Tårnet

Hoteltyper

Hun bevægede ikke armene, når hun gik. Så jeg blev ved med at kigge. Hestehalen hang slapt ned ad hendes ryg, om halsen glimtede et kors med plastikdiamanter, og bag de tykke briller, havde et par kæmpeøjne styr på, hvem der var i gang med at tygge af. Først når hun var marcheret hen til endnu et bord, der skulle ryddes, løftede hun armene for at flytte tallerkener, bestik, kopper og servietter over på bakken. Det skulle gå hurtigt, og det skulle gøres ordentligt. Hele formiddagen mosede hun sig ind mellem morgenmadsgæster, borde og stole, i sine blå perlebesatte tøfler for at fjerne spor efter os, der havde spist. Og ingen skulle bryde sig om at give en hånd med. Hun kunne skam selv passe sit arbejde. Hvis folk bare ville lade være med at stå i vejen, så hun kunne komme frem.

Han var vel bankrådgiver. Eller jurist eller tandlæge. Hvorfor skulle han ellers køre en så nazi tøjstil? Hvorfor skulle hans mørkeblå sejlersko ellers matche hans mørkeblå, ukrøllede lærredsbukser? Og hvorfor skulle hans mørkeblå, ukrøllede, lærredsbukser ellers matche den mørkeblå stribe på ærmet af poloshirten? Og hvorfor skulle hans klassiske armbåndsur ellers matche livremmen? Og hvorfor skulle hans tidløse brille ellers stå så skarpt og ufedtet? Og hvorfor skulle han ellers komme i en så nyklippet og velfriseret udgave? Og hvorfor skulle han ellers være så omhyggelig med ikke at krumme uden for tallerkenen og smile så høfligt og korrekt til sin kæreste?, tænkte jeg om manden ved nabobordet, der forsigtigt nippede til en croissant. Altså indtil han drejede hovedet, og jeg fik øje på den store sølvdelfin, der dinglede fra hullet i hans øre. Måske var han noget andet end bankrådgiver.

Hun var chefen, tror jeg. Måske for det hele. Som en dronning stod hun i sin figursyede blondekjole og dirigerede morgenmaden fra enden af lokalet. Se, der mangler rundstykker. Se, vi løber snart tør for skinke. Se, nogen har spildt juice. Det var hende, som med et sæt meget hvide tænder, nok skulle forklare mig, at jeg havde fat i den forkerte kaffemaskine, når jeg hældte to gange espresso i min store, dumme americano-kop. This one: Italian coffee. That one: American coffee. Okay madame? Men selvom hun bestemte og regerede, holdt hun en vis afstand til hende, der ikke bevægede armene, når hun gik. Og flyttede sig straks, hvis hun altså skulle i gang med at rydde det her bord! Måske vidste hun, at man ikke skal bestemme for meget over folk med stiv overkrop.

Han lignede ikke den typiske stuepige med sine rådne tænder, kantede kæbe og måske 55-60 år på bagen, men det var ham, der trillede rengøringsvognen rundt på gangen og låste sig ind på mit værelse for at tømme skraldespand, skifte håndklæder og rede seng, mens jeg spiste morgenmad. Gad vide, hvad han mon havde lavet før, om han altid havde været stuepige? Næppe. Jeg så for mig, at han sejlede eller arbejdede med landbrug eller var håndværker, men turde ikke spørge. Han virkede sky, nærmest bange for mig, og talte vist heller ikke engelsk. En dag, da jeg vendte tilbage fra morgenmaden og kom omkring hjørnet, fik jeg et sekund, hvor han dansede og sang med et håndklæde i favnen, foran en grinende, ældre dame, måske oldfruen, før han så mig. Jeg er glad for, jeg fik det glimt med.

img_0414-bologna_1000Bologna

3 pileReklamelink: Book hotelværelse, og støt bloggen

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tårnet