Rapport fra Berlin

Ok jeg nåede faktisk noget i Berlin. Jeg nåede at vandre virkelig meget rundt. Jeg nåede hele vejen op til en yndig og ret ligegyldig baggård i Hussitenstrasse og hele vejen hen til Wohnstadt Carl Legien og hele vejen ned til Mendelsohns IG-Metall-Haus og en lille smule rundt på Unter den Linden, som var pakket ind i presenning og kraner og byggelarm, og ret meget rundt på små, tomme sidegader, hvor jeg sjældent vidste, hvor jeg var. Og jeg nåede at vandre vabler frem i Wedding, Prenzlauer Berg, Mitte, Friedrichshain, Neukölln og Kreuzberg. Nåede også at indse, jeg nok burde køre mere i U-Bahn. Og nåede i den grad at nyde, at undergrundsbaner kan bygges så uklaustrofobisk brede og rummelige, at det er muligt at trække vejret både i tog og på perroner (København, lær noget!). Jeg nåede at spise godt og billigt på Lemongrass og Monsieur Vuong og Yarok. Jeg nåede også at få mit livs første döner kebab (jo virkelig). Jeg nåede at se et skilt, hvor der stod “Vi serverer drinks så kolde som din ekskærestes hjerte“. Jeg nåede at blive skuffet over Prenzlauer Berg. Igen ja. Som stadig var meget sjovere, før O Brother rykkede ud, og Østerbro rykkede ind. Jeg nåede også at havne midt i en tyrkisk gadefest som næsten eneste leverpostejfarvede menneske. Og at finde en håndfuld Clet Abraham-skilte. Og at se sofistikeret eller psyko ud på 100 forskellige måder i Galeries Lafayettes solbrilleafdeling, endda helt uden at købe noget, muligvis fordi jeg nåede at smide mine egne solbriller ned på brosten og asfalt og stengulv og endnu ikke følte mig klar til at smadre et par til 3.000 kr. Til gengæld nåede jeg at købe en pose tørrede fisk (lodder) med tørrede hoveder og haler og det hele. Som jeg måske en dag når at blive modig nok til at spise. Jeg nåede at savne min hue og vinterjakke og besøge genbrugsbutikker, der spillede Rangleklods, som vist ikke hedder Rangleklods mere. Og jeg nåede at sætte pris på for en gangs skyld ikke at rejse solo og have nogen at spise aftensmad sammen med. Jeg nåede også at blive vildt imponeret over byens mange træer, som berlinerne, i stedet for at fælde, beskytter med stakitter og hegn og skilte (igen København, lær noget!). Jeg nåede også at slappe af og føle mig langt væk og drømme om min egen lejlighed i Berlin og fylde mig med billige øl og flere billige øl. Desværre nåede jeg også at tage de 3 kg. på, som jeg lige havde brugt en måned på at smide, og at hive tømmermænd og fedtet hud med hjem. Noget kan man alligevel nå på 5 dage.

IMG_3967 Clet Abraham BerlinKreuzberg

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Fangirl

Er lige kommet hjem fra koncerten med The Minds of 99 på VEGA og kan ikke sige andet end, at jeg elsker dem. Jeg elsker dem, jeg elsker dem, jeg elsker dem. Og hvis jeg var 20 år ville jeg giftes med dem og føde deres børn og oprette en fanblog og tatovere deres navn på min baller og følge dem på verdensturne og følge dem andre steder og få et polititilhold og være ude af stand til at styre mig. Men nu nøjes jeg bare med at elske dem. Og med at hoppe og skråle og banke næsen ind i min venindes hoved af begejstring og ømme mig og glæde mig til at høre dem igen. Seriøst, jeg elsker dem og har drukket for mange øl til at andet end at gentage det. Jeg elsker dem!

IMG_4018 Friedrichshain_1000 Friedrichshain

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

5 dage i Berlin er for lidt

Nå Berlin. Tak for alle jeres tips i øvrigt. Hvad nåede jeg så? Jamen hvad nåede jeg ikke?

Jeg nåede ikke at se Sammlung Boros, for der var udsolgt flere måneder frem. Jeg nåede ikke at genbesøge Neue Nationalgalerie, for der var lukket. Jeg nåede ikke at se udstillingen med Cindy Sherman, fordi jeg af en eller anden grund ikke tog mig sammen. Jeg nåede faktisk slet ikke at se på kunst. Jeg nåede ikke at købe en ny frakke, for den frakke, jeg vil have, findes ikke i en eneste af Berlins genbrugsbutikker. Jeg nåede heller ikke at købe noget som helst andet (bortset fra en lille pose tørrede fisk), og jeg nåede ikke at bruge mine få hævede euro, for mad og øl var så latterligt billigt. Jeg nåede ikke at møde Nomad, eller hans figurer, men googlede mig frem til, at han var blevet træt af Prenzlauerberg og nu bor i Grünewald. Og nej jeg nåede ikke at tage til forstæderne for at stalke ham. Jeg nåede ikke at køre til Beelitz Heilstätten, for den morgen rallede jeg med tømmermænd og ville hellere køre til Danmark. Jeg nåede ikke at drikke en øl på Raw, men gik dog lige en runde. Jeg nåede aldrig at fatte, hvorfor Neukölln skulle være the shit. Altså der var da hyggeligt und alles, men hvor er der ikke hyggeligt und alles i Berlin? Jeg nåede ikke at spise pandekager med laks eller vegetarkebab eller spille neonminigolf eller en hel masse andet. Jeg nåede overhovedet ikke nok. Jeg nåede heller ikke at være en særlig god rejsemakker, for gode rejsemakkere gider godt at lave ting sammen, selvom man ikke gider lave de samme ting. Hm.

Skal lige tænke over, hvad jeg egentlig nåede.

IMG_4008 Prenzlauerberg_1000Prenzlauer Berg

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Hjemme

Jeg havde åbenbart glemt, hvordan man passer en hemmelig blog, når man ikke rejser alene. Derfor ikke et kuk fra Berlin.

Men fortvivl ej. Nu er jeg tilbage på Amager, og det hele bliver godt igen.

Altså for alle andre end trappetossen, som selvfølgelig har haft den vildeste, koldeste, mest isnende og blæsende udluftningsfest, mens jeg har været væk. Jeg skal i den grad have catchet up på noget passivt-aggressivt vindueslukkeri og markere, at jeg er tilbage.

IMG_3988 Wedding_1000Wedding

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Tror på det

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.
Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.
Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

Siger jeg til mig selv.
For jeg er nødt til at overleve en hel sommer i Danmark i år. Ikke en eneste tur væk. Ingen Madrid. Ingen Firenze. Ingen Siena. Ingen nye sprog eller nye lufthavne eller nye bykort eller nye solnedgange. Ingen nye motiver.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

For jeg har jo nemlig lejligheden.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

Og altanen .

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

Og radiserne.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

Og rulleskøjterne.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

Og stranden.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

Jamen det kan jeg. Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark. I hvert når min mor ringer og spørger, om jeg vil have en efterårstur til Færøerne. Gratis. Med den udsigt kan jeg da godt overleve en hel sommer i Danmark! Så kan jeg overleve alt.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark. Det kan jeg. Jeg kan godt. Jo jeg kan.

Jeg kan godt overleve en hel sommer i Danmark.

IMG_2389 Dragør_1000Dragør

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts