Læserne fortæller stresshistorier: Jeg var en anerkendelseshungrende egoist

Læserne fortæller stresshistorier: Min kæreste fik en depression

Tak til en anonym læser, som her deler sin stress med os! Værsgo, stress til alle.


Det var i slutningen af min studietid, jeg skrev speciale, jobtilbud strømmede ind. Alt var godt. Fremtiden så lys ud.

Min gode og rolige kæreste, som jeg havde mødt et halvt år forinden, fortalte en dag, han var på vej ind i en depression. Han havde prøvet det før, det var slemt, og han forstod godt, hvis jeg ikke kunne overskue det. Jeg sagde, jeg nok skulle være der, at jeg ikke kendte til det, men hvis han bare var åben omkring sygdommen, var jeg sikker på, vi nok skulle klare det.

Specialet blev afleveret og forsvaret, topkarakter, og jeg fik job i samme hug. Det skulle nok gå det hele. Som færdiguddannet kunne jeg ikke blive boende på mit kollegieværelse og snakkede med min kæreste om at flytte sammen, hos ham, men depressionen blev fulgt af angst. Han var angst for sin lejlighed, angst for at den skulle falde fra hinanden, angst for revnerne i væggen og loftet, angst for revnerne i køkkenbordet og det utætte køleskab. Så vi var mest hos mig. Han følte sig sikker hos mig.

Jeg fik ham til at søge hjælp. Lægen tilbød ham samtaler, som hverken gjorde fra eller til, og han sank dybere og dybere ned, og angsten begyndte at rette sig mod mig. Han var bange for mig. For at jeg ville ødelægge ham. Mit hjerte gik i stykker – men det var angst og depression, ikke ham, sagde jeg til mig selv.

Hans angst for mig gav flyttensammenheden lange udsigter. Så jeg begyndte at lede efter en lejlighed og indså, at jeg nok blev nødt til at købe, hvis jeg skulle finde noget inden for de tre måneders opsigelse, jeg havde på kollegiet. Det føltes som et fravalg af ham, en afvisning, og han var skiftevis bange for mig og bange for, at jeg ville gå fra ham.

Samtidig begyndte jeg på mit nye, krævende job. Et stort projekt. Der var ikke noget kontor til mig, nårh ja – og de kunne heller ikke helt fortælle mig, hvad de forventede lå klar om tre år – men noget skulle i hvert fald ligge klar! Jeg famlede i blinde og håbede, jeg gik i den rigtige retning. Min chef var den autoritære kontroltype, som ikke rigtig troede på frihed under ansvar. Jeg trives relativt dårligt med den slags typer.

Vinteren gik. Lægen indså, at samtalerne ikke gav afkast og sendte min kæreste til psykiater, som gav ham lykkepiller. Imens fik jeg i rekordfart købt en andelslejlighed i den anden ende af byen. Den trængte til istandsættelse, den var lidt dyr at sidde i alene, men var stor nok til to på sigt, og jeg var fortrøstningsfuld. Det skulle nok ende godt. Istandsættelsen kunne vi klare ved siden af mit arbejde, mon ikke?

Istandsættelsen kunne vi ikke klare ved siden af mit arbejde, og hans depression. Han flyttede halvt ind, men sagde samtidig, at han ikke kunne holde ud at være sammen med mig, og han kunne ikke holde ud at være i sin egen lejlighed. Lykkepillerne gjorde ham følelseskold, og han blev spydig og bebrejdende. Alt, jeg gjorde, var en personlig kritik. Jeg gav ham alt, men han kunne ikke engang give mig et knus. Jeg følte mig ensom.

Jeg arbejdede 70 timer om ugen – hvis man ikke rigtig ved, hvad man skal aflevere, er det nok bedst at være på forkant, ikke? Forsøgte samtidig at fuldspartle og male mine stuer, og holde fast i, at det var depressionen, der talte, ikke ham. At han nok skulle komme tilbage. Begyndte langsomt at føle, jeg var ved at drukne. Kvalt i en stor grå masse. Ude af stand til at bevæge mig. Kviksand. Det var forår, men solen skinnede aldrig.

En dag fortalte han, at han ikke længere var deprimeret og ville trappe ud af lykkepillerne. Det gav ingen mening i forhold til alt, han ellers sagde og gjorde. Jeg bad ham genoverveje, for jeg kunne ikke håndtere, at det skulle blive værre igen. Det ville han ikke. Ville jeg ham det overhovedet godt? spurgte han.

Nedtrapningen gjorde ham mest af alt vred. Og mest vred på mig. Jeg blev så træt. Af den følelsesmæssige istid, der var opstået mellem os, istandsættelsen, det krævende job, den uforstående chef, de tusind møder, den uafklarede kontorsituation og de uafklarede forventninger på jobbet. Og alligevel kunne jeg ikke sove. Jeg var bare træt og ked af det og bekymret og tappet for energi. Helt udmattet. Sensommer, hvor blev solen af?

Så kom dødsstødet. Min hund havde mellem 1 og 3 år tilbage at leve i, fik jeg at vide. Det lyder helt fjollet, for ”det er jo bare en hund” – og hunden var gammel. Men jeg brød tudende sammen. Jeg kunne ikke mere. Jeg orkede bare ikke mere modstand, flere problemer, flere ting der skulle overskues og håndteres. Jeg kunne ikke være den stærke mere. Jeg græd. Dag på dag på dag. Jeg var blevet en skygge af mig selv. Kunne ingenting. Ville ingenting. Spiste ingenting. Min kæreste blev vred og spydig og sagde, jeg var latterlig. At han ville gå en tur og se på folk der smilede. Dér gav jeg op.

Der var gået et år, siden hans depression startede. Jeg havde ikke mere at give og var ulykkelig over, at han ikke ville give lidt igen, nu hvor han angiveligt var ude af sin depression, og jeg virkelig havde brug for støtten. Jeg sagde, vi måtte gå fra hinanden. Jeg kunne ikke holde fanen højt mere, jeg kunne ikke engang løfte den. Han pakkede sine ting relativt upåvirket og skred hjem til sin lejlighed med revnerne, som ikke længere var så farlige.

Jeg fik slæbt mig til lægen. Lægen tog blodprøver og fablede om, det kunne være min spiral. Eller kærestesorger. Det gik nok snart over!

Jeg sendte hunden til pasning. Stoppede med at male og spartle. Meldte mig syg fra arbejdet i to uger. Lå på min sofa og sov nærmest uafbrudt i alle 14 dage. Heldigvis(?) var mit arbejde så fleksibelt, at jeg var herre over eget projekt. Med deadline 2½ år fremme i tiden ville ingen lægge mærke til, at jeg intet lavede – jeg kunne bare ”arbejde hjemmefra”. Da min afdelingsleder bad om en forklaring, og jeg sagde, jeg ingenting kunne mere, bad hun mig få mig en hobby og begynde til mindfulness. Jeg græd, da hun forlod mit kontor.

Jeg ”arbejdede” meget hjemmefra det efterår og den vinter. Fik kontakt til en psykolog via jobordningen, men følte ikke rigtig hun forstod mig. Dog fik jeg et frirum, hvor jeg kunne græde og fortælle, at jeg havde det ad helvedes til. Der gik et halvt år, før jeg arbejdede næsten fuld tid igen. Sad mest bare hjemme. Eller på Facebook på kontoret.

I dag er der mindre end tre måneder til den famøse deadline på projektet. Vi krydser fingre for, at det halve års fravær ikke betyder noget, ikke? Forventningerne til slutproduktet er blevet mere klart definerede. Det er ikke helt urealistisk det hele.

Jeg har ikke overskud til så meget ved siden af jobbet, men efter jeg flyttede afdeling og fik ny leder, med en anden ledelsesstil (tillid og frihed under ansvar, ja tak!) har arbejdssituationen været anderledes overskuelig. Jeg har datet siden, men det virker uoverskueligt at indgå en kærlighedsrelation, så enormt krævende, og jeg føler stadig ikke, jeg har meget at give. Jeg har ikke fået istandsat resten af lejligheden. Hunden er tilbage i mit liv, den er stadig glad og i live. Min korttidshukommelse er stadig kaput. Jeg stresser stadig nemt over det mindste, og jeg bruger de fleste weekender på at sove og lave ingenting.

Det slår mig ind i mellem, at jeg måske egentlig havde en depression, alvorlig stress, eller begge? Min læge bliver ved med at sige, mine blodprøver er i den skønneste orden. Og at min træthed og mit tuderi nok er noget, der ”snart går over”. Jeg orker ikke at skifte læge, at forklare forfra, flere blodprøver, flere bebrejdende øjne, som mest af alt fortæller mig, at jeg er en forkælet lille pige, der skal tage sig sammen. Jeg er så træt.

Og min ekskæreste? Han er gift og har en datter på et år nu. Han virker glad.

Stress videre.

IMG_2839 Amagerbrogade_700Amagerbrogade

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

   

12 kommentarer

  • Mie

    Avavav. Og fuck.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit

    Her kommer lige nogle kontante råd, da jeg selv har været så deprimeret og stresset, at der næsten ikke var noget tilbage af mig.

    Kvinden i indlægget skal have en ny læge, der tager hende alvorligt. Det er det allervigtigste nu.

    Fine blodprøver betyder bare, at depressionen/stress ikke har rod i noget fysisk som f.eks. mangel på D-vitamin eller stofskiftet.

    De blodprøver, som den praktiserende læge laver, er en såkaldt depressions-pakke. Den kigger ikke på serotonin og de ting, der kan være ubalance i i hovedet. (Hvis man overhovedet kan tage prøver af den slags).

    Og sæt stævnemøderne med mænd på hold i et stykke tid.
    Det er ligesom med rytterne i Tour de France, der yder sindssyg meget hver dag. De har også hviledage. Og det er det, kvinden i indlægget skal have.
    Holde en hvilemåned (eller mange) med de der mænd. Overskuddet og lysten til at involvere sig i en mand kommer igen.

    For et år siden var jeg på vej ned i et sort hul, og jeg troede aldrig, at jeg ville få det godt igen. Det var som at leve i en hel verden end andre mennesker. Det var mit eget private angsthelvede uden ro for grimme tanker.
    Mit håb om at få det bedre forsvandt. Og så fortsatte jeg bare. Uden håb.

    Sad hele sidste vinter i en lænestol hos min venindes mor og kiggede ind i ilden i pejsen, mens jeg ikke kunne holde ud at være vågen og var konstant angst.

    Og ingen skal så langt ned.

    Da jeg efter fire måneder i den tilstand fik nogle lykkepiller, der virkede, kunne jeg selv gøre noget for at få det endnu bedre.

    Jeg tager stadig lykkepiller, men er bestemt ikke følelseskold. Er derimod lige så stort et følelsesmenneske som før depressionen. Men lykkepillerne gør mig mere robust.

    Efter et halvt år begyndte jeg at få det bedre og bedre. Jeg manglede bacheloropgaven på mit studie og var faktisk sikker på, at jeg ikke kunne lave den. Men i fredags afleverede jeg den, og jeg ved, at jeg består.

    Det behøver ikke at tage så lang tid for andre, som det tog for mig.

    Jeg ønsker kvinden i indlægget al mulig held og lykke. Hun lyder som en sej en.
    Men hun skal have en ny læge, der tager hende alvorligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tillykke med afleveringen og bedringen! Fantastisk at danse sejrsdans omkring milepæle, der har været svære at nå. Jeg synes også, man skal skifte læge, når lægen er en tumpe, som her. I øvrigt er jeg en af dem, der blev afstumpet, følelseskold og underlig af lykkepiller, så de virker nok forskelligt på folk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Psykologen

    Kære stressede fighter. Det er ikke usædvanligt, at stress og depression optræder samtidig – men symptomerne overlapper i stor stil hinanden, så det er heller ikke utænkeligt, at du har haft enten stress eller en depression. Begge dele har lægen pligt til at undersøge ved hjælp af spørgeskemaer og samtaler, når du henvender dig med så slvorlige symptomer, som du gjorde. Opfylder du kriterierne for en depression, kan du få en lægehenvisning, så den offentlige sygesikring giver tilskud til 12 sessioner hos en psykolog. Det er min erfaring, at der er stor forskel på læger – såvel som psykologer. Kemi og empati er afgørende, og ud fra hvad du skriver, lyder det som om du vil være bedre tjent med en anden læge. Held og lykke med dit videre post-stress-tilbagetogt. Det er en lang, sej proces, men det lyder, som om du er godt på vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    wauw en gakker- og en stresshistorie i en. Vildt nok. Og sejt gået af anonym læser

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvordan gakker?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Eks- kæresten er da total en gakker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Du mener, han lyder som en egoistisk tåbe? Ja klart. Men vi ved vel ikke noget om, at han er gakker i amarOramask forstand. Altså om han lyver og er utro. For så havde jeg kylet ham i Gakkoteket.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære du,
    Forstår udemærket at du ikke kan overskue at skifte læge, men hvis du evt. bor i København, kan jeg på det varmeste anbefale Anette Skov fra Vesterbro lægehus. Der findes så mange elendige læger, men hun er fantastisk. Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Jeg falder ind i koret – du skal bestemt skifte læge! I en fart! Og når du så er færdig med det, så skal du ringe til min kropsterapeut Benthe Dandanell – du kan finde hendes nummer ved at Google hende. Hun kan noget med at få nervesystemet i ro og energien og glæden tilbage – og så er hun en vis, empatisk og dygtig dame der har arbejdet med stress, angst og depressioner længe. Du vil blive rigtigt mødt her, det kan jeg garantere!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller stresshistorier: Jeg var en anerkendelseshungrende egoist