Sommerferieboganbefaling #2

ACHTUNG ACHTUNG ACHTUNG! Jeg fik denne bog tilsendt som gave.

Kirsten er den første, der siger velkommen. Højt og tydeligt med en stemme, der lyder som om, den altid er i gang med at synge i en kirke. For Kirsten lever for at hjælpe andre og skal nok sørge for, at den nye beboer, der kommer fra asylcentret, føler sig hjemme i opgangen. Kirsten tager imod og forklarer, hvordan man bruger moderne faciliteter som et toilet, og hun starter en indsamling for at hjælpe ham i gang, når nu forsikringen ikke dækker de ting, der blev bombet dernede i Arabien. Tre forskellige kakkelborde får han fx, og en sæk fyldt med beskidt børnetøj. Ja Kirsten skal nok hjælpe. Hun hjælper faktisk alle, hvis hun får lov. Engang var hun i Afrika for at hjælpe, da hun fandt to børn, hun gerne ville adoptere, men desværre ville forældrene selv beholde dem. “Folk udnytter min hjælpsomhed og tager mig for givet”, siger Kirsten. Men det skal ikke stoppe hende. Hun hjælper alligevel. Sådan er Kirsten bare.

Og sådan er mange af personerne i Anne Bredahls nye novellesamling. Egoistiske, selvbedrageriske røvhuller, som ydmyger folk på deres vej.

Der er hende, der piller sin datter ned før jobsamtalen. For selvfølgelig er det spændende, men nu må hun ikke blive for skuffet, hvis det ikke går.

Og der er ham, der fortæller konen, at hun ikke har et rigtigt arbejde som skolelærer. “Hun skulle lige prøve, hvordan det var der, hvor det seriøse ansvar og de store penge var”.

Og der er hende, der siger “Bare du nu ikke får en bøde for forurening”, når hendes ulykkelige kunstnersøn smider sine malerier i havnen.

Og der er alle de andre.

Det fantastiske er, at jeg ikke kun hader Kirsten & co. For lige så røvhulsagtige de er, lige så sørgelige og sjove er de også. Jeg får ondt af dem, mens jeg griner. Højt. De er absurde og underholdende i al deres genkendelighed. Derfor elsker jeg Annes noveller. Derfor elsker jeg vel alt, Anne skriver. Hun spidder folk med kærlighed og med sit syrlige, fantastiske sprog.

Hver gang jeg støder på noget særligt sjovt eller særligt vigtigt eller særligt flot, sætter jeg et æseløre. I Annes fine novellesamling er der æselører over det hele. Selvfølgelig skal du købe den.

Tag Sådan er Kirsten bare med i håndbagagen, hvis du flyver på sommerferie. Den vejer ingenting og er læst, før du lander.

img_2478a_1000Kongelunden

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Sommerferieboganbefaling #1

Hunde er søde, katte er kedelige. Det ved alle trofaste amarOrama-læsere. Jeg gider ikke eje en kat, jeg gider ikke kæle for en kat, jeg gider ikke høre om en kat, jeg gider ikke glo på en kat, og jeg gider slet slet ikke læse om en kat (og nej internettet er ikke altid et rart sted for mig at være).

Men så er det godt at være med i en bogklub, hvor retten til at bestemme titler går på omgang, og nogen en dag meddeler, at til næste gang læser vi Min kat Jugolavien.

Den med en kat på forsiden, ja.

Og en kat på bagsiden, ja.

Den hvor hovedpersonen møder en kat på en bar, som han bliver kærester med. Og som flytter ind i hans lejlighed for at udnytte og ydmyge ham.
Hvor katte løber over gårdspladser, springer op på mure og snor deres lange sorte kattehaler som slanger.
Hvor kosovoalbanske bryllupsritualer foreskriver, at brudgommen dræber en kat med de bare næver for at skræmme sin nye hustru til et velfungerende ægteskab.
Hvor en udsultet kat bliver taget med hjem til hotellet for at få karbad og roomservice.
Hvor børnepsykologen undrer sig over, at flygtningebarnet med de forfærdelige mareridt er bange for katte.
Hvor hovedpersonen har en kat på skulderen, når han vender tilbage til Kosovo for at tage det store opgør med sin bedstefar.
Hvor moderen endelig forlader sin voldelige mand og køber en kat, så hun har nogen at se talentshows med på tv.
Hvor katte gaber, hvæser, skyder ryg, hopper op i vindueskarme, løber væk og altid mjaver i baggrunden.
Hvor katte, katte, katte.

Jeg er glad for, jeg fik læst Min kat Jugolavien. Det er en rigtig god bog. Også selvom den stritter i alle mulige retninger, virker lidt forvirret og lukker katte ind i mit liv. Jeg glæder mig til at læse mere af Pajtim Statovci.

img_7363-roesa%cc%8agade_1000Røsågade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Bogmærke #40

Hver gang jeg læser denne artikel, tænker jeg på mit første speciale, som jeg aldrig skrev. Eller det vil sige, jeg skrev og skrev, begravede mig i bøger og noter og læste og skrev, om blikket i Karen Blixens forfatterskab, hvordan blikket kunne vække folk til live, og det manglende blik kunne slå dem ihjel, hvordan nogle figurer jagter blikket og andre skjuler sig for det, men jeg blev aldrig færdig. Emnet begyndte at opsluge mig. Jeg var nødt til at smide bøger og noter fra mig og komme ud i virkeligheden, før jeg mistede min forstand. Og senere afleverede jeg et helt andet speciale. Men når Lars J. Sørensen siger: “Ikke at blive set som sig selv kan føre til sjælemord”, ville jeg ønske, jeg kunne vende tilbage og skrive det færdigt.

img_0254-svend-aukens-plads-njalsgade_1000Svend Aukens Plads

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts