Julebillede #7

Nuuk, 1979.

Vi har ens tøj på, mig og min søster. Brune stropkjoler over hvide højhalsede bluser og hvide strømpebukser. Vi sidder på gulvet foran juletræet og pakker gaver op. Min søster til venstre er i gang med at hive smølfekarrusellen ud af en kasse. Jeg vidste godt, hun fik den. Det var den gang, min far sagde, han havde glemt at købe mælk, og vendte tilbage til butikken, mens vi andre gik hjem, at han købte den. Der følger siddesmølfer med. Man trækker den op, og så spiller den og kører rundt. Vi skal helt sikkert lave et smølfetivoli. Men hun kigger ikke engang på sin gave. Hun kigger på min, et stort rundt vækkeur, som jeg viser til kameraet. Det skal også trækkes op, og inde i skiven sidder der høns og hakker med deres hoveder. Glæden stråler ud af mit hvidblitzede ansigt. Men for lidt siden græd jeg, fordi min lillesøster blev sur og som hævnaktion råbte “Din julegave er et vækkeur”, før jeg overhovedet var begyndt at pakke op. Og så måtte min mor love aldrig mere at fortælle lillesøster noget hemmeligt. Men heldigvis bor vi i det samme land som julemanden, og i nat lægger han flere gaver i vores strømper.

img_6990-artillerivej_1000Artillerivej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Er du utro? Den store afsløring

Er I utro? Desværre turde kun få af jer at svare, men min ellers yderst videnskabelige undersøgelse afslører, at: Ja! I er utro. Og nej, I er ikke utro. I går til bekendelse, I går ikke til bekendelse, I bliver afsløret, I bliver aldrig afsløret, I går fra hinanden, I bliver sammen, I vil gøre det igen, I vil aldrig gøre det igen, jeres kærester er utro, de er ikke utro, og I er ikke engang enige om, hvad utroskab indebærer. Et kys kan tynge nogle med dårlig samvittighed, mens andre skal have tøjet af.

Ergo. Vi er blevet meget klogere nu. Eller. I det mindste kom der tankevækkende kommentarer ud af det. Her et udpluk:

“Anden gang var jeg utro, fordi kæresten og jeg var på festival, og han løb rundt og var væk på coke. Jeg syntes, han var en idiot, så jeg snavede en anden.”

“Min kæreste var verdens kedeligste ingeniørstuderende. Selvom han var ung opførte han sig, som om han var 35. Så mødte jeg en i byen. Øøøøjjj! Han var spændende. Han kunne flippe cigaretten ind i munden, så gløden lå ind ad og på tungen og tilbage igen.”

“Jeg har lavt selvværd og bekræftelse fra andre mænd er et quickfix. Mine tanker kredser ofte om bekræftelse fra andre mænd. Jeg forsøger at undgå situationer, hvor utroskab kan blive en for stor fristelse.”

“Haft et styks utro kæreste og det sammenlagt med resten af hans gakkerier har fucked mig så permanent op, at jeg nu her 7 år senere først lige har fået mod på det der med mænd igen. Utroskab var ikke en dealbreaker dengang, hvor jeg var ung og naiv og smaskforelsket, men det burde det nok have været. Og det bliver det højst sandsynligt i fremtiden.”

“I min naivitet sagde jeg det til min kæreste hver gang, som i sin desperation ville have mig tilbage hver gang. Hvilket, når jeg ser tilbage, i virkeligheden var grunden til at jeg gjorde det – han var en klistrende, forholdsafhængig mand, som nægtede at give slip på mig, selvom jeg egentligt ikke rigtigt ville ham.”

“For jeg har nu lært at tyde mine egne mønstre og ved, at lige så snart sexlysten til min kæreste er faldende – og proportionelt stigende for andre mænd – så betyder det at forholdet er en synkende skude.”

“Samtidigt erkender jeg nu, at jeg bare ikke burde være blevet i mine forhold, så længe som jeg gjorde. Og at utroskaben er ens instinkters måde at fortælle til én, at der er noget galt i ens forhold.”

“Kunne du finde på at gøre det igen? Det har jeg altid tænkt, at jeg kunne. Men jeg har nu en kæreste på 6. år, som jeg aldrig har været utro”

“Jeg tror egentlig, min utroskab har bundet meget i, at jeg har haft svært ved at sige fra/stop på det rigtige tidspunkt, og har brugt det som en metode til at bekræfte mig selv i, at jeg var klar til at komme videre.”

“Det gik op for mig, at jeg egentlig kun gad min kæreste, når jeg havde været ude og få lidt bekræftelse fra andre mænd.”

“Når jeg holder op med at være forelsket i nogen, går der et splitsekund før forholdet begynder at skrante, før jeg bliver fejlfinder, før jeg ikke får dårlig samvittighed af at bruge en nat tæt omslynget med en tredje. Jeg kender nu mig selv godt nok til at vide, at når jeg får lyst til andre og falder ud af forelskelsen, så skal jeg (for alles skyld, måske) skynde mig at lukke ned.”

“Manglen på dårlig samvittighed plager mig mere, end jeg tror en dårlig samvittighed ville gøre.”

“Alle mine forhold har været kendetegnende ved, at de i udgangspunktet har været langt mere forelskede i mig end omvendt, og at de først langt senere end mig har indset, at der var noget, der ikke helt funkede.”

“For tiden har jeg sex med en brasilianer, som jeg er sikker på har en kæreste hjemme hos sig selv. Der burde jeg nok dyrke lidt søstersolidaritet i stedet og ikke gøre det, omend et ocean skiller os ad. Gad godt vide, hvor mine skrupler er blevet af.”

“Vi blev kærester fordi han virkelig gerne ville, og jeg synes det var hyggeligt at have nogen at sove sammen med.”

“Jeg ved at en enkelt kæreste har været mig utro. Han fortalte det, da han slog op med mig. Han fortalte også, at han havde fået følelser for hende, han havde været utro med. Det var min veninde.”

“Jeg har ikke været utro. Spørgsmålet er, om svaret vil være det samme, hvis du spørger igen om en måned, for manden i mit liv er ikke manden i mit sexliv.”

IMG_1056 Artillerivej Future sex_700Artillerivej

 Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Læserne fortæller: Skæbne-Gakkeren

Dagens Gakker skal lige have lidt ro på. Så går han fra sin kone. Det vil sige, han skal lige have konen til at føde. Så går han fra sin kone. Det vil sige, han skal lige have konen til at holde op med at græde. Så går han fra sin kone. Det vil sige, han skal lige have konen til at smide ham ud. Så går han fra sin kone.

Tak til en anonym læser for at fortælle om Skæbne-Gakkeren.

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.


Det var vel egentlig mere trist, end det var gakket – både for mig, ham og hende. Ikke desto mindre er min gakker klassisk, kan jeg se på de andre historier. Jeg overvejede at kalde ham Kliché-gakkeren. De er alle klichéer, skrev gakkotekets indehaver.

Klichéerne står i kø. Jeg var ung, 19-20 år. Han 10 år ældre. Barn nr. 2 på vej. Vi arbejdede sammen. Talte godt sammen. Havde samme humor. Samme indstilling til verden. Den der forståelse man har med nogle folk. Begge med ar på sjælen. Jeg havde svært ved det med mænd. Han ville frelse mig, lappe mig sammen.

Det var før internet og mobiltelefoner var hvermandseje. Han sendte mig et postkort og inviterede mig ud. Jeg blev bange for, hvad han ville. Fandt på en undskyldning med en veninde.

Jeg skulle have holdt mig til den tanke.

Men det gjorde jeg ikke. Det var en kamikazetur med vidtåbne øjne.
Han erklærede mig første gang sin kærlighed på en bænk ved vandet. Han sov ikke, spiste ikke.
Jeg mindede ham om at han sad i saksen. Og jeg sagde, at jeg troede, han egentlig havde det ret godt og var tilfreds i den saks.
Jeg var en ret klarsynet 19-årig. Jeg skulle virkelig have holdt mig til den tanke. Jeg har aldrig været så træt af at få ret. Senere.

Jeg sagde, at det kunne der jo ikke blive noget af, og han skulle stoppe. Saksen og det. Han sagde, at det kunne han ikke tolerere. Jeg blev bange igen. Og lidt creeped ud. Hvad fanden mente han med det? Jeg sagde, at det kunne han blive nødt til og gik hjem. Bange, creeped ud og klarsynet. Han ringede fra en telefonboks. Sagde undskyld. At hvis jeg sagde, han skulle stoppe, så var det naturligvis det, han ville gøre. Han ville altid respektere, hvad jeg sagde.
Det var ikke løgn. Han respekterede mig. Problemet var, at jeg i det øjeblik mærkede skuffelse i stedet for lettelse. Jeg ville jo ikke stoppe.

Lidt flirt kan vel ikke skade til at pifte hverdagen op, tænkte jeg. Jeg skulle bare vide. Og fra da af lagde jeg klarsynet bag mig, samtidig med at jeg bildte mig selv ind, at så længe vi ikke lavede noget, var det vel okay.

Så vi lavede ikke noget i et stykke tid. Andet end de lange snakke, indforståetheden, og nå ja, de jævnlige kærlighedserklæringer. Det var skæbnen, at vores veje skulle krydses, kismet, sagde han. Jeg ved ikke, hvor han fik så fancy ord fra. Selv kendte jeg det fra Beverly Hills 90210. Men selvfølgelig var det åbenlyst, at vi var skabt for hinanden. Alle omkring os kunne jo også se det, for helvede. Vi havde endda samme stjernetegn. Coincidence? I think not!

Mange af de lange snakke handlede om, hvordan han ikke længere elskede sin kone. Ville være med mig. Du kommer bare, sagde jeg. Når du gør dig fri.
Han talte om mig derhjemme. Ikke om det hele, men om denne sjove søde pige på arbejdet. Er hun glad for dig? havde konen drillende spurgt, sikker i sin position, med overskud til at han havde en lille flirt. For første gang mærkede jeg vrede, da han fortalte mig det. Jeg var fandme ikke en joke ved deres middagsbord. Jeg skulle vise dem. Hende.
Nøj, hvor fik jeg vist hende.

Sådan gik det slag i slag til den uundgåelige dag, hvor konen skulle på weekend med børnene. Og han kom hjem til mig. Og jeg fortalte ham, hvordan jeg havde kigget på hans mund så ofte og tænkt over, hvordan det ville være at kysse den. Lige før vi havde sex, spurgte han, om vi nu også turde. Jeg spurgte, om det efterhånden gjorde nogen forskel.

Næste dag sagde han, at han elskede mig. Jeg bad ham lade være. Forklarede, at han ikke skulle sige de ord, hvis han ikke kunne bakke dem op med handling. Uden handling betød de intet.

Til alle mine veninders overraskelse handlede han. Fortalte konen, at han var blevet forelsket. Hun gættede, hvem det var. Jeg var ikke længere en joke ved deres aftensbord. Jeg havde vist hende, men det føltes ikke så godt, som jeg havde troet.
I et døgn ventede jeg ved telefonen, mens dramaet stod på hjemme hos dem, ude af stand til noget som helst andet.
Så ringede han. Det går ikke, sagde han. Hun er faldet fra hinanden. Hun ligger bare i sengen og græder, vores barn sidder alene på gulvet og græder. Jeg er nødt til at få ro på. Jeg kan ikke gå lige nu. Det forstod jeg da godt. Hvem ville ikke forstå det? Der var også et ufødt barn. Han var nervøs for det ufødte barn. For det fødte. For det hele.

Det forstod jeg jo godt. Eller faktisk forstod jeg det ikke. Jeg synes, hun var ussel. Hvem fanden tyr til den slags for at holde på en mand? Aldrig om jeg ville synke så lavt. Jeg var nu blevet 20, fuld af stolthed og principper.
Hun skal bare lige have tid til at vænne sig til tanken, så gider hun da heller ikke mig mere, sagde han. Han tog fejl.

Så sådan var det. Vi ventede. På at hun forstod, på at vi kunne være sammen. Det vil sige, han ventede på at hun smed ham ud, så han ikke skulle være den der brød det hele op. Ser jeg nu. Men hun smed ham ikke ud. Hun kæmpede for sin familie.

Det var omkring den tid, jeg begyndte at få opkald, hvor der blev smidt på. Før mobiltelefoner og vis nummer. Det var omkring den tid, at hun truede ham med at tage ud og konfrontere mig. Det sørger du lige for ikke sker, sagde jeg til ham. Jeg kan ikke tage ansvar for, hvad jeg i så fald kommer til at sige til hende. Men kønt bliver det ikke.

Og så begyndte der at ske noget mærkeligt. Ved vores skjulte møder fortalte han, hvordan han var nødt til at lade hende tro visse ting for at opretholde roen. For at det ikke faldt sammen igen. For at hun ikke faldt sammen igen. Han måtte jo skåne hende. Kunne ikke fortælle hende visse ting. Jeg gætter på, det var, at vi havde haft sex, han ikke fortalte. Mærkelig adfærd for en mand, der håber på at blive smidt ud, ikke sandt?
Jeg er bare så meget på prøve derhjemme, sagde han engang. Efterfølgende tænkte jeg over, hvorfor han gjorde sig så meget umage for at bestå.

Jeg fik et halvt svar en dag. Jeg havde ved en lejlighed mindet ham om, at det kunne jo være, vi slet ikke ville være verdens mest perfekte kærester, hvis vi fik lov. Det kunne være, vi holdt 3 måneder og så ikke kunne holde hinanden ud længere. Jeg, den klarsynede 20-årige.
Det tænkte han over. For når jeg sagde det sådan… Han ville jo helst ikke ende op helt alene. Hvis du ikke er klar til at være alene, skal du ikke gå fra hende, sagde jeg. Jeg er ikke din sutteklud. 20 år og fuld af principper. Men det var jeg jo for helvede ikke – hans sutteklud, altså. Eller jo, det var jeg. Men det burde jeg ikke have været.

Så han gjorde sig umage derhjemme. For hendes skyld. Og ventede på, at hun skulle smide ham ud, så han ikke behøvede at tage den tunge beslutning. Så han ikke skulle tage et valg. Men du tager jo et valg, sagde jeg. Når du vælger hende til, vælger du samtidig mig fra. Det måtte han da kunne forstå? Det kunne han ikke. Det vil jeg ikke acceptere, at du siger, sagde han. Jeg kan aldrig vælge dig fra.
Det kunne han så godt. Når det kom til stykket.

Det kom til stykket, da hun havde fundet ud af, at vi skulle til koncert sammen. Billetterne var købt. Det her kommer til at afgøre det hele, sagde han. Vi skal til den koncert sammen og sådan er det bare. Hvad end det får af konsekvenser.
Behøver jeg skrive, at jeg endte med at måtte ringe til en ven i sidste øjeblik, for ikke at gå til koncert alene?

Så skulle hun føde. Han gik på 6 måneders barsel. Nu skal vi lige have det her overstået og få lidt ro på, sagde han. Så kan jeg heller ikke forestille mig, at vi bliver sammen ret meget længere. Det tror jeg slet ikke hun gider. Jeg var mest bare lettet over ikke at skulle se på ham på arbejdet. Jeg havde den sidste tid haft lyst til at smide reoler efter ham. Vi havde ikke kontakt under hans barsel.

Da han kom tilbage, var alt forandret. Hun gad åbenbart godt blive sammen. Hun skulle ingen steder. Altså skulle han heller ikke, åbenbart. Vi forsøgte os med at være venner. Han blev gudskelov ikke på arbejdspladsen ret længe derefter.
Den dag vi sagde farvel, stod jeg og stirrede ind i et fjernt lukket ansigt tilhørende en mand, der havde sagt, at han elskede mig. At vi var soulmates, skabt for hinanden, at det var kismet. At han aldrig ville kunne vælge mig fra. At jeg måtte love ham altid, altid, at stå i telefonbogen (det var dengang), så han kunne finde mig, når han engang var kommet ud.
Nu stod det ansigt og fortalte mig, at jeg havde haft ret. At han jo nok havde lovet mig for meget.

N O S H I T S H E R L O C K

Jeg har fanme aldrig været så træt af at få ret. Og jeg havde sådan en fornemmelse af, at jeg havde gjort det for nemt for ham. Jeg kunne have skabt mig lige så meget som hende. Jeg kunne have kæmpet for ham. Men det var jo for fanden ikke min kamp? Jeg var alt for langt inde i deres forhold, som det var. Jeg glemmer aldrig det mareridt, hvor jeg prøvede at komme ud af deres lejlighed, mens jeg gled i, snublede over, børnelegetøj og hendes ting.

Jeg var knust. Som i knust. Han er Ham Der Knuste Mit Hjerte. Og hev det ud af mit bryst og trampede på det, og hældte salt i, og lod det ligge der og forbløde. Det er måske lidt hidsigt med metaforerne, men det var faktisk sådan det føltes. Så meget for, at han havde skullet frelse mig og lappe mig sammen. Som han så gerne ville. Som jeg så gerne ville. Og jeg var på en eller anden måde kommet til at tro på, at det kunne lade sig gøre. Jøsses.
Jeg havde ellers været så klarsynet. Jeg havde været det brændte barn, der skyede ilden. Men på en eller anden måde havde jeg glemt det hele undervejs og ladet mig selv elske ham. For selvfølgelig elskede jeg ham, selvom jeg aldrig sagde det. Fordi jeg ikke ville sige det til en, der ikke var min. Jeg er din i tankerne, havde han sagt. Som om det hjælper, når man sover alene om natten, eller rettere, ligger vågen med mavepine og tænker på dem i deres forpulede ægteseng.

Nå, klynk til side. Jeg skulle jo bare have holdt fast i min oprindelige tanke. Han sad i saksen, og han sad egentlig ret godt. For det blev i hvert fald konklusionen.

Det er snart 20 år siden. I årevis undgik jeg det kvarter han boede i. I et par år sørgede jeg faktisk for at stå i telefonbogen. Ingen af delene er vigtige længere. Jeg vil ikke have ham længere. Jeg ser tilbage og synes faktisk, hans opførsel var ret nosseløs og ussel. Mig selv bebrejder jeg nok mest for at have været så naiv. Jaja, jeg var 19. Men jeg var faktisk ikke dum. Jeg blev det bare undervejs.

I nogle år talte jeg også fnysende om, at det da godt nok måtte være et ærgerligt ægteskab at sidde i efter den omgang. Om hvor usle og uselvstændige, de begge måtte være, siden de blev hos hinanden. Det havde jeg brug for, for at stive mig selv af.
Det er heller ikke vigtigt længere.

Da jeg nogle år efter fik lappet mig selv sammen, mødte jeg ham, jeg er gift med i dag. Det viser sig, at to hele mennesker giver et langt bedre resultat end to halve. Hvem skulle nu have troet det?

Af og til spørger veninder, hvad der blev af ham, min skæbnegakker. Det ved jeg ikke. Men jeg ved, han stadig er sammen med hende. Hvordan ved du det? spørger de. Han har ikke fundet mig, svarer jeg så. Så meget tror jeg stadig på, at han engang mente, hvad han sagde. Medmindre han selvfølgelig fandt en ny sutteklud.

PS: Hvis han læste dette, ville han formentlig kunne kende sig selv. Hun ville måske også. Det er heller ikke så vigtigt. For andre ville ikke – så klichéagtig er historien om skæbnegakkeren trods alt, selvom vi følte os helt særlige. Det får mig til at tænke på en sang jeg dansede til engang: the only ones that know the truth – man, that’s him, me and you…

PPS: Jeg har aldrig troet på skæbnen. Men det nænnede jeg ikke at fortælle ham dengang.

IMG_1035 Artillerivej_700Artillerivej

Sandalpsykopaten

Før det var Gakkeren, der slog op, var det mig, der spekulerede. Hvem var Gakkeren? Kunne han mon gå hen at blive et problem?

Videoen, hvor han halvgemt i mørket brummede gooodnaaaaat, lignede ikke noget, jeg før havde set. Hvem sender den slags?

Og hvem kan finde på at google en dames Facebook-profil for at like alle hendes interesser? Alle! Hvert museum, hver musiker, hver avis, hver blog. Alt havde han liket for at matche noget så gevaldigt inde på Tinder. Selv min tantes lille smykkeværksted havde han liket. Skulle det forestille et scoretrick?

Nu var han der igen på sms.

Gakkeren: Jeg er 150 meter fra dit hjem.

Mig: Hvorfor? Hvad laver du? Kan jeg se dig fra mit vindue?

Gakkeren: Jeg har været på arbejde. Du kan se mig om lidt.

Var det forkert, jeg ikke var bange? For ham og for billederne af mit hus? Af de selfies han havde sendt med mit hus i baggrunden?

Mig: Nu?

Gakkeren: Nej. Jeg giver besked.

Mig: Men snart? Er på vej i bad.

Gakkeren: Nu.

Der var Gakkeren. Med cykelhjelmen og de langsomme ben. Og den runde ryg og sandalerne. Hvem cykler rundt med hvide strømper og velcro-sandaler?

Burde jeg være bange? Bange for Gakkeren, som vinkede og vinkede og cyklede ottetaller foran mit vindue? Og sms’ede:

Dejligt at se dit smil igen.

Hvem var Gakkeren? Sandsynligvis et problem. Et ret så underligt problem.

Og hvem var jeg? Hende, der smilede og vinkede og skrev tilbage til problemet:

Kom dog op og kys.

 

(Denne scene tilegner jeg Sandra, som i sin tid døbte Gakkeren Sandalpsykopaten.)

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_0286 Artillerivej 700
Artillerivej

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Older posts