Gakkerteaser

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #1

Endelig fik vi en ny gakker! Husk nu, at I stadig kan indsende gakkere til mail.amarOrama@gmail.com! For når denne her gakker er ovre, vil vi gerne have flere. Men en gakker ad gangen. Først tager vi rigtigt godt imod Jazzgakkeren, som nogen måske skulle forklare lidt om reglerne for, hvad lufthavnpersonale må oplyse og ikke oplyse til tilfældige gakkere, som ringer for at gakke. Værsgo, her kommer afsnit et.


Jeg så Jazzgakkeren med det samme i lufthavnen. Kendte ham fra koncerter, plader og tv. Engang havde min veninde været hans underbo, og jeg, der kun havde boet i København i få måneder dengang, syntes det var ret sejt. Jeg kom sågar til at ringe på hos ham, fordi hans kæreste og min veninde hed det samme.

Men det havde jeg glemt i lufthavnen. Det lå flere år tilbage. Jeg var træt efter mange timers rejse og sad med hovedet i min telefon. Han havde et underligt instrument med og underholdt nogle mænd, der labbede hans umiddelbare facon i sig.

Jeg kom sidst ind i flyet, og Jazzgakkeren sad ved vinduet ved siden af min plads. Jeg prøvede at sige hej, men han kiggede ikke op fra sin bog. Senere fortalte han, at det var langt fra sandheden. Jeg havde ikke talt med nogen i 12 timer og var opsat på at snakke. Særligt med ham. Jeg forventede, at han var lige så sjov i virkeligheden. Han virkede nervøs, da der kom turbulens, og det blev vores indgang. Fra da af talte og grinede vi resten af turen, og Jazzgakkeren underholdt med det ene og det andet.

I Kastrup fulgtes vi hen ad gangene. Ventede ved bagagebåndet sammen. Det var så underligt forenet. Og så stod vi i ankomsthallen mellem børn og flag og kaos, og vi prøvede at få det til at passe med at tage en taxa sammen, men det gav ingen mening: Han ville til Christiania, jeg ville hjem. Ingen af os turde sige, at vi havde lyst til at fortsætte. “Hej hej” råbte jeg, og gik mod metroen. Jeg vidste, at jeg ville møde ham igen.

Hjemme kunne jeg hurtigt se på nettet, at han havde både kæreste og børn. Som han ikke havde nævnt. Overhovedet. Men han var så sjov og sød og direkte, og jeg ville ikke spilde en god kemi, så med hans kæreste og børn på siden tænkte jeg, at jeg måtte blive venner med dem begge, med hele familien.

En aften skulle han spille i København, og jeg tog derind. Jeg gik op til ham i pausen, og han var et stort, åbent smil. “Det er jo dig!” Og så gav han øl og senere, på en anden bar, cocktails, og senere, på en anden bar, øl, og senere på en anden bar, gin og tonics, og han ville aldrig hjem, og jeg tænkte, det måske bare var normalt for hans kæreste, at han kom hjem kl 5.

Til sidst var der ikke flere barer tilbage, og vi sad på en bænk, og han ville så gerne kysse mig, sagde han. Og jeg sagde, det ikke var muligt, fordi vi skulle være venner, og også med hans kæreste. ”Hun vil ikke rigtig have, at vi har venner,” sagde han og “Vi kan sagtens være venner alligevel”. Og så var der tunge og hænder alle steder. Jeg havde vist på fornemmelsen, at det var dumt.

Og der gik en weekend, og jeg var i Århus, og jeg tænkte på ham, men jeg glemte også det hele. Men det blev mandag, og han havde inviteret mig til koncert. Jeg tog derhen, men var usikker på, om han ville være der, men der stod han, og ”Hvor jeg er jeg glad for at du kom!” sagde han, ”Jeg var ved at ringe til vores flyselskab for at få dit fulde navn!”

Læs næste afsnit af Jazzgakkeren.

(Hvis du vil have flere gakkere, ligger der bunkevis i Gakkoteket)

Tag endelig plads Amager Boulevard Amager amarOrama kopiAmager Boulevard

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gakkerteaser