Mit lort

Medier og debattråde flyder over med menstruation i disse dage, og det gør amarOrama også. For jeg har det nemlig. Jeg har det lige nu. Jeg har ballonbryster og mavekramper og diarré og træthed og svimmelhed og sorte rande under øjnene og blod og raseri og aggressioner i stride strømme. Jeg har det i 7-10 dage om måneden, og jeg kan godt leve med at have det. Med nød og næppe. Det kan jeg. Men hvis nogen vil fortælle mig, at jeg skal føle mig stolt eller kvindelig eller glad eller lækker eller demonstrere i gaderne og male byen rød med mine bloddryppende tamponer, fordi menstruation faktisk er smukt og naturligt, tror jeg, det er bedst, de fortæller mig det en anden dag. Hvor jeg ikke har det. Ellers har jeg nemlig også en kedelig tendens til at sparke dem i skridtet.

IMG_9715 Forlandet_1000Forlandet

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #3

Start lige med første og andet afsnit.

Vi kom mange timer for sent hjem. Han ringede fra en rasteplads. ”Jeg har lige mødt nogen fra arbejdet, som jeg kører sammen med”. Og så havde vi sex i bilen.

Jeg satte ham af to gader fra hans hjem, vi aftalte at tage det lidt med ro. Vi havde brug for ro.

Næste dag lå der en mail fra ham: ”I går var verdens bedste dag. Jeg må ud i aften. Jeg tager med til din fest!”. Og jeg måtte sige, at det ikke gik. Han skulle ikke møde mine venner. Jeg prøvede at passe på. På os, tror jeg mest. Jeg ville ikke, at kæresten opdagede det. Men han tog ud alligevel. Satte sig på en bar i nærheden. Jeg skred fra festen og mødte ham. Vi kyssede i en gadedør og han stirrede mig ind i øjnene. Så måtte han gå. Han havde lovet kæresten at være hjemme kl 01. Hendes tidspunkt blev tidligere og tidligere. Vi var på tynd is. Han gloede på mig, da han kørte med taxaen.

Næste dag lå der endnu en mail: ”Jeg MÅ se dig. Jeg kommer til dig i aften. Please. Jeg må.” Og det var dér, at jeg smed mine parader. ”Kom” skrev jeg. Jeg ville bare have ham nu, og jeg smed alle forbehold.

Det var sent efterhånden. Han kom ikke. Jeg tjekkede min mail: ”Der er blevet grædt og råbt her til aften. Jeg har fortalt min kæreste om os. Jeg vil ikke se dig mere”. Så hyperventilerede jeg og løb ud af lejligheden. ”Du må ikke gøre det på den måde”, skrev jeg tilbage. Hvad skete der?

Han ringede næste morgen. ”Jeg var på vej hen til dig. Så ringede hun og skreg. Hun havde set alle mine mails til dig”. Han troede, de var slettet, når de lå i slettetbakken. Det var de ikke. Han sagde, at han havde fortalt hende alt – ja, altså bortset fra, at han havde sagt, at vi brugte kondom. Det gjorde vi ikke. Han havde lovet sin kæreste at fortælle alt han nogensinde hørte eller så til mig siden.

Og så kunne historien ende der. Med mig i sengen, grædende. Men det gør den ikke. For der gik en måned, og jeg var tom og blottet, og jeg havde brug for at TALE. Det var kun ham der havde talt. Så jeg ville sende en mail, med mine ord, for første gang. Dagen før, jeg havde planlagt at sende den, stod jeg i en lejlighed på Nørrebro. Jeg legede med en lille baby, og så kiggede jeg ud på gaden. Og der stod han med sin cykel, han smilede til en kvinde, der cyklede imod ham på en Christianiacykel – og så cyklede de ind i børnehaven overfor.

Det syn skulle jeg åbenbart have med. Jazzgakkeren og hans kæreste henter børn.

Jeg sendte mailen. ”Jeg skal bare lige sige nogle ting, så giver jeg slip”. Tog på weekendtur. Væk fra København.

Og så ringede han. 1.000 gange. Jeg vidste, det var ham, da jeg så de utallige ubesvarede opkald. Der var altid en særlig desperation over hans kontaktforsøg.

”Jeg slettede din mail, før jeg læste den”, sagde han. ”Jeg panikkede!”. ”Jeg sender den igen”, sagde jeg. Men det måtte jeg ikke. ”Min kæreste læser alt! Lad os mødes! Jeg har brug for at se dig, sige ordentligt farvel”. Han havde været ved min dør fire gange den dag, fortalte han. Helt manisk. Og der stod jeg igen. Og kunne knapt sige nej. Jeg ville bare have, at han læste den mail. ”Jeg spiller koncert i næste uge”, sagde han, ”Du skal komme, så taler vi bagefter”.

Jeg problematiserede: ”Så er du jo skæv og fuld”. ”Det er jeg jo altid”, svarede han. Og det slog mig, at jeg aldrig havde set ham, uden at han var skæv. Jeg indvilligede i at komme. Og skældte ham ud, da han sagde: ”Det går faktisk meget bedre mellem mig og min kæreste nu”. Der var så meget ved den samtale og ved mig, der strittede.

Jeg lagde på og besluttede ikke at komme. Uden at sige noget. Så blev det dagen, og der var tusind ubesvarede opkald. Jeg tog den ikke. Til sidst skrev han ”Min kæreste kommer til koncerten. Jeg håber, vi kan udskyde”. Aldrig i mit liv blev jeg så lidt passet på. Jeg svarede ikke. Nød at han ikke vidste, om jeg ville være der.

Næste dag ringede han: ”Jeg har tænkt på det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ville mødes med dig”, sagde han. ”Jeg synes vi skal aflyse”. Endnu engang styrede han showet. Jeg krævede, at han læste min mail. ”Det er det eneste, jeg beder om”, sagde jeg. Og så gav han mig hovedmailen til sit arbejde. ”Send den dertil”, sagde han, ”Så læser jeg den og sletter den”. Skal man takke for at blive slettet? Jeg blev vred. ”Sig, at vi betød noget for dig”, sagde jeg. ”Vi betød noget”, sagde han mekanisk.

Og så sendte jeg til hans arbejdes hovedmail, og jeg håber stadig sådan, at en eller anden kontordame fik den leveret på sin hjemmearbejdsplads.

Det har taget mig et år at kunne skrive det her ned. Han tog et år at komme over, og stadig får jeg ondt i maven engang i mellem. Det er stadig lidt svært at være på Nørrebro. Og der er spillesteder, jeg ikke kommer på længere. Han spiller stadig ufortrødent og er stadig et stort jazznavn i pressen. For mig er han Jazzgakkeren, og måske er de glade hjemme i hans familie nu, måske er de ikke. Det gider jeg ikke være en del af. Av for fanden, en tur.

(Mange flere gakkere i Gakkoteket)

IMG_4065 Woltersgade_1000Woltersgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts