Bogmærke #40

Hver gang jeg læser denne artikel, tænker jeg på mit første speciale, som jeg aldrig skrev. Eller det vil sige, jeg skrev og skrev, begravede mig i bøger og noter og læste og skrev, om blikket i Karen Blixens forfatterskab, hvordan blikket kunne vække folk til live, og det manglende blik kunne slå dem ihjel, hvordan nogle figurer jagter blikket og andre skjuler sig for det, men jeg blev aldrig færdig. Emnet begyndte at opsluge mig. Jeg var nødt til at smide bøger og noter fra mig og komme ud i virkeligheden, før jeg mistede min forstand. Og senere afleverede jeg et helt andet speciale. Men når Lars J. Sørensen siger: “Ikke at blive set som sig selv kan føre til sjælemord”, ville jeg ønske, jeg kunne vende tilbage og skrive det færdigt.

img_0254-svend-aukens-plads-njalsgade_1000Svend Aukens Plads

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Ø

En sidste ting om Færøerne. En bog.

Jeg plejer at læse færøske romaner, når jeg tager til Færøerne. Men denne gang blev det en halvfærøsk, nemlig Ø af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, som jeg til gengæld læste to gange. Det var jeg nødt til, hør fx her:

“Hvis ikke for min omma havde jeg været helfæring, ikke halvdansker (…) Jeg var vokset op med en bedre udsigt, mere grønt, mere Jesus, færre lesbiske, mange får, ingen patologisk hjemve. Det sidste var det vigtigste.”

Ø er mit spejl.

Den handler om en kvinde, som længes hjem, til Færøerne, hvor hun aldrig har boet. Om hendes omma der dør, om sommerferierne og fårene og den salte luft. Om lyse nætter og strikkende tanter. Om savnet der nedarves gennem generationer. Om trangen til at forsvinde ind i fjeldet. Om at bære sin uldtrøje som nationaldragt. Om aldrig at høre til. Og om at vende tilbage.

Jeg læste den, mens jeg besøgte noget familie på Suderø, hvor romanen til dels foregår. Eller omvendt. Måske læste den mig. Det blev svært at skelne. Når jeg fotograferede vinduer i Vágur, betragtede hovedpersonen de gulnede og mønstrede gardiner. Når jeg gik forbi søen ud til skæret, så jeg fodsporene af den mørke kommunist Ragnar. Når jeg passerede kirken, sad omman derinde med sin selvstartede abort. Når jeg læste om plantagen over bygden, kunne jeg løfte blikket og se den fra mit vindue. Når der stod fjorden, stod jeg ved fjorden, når der stod fjeldet, stod jeg i fjeldet, når der stod jeg, stod der mig. Ø var inden i mig og uden for mig, den løb ned af kinderne og brændte i halsen, og når de øer, bedstefaderen længtes efter “lå et sted uden for geografien”, når “hans hjemland flød”, fik jeg lyst til at rive bogen og mig selv fra hinanden. Men i stedet læste jeg videre og læste forfra. Den er god.

Ø.

Jeg vender tilbage til den. Men først tilbage til Amager.

img_6761hvalba_1000Hvalba

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts