Stress: Den store, stygge sygemelding

Læserne fortæller stresshistorier: Jeg var en anerkendelseshungrende egoist

Er du også en anerkendelseshungrende egoist, der vil være konge af verden? Jeg er. Derfor elsker jeg denne stresshistorie foræret til os af en anonym læser. Tak anonyme læser!

Husk, at jeg stadig bliver glad for stressforklaringer og sygemeldingskommentarer, og ikke mindst hele stresshistorier, som du kan sende til mail.amarOrama@gmail.com. Og nej, de behøver hverken at være lige så lange eller velskrevne som dagens fortælling. Ingen grund til stress. Bare sig det, som det er. Eller var. Kom med dem.


Måske er min stresshistorie ikke helt vildt unik. Jeg tror det ikke. Men den handler ikke (så meget) om psykochefer, for mange opgaver, for få rammer eller for få penge. Den handler mere om at være en ufed, anerkendelseshungrende person, der hopper i med begge ben, når man møder psykocheferne, der aldrig bliver tilfredse, og som altid er i konkurrence med alt og alle. Og den slags får jeg stress af.

Jeg arbejdede meget. Fordi det var fedt. Jeg arbejdede længe, jeg pressede på for at få de største projekter, og jeg tæskede af sted for at blive anerkendt. Og jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen, der klappede mig på skulderen hver dag, kiggede taknemmeligt på mig og forfremmede mig til Kongen Af Verden. Mine chefer var henholdvis en vatpik og en mellem+ narcissist, så det er måske ikke så overraskende at der ikke kom så meget derfra.

Derhjemme gik det fint, tænkte jeg. Vi flyttede i ny lejlighed – jeg havde godt nok eksem over hele overkroppen i de to uger det tog at gøre klar og flytte, men det var sikkert bare fra alle papkasserne.

Jeg var også skidesur. Hele tiden. Over alting. Verden var et røvhul. Et kæmpe stort inkompetent svin. Jeg brugte timevis på at råbe om, hvor åndsbollet mit arbejde var og hvor latterlige andre mennesker var. Jeg fik raserianfald i Netto, hvis folk var for langsomme eller lugtede eller havde købt noget grimt.

Men jeg var GOD til at hygge mig. Jeg lavede lange lister over, hvad der skulle være klar til at jeg kunne have det rart. Jeg havde en udførlig tidsplan over mine fridage, så jeg kunne nå flest mulige rare ting. i den rigtige rækkefølge. Det var jeg fandme god til. Problemet var bare, hvis planen skred. Det gjorde den nogle gange, og det var altid på grund af andre mennesker, de svin. Og så gik jeg i seng, eller talte ikke til nogen resten af dagen. Nogle gange i flere dage.

Det var også ret synd for mig, for mit tarmsystem var helt til rotterne (det er det sådan set stadig…). Det var selvfølgelig fordi jeg havde fået en blindtarmsoperation…for fire år siden. Den slags kan sagtens fucke tarme op. Sagtens.

Det var svært at have gæster, for de ødelægger jo ting. De smadrer måske et glas, krøller tæppet eller – gisp! – glemmer at slå toiletbrættet ned! Så det havde jeg ikke så tit. Man kunne heller ikke regne med, hvor længe de ville blive, og jeg skulle jo have ryddet op i køkkenet og luftet ud efter lysene og sprittet toilettet af, når de var gået. Det ville tage præcis en time. Præcis. Og jeg skulle jo også tidligt i seng, for hvis jeg ikke stod op kl 7, var weekenden for kort, og da jeg i forvejen også skulle bruge 2 timer på internettet, inden jeg kunne falde i søvn, havde jeg lidt travlt.

Så den dag jeg faldt sammen som en klud på arbejdet og begyndte at tude så meget, at min chef blev helt akavet og hvid i hovedet og sendte mig hjem, og jeg fortsatte der på stuegulvet med lyd på, så man skulle tro, det var en parodi – den dag blev jeg ret overrasket. Så lå jeg der med overtøj og alting på og tudede som en tegneseriefigur. Og jeg var ikke engang ked af det. Så begyndte jeg at grine. Højt og længe. Helt alene. Og så tudede jeg igen, fordi det lød ret mærkeligt at grine som en mand med snot i hele ansigtet.

Den dag ringede jeg til stresstelefonen. Det var en ret god beslutning.
I flere uger bagefter talte og bevægede jeg mig helt vildt langsomt. Som en tidligere stofmisbruger. Jeg sov til middag tre gange om dagen, kunne ikke holde på en ske, og var nok ikke sådan superinspirerende at tale med. Men jeg gjorde alt, hvad coachen sagde. Jeg droppede telefon og internet, jeg tvang mig selv til at gøre nye ting – små ting som at sidde et nyt sted i sofaen, gøre ting i en anden rækkefølge – og jeg mediterede og lavede alle de selvtillidsøvelser og “rewire your brain”-øvelser, hun bad mig om. Også selvom alt i mig strittede, for det var en omgang hippiesnak til svæklinge, der ikke kan noget.

Og langsomt blev jeg en federe person. Der er ikke længere nogen, der er bange for at spilde ting i nærheden af mig (tror jeg…), jeg får ikke ordnet alt, og det er ok. Jeg har ikke min telefon med alle steder, jeg kigger sjældent på den i weekenden og jeg ved godt at der ikke sker noget specielt fedt på internettet, hvis man lige tænker over det. Jeg lægger ikke planer, men til gengæld kigger jeg enormt meget på solnedgange og træer. Jeg er klar over at jeg ikke redder liv, og jeg ved, at det er ok at sige nej og kun gøre det, man synes er sjovt. Jeg har lært (og prøver stadig aktivt at minde mig selv om det) at det er meget få ting, der handler om mig. Det handler altid om 100 andre ting, og andre folk er fokuserede på sig selv, ikke på mig. Jeg er ikke centrum, og det er egentlig rart.

Jeg er stadig nødt til at gå ud på badeværelset og lave vejrtrækningsøvelser og jeg aflyser stadig ind imellem ting fordi jeg trænger til at sidde i fred i min hule. Men jeg er ikke ked af at gå på arbejde, jeg er ikke ked af at skulle være sammen med mine venner, og jeg bliver ikke fysisk dårlig, hvis jeg får kritik (ok, jeg skal lige sidde lidt, og jeg skal lige vende det med en ven, og jeg skal lige gå en tur, men jeg bryder ikke sammen…).

Så ja. Jeg fik stress, fordi jeg var en stor, anerkendelseshungrende egoist fodret af ting som psykochefer, løse rammer, for få alvorssnakke og for få skulderklap. Det er ikke udelukkende min egen skyld, men det er heller ikke udelukkende arbejdet/chefen/kæresten eller det at nogen ville sige at jeg bare gentager et mønster fra barndommen. Jeg havde kørt mig selv ud i et sindssygt, usundt mønster, hvor alle de faktorer clasher og giver noget, der ligner psykotisk opførsel.

Det blev en ret lang historie. Med 15% morale. Jeg synes vi skal holde op med at lægge det hele på arbejdet/den tarvelige kæreste/den døde mor. Det er “bare” faktorer, der åbner for al den galskab, vi ikke helt kan styre, hvis ikke nogen har lært os det. Tror jeg. Jeg er ret glad for at jeg er ved at lære det.

Stress videre.

IMG_2404 Kalvebodbroen_700Kalvebodbroen

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stress: Den store, stygge sygemelding