At slå op med sin svoger

For nogle måneder siden ringede min søster og ville have en forklaring.

Søster: Hvorfor sender du den sms?

Mig: Hvilken sms?

Søster: Til Ali (hendes mand)?

Mig: Altså den sms, jeg sendte i går? Det var en fejl. Jeg skulle invitere Pille på linsesuppe og kom til at sende til Ali i stedet. Men det skrev jeg også.

(Sandt og troværdigt. Min søster og alle andre kontakter i min telefon ved, jeg øver mig på at parre de rigtige sms’er med de rigtige modtagere, men endnu ikke er helt i mål).

Søster: Nej, den sms, du lige har sendt.

Mig: Men jeg har da ikke lige sendt en sms?

Søster: Den er fra dig.

Mig: Jamen hvad står der?

Søster: At han skal lade være med at skrive til dig: “Det er slut, jeg vil ikke mer’! Du skal ikke skrive mere til mig! KH M.”

Mig: ?

Søster:!?

Mig: Det forstår jeg ikke. Jeg har ikke skrevet til ham (Har jeg været fuld i dag? Har jeg haft blackout? Hvorfor har jeg slået op med min svoger?).

Søster: Kan det være en gammel sms, sendt til Gakkeren fx?

Mig: Jo… men hvorfor skulle jeg så gensende den til Ali?

Søster: Måske har den sendt sig selv? Måske kom du til at trykke på noget?

Mig: Men så burde den vel ligge i min udbakke?

Søster: Har din telefon mon fået virus?

Mig: Har Alis telefon mon fået virus?

Søster: Eller, I er blevet hacket!

Mig: Vi er blevet hacket!

Søster: Nej, sikkert ikke. Men sms’en er fra dig.

Mig: Lyder dramatisk nok til at være fra mig. Men ville jeg sætte den apostrof?

Søster: Næh.

Mig: Eller skrive KH?

Søster: Næh.

Søster: Men der står, den er fra dig.

Mig: Jeg fatter intet.

Søster: Gør jeg heller ikke.

Søster: Men den er altså fra dig.

Her strander samtalen, og vi beslutter at lede videre efter forklaringer hver for sig.

På Amager sætter jeg mig ved bordet for at spise linsesuppe med Pille og forklarer, at min svoger nok har en affære med en, der hedder det samme som mig, og som nu har slået op.

På Frederiksberg tænker jeg, min søster sætter sig i sofaen sammen med Ali og undrer sig over, at hendes søster og mand har haft en affære.

I sofaen sidder Ali og himler: Nu rabler det for alvor for M!

5 minutter senere udvikler sagen sig dog, og min søster skriver:

Søster: Nu har han fået en sms fra en, der hedder Pedro.

Mig: Hvem er Pedro?

Søster: Det ved han ikke.

Mig: Den er altså ikke fra mig. Hvad står der?

Søster: Noget med kærlighed.

Mig:?

Søster: ?

Mig:???

Søster:???

Mig: Jamen hvad foregår der?

Søster: Ali kommer i tanker om, han har tilmeldt sig en sms-historie i forbindelse med kulturnatten.

IMG_2859 Amager Strandvej Good Boy_700Amager Strandvej

amarOrama på Facebook og Twitter

Stress: Hvad hjælper?

Hit med de gode råd. Hvad skal vi gøre, når stressen ramler ned over os?

Hos mig hjalp det at:

…sygemelde mig.

…lave ingenting. At ikke have nogen planer eller pligter eller vigtige punkter i kalenderen. Ingenting.

…sige nej til folk, der ville noget.

…sætte telefonen på lydløs.

…lade være med at læse mails.

…sove.

…se tv-serier.

…tænke: Jeg vender aldrig tilbage til den arbejdsplads (Den arbejdsplads, jeg nu er vendt tilbage til ja). Aldrig.

…gå lange ture.

…tale med min fagforening.

…møde andre stresstyper.

…græde hos min psykolog.

…blive vinterbader og dyrke det daglige gys.

…glo på havet.

…cykle ud i ingenting.

…rode rundt på gulvet med de 5 tibetanere.

…undgå city og metroen og 5A og skrigende børn.

…forsage datingen og alle dens idioter og alt dens væsen.

…meditere.

…skrive dagbog.

…lade andre skriveprojekter ligge.

…sløse med pengene.

…pille i min navle.

…læse en smule.

…være alene, men ikke alt for alene.

…skide på fremtiden.

…bevæge mig langsomt.

…sige, det er ok at lave ingenting.

…lave mere ingenting.

…høre andre sige, det er ok at lave ingenting.

…lave endnu mere ingenting.

…sige det igen. Det er ok at lave ingenting. Det er ok. Ingenting.

Din tur!

IMG_2814 Donaugade_700 blåDonaugade

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Stress og sygemelding

Min situation: Jeg nåede at være sygemeldt i 3 måneder og er nu tilbage på deltid, hvor jeg øver mig i at sige “nej”, “senere”, “hjælp!”, “pyt”, og “jeg har fri”. Forbudte ord, som muligvis fører til fyring.

Men hvad med jer? Hvad ville I ud med, da jeg spurgte til jeres sygemeldinger? Her nogle eksempler og et god bedring! til alle, der trænger.


 

Jeg var tilbage på fuld tid efter et halvt år og er blevet meget, meget bedre til at sige fra – og ikke bare det – jeg øver mig også i at rose mig selv og det er jeg blevet god til.

Jeg vidste, jeg skulle sygemeldes første gang, da jeg en aften ikke kunne stoppe med at græde på mit job, og måtte gemme mig på kontoret, indtil min vagt var slut.

Jeg satte mig ned i bilen og ringede til min leder og sagde at jeg desværre ikke kunne komme på arbejde. Hun snakkede med mig indtil jeg var OK og så kørte jeg hjem og gik i seng og blev der hele dagen til min datter skulle hentes.

Min leder tog det ikke pænt, og understregede, at der var meget travlt på min arbejdsplads i den periode, og at mit fravær gik ud over mine kolleger, som ville få overarbejde og dobbeltvagter pga. mig.

Kort efter blev jeg indkaldt til samtale på mit job og blev varslet om afskedigelse, såfremt jeg ikke meldte mig rask/delvis rask straks

Hvad jeg var mindre glad for, var den obligatoriske træning i fitness-center, som jeg var ved at bryde sammen over hver uge på grund af larmen og de mange mennesker.

Min leder var fuldt ud klar over problemet, men var ikke stærk eller kompetent nok til at sætte en stopper for mobberiet. Mange af de velkendte stress-symptomer kom tilbage. Jeg ignorerede dem, da jeg forfærdelig nødigt ville risikere at blive arbejdsløs igen.

Mit selvbillede som rask, dygtig til mit job og psykisk robust er splintret, og bekymringer for fremtiden konstant nærværende – jeg har lært, at jeg skal sige “pyt” og leve i nuet, men det er svært, når man har et barn, man gerne vil give en god opvækst uden fattigdom.

Jeg blev først sygemeldt da jeg ikke kunne stå op mere.

Begge gange (ja, desværre også anden gang, hvor jeg jo burde have genkendt symptomerne) var det mine kolleger, der overbeviste mig om at jeg skulle gå hjem.

Jeg bad de voksne i børnehaven sende ham ud i garderoben, for jeg kunne ikke gå ind i børnehaven. Jeg kan huske at vi begge stod foran Fakta en dag og græd. Han fordi han ikke måtte få en chokoladekalender, mig fordi det var umuligt for mig at gå ind og købe en.

Efter 3 måneders sygemelding var jeg derude til en opfølgningssamtale og jeg græd og græd og græd hele mødet igennem. Efter 4 måneder tog jeg selv beslutningen om at jeg ville fritstilles.

Jeg har senere et par gange været på vej den forkerte vej, men har nået at blive opmærksom på det og ændre på det, der stressede.

Jeg var heldig, jeg har en forstående chef og arbejdsplads, med en god sygesikring.

Jeg fik at vide at det tager 3 gange så lang tid at komme op, som det tog at gå ned. Det ville være 5-6 år for mit vedkommende. Her 5 år efter tror jeg ikke det er et helt forkert tidsperspektiv.

Lige nu bruger jeg tid på at acceptere tingenes tilstand og de ridser, det har givet i lakken – at jeg så var sådan en, der ikke kunne finde ud af/holde til at gå på (det) arbejde.

Stress videre.

IMG_1236 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

In your face psykopsyke!

Jeg synes ikke, vi skal fokusere på angsten, der flyttede ind, da de ville se mig. Eller sveden, der blev svedt i deres sofa. Eller trangen til at kaste op, da jeg gik videre. Eller hjertets bankende kamp mod betablokkeren. Eller de søvnløse forberedelser. Eller det løbske åndedræt i bussen. Eller væmmelsen ved mit kontorrigtige tøj. Eller at jeg ikke ved, hvordan en computer virker, når jeg skal “performe” på 30 minutter. Eller at jeg foran deres 6 mand stærke ansættelsespanel kaldte firmaet et helt forkert navn. Eller at jeg med vilde fagter kastede kuglepennen over i den anden ende af lokalet. Eller de hysteriske grin eller rysteturene. Eller det efterfølgende tak, men nej tak. Eller tårerne.

Eller de 10.000 kr. jeg nu ikke stiger i løn om måneden. Eller huslejen eller studielånet, som ikke længere havde været et problem. Eller de menneskelige arbejdsforhold, jeg alligevel ikke får fingrene i. Eller at jeg var den helt rigtige kandidat, men brugte alle kræfter på at skjule det. Som jeg jo gør.

Eller de blogindlæg, jeg ikke fik blogget.

Jeg synes i stedet, vi skal fokusere på, at jeg har søgt ét job. ET! Og har været til 2 samtaler. Og at det hele nok skal gå. For det gør det. Nye tider ja, jeg kan mærke det.

IMG_2889 Amager Strandvej_700Amager Strandvej

amarOrama på Facebook og Twitter