Alderdom

Jeg er begyndt at sætte pris på en god lænestol. Og at få brune pletter på hænderne. Og jeg får sår, der ikke vil hele. Og mit ansigt falmer, og huden hænger, og min øjenskygge lægger sig i striber. Og min garderobe er behagelig, ikke moderne. Og min pincet finder hår bizarre steder. Og mine fingre knirker. Og min ryg knager. Og mine krøller og øjenvipper forsvinder. Og jeg sidder i sofaen og ser I hus til halsen drømmer om kroophold og bilture i Sverige. Og jeg åbner en bog, og jeg mangler lys, og jeg mangler mere lys. Og i dag købte jeg læsebriller i Tiger.

Læsebriller!

img_2419-kalvebod-faelled_1000Kalvebod Fælled

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Englandsvej

Hun blev kørt ned cirka 100 meter foran mig.

Næsten kørt ned. Undveg lige. Skreg så højt, at manden i den bakkende bil, vågnede og opdagede, der fandtes andre mennesker i verden end ham. Fx cyklister på cykelstien.

Jeg skreg også. Bare uden lyd.

Indhentede hende i et lyskryds, hvor hun ventede på grønt.

Tillykke med at være i live, sagde jeg.

Tak, svarede hun.

img_7501-roesa%cc%8agade_1000Røsågade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Frasortering

For et par måneder siden var jeg til jobsamtale. Fint sted. Fin titel. Fin, nedladende overboss med fin, lang enetale. Det hele var lige så fint, som det jeg kom fra, altså arbejdspladsen fra helvede. Så fint, at jeg hellere måtte melde ud:

Jeg vil have jobbet.

Jeg er god til jobbet.

Jeg er den rigtige til jobbet.

Jeg vil arbejde over, jeg vil løbe stærkt, jeg vil levere, og jeg vil have et liv ved siden af.

Jeg gentager. Jeg vil have et liv ved siden af.

Jeg tror, det er fint, at jeg aldrig hørte fra dem igen.

img_6616-farel-malene_1000Øresundsvej?

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Mareridt

30.01.17
Jeg bor i en campingvogn på en villavej. Folk strømmer til, og en festival opstår. I mængden støder en mand ind i mig. Da jeg vender mig om og opdager, han har stjålet min telefon, giver han den tilbage. Der er allerede blevet ringet tre gange til Somalia.

17.02.17
Min ekskæreste spørger med forventning i stemmen, om jeg ikke har lyst til at flytte ind. Jeg bliver skrækslagen og ser mig omkring. Aner ikke, hvordan jeg er havnet i hans lejlighed.

24.02.17
Folk råber og griner udenfor i mørket. Det går op for mig, det er en polterabend. Enten min egen eller min kærestes. Pludselig bliver der helt stille. Jeg åbner døren, og nogen griber fat om min strube. Jeg kan ikke skrige. Det er ham. Min kæreste er kommet for at slå mig ihjel.

25.02.17
Mit kamera er ødelagt. Bagsiden af huset er revet af og noget indeni er smadret. Jeg bor i et ulækkert kollektiv og er ulykkelig.

20.03.17
Vi er til et stort arrangement, da der opstår tumult. Folk råber og skriger og løber. Jeg ser (en hemmelig blogger) løbe af sted med sin kæreste. Han falder sammen, da der lyder et skud. Flere skrig.

23.03.17
Jeg mødes med min venindes kæreste for at planlægge surprise-fødselsdag. Bliver forskrækket, da han kysser mig, men kan ikke komme væk. Kan ikke bevæge mig. Jeg tror, han har puttet noget i min danskvand og bedøvet mig. Tror, han filmer, at han kysser mig, så han kan vise filmen til hende og opdigte en historie og ødelægge vores venskab. Så han nemmere kan isolere og hjernevaske hende.

07.04.17
Jeg går alene langs floden i et flot bjerglandskab. Solen skinner. Så lyder der et brag, og jeg ved, at den kommer. Bølgen. At floden vil gå over sine bredder. Jeg er nødt til at søge op og væk for ikke at drukne, men pludselig kan jeg ikke komme videre. Jeg er fanget på en afsats. Kan høre floden brøle. Den kommer nærmere.

24.04.17
Jeg vågner højt over Manhattans tage. Min seng er hejst op med en gigantisk lift. Måske er der 4-500 meter ned på hver side. Jeg tør ikke kigge. Forstår ikke, hvorfor der ikke er sengeheste. Jeg kan da nemt falde ud over kanten i søvne. Noget pusler og piber. Mus! Et eller andet sted er der mus. Jeg må ned. Jeg må ned nu. Men jeg kan ikke finde knappen.

img_8798-urbanplanen_1000Urbanplanen

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts