Før alt det onde

Nå, men før dagen fuckede up og før jeg landede på lorteøen, tog jeg bussen fra Siena til Firenze – og kunne ikke bære blot at strejfe byen med lidt ventetid på stationen. Så jeg trillede en kort tur ned mod centrum, med fuld oppakning. Lige se Santa Maria Novella. Et hurtigt kig til domkirken. Snuse lidt til stemningen fra sidste sommer. Og se hvad jeg fandt. Tak til Clet Abraham for at sige pænt farvel.

IMG_3051_700

IMG_3054_700

IMG_3044_700

IMG_3049_700

IMG_3037_700

IMG_3046_700
Firenze

Where to spise i Firenze

Og her skulle der have stået en hel masse om min yndlingsrestaurant, men jeg flyver til Færøerne i morgen, helst med en pakket kuffert, og når ikke mere end par linjer.

Det er overraskende svært at finde gode, billige restauranter i Firenze, men prøv La Burrasca (Via Panicale 6/r) og husk at bestille den himmelske kage med ricotta og pære til dessert.

Er du udstyret med lejlighed og køkken, bør du gå på Mercato Centrale, hvor du kan købe alt i mad. Bl.a. hele, plukkede kyllinger med hoveder, som jeg, bare rolig, nok skal lade være med at vise her.


Firenze

Where to bo i Firenze

Mit hotel lå lige ved siden af banegården. På de billige rækker.

Straks, jeg havde sluppet kufferten, blev alle kroge og sprækker undersøgt for edderkopper, kakerlakker og andre væsener, der kunne tænkes at gå til angreb i nattens løb, men intet fandt jeg. Ikke engang en nullermand. Mit nye lillebitte værelse var perfekt.

Mindede om en kahyt. Airconditionen larmede og skramlede som en skibsmotor, og hver morgen vågnede jeg med fornemmelsen at være ankommet til en ny havn.

Og tænk at have en rigtig brusekabine. Og håndvaskebordtingest, hvor man kan stille toiletsager, og egen terrasse og bestemt banken på døren fra stuepiger med knold i nakken, der tripper efter at folde et stramt sengetæppe om madrassen og betragter dig med blanding af foragt og bekymring, hvis du ikke tørrer dig med mindst 5 håndklæder om dagen.

Lidt andre forhold end hjemme i Amagerhulen.

Gangene og morgenmadsrestauranten sejlede i pastelfarvede tapeter og imiteret marmor og var udsmykket med noget, der vel skulle forestille en slags lyserød silkeguirlande, men som mine øjne altid vil opfatte som baconsløjfer.

Jeg elskede mit rene og kiksede hotel, der at dømme på den ikke særligt strømlinede personalesammensætning var familiedrevet.

Når jeg kom hjem om aftenen og slog på klokken i receptionen, hvor tv’et kørte i højlydt tomgang, og hvor skumgummien kiggede ud fra adskillige huller i lænestolen, blev jeg enten mødt af de unge spillende øjne med perfekt svungen amerikansk accent, den ældre listige herre, der så ud til at gemme på en hemmelighed, måske en sjælden homo, der hyggede sig inde i skabet, den forvirrede hustru, som frygtede hele hotellet skulle eksplodere, hvis hun fik trykket på noget forkert, den runde, skaldede mand, som jeg altid forventede ville bryde ud i sang, eller det midaldrende, kølige overblik med bukserne på.

Jeg havde valgt hotellet pga. pris, morgenmad, internetforbindelse og ikke uhyggelig placering for damer, der er bange for at gå alene hjem om aftenen. Og fordi Overkongen vist nok anbefalede det. Alt var godt, og jeg følte mig hjemme med det samme.

Men så pludselig en aften blev jeg afvist ved indgangen, af en krumrygget og venligt mimrende oldefar, jeg ikke havde set før. Værelse 110? Hans pegefinger vandrede ned ad listen med navne og numre. Nej, på værelse 110 boede der ingen, så den nøgle kunne ikke udleveres.

Han smilede afventende, som om jeg burde trække et nyt nummer i lotteriet.

Men jeg bor på værelse 110 og vil gerne have min nøgle, svarede jeg.

Igen rådførte han sig med sin liste.

Desværre, der bor ingen på værelse 110.

På dette tidspunkt kom jeg i tanker om alle de gange, jeg er blevet viftet ud af tandlægen i Århus, fordi jeg ikke kan kende forskel på opgange og altid havnede inde i naboklinikken. Og orienterede mig derfor hurtigt. Marmoreret tapet. Baconsløjfer. Larmende, italiensk tv-show. Huller i læderstolen. Den var god nok. Jeg ville have min nøgle!

Efter længere diskussion frem og tilbage (fik jeg sagt at denne mand ikke kunne tale et ORD engelsk?) overtalte jeg ham til at følge med og låse op, så jeg kunne bevise, at der altså boede nogen på værelse 110. Nemlig mig!

Og blablabla det hele endte godt, nu har jeg glemt, hvad jeg ville sige med denne historie. Jo. Der findes ikke uhyggelige gader i Firenze, så forskræmte singleturister kan bo hvor som helst. Også omkring banegården og selv på hoteller, der ikke vil kendes ved sine gæster.


Firenze

Older posts