Stinkeren

Da jeg skulle gøre mig klar, opdagede jeg, at jeg havde glemt at vaske tøj. Efter Færøerne.

Og da jeg fiskede den mindst beskidte kjole frem fra en bunke, opdagede jeg lugten.

Af bræk?

Og da jeg rodede rundt i forskellige ferieminder, opdagede jeg forklaringen. Ræstfisk. At kjolen havde været til ræstfiskmiddag.

Men da jeg alligevel tog den på og tog af sted, tror jeg ikke, de opdagede det. Jeg tror ikke, at NOM DE MIE, Den Sure og Orddamen opdagede, at de skålede med en brækkjole.

Måske opdagede jeg bare ikke, at de opdagede det.

img_6299-tovelillevej_1000Tovelillevej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Fernisering: Pille tegner 365

Måske kan du huske, jeg engang reklamerede for Pilles tegnebogsprojekt. Måske kan du også huske, at bogen skal udgives. Men nu skal du huske noget nyt, nemlig at komme til fernisering fredag den 25. november, hvor bogens 365 tegninger bliver udstillet og solgt. Og fejret! Hvis du vil eje en af dem, de originale, skal du af med 800-1.000 kr., og hvis du kan nøjes med et print, er prisen 100 kr. Du kan også bare komme for at glo og drikke gratis øl. Det vigtigste er, at du husker at komme.

Og husk også adressen: Henrik Rungs Gade 25 på Nørrebro
Og tidspunktet: 25. november 16.30-19.30

Tegningerne kan ses resten af weekenden 26.-27. november kl. 12-16, hvis du ikke når forbi fredag.

I øvrigt kommer bogen til at hedde Pille tegner 365. Den udkommer i foråret 2017 på forlaget Arkiv for Detaljer, som også har arrangeret udstillingen.

Men først fernisering. På fredag om en uge, husk det nu!

img_5796-pille_amager-strandparkPille, Amager Strandpark

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Sådan tørrer du røv på dagpenge

Jeg er blevet butikstyv.

For første gang i mit liv har jeg stjålet noget fra en butik. Det var meget nemmere, end jeg troede. Jeg gik bare ind i Føtex, var distræt, hældte aftensmad i kurven, grinede af Mads og Monopolet i mine ører, fandt den korteste kø, fumlede med dankortet, betalte for aftensmaden, gik ud af Føtex, ventede på metroen, var heldig at få en plads, satte mig ned, lagde posen i skødet og stillede en stor pakke toiletpapir mellem fødderne. En stor pakke toiletpapir, jeg aldrig før havde set.

Nemt nok.

img_3890-kongelundsvej_1000Kongelundsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Mærkedag

I gamle dage vågnede jeg med en cigaret under dynen. Og med en cigaret mere efter morgenmaden. Og på vej hen til cyklen eller bussen kunne jeg også lige nå et par hiv. Og resten af dagen handlede det om at snige flere ind, så mange som muligt, hurtige cigaretter på rygealtanen eller nede i gården eller foran indgangen eller ude på trappen. De steder, hvor der altid er lightere i lommen og ekstra hænder til at holde om flammen. Og selvfølgelig røg jeg, før jeg tog hjem. Jeg røg på caféer og i parker og foran Fakta, jeg røg, mens jeg kiggede på vinduer, og jeg røg, mens jeg ventede, jeg røg, når jeg skrev sms’er, og jeg røg, når jeg læste, jeg røg med mine veninder, og jeg røg med mine kærester, jeg slukkede en cigaret, mens jeg låste op, og tændte en cigaret, mens jeg lukkede mig ind. Og jeg skulle lige have en smøg før aftensmaden og en ekstra smøg, mens vi vaskede op, og når vi endelig fik sat os i sofaen, skulle jeg rigtigt ryge igennem. Med det store askebæger. Hvis jeg da ikke skulle ned i kiosken og hente flere. Og hvis jeg var havnet i andre menneskers sofa, spurgte jeg, om de have et askebæger? Hvis jeg sad i biografen, gik jeg ud midt i filmen. Hvis jeg sad i flyet, trak jeg vejret gennem et nikotinplaster. Hvis jeg sad på et røgfrit hotel i Italien, røg jeg ud af vinduet. Hvis jeg stod i subway’en, skældte newyorkerne mig ud, fordi jeg var en idiotisk turist, som var nødt til at ryge. For det var jeg. Jeg var nødt til at ryge. Og om aftenen røg jeg, før jeg børstede tænder. Nok til at klare mig igennem natten. Eller det vil sige, næsten nok. I gamle dage lukkede jeg øjnene med en sidste cigaret under dynen.

I gamle dage er heldigvis mere end 11 år siden nu. Jeg glemte helt at fejre det. 9. november.

img_6889-amager-strandpark_1000Amager Strandpark

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter