Julebillede #16

Julebillede #17

Nordjylland, 1990.

Det første, man bemærker, er de manglende fluer. Der ligger ikke fluer i vindueskarmen, der hænger ikke fluer på klisterpapir i loftet, og der er ingen fluer at vifte væk. Vi er sluppet ud af 40 dages fluehelvede og sidder i de blå møbler og hviler ud.

Da vores hus blev solgt, havde vi ingen steder at flytte hen. Kommunen kunne give os en lejlighed i en anden by, men min mor nægtede at indskrive Actionbror og O Brother i en ny skole, så hun endte i en alvorlig snak med formanden, på et aalborgensisk boligkontor, der altså måtte forstå, at hun nu blev hjemløs med fire børn, selvom vi havde stået på venteliste i flere år. Men jeg kan da se, du fik tilbudt en lejlighed den og den dato?, sagde manden og bladrede i hendes papirer. Ja, men der skulle min mor jo ikke skilles alligevel. Men han kunne da se, at hun også fik tilbudt en lejlighed den og den dato? Ja, men der skulle hun igen ikke skilles alligevel. Men var hun så virkelig sikker på, hun manglede en lejlighed nu? Ja, det var hun. Men manden havde ikke nogen lejlighed til hende lige nu, så vi endte med at flytte ind i et tomt, faldefærdigt hus lidt uden for byen. Bortset fra at huset ikke var tomt. Det var fyldt med fluer.

Jeg ved ikke, hvor fluerne kom fra. Om de kravlede ind gennem revner og sprækker eller boede i de gamle, lugtende gulvtæpper eller klækkede sig selv ud i krogene. Men det svirrede og summede og sprællede og rallede omkring os. Det er det mest klamme, ulækre, grimme og væmmelige hus, jeg nogensinde har set, sagde lille O Brother, da vi fik nøglen. Og han havde ret. Uanset hvor meget vi støvsugede eller hvor meget Ajax vi skrubbede ind i fladerne, kunne huset ikke blive andet end uhumsk.

Vi kunne heller ikke drikke vandet. Det måtte vi hente i dunke hos folk, vi kendte i byen, hvor man måske også kunne snige sig til et brusebad. Som den eneste gav jeg faktisk badet i det væmmelige hus en chance, men kun indtil jeg en morgen sad i bussen på vej ind til gymnasiet og opdagede, at mit nyvaskede hår lugtede af kloak. Det blev en periode, hvor vi tilbragte meget tid i svømmehaller.

Men tiden gik alt for langsomt. Vores mad stod udenfor, i hvad der skulle forestille en udestue, fordi køleskabet ikke virkede. Vores tøj lå i kasser og kufferter, fordi skabene var så ulækre, at vi helst ikke ville vide, hvad der foregik i dem, og vi befandt os så langt væk fra civilisation, stoppesteder og gadebelysning, at man skulle stille sig ud til vejen og vinke med en cykellygte for at få bussen til at standse. Faktisk føltes det lidt som at være på campingferie. Solen var bare skiftet ud med novembergråhed, og naturen skiftet ud med nærliggende landevej og industrikvarter. Og så har jeg heller ikke prøvet at slå lejr midt i en milliard fluer før.

Vi gjorde, hvad vi kunne. Vi sprøjtede gift, vi slog med fluesmækkere, og vi hængte klistrende, brune spiraler op i loftet. Intet hjalp. Vi var nødt til at flygte til Færøerne for at holde jul, hvis vores fluemareridt fortsatte, men det gjorde det heldigvis ikke. Efter 40 dage fandt manden ved boligselskabet et rækkehus til os. Helt nyt og beboeligt. Uden fluer, stank og udrikkeligt vand. Med skabe endda, hvor vi kunne lægge vores tøj, og brusebad, hvor vi kunne bruse os. Og fem minutter fra mine brødres skole. Det er der, vi sidder på billedet. I vores nye stue, i vores nye hus. Vi ser måske lidt trætte ud, men jeg ved, vi er glade. Mareridtet er slut.

Fortsættes

img_5687-tioeren_amager_1000Tiøren

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

   

2 kommentarer

  • Tanja

    Du skriver fantastisk,gid der var masser af hyldemeter med store tunge bøger af amarOrama. Og den her julekalender !!! som at være der selv …. Jeg har læst med i mange år, DU ER VIRKELIG GOD … Tak og glædelig jul

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julebillede #16