In your face psykopsyke!

Læserne fortæller: Stress og sygemelding

Min situation: Jeg nåede at være sygemeldt i 3 måneder og er nu tilbage på deltid, hvor jeg øver mig i at sige “nej”, “senere”, “hjælp!”, “pyt”, og “jeg har fri”. Forbudte ord, som muligvis fører til fyring.

Men hvad med jer? Hvad ville I ud med, da jeg spurgte til jeres sygemeldinger? Her nogle eksempler og et god bedring! til alle, der trænger.


 

Jeg var tilbage på fuld tid efter et halvt år og er blevet meget, meget bedre til at sige fra – og ikke bare det – jeg øver mig også i at rose mig selv og det er jeg blevet god til.

Jeg vidste, jeg skulle sygemeldes første gang, da jeg en aften ikke kunne stoppe med at græde på mit job, og måtte gemme mig på kontoret, indtil min vagt var slut.

Jeg satte mig ned i bilen og ringede til min leder og sagde at jeg desværre ikke kunne komme på arbejde. Hun snakkede med mig indtil jeg var OK og så kørte jeg hjem og gik i seng og blev der hele dagen til min datter skulle hentes.

Min leder tog det ikke pænt, og understregede, at der var meget travlt på min arbejdsplads i den periode, og at mit fravær gik ud over mine kolleger, som ville få overarbejde og dobbeltvagter pga. mig.

Kort efter blev jeg indkaldt til samtale på mit job og blev varslet om afskedigelse, såfremt jeg ikke meldte mig rask/delvis rask straks

Hvad jeg var mindre glad for, var den obligatoriske træning i fitness-center, som jeg var ved at bryde sammen over hver uge på grund af larmen og de mange mennesker.

Min leder var fuldt ud klar over problemet, men var ikke stærk eller kompetent nok til at sætte en stopper for mobberiet. Mange af de velkendte stress-symptomer kom tilbage. Jeg ignorerede dem, da jeg forfærdelig nødigt ville risikere at blive arbejdsløs igen.

Mit selvbillede som rask, dygtig til mit job og psykisk robust er splintret, og bekymringer for fremtiden konstant nærværende – jeg har lært, at jeg skal sige “pyt” og leve i nuet, men det er svært, når man har et barn, man gerne vil give en god opvækst uden fattigdom.

Jeg blev først sygemeldt da jeg ikke kunne stå op mere.

Begge gange (ja, desværre også anden gang, hvor jeg jo burde have genkendt symptomerne) var det mine kolleger, der overbeviste mig om at jeg skulle gå hjem.

Jeg bad de voksne i børnehaven sende ham ud i garderoben, for jeg kunne ikke gå ind i børnehaven. Jeg kan huske at vi begge stod foran Fakta en dag og græd. Han fordi han ikke måtte få en chokoladekalender, mig fordi det var umuligt for mig at gå ind og købe en.

Efter 3 måneders sygemelding var jeg derude til en opfølgningssamtale og jeg græd og græd og græd hele mødet igennem. Efter 4 måneder tog jeg selv beslutningen om at jeg ville fritstilles.

Jeg har senere et par gange været på vej den forkerte vej, men har nået at blive opmærksom på det og ændre på det, der stressede.

Jeg var heldig, jeg har en forstående chef og arbejdsplads, med en god sygesikring.

Jeg fik at vide at det tager 3 gange så lang tid at komme op, som det tog at gå ned. Det ville være 5-6 år for mit vedkommende. Her 5 år efter tror jeg ikke det er et helt forkert tidsperspektiv.

Lige nu bruger jeg tid på at acceptere tingenes tilstand og de ridser, det har givet i lakken – at jeg så var sådan en, der ikke kunne finde ud af/holde til at gå på (det) arbejde.

Stress videre.

IMG_1236 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Stress tilbage til begyndelsen.

amarOrama på Facebook og Twitter

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

In your face psykopsyke!