Kulturforvirring

Stoooop! Du har glemt dine varer, råber manden, der kommer stormende mod mig.

Vil du foran mig i køen?, spørger damen med den overproppede indkøbsvogn. Du har så få ting.

Du tabte noget, siger en pige og rækker mig en hundredkroneseddel.

Skal jeg hjælpe med at pakke posen?, spørger en rank kunde den krumryggede med rollator.

Hvor venligt af dig, men jeg kan selv, smiler den krumryggede tilbage.

Hov, vent! råber damen, når jeg igen glemmer alt, jeg har betalt for.

Smut bare foran mig i køen, siger en gammel mand ved synet af min halvtomme kurv.

Er det ikke dine?, spørger jeg og samler en dames vanter op.

WRUUAAAAAAAAAAAAAAA!, skriger barnet, uden at nogen himler eller hader eller vrisser.

Så må du have en rigtig god weekend, siger pigen ved kassen, så jeg næsten tror, hun mener det.

Jamen det gør jeg næsten. Det er meget forvirrende.

Mit nye supermarked, Kvickly, ligger på Strandlodsvej, på Amager, men med så meget venlighed, hjælpsomhed og vi når det nok-tempo samlet på ét sted, skulle man tro, det lå i min gamle by Århus.

IMG_2658 Tycho Brahes Alle_700Tycho Brahes Allé

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Techno-gakkeren

Hvis man absolut skal møde en gakker, er det en god idé at møde ham på lynvisit i Berlin, så man ikke når at blive gakket helt igennem. Fx kunne man vælge en trofast og ærlig family guy, en virkelig god mand, som ups, desværre kommer til at tage vielsesringen af lige præcis den aften, du er i byen. For det, I har sammen, er simpelthen bare så passionate. Tag godt imod Techno-gakkeren.

Jamen, hvad er en gakker? tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.


Jeg var lige blevet single efter et langt forhold og tog en weekend i Berlin med nogle veninder. Nok primært grundet min dugfriske singlestatus, var jeg rimelig frisk og opsat på at feste igennem (læs: snave nogen). Den første aften ender vi på en technoklub. Ikke lige vores type sted, men when in Berlin?

I en tåge af cigaretrøg og stroboskoplys får jeg øje på en høj, flot fyr. Mørkhåret og skægget og virkelig pæn. Hov, kiggede han også på mig? Det gjorde han. Jeg ender med at prikke ham på skulderen. Han er englænder, med tyk britisk accent, og jeg er solgt på stedet. Han er også på ferie, han er techno-fan og dødcharmerende, og vi klikker med det samme. Der går heller ikke lang tid, før vi kysser. Han kysser virkeligt godt, og mine skinny jeans-knæ er bløde som smør. Det varer hele natten, og når vi ikke kysser, overøser han mig med komplimenter. Jeg er så smuk, lækker og sjov. Det er længe siden, jeg har haft det så fantastisk.

Ironisk detalje: Han har en ven med i byen, som mine veninder trofast underholder – mens vi bag hans ryg joker med, hvor klamt det er, at han tog min veninde på røven. Han er nemlig gift! Godt at JEG scorede den flotte søde single, siger vi til hinanden.

Inden jeg tager hjem, får jeg technofyrens nummer. Han skriver næste dag, siger tak for den gode aften og sender mig “big kisses”. Vi ender med at skrive sammen i løbet af dagen, og jeg er små-giddy over min nye ferieflirt. Derfor ender vi med også at mødes den næste aften i byen. Og den næste. Hver aften er det lidt mere hot. Han er vild med mig, og jeg er vild med ham. Han taler meget om, hvor “passionate” et forhold vi har, hvor specielt det her er, hvor helt igennem fantastisk jeg er. Da vi den sidste aften sidder i en bar højt hævet over byens neonlys, peger han mod horisonten og siger, at vi burde købe en lejlighed og flytte derned. Jeg både synes, det er latterligt fuldemandsagtigt og ret troværdigt. Vi snakker og snakker og snakker, og det hele er meget intenst. Han tager mit ansigt i sine hænder, kigger mig dybt i øjnene og siger: “You are so beautiful”. Jeg er høj på ham. Han fortæller, han har en datter. Ok, siger jeg. Så tager vi begge hjem – havde vi haft et alene-værelse et sted, havde vi uden tvivl fuldbyrdet aftenen, men det er ikke rigtigt muligt.

Dagen efter skal vi begge hjem, og vi fortsætter flirten pr. telefon – på dette tidspunkt har vi hooket op tre aftener i streg og haft løbende sms-kontakt. Det her er altså ret vildt, tænker jeg. Jeg er ikke forelsket, men jeg er meget påvirket.

Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke lade være med at stalke ham på nettet. Jeg finder ham på Twitter, scroller ned gennem hans opdateringer, indtil noget springer i øjnene. Et tweet dateret et par måneder tilbage, dedikeret til hans kone. “Happy anniversary to my lovely wife”. Jeg er i chok, og så alligevel ikke. Noget hang ikke rigtigt sammen i hans forklaringer. Men jeg føler mig snydt og vred og skriver til ham. “You are married, you big DICK”‘ eller et lignende voksent og modent udsagn. Regner egentlig ikke med svar, eller at vi nogensinde skal tale sammen igen.

Boy, was I wrong. For nu går vi ind i en fase, hvor jeg selv bliver smågak. Techno-gakkeren svarer nemlig tilbage. Og der er ikke grænser for, hvor ked af det han er. Han kunne bare ikke styre det. Jeg var jo så smuk og fantastisk, og han kunne bare ikke tro, at en som mig ville have en som ham. Han havde simpelthen set mig, og så havde han taget sin vielsesring af. Fordi han ville have mig så meget.

Her burde jeg have lukket samtalen, slettet nummeret og glemt ham. Men han skriver igen dagen efter, mens jeg keder mig på arbejdet. Jeg kan ikke lade være, og så starter en flirt på sms og iMessage, der varer 3-4 måneder. Vi har kontakt, når han er på arbejde, og når han er alene hjemme. Vi kan skrive sammen i timevis. Nogle aftener til klokken 3 om natten. Endda af og til når han er ude med sine venner. Han sender mig billeder af sig selv, fortæller om sit liv og sine drømme. Om sin karriere. Om hverdagen, der er hård som gift par med et lille barn. Om hans behov for nogle gange bare at komme væk fra det hele. Og jeg lytter og kommer med fornuftige indspil.

Når vi ikke skriver om seriøse ting, sexter vi. Det har jeg aldrig gjort før, men nu føler jeg ikke, jeg har lavet andet hele mit liv. Han synes stadig, jeg er helt fantastisk. Lækker, sød og klog. Samtidig er han SÅ ked af, hvad han har gjort mod konen. For han er faktisk en virkelig god mand. En rigtig family guy og slet ikke den type. Ja, han får det faktisk fysisk dårligt ved tanken om det, han har gjort, siger han.

En aften ringer han til mig. Han er i Dubai med sit arbejde og ude med kollegaer – fuld. Han vil gerne snakke om, hvordan det går. At han tænker meget på mig, at jeg virkelig er noget specielt. Vi ender med at tale sammen i timevis, og jeg lapper hans bekræftelse i mig. Bagefter kan jeg høre, han har lagt en besked på min telefonsvarer: “I fucking love you”. Det er lort, det ved jeg godt. Men jeg føler mig underligt tilfreds. Et sikkert tegn på, at jeg selv er ved at blive gak.

Nogle dage efter skriver han – han er i krise, for ham og konen har fælles telefonkonto, og opkaldet fra Dubai har kostet ham flere tusinde kroner. Det er en rigtig lortesituation, siger han. Heldigvis vil en af hans venner gerne hjælpe ham med at dække det, så konen ikke finder ud af noget.

Herefter ebber kontakten ud, og jeg gør ikke noget for at genoptage den. Der er dog røget nogle beskeder ind fra ham siden – glædelig jul og den slags. Jeg savner ham ikke og har ingen følelser i klemme. Jeg havde intet håb om, at han ville gå fra konen og vælge mig. Men jeg kan godt undre mig over hans gakkeri. Og mit eget.

Han gjorde det klart, at han ikke kunne undvære sin familie . Alligevel holder han gryden i kog og refererer henført til vores tid sammen i Berlin og flirter i øvrigt hæmningsløst. Måske blev jeg hængende af kedsomhed, men det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, jeg havde brug for hans opmærksomhed og syge, gakkede kærlighed og begær. At det derfor ikke virkede som en mulighed at stoppe. Og jeg kendte heller ikke konen. Hun føltes nærmest uvirkelig. Men det var hun ikke, der lå masser af billeder på Instagram. Af en mørkhåret ung kvinde, der så sød ud. Hun lignede ikke mig.

IMG_3307 Sundby Parkvej_700Sundby Parkvej

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Kom tilbage Forsvundne danskere!

En gang imellem kommer jeg i tanker om, hvor meget jeg savner mit mit gamle yndlingsprogram Forsvundne danskere, og hvor sur jeg er på DR over at fodre mig med Sporløs i stedet for. Skal vi aldrig mere ud i verden og finde folk, der bliver væk midt i ferieskænderiet i Thailand? Eller gemmer sig i Fremmedlegionen? Eller pludselig ikke er med på gåturen på Mallorca, da konen vender sig om? I går blev jeg så frustreret, at jeg så alle afsnit af Dahlgårds Tivoli i træk. Man må gøre, hvad man kan for at overleve.

IMG_1227 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Sand slår sushi og udskejelser

I den gamle lejlighed skulle jeg kun gå 23 skridt, når jeg åbnede hoveddøren. Så stod jeg i Netto. Ja jeg talte dem skam. Jeg boede 23 skridt fra kaffe, rødvin og toiletpapir, der først lukkede kl. 22, hver dag, hele ugen.

I den nye lejlighed er der mange flere skridt, både til Kvickly og Fakta, og endnu flere til Netto. Og endnu flere til biblioteket. Og endnu flere til Jaguaren. Og endnu flere til Amager Centret. Og endnu flere til min sushibiks. Faktisk så mange, at jeg ikke engang bliver fristet. Og endnu flere til Kaffebaren og til bageren og til Maharaja og til byen. Men ikke flere til alt. Fx skal jeg kun gå 1.500 meter, når jeg åbner hoveddøren, så står jeg i strandkanten. 1.500 meter ja.

Min nye lejlighed vinder.

IMG_3310 Strandlodsvej_700Strandlodsvej

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Hjælp den gak-ramte

Herovre, under gak-farvellet, har en læser lagt et nødråb:

Jeg har først lige fundet din blog og har læst om din og alle de andres gakkere. Jeg er selv sønderknust efter mødet med min, og jeg har stadig ikke fundet hoved og hale i alle løgnene. Sidder bare tilbage og er dybt ulykkelig og sygemeldt. Han har fuldstændig ødelagt mit liv. Har stadig kontakt til ham, fordi jeg er så fucked up efter alt det lort, han har budt mig. Jeg tror aldrig, jeg kommer videre. Det hjælper dog lidt at tænke på, at han er psykopat. Jeg er så ked af at læse, hvor mange der har mødt sådan en person i deres liv. Jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan folk er kommet videre. For jeg er lost i limboland, og jeg kan fandme ikke finde den skide dør.

Hvordan kommer man videre? Jeg har rådet hende (ham?) til at droppe al kontakt, til måske at finde en psykolog, der ved noget om gakkere, til at skrive historien ned og til at google love fraud, sociopath og psychopath.

Hvad ville I råde hende til. Nogen idéer?

IMG_7911 Tovelillevej_700Tovelillevej

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts