Julebillede #24

Nørresundby, 2002.

Min søster ligger udstrakt på en bænk. Solen skinner i hendes hvide sko og bukser, og i hendes kærestes hårløse hoved. Han sidder for enden, foroverbøjet, og skygger for hendes ansigt. Min mor bor ikke længere i nærheden af en skov, så vi går tur på Lindholm Høje. Bag alle vikingestenene i baggrunden løber de mørke træer som en mur.

 

København, 2004.

Det er nytår. O Brother står i Actionbrors stue i Nyboder og holder en stor raket diagonalt gennem billedet, mens han smiler. Han ligner en sejrsikker soldat. Vi ved ikke, at han lige har talt med Norddamen og aftalt, at de skal være kærester. Og ingen ved, jeg lige har talt med ham, der bliver min kæreste, og som jeg lige om lidt flytter ind til.

 

Holbæk, 2007.

Vi er stoppet op på gåturen, fordi nogen, sikkert vores mor, vil tage et billede, selvom der er pissekoldt. O Brother sender hende, som den eneste, et muntert blik indrammet af blå hue og gråmønstret halstørklæde. Den lille diplomat har altid overskud. I midten står jeg og ligner en, der gerne vil videre, mens jeg presser min mund til siderne i hvad der skulle ligne et smil og ser utålmodigt ud ad billedet til højre. Om mit alt for magre ansigt har jeg bundet det brune, færøske sjal, der lægger sig ned over mine skuldre og blå frakke. Jeg har med lynets hast tabt 10 rygestopkilo med De Danske Vægtkonsulenter og skal hele tiden fylde mig med kød og grøntsager for at holde deres kur. Til venstre for mig står Actionbror og ser den modsatte vej. Hans læber er lukket stramt sammen, og næsen er rød. Han har glemt at tage hue på og maser hagen ned i sit halstørklæde.

 

Holbæk, 2007.

Actionbror og O Brother er plantet i sofaen med nedrullede persienner bag sig. Til venstre i lænestolen sidder vores svoger. Alle har en computer på skødet, og alle kigger ned i deres skærm. Nej, Actionbror drejer hovedet en anelse og stjæler et kig ned i O Brothers skærm. Gennem glasdøren kan man skimte et legehus på terrassen.

 

Holbæk, 2007.

Under en bogreol øverst i billedet, som står gemt bag en trampolin, der kun lige kan anes under papirer, en printer, bøger, tøj, en overdimensioneret stoffodbold og diverse rod. Under skrivebordet og skrivebordsstolen og ledningerne og poserne og bunkerne øverst i højre hjørne. Under den røde rokokosofa fyldt med toilettasker og tøj øverst i venstre hjørne. Og under O Brothers madras, der ligger i midten med alle mulige mønstre og farver i dyne- og pudebetrækket. Under en lilla, lyserød, mintgrøn og turkis, ternet dyne, helt nederst i bunden af billedet, ligger Actionbror og ser træt frem for sig med en arm under hovedet. Jeg tror lige, vi har vækket ham.

 

Holbæk, 2007.

Min niece sidder ved spisebordet med røde kinder og jul i øjnene og helikoptere på blusen, fordi hendes morbror, Actionbror, flyver helikopter. Højre hånd ligger på maven, mens venstre hånd vinker til fotografen, så fingrene danner en slags V. Gyngehesten, det vil sige gyngeæslet, der står parkeret i baggrunden danner også et V, bare med ørerne. Man kan se, de hører sammen.

 

Holbæk, 2007.

Mellem Havrefras og Guldkorn og bag rejeost, smør, mælk og en Bodum-kop sidder min niece i hendes morgenmadsverden og bliver overrasket af kameraet. I forgrunden maser guldkornsmonsteret sig frem.

 

Holbæk, 2007.

Min mor og O Brother rynker bryn og pander ned i en computerskærm med juletræet i ryggen. Jeg ved ikke, hvad de leder efter.

 

Holbæk, 2009.

Min søster sidder i forgrunden med granater i ørerne og ceriserød kjole, som min mor købte, da hun var ung, og peger på de røde vanter, hendes lille datter lige har pakket op. Vanter, der kunne være et rumvæsen at dømme på barnets undrende ansigtsudtryk. I baggrunden læner O Brother sig tilbage og analyserer situationen.

 

Holbæk, 2009

I ligestillingens navn har min niece fået legetøjsværktøj i julegave. Hun står foran børnebordet i sin fineste kjole, med hulahopringen i baggrunden og føntørrer sit hår med en boremaskine.

 

Hillerød, 2010.

Min mor læner sig fremover i lænestolen med sit barnebarn på skødet og griner til min niece, der mosler rundt på gulvet og skal lige til at sparke til et hårbånd, der ligger og flyder. I baggrunden sidder Actionbror på hug og hænger en pink kugle på juletræet.

 

Hillerød, 2010.

O Brother lægger hovedet næsten helt ned til marcipanrouladen, så jeg kan få dem begge med på billedet. Han har indtil videre kun lagt chokolade på toppen af den. Til venstre på bordet står en dåse Quality Street, sikkert med vores mors småkager i. Til højre en øl. Lyset falder dramatisk ned på venstre side af hans ansigt. Resten ligger i mørke. Meget Caravaggio.

 

Hillerød, 2010.

Actionbror skal være julemand. Jeg har fulgt med ind på værelset, hvor han klæder om og lige har trukket skægget op. Han mangler kun nissehuen. Til venstre hober flyttekasser, bogkasser, printerpapir, fotoalbums, mapper, skotøjsæsker og diverse bunker sig op. En bimse er faldet om i den blåblomstrede kurv, som nogen gav i barselsgave, da Actionbror blev født. Der plejede at ligge cremer, sæbe og babypudder i den. Nu er den legetøj. Øverst stikker en isbjørnebamse hovedet frem, som på bagvæggen bliver til skyggen af et stort monster, der forsøger at æde Actionbror, men han opdager det ikke. Han ser stolt på fotografen, som om han lige er trukket i superman-kostume og skal ud at redde verden. Til venstre for ham på hylden falder en Mickey Mouse-julemand om af grin.

 

Hillerød, 2010.

Min søster med barnevognen ser spørgende, men bestemt på min mor. Min mor ser rådvildt tilbage på hende. O Brother ser på min søster med den ene fod løftet, som om han kommer med et forslag, der skal understreges med et lille trin. Actionbror kigger ned i brostenene. Vi går tur ved slottet, men vi er måske i tvivl om, hvor vi skal gå hen.

 

Hillerød, 2010.

Min nevø sidder i nattøj under træet og holder en pakke frem, som jeg skal se. I baggrunden, foran bogreolen, står min niece og læser i et blad, mens min mor hiver op i hendes lange hår for at studere en tot. Måske har hun lus.

 

Hillerød, 2010.

Til venstre står min søster i sort, stram kjole og stor, gravid mave i profil. Til højre står julemanden i rød, lang frakke og stor, gravid mave i profil. Billedet er rystet.

 

Hillerød, 2010.

O Brother og Actionbror har ens cardigans på. Måske har de fået dem i julegave. De er i hvert fald så fine, at jeg tager en hel fotoserie med dem. Her har Actionbror sat sig på en stol foran bogreolen og læner skødesløst Medicinsk Kompendium Bind 1 på sit ene lår, mens han sender fotografen et selvtilfredst og bedrevidende blik. O Brother læner sig ind over ham bagfra med et psykotisk udtryk i ansigtet.

 

Hillerød, 2010.

O Brother og Actionbror har stadig ens cardigans på. Nu står de begge bag stolen. O Brother trækker langsomt op i sit ene ærme, mens Actionbror stateligt fremviser en rød vase i sin ene hånd.

 

Oslo, 2016.

I forgrunden står et stort juletræ i mørke med små prikker af lys. Bagved, på den anden side af panoramavinduet, breder en skov af juletræer sig ned ad skrænten, hele vejen ned til Oslofjorden.

 

Thisted, 2016.

En sort barnevogn står på terrassen med grønne marker bag sig. Actionbabyen, som vel nærmere hedder Actiondrengen nu, lader op til den store aften.

 

Frederiksberg, 2016.

En lille, tynd julemand står foran køkkendøren og holder, hvad der ligner en tom sæk i hænderne. Han har skibriller på. Jeg må hellere se at komme af sted.

img_7007-holmbladsgade_1000Holmbladsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #23

Nordjylland, 2001.

Vi står under et tag af sneklædte grene ude i skoven, hvor vi traditionen tro går tur første juledag. To søstre og to brødre på sløret, hvid baggrund. Det ligner et eventyr.

Yderst til højre ser Actionbror, som den højeste, tænksomt frem for sig i sort jakke med hvidt snedrys på kraven og lynlåsen. Måske tager han mål af fotografen, min søsters kæreste, som for første gang holder jul hos os og skærer os over på maven. En sort gren peger op fra hans hoved som en antenne, eller en indianerfjer uden fjer. Han bor på en flyvestation ude i ingenting og styrer sikkert mod sin pilottitel.

Ved siden af står O Brother og ser ung og vågen ud med mørke, kraftige øjenbryn og voks i det nyklippede hår. Under Zembla-jakken vokser en hættetrøje frem som en krave. Han går på gymnasiet og har sikkert en aflevering hængende over hovedet, som han lukker sig inde på værelset med for at sløse færdig, når vi kommer hjem. Hvis han da ikke spiller guitar.

En smule bag ham, og med et vidende smil, som om jeg skal til at fortælle den sidste pointe i en sjov historie, skyder jeg min skulder ind fra venstre med et brunt færøsk sjal, som jeg senere mister. Under den mørke jakke holder jeg varmen med både den lyseblå, højhalsede striktrøje, som min veninde gav mig for at springe i søen første maj i Botanisk Have i Århus, og ommas gamle sweater, som man slet ikke kan se, blev strikket for mere end 50 år siden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ser så tilfreds ud. Jeg spiser lykkepiller, dumper mine mundtlige eksamener og ødelægger alt omkring mig de næste tre år. Jeg ved ikke, hvem jeg er.

Yderst til venstre slutter min søster rækken af under en stor pelshue, hun har fået i julegave fra sin kæreste. Den er grå og blød med lange flapper, der lægger sig på hendes skuldre og får hende til at ligne en russer. Hun bor ligesom mig i Århus, men i modsætning til mig, læser hun medicin og har styr på sit shit og har grund til at smile. Og så har hun fået en kæreste, der ikke kræver juleturnusordning, fordi hans forældre er muslimer og ikke savner ham den 24. Det er smart.

Og det er stadigvæk smart, for det betyder, at i morgen, når O Brother tager hjem til sin svigerfamilie, som han gør hvert andet år, og Actionbror tager hjem til sin svigerfamilie, som han gør hvert andet år, tager min søster ingen steder hen. Derfor kan jeg møde op på Frederiksberg og spise andesteg og danse om juletræ og lede efter mandlen sammen med hende med pelshuen og ham, der tager billedet, og de tre børn, som senere kom til. Der er ingen i den anden ende, som kræver deres halvdel af julekagen.

Men jeg håber til næste år, at vi alle fire er samlet igen.

 

img_4415-amager-helgoland_1000Amager Helgoland

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #22

Aalborg, 1997.

Damerne holder julefrokost, og af en eller anden grund holder de den hjemme hos en af damernes mor. Måske fordi hun bor i rækkehus, og vi er trætte af klagende underboer, selvom vi sjældent lader os genere af intolerante typer, vi skal vel alle sammen være her. Eller måske fordi vi er imellem lejligheder i vores ustabile nomadetilværelser. Vi sidder, til ære for fotografen, tæt klemt sammen ved spisebordet, der flyder med ølflasker, vinglas og en Prince Light-pakke. Muligvis min. Jeg flagrer i hvert fald med en cigaret i venstre hånd, mens jeg læner mig tilbage i næste dame. Har taget den lange gråmønstrede kjole på med en kort, stram bluse over. Som regel plejer den sorte læderjakke, jeg har arvet fra min mor, den der trækker en strøm af forargelse og nazist-tilråb efter sig i Aalborgs gågader, at følge med til dette outfit, men det er nok for koldt i aften.

Bag mig sidder en venindes veninde, som tit var med, men aldrig blev et fast medlem af gruppen. Hun skraber altid håret stramt tilbage og har mål og planer og forsvinder vist hurtigt ind i noget karriere og ægteskab.

Efter hende følger værtinden med stort krøllet hår og et massivt lag mascara. Selvfølgelig er hun værtinden. Hun tror, hun er nødt til at invitere, eller lave mad, eller tilbyde husly, eller hjælpe med rengøringen eller pleje den syge eller tale grimt om nogen for at fortjene en plads i andre menneskers liv. Også selvom vi elsker hende. Engang imellem, når hun ikke kan styre sin mund, holder vi pause fra hinanden, men vi følges tæt i 12 år, før hun varmer sig ved mit livs værste kærestesorg, og jeg slår op.

Til venstre for hende følger en af mine sjoveste og mest hektiske veninder nogensinde. Det kan man dog ikke se på hende, som hun sidder lige så uskyldigt med sit hårspænde, der løfter pandehåret væk fra hendes page. Hun er mager og smuk som en fransk skuespiller og som altid iført noget dyrt og lækkert. Vi blev veninder, fordi vi kunne spejle os i hinandens afgrunde og grine højt og hånligt af, hvad vi så. Og fordi hun gerne ville have sin eks tilbage, som boede sammen med Fedtmule. Den eks som jeg flytter sammen med 8 år senere, så hun ringer og siger, hun ikke mere vil se mig. Jeg kan stadig savne hende.

For enden griner selskabets ældste og mest positive dame med hvidt, kort hår. Hun elsker at danse og at snakke uden stop og lister som regel lidt fornuft ind i foretagendet, hvis vi begynder at blive for vanvittige. Men hun har også oplevet en ting eller to. Engang var hun kærester med min krøllede venindes storebror, som behandlede hende dårligt og var en psykopat. Men det skal min krøllede veninde ikke finde sig i, siger jeg. Ja, det var før, jeg vidste, der fandtes psykopater. Ingen skal i hvert fald kalde mine brødre psykopater. Hun lærer os, hvordan vi kan lave ødelagte nylonstrømper om til ærmer, hvordan bryster skal lægges korrekt i en bh-skål, og hun skaffer mig en lille taglejlighed, ved siden af hende, på toppen af Århus med udsigt over skoven og vandet. Jeg kan se helt ned til domkirken. Hun er den bedste nabo, jeg har haft. Men en dag fandt hun en mand og blev voksen.

Selvom jeg var forelsket i alle mine veninder, kender ingen på billedet hinanden i dag. Jeg regner med, vi tager i Gaden senere.

(Beklager at julekalenderkvaliteten daler, men jeg skriver gennem feber og influenzatræthed og prøver bare at gennemføre som den sande julehelt, jeg er.)

img_7095-oeresundsvej-_1000Øresundsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #21

Nordjylland 1996.

Min søster sidder i skrædderstilling i den blå stol, foran nedrullede persienner, og hiver papiret af en stor gave. Måden hun skyder hagen frem i et stort, hvidt smil, tyder på, at indholdet, en rygsæk, ikke kommer uventet. Og at hun glæder sig. Hun skal ud at rejse med sin kæreste, jeg tror til foråret. De starter i Indonesien og tager så videre til Sydafrika, Johannesburg, hvor de en dag spadserer rundt og hygger sig, da en oprevet politimand tager fat i dem og spørger, om de er blevet sindssyge!, før han smider dem ind i en taxa og beder dem om at låse døre og køre et sted hen, hvor de ikke bliver slået ihjel. Senere, i Zimbabwe, bliver min søster vækket af en abe, der har flænset deres telt i stykker, men hun skræmmer den heldigvis væk med sine dødsskrig, så alle, inklusiv rygsækken, overlever turen. Min søsters lange, lyse hår er så lyst, at jeg næsten ikke kan forstå, hun er i familie med os.

Til venstre for hende, i sofaen, sidder Actionbror og griner ned i en lommelygte. Den hedder Maglite, ligger tungt i hånden og er den samme, som politiet bruger i USA. Han har langt pandehår i midterskilning og en sær, grønlig, hessianlignende trøje på over sin sorte polo. Selv siger han, den var et unika, behandlet i hånden og dyr og flot. O Brother synes mest, den ligner et gardin med lynlås. Uanset giver den et varsel om, hvad der snart kommer til at ske. At Actionbror får lavet dreadlocks inde i Skate House efter lukketid og tager til Kenya med sin dansetrup! For ja, vi befinder os i de gode gamle dage, hvor Actionbror i stedet for at lege hårdkogt pilot, der hele tiden skal i krig, tager ud i verden og udtrykker sit sande jeg via dans. Og derfor ligger han om ikke så længe, dødssyg, i en lerhytte hos masaierne og ser store edderkopper myldre ud af væggene, som han i feberhed angst smadrer med sin Maglite-lommelygte. Og en anden dag i en anden lerhytte går det ud over skorpionerne. Altså en livsnødvendig gave, han lige har pakket op her.

I vindueskarmen bag min søster står en guldengel med bukket hoved og glimter af fyrfadslys gennem små huller i kjolen. Jeg tror, den stammer fra Sallings julepyntsafdeling, hvor jeg slavede i en sæson for at tjene penge til en rejse, som jeg planlagde sammen med Fedtmule. Planer, han en dag aflyste med ordene: “Jeg ved, du slår op med mig på turen, og jeg gider ikke rejse alene.” Af og til fattede den dreng desværre mere, end jeg troede.

img_6985-langebro_1000Langebro

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #20

Nordjylland 1996.

O Brother står mellem juletræet og reolen og læner sig ind over en kæmpestor pakke. En skrivebordsstol, som han vist selv har ønsket sig, så han kan sidde mageligt ved sit computeralter, hvor han spiller Doom og Quake og Monkey Island. Han elsker at skyde rumvæsener og mennesker. Så meget splat som muligt. Og så meget larm som muligt. Måske er det derfor, jeg jævnligt minder ham om, at han er adopteret og hedder Lasse Jensen og har en helt anden familie, som ikke vil vide af ham, inde i Nørresundby. Eller måske holdt jeg op med den slags chikane for længe siden, da jeg flyttede hjemmefra. Vi kan håbe.

Men hvis jeg husker rigtigt, er O Brother ikke altid irriterende. Han er også inde i en poetisk periode og tager fat i mig, hver gang jeg kommer på besøg, fordi han gerne vil læse et digt op, som han har skrevet. Med meget alvorlig mine og efterfølgende pause, som publikum forventes at udfylde med ros eller klapsalver. Han vil nemlig være forfatter. En forfatter, der digter om krig og vold og splat.

Måske er det også i denne periode, han bliver fanget af politiet, fordi han står oppe på gangbroen over landevejen og skyder på kørende biler med sin splatterpistol. Men den historie er for længst blevet fortalt og behøver ikke blive dvælet ved.

Lad os i stedet være taknemmelige for, at O Brother ikke sidder i fængsel i dag. Og at han ikke har taget skade af at blive kaldt Lasse Jensen. Og at han har fået en kontorstol. En kontorstol, som stadig lever og engang er blevet klaget over af en frustreret underbo, som troede hun klagede over katte, hunde eller andre kradsende og hoppende husdyr. Den står i dag i en fremlejet lejlighed på Amager. Hvor den til sidst ender, ved jeg ikke.

img_2441-njalsgade_1000Njalsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts