Ungeren i Bologna-version #2

Tårnet

“Jeg synes ikke, I taler nok om, hvor hårdt det må have været for mig at bære min søn hele vejen op i tårnet. Synes I ikke, det var flot?”, sagde Actionbror, da vi om aftenen sad på altanen og gennemgik vores dag.

Og det syntes vi da. At han forcerede den smalle, knirkende trappe på næsten 500 trin med et tungt barn på armen, det var flot, og det skyndte vi os lige at tale om.

Inden vi vendte tilbage til det vigtige emne, som for alvor burde tales om, nemlig hvor flot det var, at jeg var nået hele vejen op i tårnet. Uden at lukke øjnene. Uden at blive svimmel. Uden at græde. Uden at blive holdt i hånden eller trøstet. Uden at klamre mig til hvad som helst, der kunne klamres til og hulke: Vi dør, vi dør, vi dør vi dør! Uden pludselig vende om og skabe panik i den sammenmaste trappekø, fordi jeg altså ville ned. Nu! Uden alle de dramaer, man kender fra Eiffeltårnet, Vor Frelsers Kirke, Rundetårn, Fernsehturm og alle andre tårne, jeg har været i nærheden af. Tænk, at jeg bare gik op, nød udsigten og gik ned igen. Se det var flot.

Jeg synes slet ikke, I har talt nok om det.

img_0309-asinelli-bologna_1000Torre Asinelli, Bologna

3 pileReklamelink: Køb en ballonflyvning, og støt bloggen

   

2 kommentarer

  • Mie

    Kan du huske dengang, du kravlede hele vejen op i tårnet i Bologna helt uden at gå i panik? Det var fandme sejt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja! kan du også huske det? Også hvordan jeg bare helt roligt, uden at ryste på hænderne, stod og fotograferede byen, da vi nåede toppen? Og blev hængende, indtil tårndamen smed os ud? Shit mand, jeg var sej.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ungeren i Bologna-version #2