Peber forever

Ø

En sidste ting om Færøerne. En bog.

Jeg plejer at læse færøske romaner, når jeg tager til Færøerne. Men denne gang blev det en halvfærøsk, nemlig Ø af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, som jeg til gengæld læste to gange. Det var jeg nødt til, hør fx her:

“Hvis ikke for min omma havde jeg været helfæring, ikke halvdansker (…) Jeg var vokset op med en bedre udsigt, mere grønt, mere Jesus, færre lesbiske, mange får, ingen patologisk hjemve. Det sidste var det vigtigste.”

Ø er mit spejl.

Den handler om en kvinde, som længes hjem, til Færøerne, hvor hun aldrig har boet. Om hendes omma der dør, om sommerferierne og fårene og den salte luft. Om lyse nætter og strikkende tanter. Om savnet der nedarves gennem generationer. Om trangen til at forsvinde ind i fjeldet. Om at bære sin uldtrøje som nationaldragt. Om aldrig at høre til. Og om at vende tilbage.

Jeg læste den, mens jeg besøgte noget familie på Suderø, hvor romanen til dels foregår. Eller omvendt. Måske læste den mig. Det blev svært at skelne. Når jeg fotograferede vinduer i Vágur, betragtede hovedpersonen de gulnede og mønstrede gardiner. Når jeg gik forbi søen ud til skæret, så jeg fodsporene af den mørke kommunist Ragnar. Når jeg passerede kirken, sad omman derinde med sin selvstartede abort. Når jeg læste om plantagen over bygden, kunne jeg løfte blikket og se den fra mit vindue. Når der stod fjorden, stod jeg ved fjorden, når der stod fjeldet, stod jeg i fjeldet, når der stod jeg, stod der mig. Ø var inden i mig og uden for mig, den løb ned af kinderne og brændte i halsen, og når de øer, bedstefaderen længtes efter “lå et sted uden for geografien”, når “hans hjemland flød”, fik jeg lyst til at rive bogen og mig selv fra hinanden. Men i stedet læste jeg videre og læste forfra. Den er god.

Ø.

Jeg vender tilbage til den. Men først tilbage til Amager.

img_6761hvalba_1000Hvalba

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

6 kommentarer

  • Marianne

    Forrygende og bevægende boganmeldelse! Du har generelt en fænomenal evne til at udtrykke uendelig meget i stærk og kondenseret form! Men misundelse er en grim ting, så måske skulle jeg bare glæde mig til at læse bogen selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak! Læs endelig. Den er flot og sjov og rørende og sætter sig fast. Alle minutterne og kronerne værd.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grænseløs

    Nå…Så fik du sat gang i min personlige bogpusher. Herlig blog som jeg meget gerne læser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvad? Hvem er din personlige bogpusher? Mig, eller er der en blog, jeg burde kende?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grænseløs

    Ha ha. Okay. Jeg skal lære at udtrykke mig tydeligere. Min kollega er boghandler ved siden af sit arbejde. Han er min bogpusher. Bloggen jeg synes er herlig, er din, som jeg har læst fra ende til anden. Bloggen du ikke kender er min, som ikke er oppe og flyve endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha ok! Det lyder godt. Send et link, når den flyver.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Peber forever