Tror jeg. Jeg er ret glad for at jeg er ved at lære det.

Stress videre.

IMG_2404 Kalvebodbroen_700Kalvebodbroen

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Stress er!

Det eneste gode ved stress er, at jeg ikke har den alene. Igen tak for jeres kommentarer! Jeg har samlet dem her, en anelse omskrevet. Husk, at vi kører stresstema de kommende dage, og at jeg gerne lægger jeres stresshistorier på bloggen, hvis de trænger til at komme ud.


Stress er farligt.
Stress er negle, der smuldrer.
Stress er angst-prikken i vores kinder.
Stress er det, vi giver børn med folkeskolereformen.
Stress er at bytte rundt på højre og venstre.
Stress er at cykle hjem efter vores pung, som vi lige har lagt på en hylde nede i Netto.
Stress er 13 forskellige lister, som forsvinder, når vi vil skrive dem ned.
Stress er at stå i et lyskryds uden at ane, hvor vi er på vej hen.
Stress er at græde hos lægen.
Stress er at få at vide, vi bare har hjertesorger.
Stress er at skrive hjernesorger, når vi mener hjertesorger.
Stress er at sige fuck til vores chef. Og sige fuck til vores læge.
Stress er at sidde sammenkrøllet i sofaen og høre stille musik, mens vi sitrer indvendigt.
Stress er at få tårer i øjnene, når amarOrama beskriver stress.
Stress er, at vores hjerte springer tre slag over for at genstarte med et tordenslag, som om brystkassen eksploderer.
Stress er at stoppe midt på trappen, fordi vi fuldstændig har glemt, hvordan man går på trapper.
Stress er at holde mange pauser på gåturen, fordi vores krop ikke kan følge med.
Stress er uro i kroppen, så vi ikke kan sidde sammen med familien ved spisebordet.
Stress er, at vi kun orker at tømme halvdelen af opvaskemaskinen.
Stress er at lade en 4-årig spise morgenmad alene, fordi vi er nødt til at lægge os igen.
Stress er stadig at græde af konsekvenserne 5 år efter.
Stress er vores angst for, det kommer tilbage.
Stress er at skrige i vrede og afmagt.
Stress er ikke at kunne huske, hvorfor vi er vrede.
Stress er at se på vores nyfødte og kun se pligt og ansvar.
Stress er at åbne en skuffe uden at vide hvorfor.
Stress er vores uforklarlige tårer, når ungerne er afleveret.
Stress er at sidde i bilen uden at magte at køre på arbejde.
Stress er at fare vild 500 meter fra vores hjem.
Stress er, når vi skal købe 3 ting i Netto og ikke kan huske en eneste.
Stress er, når vi ikke ved, hvad man kan købe til aftensmad.
Stress er at tabe vores hår i totter.
Stress er at sige nej til fest med vores bedste venner.
Stress er ensomhed.
Stress er andre menneskers ulidelige larm og knækkende fingre og fodbold i fjernsynet.
Stress er, at vi ikke kan træffe de nødvendige beslutninger.
Stress er, at alle alternativer virker lige dårlige.
Stress er, at vi finder os i alt for meget alt for længe.
Stress er, at vi ikke siger fra.
Stress er at tro, det er vores egen skyld, når andre behandler os som lort.
Stress er at blive kronisk syg, fordi immunforsvaret angriber vores krop.
Stress er, at vi aldrig kan arbejde med vores fag mere.
Stress er vores ødelagte krop og hukommelse.
Stress er at miste lysten til at leve.
Stress er at ønske, vi ikke havde fået børn, så vi kunne tage vores eget liv.
Stress er, når vi ikke længere kan kende os selv.
Stress er, at vi holder op med at spise.
Stress er, at vi holder op med at sove.
Stress er, at vi slipper alle drømme.
Stress er at tænke et kvart sekund ad gangen.
Stress er, at hvert sekund er evigt.
Stress er at sige nej til alting.
Stress er, at det er helt fint, vi siger nej til alting, fordi det er bedst at undgå mennesker.
Stress er, at vi er ligeglade med at glemme ting og mennesker, fordi det er nemmere sådan.
Stress er at blive vred på venner, når de inviterer os på kop kaffe.
Stress er at bide tænderne så hårdt sammen, at de knækker.
Stress er at græde på vej hjem fra arbejde.
Stress er, at vi konstant ikke føler os gode nok.
Stress er, at vi ønsker os glade – for de andres skyld.
Stress er at hade vores kæledyr, når de vil kæles med.
Stress er, at vi slår os selv i hovedet med vores uduelighed og utilstrækkelighed.
Stress er katastrofetanker.
Stress er feberrus uden feber.
Stress er tidsfornemmelse, der forsvinder.
Stress er at glemme, hvordan ord udtales.
Stress er hjertebanken.
Stress er, at vi ikke ved, om dette fortsætter for altid.
Stress er, at vi bliver væk fra os selv.
Stress er et kæmpestort, sort hul, hvor der kun er plads til én.

Stress videre.

IMG_2643 Kretavej_700Kretavej

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: HF-Gakkeren

Kan I huske, hvad en gakker er? Kan I så også huske, hvordan man slipper væk fra en gakker? Noget med at vende sig om og løbe hurtigt væk uden først at føde gakkerens børn og gifte sig med ham? Her kommer en meget ung HF-gakker.

Tak for historien til en anonym læser!


Jeg gik på handelsskolen, havde aldrig rigtigt haft en kæreste før og oprettede en datingprofil, hvor jeg mødte ham. Vi skrev og flirtede, til jeg fandt ud af, han havde en kæreste, og stoppede det så.

Efter en måned skrev han, det var slut. Han savnede mig!

Vi blev hurtigt kærester, og jeg flyttede ind. 14 dage inde i forholdet giver han body tequila til en ung pige til en fødselsdag, men jeg tilgiver. Det var jo uskyldigt.

Så begynder jeg at få gaver, mange gaver, en gave for hver ny pige han møder (finder jeg ud af). Vi slår op, flere gange, men jeg tilgiver og tilgiver og bliver til sidst ligeglad. Begynder selv at flirte.

Så bliver jeg gravid og tror og håber, han vil stoppe. Det lover han jo. Men han tager ud til en anden, efter jeg har født vores datter.

Jeg går fra ham, da hun er blevet døbt. Han har været sammen med en kollega til en fest.

Og vi finder sammen igen. Efter et halvt års tid, og bliver gift! For så stopper han vel med gakkeriet?

Ugen før brylluppet kysser han en anden ude foran vores dør. Men han var fuld, og jeg er ikke helt sikker.

Jeg vil væk, det er slut. Nu sover han på sofaen, jeg kan ikke have ham tæt på mig. Folk omkring os ved intet. Vi spiller skuespil. Det skal ikke gå ud over vores datter. Efter jul!, beslutter jeg, der flytter vi, men i fuldskab, mig døddrukken og ham uden andre muligheder, bliver jeg gravid igen. Jeg hader det. Beholder barnet, men det er slut, skal bare lige fortælle det til alle. Når han bliver student! Så der går et halvt år mere, og han har mange flere piger, alle meget unge, fra hans HF-klasse, som jeg ser jævnligt, og jeg skammer mig, jeg er vred og ydmyget.

Jeg flytter inden fødslen, hjem til mine forældre. Han er vred og vil have os igen, men det er slut.

Han får en ny kæreste, men han gakker stadig. Hun har lige opdaget det, og nu er han flyttet sammen med den seneste, han gakkede med.

Jeg selv har fundet en sød kæreste, der giver mig tillid, kærlighed og ærlighed.

IMG_2221 Tovelillevej_700Tovelillevej

Flere gakkere i Gakkoteket.

Film der ikke skal ses i biografen

Nogle film er så gode, at de fortjener at blive set på et stort lærred omgivet af mørke, uden at konkurrere med Twitter, Facebook og kaffemaskine om din opmærksomhed. Andre kan du nemt lade glide forbi og lægge sig på Netflix, Filmstriben eller i en anden rodebunke, til du en gang ude i fremtiden rammer en træt tømmermændssøndag med et halvt øje. Andre er fx to film, jeg kom til at se i biografen for nylig.

Irrational Man
Joaquin Phoenix filosoferer, drikker og slås med dæmoner. Emma Stone ser beundrende på ham. Nogen bliver slået ihjel. Alt sammen pakket ind i lækkert Woody Allensk snakkeunivers. Fint på papiret. Det fungerer bare ikke. Replikker falder til jorden, filosofien er kun til pynt, og argumenterne for mord bliver aldrig fulgt til dørs. Ligegyldighed über alles.

Taxi Teheran
Den iranske filminstruktør Jafar Panahi installerer to kameraer i en taxa og kører rundt og leger dokumentarfilm, mens han samler folk op, som han leger er tilfældige, og som på forskellige måder kritiserer regimet. Meget pædagogisk og meget irriterende. Det er synd, at Iran er fucked og styret af en sindssyg diktator, og det er sejt, at Jafar Panahi og vennerne tør fortælle om det. Desværre tager de os med på biografmørkets længste og kedeligste taxatur. Min veninde snorkede, og jeg var meget tæt på at blunde.

Det var det. Se noget andet. Måske denne her?

IMG_5740 Kastrup Fort_700Kastrup Fort

amarOrama på Facebook og Twitter

At forklare stress

Stress er at finde en lille, sort sten på en strand eller på et fjeld. At lægge stenen i tasken og love sig selv, at nu bliver det anderledes. At denne sten er særlig. Et lille, sort punktum.

Men stress er også andre ting.

Stress er at skynde sig. Især i søvne.

Stress er håndskrevet volapyk på huskesedler på natbordet.

Stress er hjertebanken gennem byen.

Stress er at stoppe for grønt og køre over for rødt.

Stress er mails, der begynder med “Som sagt”.

Stress er kollegaens mund, der bevæger sig uden lyd.

Stress er susen for ørerne.

Stress er at holde fast i bordkanten, når mødet drejer rundt.

Stress er spørgsmålet: Hvad leder jeg efter i denne her mappe?

Stress er at græde over et glemt nøglekort.

Stress er aftaler, der står og venter i receptionen, men ikke i din kalender.

Stress er take away, der æder din løn.

Stress er jobansøgninger, der ikke bliver sendt.

Stress er sms’er, der ikke bliver besvaret.

Stress er hår, der fedter.

Stress er lort, der løber.

Stress er hud, der eksploderer.

Stress er skuldre, der sidder fast.

Stress er overboen, der øver sig på guitar.

Stress er folk, der skal lade dig være.

Stress er tomhed, når folk lader dig være.

Stress er ikke at kunne svare på spørgsmålet: Hvad er det nu, din chef hedder?

Stress er ikke at vide, hvordan det går.

Stress er at skide på kaffe og ture rundt om søerne.

Stress er at slukke for Tinder og putte sig ind til Netflix.

Stress er altid at komme for sent.

Stress er at fortælle det samme igen.

Stress er ansigter, der siger, de kender dig.

Stress er næsten at tabe computeren ned på asfalten.

Stress er aflysninger.

Stress er familie, der venter.

Stress er veninder, der bliver væk.

Stress er ubørstede tænder.

Stress er ikke at skrive.

Stress er at leve lidt senere.

Stress er at bide i lakridsen, der lå i tasken, og opdage, det er en lille, sort sten.

Stress videre.

IMG_2780 Richard Mortensens Vej Ottetallet_700Richard Mortensens Vej

amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts