Er det derfor, vi får stress?

Stress: Den store, stygge sygemelding

Jeg synes ikke, I vælter over hinanden for at komme til i kommentarfeltet og fortælle, hvorfor I fik stress. Men tak til jer, der turde pippe. Måske er næste tema, sygemeldingen, nemmere? Her kan jeg også selv være med.

Sidste sommer, efter et halvt års jobkaos, tog jeg på ferie og kom i tanker om, hvordan man trækker vejret, og det skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort, for da jeg landede på arbejdet igen var jeg klar nok til at fatte, at jeg crashede og måtte aflevere mit livs første stresssygemelding. Dog ikke noget alvorligt, tænkte jeg. Det går over. I 14 dage sad jeg på stranden og spiste is, og så var jeg tilbage på min pind.

Og så arbejdede jeg videre, og så gentog historien sig, og nu sidder jeg igen her, apatisk og sygemeldt for anden gang. For sidste gang sagde vi. Men det ved jeg jo ikke. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg bliver mig selv, eller hvilke konsekvenser, der skal ses i øjnene for enden af sådan en omgang. Jeg ved bare, at jeg skammer mig, at jeg er bekymret for fremtiden, og at jeg savner at arbejde. Og at jeg gerne vil høre om jeres sygemeldinger!

Hvad fik jer til at indse, at I ikke skulle tage på arbejde i morgen? Hvor mange gange har I været sygemeldt? Hvor længe? Var lægen til at snakke med? Hvad blev resultatet? Bedring, fyring, absurd kommunal aktivering? Andet vi skal vide? Blev jeres selvbillede lige så flosset som mit? Hvad vil I ud med?

Håber, I stadig hænger på. I kommende indlæg vil jeg spørge om, hvordan man kommer ud af sygemeldingen, hvad der hjælper, hvordan omverdenen reagerer, hvordan man undgår gentagelser og så videre. Men først, sygemeldingssnak! Har I noget til mig?

Stress videre.

IMG_2519 Amagerfælledvej fiasko stress_700Amagerfælledvej

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

   

22 kommentarer

  • E

    Når du gerne vil i dialog med os, der enten har stress eller lever med eftervirkningerne, tror jeg, du skal stille færre spørgsmål ad gangen.

    Måske kun endda kun ét.

    Ellers bliver det at formulere en kommentar helt uoverskueligt, og man opgiver på forhånd.
    (Du henvender dig jo til mennesker, som måske ikke kan overskue delopgaverne i et brusebad, eller taste deres Nem-ID uden hjælp.)

    Det er også følelsesmæssigt hårde emner, du spørger ind til, og skyld, skam og selvbebrejdelser er sjældent langt væk, hvis man er sygemeldt med stress, så det afholder måske også nogle fra at svare.

    Men jeg er meget glad for, at du tager det her vigtige emne op, og glæder mig til at læse, hvad andre svarer.

    Rigtigt god bedring!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha ja, måske. Heldigvis er der mange grader af stress, og heldigvis kan eftervirkningerne blive svagere og svagere, men jeg forstår, hvad du mener. Skulle måske bare have spurgt: Hvornår vidste du, at du skulle sygemeldes. Punktum. Og tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • mikala

    Jeg vidste at jeg skulle sygemeldes, da jeg gik grædende ned af trappen efter at have afleveret min datter på 1,5 år til hendes dagplejemor. Jeg satte mig ned i bilen og ringede til min leder og sagde at jeg desværre ikke kunne komme på arbejde. Hun snakkede med mig indtil jeg var OK og så kørte jeg hjem og gik i seng og blev der hele dagen til min datter skulle hentes. Det var ovenpå ekstremt arbejdspres i lang tid, en alvorligt syg nær kollega, flytning og en mand, der var ukampdygtig pga. diskusprolaps men mest af alt om uafklarede forventninger til hvad jeg skulle kunne på mit arbejde… Min sygemelding var kort, jeg var kun fuldtidsvæk i en uge, men allerede mandagen efter min sygemelding stod min arbejdsplads klar med samtaler hos vores stresskonsulent (hun var god!), samtaler med to nærmeste ledere, markant reduktion i arbejdsopgaver og afklaring om forventninger. De var sgu seje og jeg arbejder der endnu. Det tog to måneder på nedsat tid (5 timer om dagen) efterfulgt af tre måneder på 6,5 timer om dagen og i hele forløbet havde jeg samtaler med både stresskonsulent og mine to ledere.
    Alle mine kolleger var totalt støttende og der er INTET at skamme sig over! Heller ikke dig, Amarorama!
    Jeg var tilbage på fuld tid efter et halvt år og er blevet meget, meget bedre til at sige fra – og ikke bare det – jeg øver mig også i at rose mig selv og det er jeg blevet god til :D
    Jeg kan godt stadig nå derud hvor det ikke er sjovt, men nu kender jeg mine symptomer og jeg ved at jeg skal skære fra med det samme. Så snart jeg begynder at tænke “jeg skal bare lige nå den deadline, så bliver det bedre”, så ringer alle mine alarmklokker, for det skal være godt hver dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Jeg vidste, jeg skulle sygemeldes første gang, da jeg en aften ikke kunne stoppe med at græde på mit job, og måtte gemme mig på kontoret, indtil min vagt var slut.
    Jeg meldte mig syg næste dag, og bestilte tid hos min læge. Min leder tog det ikke pænt, og understregede, at der var meget travlt på min arbejdsplads i den periode, og at mit fravær gik ud over mine kolleger, som ville få overarbejde og dobbeltvagter pga. mig. Så græd jeg lidt mere over det.
    Før lægebesøget skrev jeg ned, hvordan jeg havde det. Det lignede noget, der var skrevet af fra en liste over alvorlige stress-symptomer. Min læge sygemeldte mig i 3 uger, og gav mig en ny tid 2 uger efter.
    Ved næste lægebesøg havde jeg det absolut ikke bedre, hylede under hele konsultationen og fik forlænget min sygemelding. Jeg fik en foreløbig diagnose, der hed belastningsreaktion/stress/depression.

    Kort efter blev jeg indkaldt til samtale på mit job og blev varslet om afskedigelse, såfremt jeg ikke meldte mig rask/delvis rask straks. Min fagforening kunne ikke hjælpe, og jeg blev derfor fyret “af hensyn til driften”.

    Jeg havde været ansat over 12 år på samme offentlige arbejdsplads, og havde derfor 6 måneders opsigelse. Jeg var sygemeldt i opsigelsesperioden og yderligere et par måneder.
    Under sygemeldingen blev jeg sendt i et 12 ugers “Tilbage Til Arbejde” (ha!) kursusforløb af kommunen. Her var jeg blandt andre som var syge med stress/depression/PTSD, og det var meget givende at erfare, at jeg ikke var ene om at være konstant grådlabil og søvnløs, huske som en si og mangle initiativ og energi til nogetsomhelst.
    Hvad jeg var mindre glad for, var den obligatoriske træning i fitness-center, som jeg var ved at bryde sammen over hver uge på grund af larmen og de mange mennesker. Vi gik også lange ture i naturen og fik noget mindfulness-træning, hvilket var fint. Jeg gik også til psykolog, men syntes ikke rigtigt, metakognitiv terapi hjalp mig. Ro, hvile og mindre ansvar var faktisk den bedste kur.

    Nå, efter raskmelding og et par måneder på dagpenge fik jeg nyt job inden for samme arbejdsområde som før. Desværre havnede jeg nu på et sted med meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor “den hårde kerne” udsatte dem, de ikke gad arbejde sammen med for grov mobning. Som nyansat med stor erfaring men lav status og med dårligt selvværd efter min sygemelding, var jeg et oplagt mobbeoffer.
    Jeg blev bagtalt, frosset ud, svinet til verbalt, underkendt fagligt, udsat for trusler om vold af mm. fra flere kolleger. Resten holdt lav profil og forsvarede mig ikke – bortset fra én, som desværre søgte nye græsgange efter en tid. Min leder var fuldt ud klar over problemet, men var ikke stærk eller kompetent nok til at sætte en stopper for mobberiet.
    Mange af de velkendte stress-symptomer kom tilbage. Jeg ignorerede dem, da jeg forfærdelig nødigt ville risikere at blive arbejdsløs igen.

    Jeg holdt ud i 9 måneder indtil sommerferien, hvor jeg havde planlagt at søge nye jobs som en gal – efter råd fra Arbejdstilsynets mobbe-hotline, som havde advaret mig om, at jeg skulle se at komme væk, før jeg gik helt ned med stresss igen.
    Men i sommerferien fik jeg akut invaliderende smerter i mange led og senetilhæftninger, og blev rent fysisk totalt uarbejdsdygtig.
    Det har vist sig at være psoriasisgigt, en kronisk autoimmun sygdom, som jeg stadig er plaget af her mere end to år senere i form af smerter og stivhed.

    Jeg sagde selv op på jobbet denne gang, da kommunen begyndte at tale om, at jeg skulle langsomt tilbage i arbejde. Jeg frygtede simpelthen at få en blodprop eller lignende, hvis jeg skulle tilbage til mobningen igen.
    Gigten samt kognitive mén efter stressen gør, at jeg ikke kommer til at arbejde inden for mit gamle fag psykiatrisk sygepleje mere, fordi det kræver, at man er i god fysisk form og kan handle rationelt under pres i akutte (voldsomme) situationer. Jeg har tilsyneladende også glemt, hvordan man sover om natten, hviket er et problem i forhold til at passse et arbejde.
    Mine sygedagpenge udløber, og jeg skal i noget ressourceforløb om kort tid. Ved ikke rigtigt, hvad jeg kan bruges til mere, men håber Jobcentret har nogle gode forslag.
    Mit selvbillede som rask, dygtig til mit job og psykisk robust er splintret, og bekymringer for fremtiden konstant nærværende – jeg har lært, at jeg skal sige “pyt” og leve i nuet, men det er svært, når man har et barn, man gerne vil give en god opvækst uden fattigdom.

    Min oprindelige stress blev forresten nok udløst af at gå igennem en traumatisk dødfødsel, at miste begge mine forældre nogle måneder senere ,og samtidigt være mor for et lille barn med en medfødt immundefekt og have et ansvarsfuldt job på en afdeling for meget syge patienter.
    Min eks’s utroskab under både min første og anden sygemelding gjorde bestemt ikke mit stressniveau lavere. Men det gav mig selvfølgelig en forklaring på, hvorfor han ikke virkede ret engageret derhjemme.
    Tab, truslen om tab og utryghed så langt øjet rakte.
    Egentlig ikke så sært, jeg blev syg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Sidder og måber. Ikke bare fordi, det hele lyder forfærdeligt, men din første leder, hvad!? Hun tror, man slår stress ned med skyldfølelse? Og har hun overhovedet ret til at fyre dig så hurtigt efter sygemeldingen? Og obligatorisk træning? Man siger da netop til stressramte, at de IKKE skal træne!? Kun gå lange ture og zenagtige ting? Og kollegaerne på den næste arbejdsplads? Trusler om vold, what the fuck!? Håber virkelig, du lander på en god hylde til sidst. Alt det bedste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Den første leder var en meget kontant type uden den store empati. For nu at udtrykke det diplomatisk.
      Men hun var i sin gode ret til at fyre mig: 120 dages reglen findes ikke mere, og kan en leder godtgøre, at “sygefravær medfører driftsmæssige problemer”, kan en sygemeldt fyres efter kort tids sygdom. Sådan er den danske “flexicurity-model” jo.
      Da Regionerne skal spare, gælder det for dem om at komme af med syge medarbejdere hurtigt. Især dem med lang anciennitet, som er på øverste løntrin og får tillæg for efteruddannelse og erfaring.
      Desuden er/var gentagne sygemeldinger pga. stress ikke usædvanlige: Tit er det ikke muligt at gøre arbejdet mindre stressende for den enkelte på langt sigt. Så den, der ikke kan tåle mosten, er bedre tjent med at blive fyret hurtigt, og arbejdspladen er bedre tjent med at kunne ansætte en ny (billigere) afløsning hurtigt.
      Alt dette vidste jeg jo godt med min fornuft, men det var selvfølgeligt sårende at opdage, at loyaliteten over for min arbejdsplads ikke var gengældt.

      Den obligatoriske træning tjente et bestemt formål: At “afklare motivationen hos den sygemeldte” som det fremgår her: fysio.dk/Fysioterapeuten/Arkiv/2011/Man-behover-ikke-at-vare-rask-for-at-vare-arbejdsdygtig/#.ViN9nafAPAQ
      Man skal ikke være ret paranoid for at føle sig lidt mistænkeliggjort, når man læser den sætning…

      Om stressramte bør træne er omdiskuteret. Jeg synes, det er vigtigt at mærke efter, om det gavner. Jeg fik det skidt af det, men flere på holdet var glade for det, og to er stadig vilde med hård styrketræning og spinning i dag.

      Den næste arbejdsplads virker surrealistisk også på mig. Jeg ser stadig den kollega, der prøvede at bremse mobningen, og jeg har flere gange måttet spørge, om det virkeligt skete, som jeg husker det. Hun bekræfter mine oplevelser, og fortæller, at nu, hvor hun kender mig godt, forstår hun slet ikke, hvordan jeg kunne holde til presset så længe uden at bryde sammen psykisk.
      Men voksenmobning er desværre mere udbredt, end jeg vidste naivt troede tidligere – også i “omsorgsfag”, hvor personalet ved gud burde vide bedre end at hakke på hinanden.

      Tak, jeg håber også min (her meget forkortede) historie ender godt. Sorgen over dem , jeg har mistet forsvinder aldrig, men livet skal jo gå videre på en eller anden måde.
      Hvis jeg engang når frem til at tilgive dem, der mobbede mig, min utro ekskæreste, og dem, han kurtiserede heftigt, mens jeg gennemgik mit livs værste tid, er jeg nået langt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ok jeg ved åbenbart intet om reglerne i forhold til fyring, men træning burde være frivilligt. Det andet lyder ret sindssygt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg vidste godt jeg havde stresssymptomer og fik derfor fem timer hos en psykolog gennem mit arbejde. Den første gang jeg var der, og tudende fortalte om mit arbejde, sagde han: Ja, du har stress. Og nu skal du sygemelde dig.
    Jeg syntes nu, at det var lige i overkanten at ligefrem sygemelde mig. Men mandag morgen kunne jeg godt mærke, at det var det jeg skulle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Begge mine sygemeldinger krævede også overvindelse og opfordringer fra folk omkring mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg blev først sygemeldt da jeg ikke kunne stå op mere. Indtil da havde jeg gået på arbejde ca. 1,5 år hvor det bare blev værre og værre. Jeg var voldsomt hårdt ramt af fysiske symptomer og mange mærkelig “kropsfornemmelser” – svimmelhed, en form for følelsesløshed i fingre, arme og hoved, snurren i hovedet, susen i ørene og hovedet, uro i kroppen – jeg kunne slet ikke være i ro på samme tid som jeg følte mig fysisk udmattet. Det var underligt, det er stadig underligt. Jeg forstår ikke at det var stress og ikke noget fysisk. Jeg tror stadig at jeg også var fysisk syg, selv om jeg blev tjekket for alt muligt. Jeg kunne ikke gå ud og handle, jeg kunne ikke gå en tur. Jeg var meget alene hjemme med min lille dreng på 4-5 år, jeg kan ikke huske hvordan vi kom igennem det, hvordan han fik mad. Jeg kan huske jeg bad de voksne i børnehaven sende ham ud i garderoben, for jeg kunne ikke gå ind i børnehaven. Jeg kan huske at vi begge stod foran Fakta en dag og græd. Han fordi han ikke måtte få en chokoladekalender, mig fordi det var umuligt for mig at gå ind og købe en.
    Hov, sidesport ;) Jeg vender tilbage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det er så vildt, hvad kroppen kan finde på for at gøre oprør!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Min sygemelding endte med at jeg blev fritstillet på min opfordring. Jeg tror arbejdspladsen ville være gået noget længere i deres bestræbelser på at beholde mig. Efter 3 mdrs sygemelding var jeg derude til en opfølgningssamtale og jeg græd og græd og græd hele mødet igennem. Efter 4 måneder tog jeg selv beslutningen om at jeg ville fritstilles.
      Det skulle officielt aftales på et møde mellem mig, min leder, HR og fagforeningen. Jeg havde bedt om at mødet kun tog 30 minutter, da jeg ikke kunne holde til mere. Efter 15 minutter var min leder stadig ikke mødt op. Jeg klarede formalia med dem der var tilstede og forlod mødet efter 20 min. Min leder var mødt op lige efter jeg har gået – 25 minutter for sent på den. Sådan en vatnisse!
      Da jeg kom hjem kontaktede min fagforening mig. De ville sikre sig at jeg var ok og ikke var alene, de var chokerede over hvor dårlig jeg så ud – det var jeg også selv.

      Og til det med kroppen – ja, det er for vildt. Især fordi intet af det kan måles.
      Jeg har så forkrampet og anspændt hele tiden og jeg fattede det ikke selv.
      Jeg har så mange sindsyge historier om hvordan det var at være mig i det år hvor det var allerværst. Jeg fatter aldrig at jeg kunne have det sådan, og stadig være et helt menneske i dag.
      Jeg fik at vide at det tager 3 gange så lang tid at komme op, som det tog at gå ned. Det ville være 5-6 år for mit vedkommende. Her 5 år efter tror jeg ikke det er et helt forkert tidsperspektiv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Oh no så meget tid har jeg ikke, hvis jeg skal betale min husleje! Håber, processen kan speedes op, og jeg kan skynde mig at blive klar til job igen, for alle ved jo, det er vejen ud af stress: at speede op og skynde sig. Men godt, du er på vej op!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malenka

    Svaret på dit sidste, enkle spørgsmål var for mit vedkommende: jeg vidste det ikke selv. Begge gange (ja, desværre også anden gang, hvor jeg jo burde have genkendt symptomerne) var det mine kolleger, der overbeviste mig om at jeg skulle gå hjem. Så ringede jeg selv og meldte mig syg næste morgen og fik senere en længerevarende sygemelding ved lægen.
    Jeg har senere et par gange været på vej den forkerte vej, men har nået at blive opmærksom på det og ændre på det, der stressede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Jeg lukkede øjnene for det i lang tid, indtil den dag mit blodtryk viste sig at være tårnhøjt, og jeg længe havde gået med nul energi, masser af hovedpine, og somom jeg var inde i en vat bloble. Der skulle ingenting til for at jeg græd, og derhjemme var der intet overskud. Det var lige op til sommerferien sidste år, så jeg startede med 4 uger hjemme. Derefter begyndte jeg med at arbejde 3 timer om dagen, jeg ville gerne selv fastholde kontakten til arbejdet. Men aftalen var, at var jeg træt efter 2 timer, så gik jeg hjem. tror jeg var på 3 timer i et halvt år, og så begyndte vi lige så langsomt, at putte ½ time på af gangen.
    Indtil jeg var oppe på min fulde tid.

    Jeg var heldig, jeg har en forstående chef og arbejdsplads, men en god sygesikring. Så kom igang med psykolog samtaler med det samme, ved en dejlig dame. Og fik ikke nogle særlige opgaver med deadlines.
    Men tror altid det hænger ved, der skal ikke meget til, for at jeg bliver meget træt, og har stadig indimellem brug for, at ligge mig en ½ time derhjemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    To psykologer, en læge, et bundt kollegaer og et par gode venner skulle der til.

    Den første psykolog sagde det efter den første samtale, hvor jeg kom “for at få hjælpe til at lægge en strategi, så jeg kan holde ud at gå på arbejde”. Jeg kan godt se, hvor tosset det lyder nu.

    Jeg bad om at få hende byttet, for jeg mente, at hun var alt for hurtigt til at trække sygemeldingskortet.

    Anden psykolog luftede også muligheden i den første samtale. Men det tog altså noget tid at forstå og acceptere, at migræneanfald i læssevis og knude i maven på turen til arbejdspladsen ikke sådan bare ville gå over.

    Lige nu bruger jeg tid på at acceptere tingenes tilstand og de ridser, det har givet i lakken – at jeg så var sådan en, der ikke kunne finde ud af/holde til at gå på (det) arbejde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg blev sygemeldt for første gang i september 2014, efter en meget hård periode på job. En blanding af at være nyuddannet, stå overfor nye opgaver, som jeg aldrig havde beskæftiget med mig før samt det at være perfektionistisk – en rigtig dårlig kombination.
    Jeg faldt med et brag og har kæmpet for at komme ovenpå igen lige siden. Jeg har brugt timevis hos en stresspsykolog, som helt klart hjalp, men som vi jo ved (i hvert fald os, der har været syge af stress) er der ikke noget quick fix. Det tager laaaang tid at kommen ovenpå igen.

    Jeg kom tilbage på job efter 3-4 ugers sygemelding on and off. Trappede stille og roligt op i arbejdsopgaver. Udover det blev der ikke “gjort noget” fra ledelsens side i forhold til det at vende tilbage til mit job.
    De efterfølgende år har jeg haft det ok i perioder, og andre gange har det været helt ad pommeren til. Men jeg passede mit arbejde (som jeg elsker!) til fulde, selvom jeg, set i bakspejlet, slet slet ikke var rask nok til at arbejde. Men det gjorde jeg, og det var rart at glemme alt om sygdom/stress de timer jeg var på job.
    Jeg fik det gradvist bedre, aldrig sådan 100% tilbage hvor jeg var, men godt nok til at jeg kunne være i det.
    De efterfølgende år blev der fra min ledelses side ikke taget højde for, at jeg allerede havde været nede med stress. Derfor fik jeg flere og flere opgaver (faktisk FOR mange opgaver, har det vist sig), men jeg knoklede på, for jeg elskede jo mit job.

    I efteråret 2016 skete det igen. Jeg tog alle mine forbehold, aflyste ALLE planer jeg havde så jeg kunne være hjemme og passe på mig selv. Men det hjalp ikke, skaden var sket.
    Jeg henvendte mig til min leder og fortalte hende hvordan det stod til. Hun fejede det blot ind under gulvtæppet og sagde INTET – ikke andet end at jeg jo fik den samme løn uanset hvor travlt der var på mit job. Mere blev der ikke gjort ved det.
    Jeg fik det værre og værre og tænkte at det nok ville gå over efter en weekend med ro og afslapning. Det gjorde det ikke. Jeg henvendte mig til min leder igen, fortalte hvordan det stod til. Hun gjorde ingenting. Jeg meldte mig syg, gik til lægen som blot sagde til mig “Hvor lang tid tror du, du har brug for hjemme før du vender tilbage til jobbet igen?”. Jeg fik en sygemelding på to uger. De næste par måneder rendte jeg til lægen næsten hver uge, fordi hun kun sygemeldte mig to uger ad gangen (helt, HELT forkert).
    Hver gang jeg var ved lægen var det eneste hun sagde: “Hvor har du brug for vi gør?”. “DET VED JEG IKKE, DET ER DIG, DER ER LÆGEN”, tænkte jeg hver eneste gang hun stillede mig det spørgsmål.
    De efterfølgende måneder var jeg sygemeldt et par uger ad gangen, tilbage på job, sygemeldt igen et par uger, og sådan fortsatte det indtil jeg skiftede læge. Hun sygemeldte mig med det samme på fuldt tid. Noget der skulle have været gjort flere måneder forinden.
    Jeg blev sygemeldt en måneds tid. Det var rart at kunne “sove ud”, men udover det kunne jeg INGENTING.Bare det at skulle tage stilling til hvad jeg skulle spise til morgenmad magtede jeg ikke.
    Jeg vendte tilbage til mit job få timer ugentligt. Det var ikke nogen succes. Jeg havde det så skidt, og jeg skulle bruge de næste mange dage på at komme nogenlunde ovenpå igen. Sådan fortsatte jeg i nogle uger indtil filmen knækkede fuldstændigt (igen). En blanding af rigtig dårlig ledelse og super ukollegiale kolleger. Jeg gik til lægen igen igen, og hun sygemeldte mig på fuld tid igen frem til sommerferien. Det var lige det jeg havde brug for.
    I mellemtiden har jeg gået på et stresskursus og haft endnu flere samtaler med professionelle, og jeg er kommet frem til, at jeg ikke skal tilbage til det job. Det har knækket mig fuldstændigt, og jeg vil ikke bruge flere kræfter på det. Jeg har haft samtaler med fagforening mm. og de står bag mig, og giver mig ret i, at det ikke er et job jeg skal tilbage til.
    Det er rart at komme til den erkendelse. Men når det er sagt, er jeg fortsat ikke rask nok til at arbejde. Det går i den rigtige retning, men det tager ubehageligt lang tid at komme på benene igen.
    Jeg er netop fyldt 30, og jeg mener selv, at jeg er alt, alt for ung til at være i et job, der gør mig så syg. Jeg skal være på arbejdsmarkedet de næste maaaaaange år, og det vil jeg gerne kunne holde til.

    TAK fordi du sætter fokus på stress!! Jeg beklager mit skriv blev rimelig langt, men altså, jeg havde bare så meget på hjerte :)

    Kh. Lose

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg elsker lange, gode kommentarer. Og jeg forstår ikke, at alle ledere ikke tvinges på noget kursus i at håndtere stressede medarbejdere. Eller endnu bedre, i at undgå stressede medarbejdere! Det er så dyrt med sygemeldinger og opsigelser. Godt, du skiftede læge, og godt, du dropper den arbejdsplads. Jeg sagde også mit arbejde op og har aldrig fortrudt, selvom det økonomisk har været et mareridt. Håber, du holder dig i ro, indtil du for alvor er klar. I øvrigt havde jeg stor glæde af meditation. Kan varmt anbefales.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det derfor, vi får stress?