At overleve en gakker

Kan du huske, da jeg lå i min mors sofa og læste om psykopater? Og det overhovedet ikke hjalp?

Jeg tror, det havde hjulpet, hvis jeg havde valgt en anden bog. Denne her. Som ikke handler om Kurt Thorsen og Peter Lundin, men om de psykopater, du møder på Tinder, Twitter og i byen. Dem du kysser med, bliver kærester med, eller endnu værre gifter dig med. Den forklarer præcis, hvordan gakkere gakker sig ind og forhåbentlig ud af dit liv, hvordan du kan genkende dem, hvad de gør ved dig, hvorfor du ikke bare kan hyle ud og komme videre, og hvorfor ingen forstår, hvad du snakker om. Med mindre de altså selv har kigget ned i det sorte hul, som en psykopat efterlader.

Det er ikke den bedste bog, jeg har læst. Det er selvhjælp, endda i amerikansk survivor-selvsving, men den virker. Ting falder på plads. Hvis du i dit dating- eller kærlighedsliv har været udsat for en psykopat (og det kender jeg efterhånden mange, der har), vil jeg kraftigt anbefale at bladre den igennem en aften. Nej! Tatovere hvert eneste ord på indersiden af dit kranie, så du aldrig behøver spilde tid eller hjerterum på den slags skadedyr igen.

Og hvis det ikke er nok, kan jeg se, der findes steder, man kan gå hen. Fx her. Jeg kender ikke gruppen, eller damen bag, men jeg ved, det er vigtigt at fatte, hvad der skete, hvis det ikke skal ske igen.

Ellers ender du bare grædende på din mors sofa med den helt forkerte bog.

IMG_0565 Jenagade_1000Jenagade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Nu eller ikke nu

I går opdagede jeg, at min Tinder-profil, som har ligget i dvale i snart et år, er vågnet op og har travlt med at matche og modtage beskeder og bilde folk ind, jeg er rynkeløs med lidt for gamle billeder. Ved ikke hvorfor. Måske noget opdatering? Eller måske et tegn? For jeg skal vel i gang igen. På et tidspunkt. Når jeg en dag magter flere psykopater. Måske er det nu? Måske er det lige præcis nu, jeg er klar til at fylde kalenderen med fremmede navne og kaffeaftaler og have indledende rundt om søerne-samtaler som denne?

Mand: Hvad laver du så?

Mig: Ikke noget?

Mand: Altså, hvad arbejder du med?

Mig: Ikke noget.

Mand: Men hvad laver du i din fritid?

Mig: Har en hemmelig blo..

Mig: Ikke noget.

 

Eller måske er det ikke nu.

IMG_5675 Amager Strandpark_1000
Amager Strandvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Den store Tinder-tragedie

Ved I, hvad der sker, når man er en idiot til dating? Der sker det her. Fremmede mennesker med datingbusinessinteresser sender mails og stiller spørgsmål om mænd og om kvinder og om kærlighed og om parforhold og om gakkeri.

Jeg har intet klogt at sige, men du kan i det mindste læse, hvem der fandt på amarOrama-navnet. Hvem tror du? Desværre ikke mig.

Til gengæld er jeg blevet et datingorakel.

Nå nej. En Tinder-tragedie.

IMG_1291 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Bænken

Før jeg gav Gakkeren min hånd, tog han min arm. Hvor mange sekunder var der gået? Ingen andre havde turdet. Vi gik ind gennem porten som et gammelt ægtepar. Frederiksberg Have flimrede og så anderledes ud med en ekstra arm. Jeg var nødt til at tage min frakke af.

Sikke en flot skjorte! sagde Gakkeren, som gakkede uafbrudt. Om træerne og fuglene og folkene på tæpperne og nu skjorten, og jeg kan ikke huske det. Gakkeren holdt min arm.

SÅ Gakker! Nu er det min tur. Stop gakkeriet og stil mig et spørgsmål.

Øjnene i ballonhovedet blev store.

Hvad for et spørgsmål?

Det er ligegyldigt. Bare et spørgsmål. Når man går tur i parken, skiftes man til at snakke og spørge.

Jamen.

Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige.

Hvor bor du? Nå nej. Kan du lide at gå tur i parken med mig?

Ja, jeg kunne godt lide at gå tur i parken med Gakkeren. Som lige skulle samle sig for at gakke videre. Om solen og blomsterne og himlen og elefanterne og jeg kan ikke huske det. Gakkeren holdt min arm.

Til sidst satte vi os på en bænk, så Gakkeren kunne lægge armen om mig og røre mig i nakken, der hvor knappen til det hele sidder. Og gakke videre og gakke videre og gakke videre.

SÅ Gakker! Der er noget, jeg gerne vil sige til dig.

Ja? Ballonen stivnede. Skal jeg spørge om noget?

Nej. Du skal kysse mig. Jeg har ikke kysset nogen i over et halvt år, og jeg synes, det er på tide. Jeg vil gerne kysse nu.

Kysse mig?

Ja dig.

Nu?

Ja nu.

Jeg kan ikke huske, hvad der mere blev sagt. Gakkeren kyssede mig.

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_8202 Sundholmsvej bænken er din byg selv videre_700
Sundholmsvej

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Older posts