I det mindste kan ingen a-kasser blande sig i min blog mere

Når jeg får job, skal jeg have en opvaskemaskine. Ikke spilde mere liv og bordplads på snavsede gryder og kaffekopper.

Når jeg får job, skal jeg have ordnet mine tænder. Være pæn, når jeg smiler.

Når jeg får job, køber jeg to ekstra bogkasser, så bunkerne på gulve og borde forsvinder.

Når jeg får job, tager jeg til Århus og Oslo og besøger brødre og venner og nevø og niece.

Når jeg får job, køber jeg en flot lampe til stuen. Måske endda også en lænestol.

Når jeg får job, betaler jeg 3.000 kr. af måneden på mit studielån. For ellers kommer de efter mig.

Når jeg får job, lader jeg være med at nasse på andres sommerferie.

Når jeg får job, bestiller jeg en drømmerejse til Grønland eller Canada eller endnu længere væk.

Når jeg får job, melder jeg mig til kajakkursus.

Når jeg får job, lægger jeg gulv på altanen.

Når jeg får job, tager jeg kørekort.

Når jeg får job, sparer jeg sammen til pensionen.

Når jeg får job, skal jeg på skiferie.

Når jeg får job, inviterer jeg på restaurant.

Når jeg får job, leder jeg efter en ny frakke.

Når jeg får job, bestiller jeg tid hos en stofskiftelæge.

Når jeg får job, investerer jeg i et godt kamera.

Når jeg får job, bliver det nemt at købe julegaver.

Når jeg får job, bliver det nemt at købe fødselsdagsgaver.

Når jeg får job, kan vi da sagtens mødes på en café.

Når jeg får job, begynder jeg på zoneterapi igen.

Når jeg får job, ser jeg min psykolog igen.

Når jeg får job, betaler jeg for Netflix igen.

Når jeg får job, tør jeg godt åbne netbank.

Når jeg får job, slipper jeg frygten for at blive hjemløs.

Når jeg får job, ånder jeg lettet op.

Når jeg får job, skal det fejres.

Når jeg får job, er der intet, der ændrer sig.

For jeg har fået job, og det er deltid. Jeg tjener det samme som mine dagpenge.

Når jeg får et andet job, køber jeg en opvaskemaskine.

img_4451-graekelandsvej_1000Grækenlandsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Sommerferieboganbefaling #2

ACHTUNG ACHTUNG ACHTUNG! Jeg fik denne bog tilsendt som gave.

Kirsten er den første, der siger velkommen. Højt og tydeligt med en stemme, der lyder som om, den altid er i gang med at synge i en kirke. For Kirsten lever for at hjælpe andre og skal nok sørge for, at den nye beboer, der kommer fra asylcentret, føler sig hjemme i opgangen. Kirsten tager imod og forklarer, hvordan man bruger moderne faciliteter som et toilet, og hun starter en indsamling for at hjælpe ham i gang, når nu forsikringen ikke dækker de ting, der blev bombet dernede i Arabien. Tre forskellige kakkelborde får han fx, og en sæk fyldt med beskidt børnetøj. Ja Kirsten skal nok hjælpe. Hun hjælper faktisk alle, hvis hun får lov. Engang var hun i Afrika for at hjælpe, da hun fandt to børn, hun gerne ville adoptere, men desværre ville forældrene selv beholde dem. “Folk udnytter min hjælpsomhed og tager mig for givet”, siger Kirsten. Men det skal ikke stoppe hende. Hun hjælper alligevel. Sådan er Kirsten bare.

Og sådan er mange af personerne i Anne Bredahls nye novellesamling. Egoistiske, selvbedrageriske røvhuller, som ydmyger folk på deres vej.

Der er hende, der piller sin datter ned før jobsamtalen. For selvfølgelig er det spændende, men nu må hun ikke blive for skuffet, hvis det ikke går.

Og der er ham, der fortæller konen, at hun ikke har et rigtigt arbejde som skolelærer. “Hun skulle lige prøve, hvordan det var der, hvor det seriøse ansvar og de store penge var”.

Og der er hende, der siger “Bare du nu ikke får en bøde for forurening”, når hendes ulykkelige kunstnersøn smider sine malerier i havnen.

Og der er alle de andre.

Det fantastiske er, at jeg ikke kun hader Kirsten & co. For lige så røvhulsagtige de er, lige så sørgelige og sjove er de også. Jeg får ondt af dem, mens jeg griner. Højt. De er absurde og underholdende i al deres genkendelighed. Derfor elsker jeg Annes noveller. Derfor elsker jeg vel alt, Anne skriver. Hun spidder folk med kærlighed og med sit syrlige, fantastiske sprog.

Hver gang jeg støder på noget særligt sjovt eller særligt vigtigt eller særligt flot, sætter jeg et æseløre. I Annes fine novellesamling er der æselører over det hele. Selvfølgelig skal du købe den.

Tag Sådan er Kirsten bare med i håndbagagen, hvis du flyver på sommerferie. Den vejer ingenting og er læst, før du lander.

img_2478a_1000Kongelunden

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Sommerferieboganbefaling #1

Hunde er søde, katte er kedelige. Det ved alle trofaste amarOrama-læsere. Jeg gider ikke eje en kat, jeg gider ikke kæle for en kat, jeg gider ikke høre om en kat, jeg gider ikke glo på en kat, og jeg gider slet slet ikke læse om en kat (og nej internettet er ikke altid et rart sted for mig at være).

Men så er det godt at være med i en bogklub, hvor retten til at bestemme titler går på omgang, og nogen en dag meddeler, at til næste gang læser vi Min kat Jugolavien.

Den med en kat på forsiden, ja.

Og en kat på bagsiden, ja.

Den hvor hovedpersonen møder en kat på en bar, som han bliver kærester med. Og som flytter ind i hans lejlighed for at udnytte og ydmyge ham.
Hvor katte løber over gårdspladser, springer op på mure og snor deres lange sorte kattehaler som slanger.
Hvor kosovoalbanske bryllupsritualer foreskriver, at brudgommen dræber en kat med de bare næver for at skræmme sin nye hustru til et velfungerende ægteskab.
Hvor en udsultet kat bliver taget med hjem til hotellet for at få karbad og roomservice.
Hvor børnepsykologen undrer sig over, at flygtningebarnet med de forfærdelige mareridt er bange for katte.
Hvor hovedpersonen har en kat på skulderen, når han vender tilbage til Kosovo for at tage det store opgør med sin bedstefar.
Hvor moderen endelig forlader sin voldelige mand og køber en kat, så hun har nogen at se talentshows med på tv.
Hvor katte gaber, hvæser, skyder ryg, hopper op i vindueskarme, løber væk og altid mjaver i baggrunden.
Hvor katte, katte, katte.

Jeg er glad for, jeg fik læst Min kat Jugolavien. Det er en rigtig god bog. Også selvom den stritter i alle mulige retninger, virker lidt forvirret og lukker katte ind i mit liv. Jeg glæder mig til at læse mere af Pajtim Statovci.

img_7363-roesa%cc%8agade_1000Røsågade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Svømmehalssituation

Mand på gaden smiler intenst til mig.

Mand bliver ignoreret. Fordi mænd.

Mand råber: “Nå tak for det. Det var sørme venligt af dig!”, da han får døren i hovedet bag mig.

Mand får undskyldninger. Jeg vidste jo ikke, han også skulle ind i svømmehallen.

Mand glæder sig til at komme i vandet. “Så skal vi til det igen”.

Mand smiler. “Det var hårdt sidste gang”.

Mand bliver spurgt, om vi egentlig går på hold sammen? På vores lillebitte svømmehold, hvor vi tit kun er 4 personer?

Mand svarer ja. “Ja, vi er da på hold sammen.”

Mand får at vide, jeg har meget svært ved at genkende folk, der har tøj på.

Eller. At det er bare fordi, han ikke er nøgen. Så ved jeg ikke, hvem han er.

Altså ikke nøgen!

Men han har jo tøj på.

Eller.

Fx på Helgoland. Dér er vi nøgne.

Så jeg kan ikke kende ham.

Eller nej.

Men det ville være nemmere, hvis han smed tøjet.

Og derfor ved jeg ikke, at vi går på svømmehold sammen. Ok?

Mand glæder sig som sagt til at komme i vandet.

Mand skynder sig.

img_2604-amager-strandpark_1000Amager Strandpark

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts