Sommerfilm i Bologna

Hvis din ferie handler om at krydse berømte, italienske seværdigheder af på bucketlisten, skal du ikke tage til Bologna. Altså, byen kan da godt præstere et fint tårn, faktisk flere, og nogle paladser, kirker og springvand og så videre, men det er ikke derfor, du skal spendere tid eller penge her. Det skal du fordi, Bologna ligger inde med et smukt og ustressende Italien, hvor du ikke behøver kæmpe dig igennem skove af fægtende selfiestænger, horder af amerikanere doing Europe, tingeltangel med special price for you my friend, tjenere, der hader dig, fordi de ikke kan råbe dig ind med deres turistmenu, og køer og ventetid og køer og ventetid, og din nabo, der pludselig vinker til dig fra en hestevogn. Fordi de fleste turister valfarter alle mulige andre steder hen. Og fordi Bologna bare er en flot by, hvor folk bor og lever, spiser godt og ser film. Ja især fordi de ser film.

Hver aften hen over sommeren fungerer det store torv Piazza Maggiore nemlig som gratis udendørsbiograf med kæmpelærred, højtalere og opstillede stolerækker.

img_0440-bologna_1000Folk kommer sivende fra solnedgang. De første får stolene, de næste må betale for drikkevarer og plads på de omliggende caféer, de sidste nøjes med trappen foran kirken, kantsten eller bare de varme sten på pladsen. Til sidst er der sort af mennesker. Heldige røve får uddelt en lille, rød pude af arrangørerne og har husket at tage en flaske vin med. Og når filmen starter, vender alle ansigter sig mod den store, lysende skærm foran paladset, næsten i ærbødig stilhed.

img_0633-bologna_1000

Så sidder de der, under stjernerne, og ser Woody Allens Manhattan eller Tarantinos The Hateful Eight eller Ruben Östlunds Force Majeure eller en dokumentarfilm eller en gammel sort-hvid film, aften efter aften, uden at blive afbrudt af fuldesang, smadrede flasker eller råbetyper. Eller regn. Sidder bare sammen og ser film. At blive lukket ind i den del af Bologna, at være en af skikkelserne i mørket på pladsen, er magisk og kan godt ende med en lille klump i halsen. Jeg tror endda næsten, jeg mærkede en smule tiltro til menneskeheden rumstere et sted. Jeg mener, så længe vi kan sidde sammen på et torv og holde kæft til en god film, er vi vel ikke helt fucked?

Nå, men hvis du kommer forbi Bologna en sommeraften, så husk! Film på Piazza Maggiore.

Ting jeg kan undvære

  • Flere blændende nipplebilleder af Putin
  • Dansk “sommer”
  • Alle sætninger, der starter med: Er det bare mig, eller… (nej, det er aldrig bare dig, and you know it)
  • Mænd, der drømmer sig tilbage til de gode gamle dage med søde, underbuksevaskende tjenestepiger, også kaldet hustruer
  • Præster, der mener noget om kvindefodbold
  • Bladlus, (som spiser mine forårsløg, gulerødder og radiser)
  • Selfies
  • Øjenbetændelse, der vender tilbage første nat efter ferien og muligvis varsler the return of the skimmelsvamp?
  • Edderkoppesæsonen
  • Ængstelige provinsrøvhuller, der kræver, du bekender dig til én nationalitet, nemlig 100% dansk!, hvis du vil bo i Danmark
  • Omformuleringen sugardating. Så sig dog ordet: prostitution
  • Den alt for tidlige udløbsdato på alt for dyre Apple-produkter
  • Giffer (gifs?)
  • Emojis
  • E-boks
  • Senge, der holder op med at rede sig selv, og ferier, der snart er forbi
  • Virkeligheden, hvis den absolut skal være så virkelig

img_0653-parma_1000Parma

3 pileReklamelink: Køb en bitterfissefeministsvinbog, og støt bloggen

Hoteltyper

Hun bevægede ikke armene, når hun gik. Så jeg blev ved med at kigge. Hestehalen hang slapt ned ad hendes ryg, om halsen glimtede et kors med plastikdiamanter, og bag de tykke briller, havde et par kæmpeøjne styr på, hvem der var i gang med at tygge af. Først når hun var marcheret hen til endnu et bord, der skulle ryddes, løftede hun armene for at flytte tallerkener, bestik, kopper og servietter over på bakken. Det skulle gå hurtigt, og det skulle gøres ordentligt. Hele formiddagen mosede hun sig ind mellem morgenmadsgæster, borde og stole, i sine blå perlebesatte tøfler for at fjerne spor efter os, der havde spist. Og ingen skulle bryde sig om at give en hånd med. Hun kunne skam selv passe sit arbejde. Hvis folk bare ville lade være med at stå i vejen, så hun kunne komme frem.

Han var vel bankrådgiver. Eller jurist eller tandlæge. Hvorfor skulle han ellers køre en så nazi tøjstil? Hvorfor skulle hans mørkeblå sejlersko ellers matche hans mørkeblå, ukrøllede lærredsbukser? Og hvorfor skulle hans mørkeblå, ukrøllede, lærredsbukser ellers matche den mørkeblå stribe på ærmet af poloshirten? Og hvorfor skulle hans klassiske armbåndsur ellers matche livremmen? Og hvorfor skulle hans tidløse brille ellers stå så skarpt og ufedtet? Og hvorfor skulle han ellers komme i en så nyklippet og velfriseret udgave? Og hvorfor skulle han ellers være så omhyggelig med ikke at krumme uden for tallerkenen og smile så høfligt og korrekt til sin kæreste?, tænkte jeg om manden ved nabobordet, der forsigtigt nippede til en croissant. Altså indtil han drejede hovedet, og jeg fik øje på den store sølvdelfin, der dinglede fra hullet i hans øre. Måske var han noget andet end bankrådgiver.

Hun var chefen, tror jeg. Måske for det hele. Som en dronning stod hun i sin figursyede blondekjole og dirigerede morgenmaden fra enden af lokalet. Se, der mangler rundstykker. Se, vi løber snart tør for skinke. Se, nogen har spildt juice. Det var hende, som med et sæt meget hvide tænder, nok skulle forklare mig, at jeg havde fat i den forkerte kaffemaskine, når jeg hældte to gange espresso i min store, dumme americano-kop. This one: Italian coffee. That one: American coffee. Okay madame? Men selvom hun bestemte og regerede, holdt hun en vis afstand til hende, der ikke bevægede armene, når hun gik. Og flyttede sig straks, hvis hun altså skulle i gang med at rydde det her bord! Måske vidste hun, at man ikke skal bestemme for meget over folk med stiv overkrop.

Han lignede ikke den typiske stuepige med sine rådne tænder, kantede kæbe og måske 55-60 år på bagen, men det var ham, der trillede rengøringsvognen rundt på gangen og låste sig ind på mit værelse for at tømme skraldespand, skifte håndklæder og rede seng, mens jeg spiste morgenmad. Gad vide, hvad han mon havde lavet før, om han altid havde været stuepige? Næppe. Jeg så for mig, at han sejlede eller arbejdede med landbrug eller var håndværker, men turde ikke spørge. Han virkede sky, nærmest bange for mig, og talte vist heller ikke engelsk. En dag, da jeg vendte tilbage fra morgenmaden og kom omkring hjørnet, fik jeg et sekund, hvor han dansede og sang med et håndklæde i favnen, foran en grinende, ældre dame, måske oldfruen, før han så mig. Jeg er glad for, jeg fik det glimt med.

img_0414-bologna_1000Bologna

3 pileReklamelink: Book hotelværelse, og støt bloggen