Den første squash

At være dansker eller ikke være dansker

Hvem er dansk, og hvem er ikke dansk? Det er blevet vigtigt at sætte en etiket på folk, kan jeg se, når politikerne debatterer i fjernsynet for tiden.

Og så får sådan en som mig, med blandet blod og broget adressehistorik, lidt at tænke over.

Hvad er jeg?

Jeg er nok ikke grønlænder, for i Nuuk skulle jeg gå i danskerklassen og være bange for dem, der bankede hvidhudede børn.

Jeg er nok heller ikke færing. For i Tórshavn blev mine søskende udnævnt til dumme danskere og gennemmobbet af deres klassekammerater.

Jeg er nok heller ikke dansker. For i Aalborg kaldte de mig grønlandske abekat og troede, jeg havde boet i en iglo.

Jeg er nok heller ikke århusianer. For i Århus er alle studerende tilflyttere.

Jeg er nok heller ikke københavner. For i København spørger de altid, hvor jeg kommer fra (ovre i Jylland).

Jeg er nok heller ikke jyde. For i Jylland spørger de altid, hvor jeg kommer fra (ovre i København).

Jeg er nok heller ikke amarkaner. For en rigtig amarkaner ville vel ikke oprette en blog for at bagtale amarkanere?

Jeg kan godt forstå, folk er forvirrede.

Hvem er egentlig hvad?

Hvad er min færøske mor, som har levet det meste af sit liv i Danmark og altid bliver anklaget for at være norsk?

Hvad er Actionbror, som er født i Nuuk, har færøsk navn og bor i Århus?

Hvad er O Brother, som er født i Aalborg og bor i Oslo?

Hvad er min svoger, som har dansk pas og tyrkiske forældre?

Hvad er min blondinesøster, som avler halvmørke Frederiksberg-børn, der har prøvet at blive råbt efter på gaden, fordi de skal SKRIDE HJEM TIL DERES EGET LAND!?

Hvem er danskere, og hvem er ikke danskere?

Jeg kan kun svare for mig selv. Og vinen på billedet. Vi er ikke danskere.

Jeg er en dansk, færøsk, og en lille smule grønlandsk, aalborgensisk, århusiansk og københavnsk amarkaner.

Indtil videre.

Og vinen? Den er en italiensk amarkaner.

IMG_5768 Amager Vinen_1000Amager Vinen

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

5 kommentarer

  • Stine

    💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Tak. Er blevet spurgt hvor jeg virkelig kommer fra, efter jeg havde fortalt, jeg er dansk, det er sådan en underlig fornemmelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Fordi du er mørk, eller? Jeg kan også sagtens finde på at spørge. Hvis folk fx har et sjovt efternavn. Betyder bare, at jeg tror, de er MERE end danske. Ikke at de ikke er danske.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rebecca

      Er vist sådan lidt iransk udseende – og det helt ok at spørge direkte, hvor min familie kommer fra, hvor mit navn kommer fra eller endda hvorfor jeg ser en lille smule eksotisk ud – men det var bare underligt at blive spurgt i den tone, hvor jeg virkelig kommer fra, da manden lige havde spurgt, hvor jeg kom fra, og jeg lige havde svaret Danmark… det er jo ingenting mod hvad folk møder, hvis de er mørkere i huden end mig, og det er bare ikke OK! siger amerikaneren i mig. Hvem har overhovedet fundet på begrebet andengenerationsindvandrer? Er man ikke bare dansker hvis man er dansk statsborger og føler sig dansk, eller hvad? arg altså

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja kan godt se, det må være irriterende. Især hvis du fornemmer, at spørgsmålet kommer fra et negativt sted. Der findes alt for mange idioter, alt for meget had og alt for meget frygt. Jeg bliver chokeret, når mørke mennesker fortæller, hvad de bliver udsat for i Danmark. Og jo! Alle danske statsborgere er danskere. Og jeg er egentlig ligeglad med, om du føler dig dansk, eller andre føler, du er dansk. Er du dansk statsborger, er du dansker. Begrebet andengenerationsindvandrer har jeg dog aldrig tænkt over skulle være problematisk. Det er det måske? Det er i hvert fald voldsomt bredt, så jeg ved ikke rigtigt, hvad man kan bruge ordet til, andet end at sige: Denne gruppe har (forhåbentlig) et andet sprog og en anden kultur eller dele af en anden kultur med i bagagen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den første squash