Julebillede #18

Julebillede #19

Nordjylland, 1993.

Det er snyd, for det er et nytårs- og ikke et julebillede. Potteplanterne og PH-lampen over spisebordet er viklet ind i serpentiner, mens julen kun anes i de røde stearinlys og lyskranse på messingstagerne i reolen ved siden af os. Min veninde, min kæreste og jeg drikker hvidvin og slår mave, hvis vi ellers havde nogen mave, det har vi ikke, før vi skal ind til Aalborg og fejre videre på Revolution. Jeg sidder bagerst i billedet, åleslank, og smiler med en cigaret i hånden og min oldemors sølvarmbånd om håndleddet. Min veninde i blå kjole og med håret skrabet stramt tilbage har et tungt guldfarvet smykke om halsen. Vi blev veninder første dag i 2. G., hvor hun mødte op som den nye pige i klassen. På vejen hjem vendte jeg mig om og spurgte, om vi skulle følges. Det skulle vi, og det gør vi på en måde stadig. Forrest sidder min kæreste Fedtmule med sit store krøllede hår, som jeg desværre har beordret ham til at lade gro, fordi jeg er en smagsforvirret idiot. Bortset fra krøllerne er han, med sine skægstubbe, høje tindinger, trimmede bakkenbarter og lange, sorte øjenvipper og med sin lille guldring i det ene øre, den mest Dylan McKayede mand, jeg kender. Det tog et halvt år og flere skænderier, før jeg gik med til at kalde ham kæreste og holde i hånd ude i offentligheden, men nu er jeg blevet student, går på universitetet og ser tilfreds ud med at være et par. Om jeg har sat mig ordentligt ind i det koncept, kan jeg dog betvivle, når jeg kommer i tanker om, hvordan Fedtmules striktrøje senere bliver flået fra hinanden.

En dag går jeg ind i en boghandel for at købe noget Kierkegaard, da en mand prikker mig på skulderen. Han har bemærket mig og mine smukke øjne på en cafe, hvor min veninde arbejder som bartender, og spørger, om vi skal drikke kaffe. Jeg har bemærket ham og hans smukke hår og læderjakke på samme café og siger ja til at drikke kaffe. Vi drikker den på Ib, René Cairo, mens han fortæller om sit pilotliv og sin motorcykel og sin elguitar og sin blablabla. Til sidst siger vi farvel, og jeg takker nej til at se ham igen, hvilket fremkalder rynkede brynene og krav om en forklaring! Nå, men jeg synes bare ikke, vi har så meget til fælles hej hej!

Da jeg kommer hjem, sidder min bofælleveninde og kæreste i sofaen, så jeg straks kan fortælle dem begge, at jeg lige har været på en date med en fremmed mand. Ham den flotte nede fra caféen. Jeg husker tydeligt deres ansigtsudtryk. Jamen du kan da ikke gå på date med ham, når du er kærester med ham!, siger min veninde og peger på Fedtmule. Nej, du kan da ikke gå på date med ham, når du er kærester med mig!, siger Fedtmule.

De virker så enige og forargede, at jeg bliver helt forvirret. Altså jeg har jo bare været på en date? Er det ikke en ting man gør, ligesom i Beverly Hills 90210? Dater? Jeg fatter ingenting. De fatter ikke, at jeg fatter ingenting. Til sidst lover jeg, under hårdt pres, at jeg nok skal lade være med at date nogen igen, så længe jeg er kærester med Fedtmule. Og da slet ikke fremmede mænd, der prikker mig på skulderen!

Men jeg møder alligevel den fremmede mand med pilotliv og motorcykel og blablabla igen. Nede på caféen. En aften Fedtmule og jeg fester med min veninde, springer han pludselig frem og råber og skriger og river rundt i Fedtmule, så Fedtmules trøje bliver hevet fra hinanden, og han flygter om bag baren og ned i kælderen og ud ad bagdøren og hele vejen hjem til vores lejlighed. Han stikker simpelthen af, mens jeg sidder alene tilbage og får en rasende knytnæve i hovedet, før manden bliver smidt ud.

Så langt er vi dog overhovedet ikke nået i aften, hvor vi sidder og hygger i min mors stue. Fedtmule smiler og ved ikke, at hans trøje skal rives i stykker. Jeg smiler og ved ikke, at min respekt for Fedtmule skal rives i stykker. Jeg ved åbenbart heller ikke, hvad en kæreste er eller en date er. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. Men lige om lidt skåler vi og kysser hinanden godt nytår.

img_7397-kirkega%cc%8ardsvej_1000Kirkegårdsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

2 kommentarer

  • ORAMA! Jeg falder om af den tekst! Og den historie Og det hele. Sådan har jeg det aldrig!
    Lev og skriv om det levede!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Vil prøve på at leve og skrive lidt mere i 2017.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julebillede #18