Læserne fortæller: Stress er!

Stress: Hvor får vi det fra?

Tak stressede mennesker! Jeg synes, vi sammen fik malet et ret realistisk billede af stress, da vi stressede her, og vi stressede der. Stress ødelægger os fysisk. Stress ødelægger os psykisk. Stress slider på vores familie, venskaber, økonomi, personlighed, nattesøvn og hvad der ellers er værd at ligge inde med i et liv. Stress er en syg stodder, som skal skride ad helvede til, men først vil jeg have en forklaring. Hvorfor har vi stress? Hvorfor?

Er vi, de stressede, mere skrøbelige end de ustressede? Har vi dårligere chefer? Flere børn? Færre penge? Højere ambitioner? Er vi mere arbejdsløse? Er vi dårligere til at sige nej? Er vi mere perfektionistiske? Er vi slappere? Mere bekymrede? Ældre? Yngre? Hvad? Hvorfor har vi det, stress?

Mit eget største stressproblem ligger på min arbejdsplads, som jeg ikke kan tale om her. Men hvis vi danser rundt om det onde epicenter, kan jeg måske godt opstøve andre forklaringer.

Jeg elsker fx at arbejde. Jeg elsker at gøre det bedre. Jeg elsker at drive tal i den rigtige retning. At tage beslutninger. At gøre det endnu bedre. Og endnu bedre. Arbejde! Jeg ér mit arbejde. Og det har jeg da tænkt. Måske skulle jeg elske mit arbejde lidt mindre. Være noget andet. Er det derfor, jeg har stress?

Eller er det min boligsituation? Den evige flytten rundt fra værelse til værelse med et tungt studielån på slæb? Det store minus, der betyder, at jeg aldrig kan lukke døren bag mig og være alene, fordi københavnske huslejer kræver kærester eller roommates?

Eller er det geografien? Hver dag at cykle tværs gennem byen midt i myldretidsmareridtet? Hver dag ikke at blive hende, der forsvandt i en højresvingsulykke?

Eller er det fordi, jeg ikke har børn til at fjerne fokus?

Eller er det bare min førstefødselsret? Den ældste i flokken hænger på ansvaret. Jeg er programmeret til at trække læsset, tage skylden?

Eller er det mit stofskifte?

Eller min latterligt overvurderede og underbetalte branche?

Eller noget andet? Eller det hele?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg meget gerne vil høre jeres bud. Hvad gik galt? Hvorfor fik I stress? Har I en forklaring, eller flere? Fortæl mig det hele. Hvilke veje fører til stress?

Husk I kan sagtens kommentere anonymt. Bare skriv noget vrøvl i felterne til navn og mail.

Stress videre.

IMG_5844 Amager Strandvej_stress_700Amager Strandvej

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

45 kommentarer

  • Louise Svane

    Tror min stress kom snigende, udløst af fire bestyrelsesposter, to jobs, et studie, og drømmen om at have et liv midt i alt kaoset.
    Havde en ansat, som også er en nær ven, han var min levende kalender, jeg glemte alt fra leverandørmøder til at spise. Jeg forsøgte også at være kandidatstuderende oveni, har aldrig færdiggjort min kandidat, jeg får det dårligt bare ved tanken, har derfor skiftet studieretning fuldstændig. Er først nu, 3 år efter det store sammenbrud, at jeg kan overskue at tale i telefon, før var den aldrig stille.
    Tror at jeg pressede mig selv for meget, glemte at leve, var for ambitiøs, og simpelthen havde gang i alt alt for meget. Har idag kronisk stress, hvilket er lidt noget røv, men det kan håndteres

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Min stress kom ikke snigende – det kom løbende med 180 i timen, fordi jeg overhovedet ikke lyttede efter, hvad min krop forsøgte at fortælle mig. I stedet arbejdede jeg ALT for meget – ikke mindst fordi jeg havde en lortechef, der fik mig til at føle, at jeg var ineffektiv og langsom til trods for at det overhovedet ikke havde noget på sig (ved jeg nu). Så derfor blev jeg bare ved og ved og ved og ved og ved… Også selvom kroppen råbte stop på alle tænkelige måder. Arbejdet fik lov til at blive alt for vigtigt, og jeg blev ved med at slå mig selv i hovedet over at jeg da for fanden ikke bare kunne finde ud af at tage mig sammen ligesom alle andre. Eller i det mindste sige fra. Lige meget hvad, var jeg i hvert fald ikke god nok, og jeg tog slet ikke mig selv alvorligt, men styrede efter anerkendelse fra alle andre. Når jeg kom (alt for sent) hjem om aftenen, lå jeg i fosterstilling og græd. Også da jeg tabte posen med pasta ned i det spilkogende vand, så plastikken smeltede. For at koge pasta kunne jeg fandme heller ikke engang finde ud af. I badet kunne jeg ikke huske, om jeg havde puttet shampoo i eller ej – så jeg gentog proceduren adskillige gange – og til sidst kunne jeg ikke huske ordet for en vaskemaskine. Det var helt væk. Og heldigvis havde jeg en kæreste, der satte hælene i og fik mig til læge. Ikke så meget fordi jeg ikke kunne huske ordet vaskemaskine – men mest pga alt det andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Shampooproblematikken kender jeg. Lyder som om, du har en god kæreste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    bare som en kommentar eller til en føljeton?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lige nu vil jeg gerne høre bud på, hvorfor I får stress. Som kommentarer ja. Men folk, der har lyst til at fortælle hele deres stresshistorie, må gerne sende til mail.amarOrama@gmail.com. Så udgiver jeg dem som indlæg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    For mig – blandt andet boligsituation. Sælge andelsbolig, da støj fra naboer gav mig stress. Flytning, flytning, flytning, bo i andre menneskers fremlejede hjem, ikke vide, hvad der skal ske om to måneder, en måned, en uge, om hjemløsheden ventede lige om hjørnet. Og nu lejlighed til 13.000 om måneden, fordi det var, hvad det kostede ikke at blive hjemløs. Huslejen har vi ikke har råd til, så nu er det stressende endelig at bo rigtigt et sted. Er dog bange for, at jeg eksploderer at stress, hvis jeg skal flytte foreløbig. Så – stress eller stress at bo i København.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja jeg flytter også snart ind i en lejlighed, jeg ikke har råd til. For at slippe for at flytte mere. Hej huslejestress!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg tror, jeg fik stress fordi jeg startede på en uddannelse hvor jeg gik og følte mig forkert. Troede uni var et sted hvor folk i det mindste var (ved at blive) voksne, men alle snakkede kun om torsdagsbar, fredagsbar, lørdagsfest osv og jeg ville egentlig bare gerne hjem og hygge mig med min kæreste og slappe af. Klikkede ikke med de andre socialt, og da jeg fandt ud af det faglige heller ikke var som forventet kom de første tegn. Søvnløse nætter og tudeture hver gang jeg kom hjem. Samtidig knoklede jeg med studiejob ved siden af og glemte slet og ret hvordan man slapper af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ikke passe ind på uni-stress? Stoppede du så?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Den beskrivelse passer meget godt. Tror i hvert fald det var det, det startede det. Hvis man går længe nok blandt mennesker man ikke føler man hører til hos, tror jeg virkelig det stresser hjernen. Ja, jeg stoppede efter at have gået der lidt over et år. Blev sygemeldt en måned og fik selvfølgelig en depression udløst af stressen. Det er snart 3,5 år siden og den dag i dag kan jeg stadig komme tilbage til den der følelse af at være i en tilstand af total tomhed. Som om livet bare suser forbi og jeg ikke engang kan huske hvad det var min kæreste sagde til mig for fem minutter siden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Kender godt fornemmelsen ikke at høre til, fx fra de 2 år, jeg arbejdede for et teleselskab, hvor jeg heldigvis ikke fik stress. Det gjorde jeg så til gengæld på min nuværende arbejdsplads, hvor jeg passer perfekt ind. Jeg fatter ikke stress.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Min tyranniske og lunefulde chef er helt klart en kæmpe årsag til stress, og der er allerede én, der har måtte bukke under, men hun skaber gode resultater, så overbossen vil ikke af med hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvor gode kan resultaterne være, hvis I skal undvære medarbejdere, betale ekstra lønninger osv? Lyder som en elendig overboss.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Kombinationen af virkelig dårlig ledelse på flere niveauer. Selvledelse uden rammer. For få og for lidt udfordrende arbejdsopgaver… det tilsammen gjorde det til sidst umuligt at gå på arbejde.I tillæg til et vanvittigt antal migræneanfald. Håber jeg har bremset op i tide!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mynona

    Jeg tror, det er en kombination af mange ting, som både handler om den enkelte og om samfundstendenser. Jeg har haft stress flere gange, og hver gang har jeg tænkt, at nu har jeg fået styr på det. Det har bare ikke helt holdt stik. De to sidste gange har især handlet om dårlig ledelse og utydelige rammer for arbejdet. Jeg bilder mig ind, at jeg nu bedre kan se, hvilke signaler jeg skal se efter, når jeg er på vej til at blive stresset. De handler bl.a. om mine tankemønstre: Jeg har færre mentale ressourcer at gøre godt med, når jeg er stresset, hvilket lynhurtigt fører til en nedadgående spiral, fordi jeg bliver dårligere til mit job, hvor jeg netop skal arbejde kreativt og kunne navigere i kaos, der kommer flere konflikter på både job og hjemmefront, og jeg begynder at tænke dårligt om mig selv – og alle andre. Hjernens alarmcenter tager simpelthen over, og alle de nuancer, som jeg ellers er god til at se, hvilket igen er en væsentlig del af min personlighed, forsvinder. Stress fører som bekendt også til afstumpethed. Jeg tror, at en del af hemmeligheden bag den udbredte stress er, at vi netop har vores personlighed så høj grad i spil i vores jobs. Dertil kommer, at hjernen for moderne mennesker er konstant på overarbejde. Samtidig hersker en udpræget tendens i samfundet til, at vi vender kritikken indad i stedet for udad. Det er både helt almindeligt for den enkelte stressramte at tænke, at det jo nok er en selv, den er gal med, og for samfundet/arbejdspladserne at pege på den enkelte med henvisning til hans/hendes personlighed, særlige livsvilkår osv. Med andre ord er der noget galt i selve diskursen omkring stress. Som igen medvirker til, at man som stresset får ekstra ammunition til selvbebrejdelserne og så kører den negative spiral.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Mit kom snigende tror jeg, men opdagede det først da det var i fuldt flor. Jeg flyttede fra kæresten (ikke mine børns far) flyttede i lejlighed og senere i hus. Skulle vise, jeg kunne alt alle bestyrelse, forældreråd, bage til alt og bare vise overskud. derudover lagde jeg ører til alt for mange problemer af mine kollegaer, arbejdspresset blev højt, og jeg var konstant online på mail. så da mit blodtryk var 225/150 bad jeg selv om, at jeg ville tilses af vagtlæge. havde derefter et år, hvor jeg kun arbejde 2-3 timer hver dag, men er nu på min normale arbejdstid som er 30 timer, og skal virkelig stadig passe på mig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Argh de der langvarige konsekvenser. Jeg gruer for dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Er det første gang du har stress, Amar? Det tænker jeg nemlig, når du spørger sådan ud i universet. Stress kan komme af mange ting. Jeg har haft det tre gange. Den sidste gang, sagde jeg stop. Nu kan jeg ikke mere. Alle tre gange kom af et ydre pres. Værdistress i to af tilfældene, fordi jeg arbejdede steder med uklare rammer og chefer, der ikke var deres opgave voksen (og måske en lille bitte smule var sociapater. De findes.) Den sidste gang var fordi jeg ikke helt var kommet mig over min stress og samtidig stod med en meget stresssyg mand. Det var der, jeg sagde stop. Nu er det nok. Nu må jeg lære at håndtere det her, for det begynder at ligne et livsvilkår. Det lykkedes. I dag er stressen min ven. Mit barometer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Nej det er 2. gang, hvad jeg ved af. Samme arbejdsplads. Jeg spørger, fordi jeg ikke fatter stress, fordi så mange er ramt, og fordi jeg elsker, når vi kan spejle os i hinanden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susanne

      Det er en god ide, at du giver dig selv og os mulighed for at spejle os i hinanden. Så føler man sig mindre forkert. Faktisk kommer man til at føle sig helt rigtig. Jeg er efterhånden begyndt at kalde stress for det moderne menneskes oprør. I gamle dage var man bare solidarisk og strejkede.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Oprør. Den tanke kan jeg godt lide!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lige præcis af samme grund, har jeg lavet en blog (vlog hedder det jo nok, fordi det primært er med videoindlæg) – hvor jeg fortæller om hvordan stresssymptomerne kan føles (og føltes for mig). Fordi – hvis man ikke accepterer dem, så tror jeg på, at vejen bliver eksta lang for healing… Og netop det at kunne spejle sig i andre og ikke føle sig alene, er vigtigt for at kunne finde hjælp ud af sin stress – og arbejde konstruktivt for at komme derhen.
      http://www.saadansmagerstress.blogspot.com fortæller jeg også hvordan, hvornår og hvorfor (ihvertfald udfra min optik:-) jeg fik stress.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja det er vigtigt. Accepter, du er træt. Accepter, det går langsomt. Accepter, du ikke fik udrettet noget. Accepter, bunkerne hober sig op. Accepter, du er nødt til at sige nej. Accepter, du bliver vanvittig af at acceptere. Tak fordi du er med til at spejle!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Min stress begyndte i 2013. 2. Januar mistede jeg min mor. Kom ikke til at sørge over hende, for 2. Februar var jeg ved at miste min søn til minigitis. Alt det efterfølgende med hospital, følgesygdomme, mad, vægt alt var koncentret om ham. Vi glemte lidt hans storebror.
    Så begyndte jeg at få mærkelige breve om at min mand var mig utro. Hvilket han selfølgelig benægtede. Havde et godt job, med ansvar. Så valgte borgmesteren at udlicitere, og så skulle jeg være der som tillidsvalgt for mine kollegaer. Stadig flere breve dukkede op og mere benægtelse. Holdt så op med at ryge i efterårsferien 2013. Blev smidt på efteruddannelse, både den bedste men også triste tid i perioden. Jeg elskede at komme i skole igen, men blev mere og mere ked af det.
    Gik til familierådgivning, da min syge søn også begyndte at skære i sig selv. Der fandt de ud af at jeg lige skulle passe på mig selv, da de kunne se en bevirkning, ved rygestoppet. Depression!!
    Nå men det nåede heldigvis ikke så langt. Men brevene stoppede ikke.
    3 dage før vi skulle på sommerferie 2014, gik min mand så til bekendelse. Efter at elskerindens mand truede ham.
    BUM!!! Hvor fanden kommer alt det udslet fra, jeg fik i hele ansigtet. Jeg lignede jo en kogt krebs. Jeg kunne slet slet mere. Jeg brød fuldstændig sammen. Hold nu kæft en fantastisk chef og ikke mindst min daværende teamleder. Aldrig har jeg oplevet at nogen tog så meget af mig. Sendte mig til psykolog, kom ned i arbejdstid, efter at ha været sygemeldt.
    Nu er min fantastiske arbejdsplads desværre væk, jeg har fået et nyt job, min søn er blevet mere end rask (Teenager) ja. Jeg bor stadig med min mand. Kan godt mærke at stressen ikke er væk. Får stadig udslet, kan godt glemme ting, kan blive frygtelig ked af det og græde uden grund. Men det går fremad.
    Tak for at jeg måtte bidrage med min historie.
    Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak for din kommentar. Ville næsten være mærkeligt, hvis du IKKE fik stress af den omgang! Godt at høre, du er i bedring, og at der også findes gode chefer derude.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • CE

    Jeg har selv haft ubehandlet stress i flere år og af flere omgange.
    I dag ser jeg det ikke så meget som de ydre omstændigheder der er afgørende. Det er muligvis dem der aktiverer det, men jeg mener at stress er den centrifuge af tanker, der ikke kan stoppes.
    Tanker der omhandler den situation man er i og som man ikke kan se løsningen på og derfor ikke kan komme ud af. Eller den løsning man ser kan, tør, vil man ikke vælge. Så snurrer centrifugen, og den er svær at standse. Når man kommer lidt ind i det stressfyldte felt, starter der noget kemi der trækker til den sorte, opgivende og energitunge side. Der er ikke så meget optimisme, kække eller råd til at træffe valg og fejle, og man føler sig endnu mere låst og fanget.
    Så der er tusindvis af veje. Jeg tror ikke det er godt at klandre sig selv, men jeg synes heller ikke det giver mening at skyde skyld over på andre. Kun vi selv kan tage action ud af den onde cirkel, hvem søren skulle ellers gøre det.
    Da jeg havde det værst, kunne jeg ikke stå ud af sengen. Kunne ikke overskue det, for med det skridt fulgte en lang række af handlinger der udgør en normal dag. Morgenmad, vaske sig, tøj på osv. Det slog mig helt ud. Så jeg måtte stykke det op og sige, i dag stiger jeg ud af min seng og måske intet andet, end tilbage igen. Når jeg så var ude, kunne jeg gøre det samme med morgenmad osv. Ringede til en fortrolig og sagde at jeg gik i svømmehallen, at jeg måske ikke ville nå i vandet eller end til omklædningsrummet, men jeg ville gå derover og ringe når jeg kom tilbage. Sådan kom jeg langsomt op fra det dybeste hul. En handling af gangen.
    I dag tager jeg beslutninger ud fra ikke at ryge ind i det tankeloop der stække og gør syg, og min erfaring er at intet er værd at blive i, hvis jeg bliver fanget den cirkel. Til gengæld mener jeg at der skal meget mere til at vælte korthus end vi går og frygter. Jeg har ligesom testet det igennem, og det er ikke altid skide let eller pisse sjovt, men at handle og komme ud af tankeloopet sætter jeg højere, og sådan holder jeg i dag stress for døren. Det er rædselsfuldt, og overgår vist ikke noget skrækscenarie jeg elles ville kunne fremmane med tanker i frygt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg synes egentlig, det giver meget god mening at tale om årsager til stress, eller skyld om du vil. Hvis jeg blev voldtaget og fik PTSD, ville jeg fx give voldtægtsforbryderen skylden. Og hvis jeg havde en stalker, et sygt barn, blev fyret og smidt ud af min lejlighed, og fik stress, ville jeg nok give de dårlige omstændigheder skylden. Men du har helt ret. Vi må selv tage ansvaret for at handle og træffe gode beslutninger, som kan føre os ud af stress. Det er måske også det, du mener? Lyder heldigvis som om, du har fundet den rigtige vej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • CE

      Det er det jeg mener.
      De eksempler du nævner er ekstreme belastninger, og så alligevel ikke så usædvanlige at det kun er et tankeeksperiment. Selv i de situationer mener jeg, at man må handle på det man kan, og styre pres fra omgivelser eller egne forestillinger om hvad man skal tolerere og lade sig presse til.
      I dag lever jeg på mange måder et liv der tidligere ville have kunnet aktivitere stress, men selvom jeg er blevet meget sensibel overfor set, så stresser det mig ikke, for jeg har fået et andet forhold til ydre og indre forventninger, og handler mig ud af de situationer jeg mistænker går mig ind i tankeloopet.
      Efter en weekend kan jeg, hvis jeg ikke tøjler det, få angst over at åbne min mail eller min netbank. Jeg frygter, der er noget jeg ikke kan løse. Det var tidligere med til at aktivere stress for mig. I dag tager jeg ALLE følelser ud af set før jeg åbner, og folholder mig ikke til dem (skam, frygt, pinlig, panik var tidligere en stor del af det), men kun til hvad vil jeg, hvad kan jeg, hvad synes jeg der skal gøres her. Sidder der så en der forventer noget andet, forholder jeg mig stadig til det uden følelser. De gavner mig ikke, og de får ingen plads. Jeg ved at jeg gør hvad jeg kan, og dem der forventer noget der ligger ud over det, forventer noget jeg ikke forsøger at leve op til, og det må de selv rode med. Derfor synes jeg ikke, at andres ageren eller mangel på det er det væsentligste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lyder som om, du skulle give mig et kursus i at overleve søndag aften og netbank.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • CE

      Hvis der er noget jeg kan gøre, gør jeg det gerne.
      I så fald, kan du være mere specifik?
      Du må gerne bruge min mail.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Søndag aften plejer jeg at have ondt i maven ved tanken om snart at sidde på jobbet igen, men nu starter jeg heldigvis på noget antistressforløb, som jeg håber hjælper.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • CE

      Det håber og ønsker jeg også at det gør.
      Hvis du ikke synes det rykker, og du ønsker det, kan du bare skrive igen.
      Der er en vej ud!
      God bedring!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Majse

      Fantastisk vinkel. Jeg vil også gerne have et kursus. Det er fandme flot arbejde. Gid jeg kunne gøre det ved mig selv. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Arbejdsløshed er en glimrende katalysator for stress… Man bestemmer ikke selv over særlig meget af sit liv – det gør jobcentret i stedet. Man får afslag på afslag efter at have brugt oceaner af tid på ansøgninger. Man skifter arbejdsplads med jævne mellemrum (for ja, man arbejder gerne fuldtid selvom man er arbejdsløs) og skal hele tiden passes ind et nyt sted. I forlængelse af det er weekender heller ikke et sted man har fri, for det skal man jo søge job. Jeg glæder mig utroligt meget til job og selvbestemmelse igen – så er spørgsmålet bare om det stress ramte hovede overhovedet kan holde til det efterhånden…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Arbejdsløshed er F R Y G T E L I G T. Jeg får stress bare ved tanken. Du skal søge job, du skal arbejde gratis, du skal møde op, du skal ekspederes videre, du skal udfylde formularer, du skal trykke på knappen, du skal på “kursus”, du skal have dårlig samvittighed, du skal være en byrde for samfundet, du skal aldrig holde fri, du skal ikke give op, du skal forsøge at betale din husleje, men du skal ikke forsøge at tjene dine egne penge, for det passer ikke ind i systemet, du skal søge job, du skal søge job, du skal søge job, du skal skamme dig. Jeg fatter ikke, at alle arbejdsløse ikke har stress.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Min stress er udløst af en depression. Eller også er de to en kombination. Min læge startede med at sige depression, da jeg første gang var deroppe, men endte med en kombi. Yay!
    Min stress er udløst af sorg over mistede forhold; som vist nok i virkeligheden bunder i mistet kontrol (siger min terapeut…)
    Jeg fattede ikke selv det skete, men min krop sagde stop. STOP! Fik halsbetændelse, fire (fire!) forkølelsessår (samtidig), en byldet bums, der overtog hele mit ansigt (de svier fandme) og til sidst kunne jeg ikke komme ud af sengen. Som i slet ikke. Lå bare og kiggede på klokken. Nu kommer jeg 10 min for sent. Nu kommer jeg 15 min for sent. Nu kommer jeg 20 min for sent. Nu er jeg nødt til at ringe og melde mig syg, ellers når jeg ikke min undervisning… Shit! Og så gik det op for min leder, at der var noget galt, fordi jeg ikke lagde vikarbeskeder (er skolelærer) og jeg lægger vikarbeskeder selvom jeg er døden nær. Og så alligevel ikke, fandt jeg ud af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Stress og depression. Jeg ved vist ikke engang, hvordan man ser forskel. Håber, du har det bedre i dag og er fri for byldede bumser!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Har gået til 20 psykologsamtaler, og er ved at finde ud af, at jeg har en generaliseret angsttilstand, ikke en fast diagnose, men en skrøbelighed, som min læge mener er varig – men heldigvis kan bedres ift nu :-) jeg er altså ikke kun stresset af arbejde, men biologisk/psykisk/tillært lidt skrøbelig, og mistede til med min far i år, og blev væltet helt. Er ikke sygemeldt, men i tæt dialog med min ledelse med samtale om tilstanden hver måned – og så bruger jeg meget tid på arbejde på at drikke kaffe og tage mig sammen :-) har par. 56 aftale så jeg kan tage sygedage efter behov.
    Er forresten 12 tals pige og første år på arbejdsmarkedet gik godt nu er jeg bange for mine klienter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lyder som om, du arbejder et ok sted. Håber, du med tiden får det bedre og bliver mindre bange for klienterne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg fik stress fordi vi flyttede fra by til provinsforstad, hvor der var mørkt og stille og trist. Jeg blev i samme virksomhed, men på et andet kontor. På det kontor var der også mørkt og stille og trist. Især en kollega gjorde det svært, men generelt var der bare dårlig stemning. Det drænede min energi. Hver gang en kollega brokkede sig blev jeg træt, når de skældte ud blev jeg træt, når de troede de var sjove blev jeg træt, når vi pligtsamtalede blev jeg træt. Jeg sagde det til min leder mange gange. Jeg gik selv på noget projektlederkursus og havde ret mange redskaber til at skabe bedre arbejdsmiljø. Jeg gav hende alle ideerne til hvordan vi kunne få et kontor der fungerede. Hun kunne ikke gøre noget ved det.
    En dag, da jeg var tilbage på mit gamle kontor kunne jeg ikke mere. Jeg havde ikke mere energi. Jeg tænkte kun på at jeg ville ligge ned, bare ligge ned.
    Så jeg lagde mig ned, og lå der i næsten et år.
    Jeg skulle have fundet mig et andet job den dag den ene skønne kollega jeg havde sagde op og jeg græd en halv dag. Det burde have advaret mig.
    Jeg elskede mit job; indholdet, det faglige, måden vi arbejdede på. Derfor kom jeg ikke videre, før jeg var tvunget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Synes, mange nævner flytning i forbindelse med stress. “Jeg skulle have fundet mig et andet job” genkender jeg. Det er bare ret svært at finde overskud til at finde et nyt job, når stressen stikker sit grimme fjæs frem.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Stress er!