Psykopatnyt

Pointer fra aftenens psykopatforedrag:

Psykopater stræber efter at styre andre mennesker.

Psykopater lyver.

Psykopater manipulerer.

Psykopater føler sig bedre end alle andre.

Psykopater vil gerne være charmerende.

Psykopater ødelægger andre menneskers selvværd.

Psykopater synes altid, det er DIN skyld.

Psykopater kan godt være kriminelle og sidde i fængsel, men de fleste psykopater gakker bare rundt ude i samfundet som din chef eller kollega eller søster eller som din næste Tinder-date.

Psykopater scorer højt på Robert Hares psykopat-tjekliste.

Psykopater mangler samvittighed.

Psykopater smadrer virksomheder.

Psykopater er enten født med det eller har haft en dårlig opvækst. Vi ved faktisk ikke, hvorfor de absolut skal være så psykopatiske.

Psykopater, der sidder i fængsel, får ofte en stor kvindelig fanklub.

Psykopater, som er mænd, danner gerne par med dame-borderlinere.

Psykopater kommer også i kvindeudgaver.

Psykopater er psykopater. Lad være med at få børn med dem.

Psykopater er psykopater. Lad være med at få børn med dem.

Psykopater er psykopater. Lad nu for fucks sake være med at få børn med dem.

img_0160-polensgade_1000Polensgade

Læserne fortæller: Angstgakkeren

Dagens gakker vil gerne minde dig om, at nej, det bliver ikke bedre i morgen, nej han forandrer sig ikke, nej han elsker dig ikke, nej du har ikke fortjent det, nej du beskytter ikke dine børn, nej det er ikke bedre end at være alene, nej du kan ikke hjælpe ham, nej der er overhovedet ingen grund til at spilde dit liv på ham. Nej, bare nej.

Glædelig 8. marts. Den perfekte dag at skride.

Og tak til en anonym læser for at fortælle historien og for at slippe væk.


Okay okay. Fra jeg læste den første gakkerhistorie hos amarOrama, vidste jeg, jeg havde min egen gakker. Faktisk har jeg flere, det startede med min mor, og det er en helt anden slags historie. Men den gakker, jeg vil dele med jer, er den gakker, jeg fik børn med. Oooh yes.

Vi kendte hinanden fra folkeskolen, og en dag slog lynet ned, og 3 måneder efter var jeg gravid. Vi skulle da beholde barnet. Vi lever da vores liv baglæns. Vi oplever verden med vores barn. Jeg var verdens mest vidunderlige menneske. Der lå digte på min hovedpude om morgenen, og digte om aftenen, der var musik der blev kreeret. Der var øjeblikke, der strakte sig ud over døgn. Der var blikke, der blev sjæle. Ordløse historier om evig brændende kærlighed. Vi skulle beholde barnet.

Og så kom angsten. Hans angst. Og så startede spillet om at holde mig væk, når det hele angstede til inden i ham. Første gang han forlod mig, var jeg højgravid. Anden gang var vores barn 1 måned. Der blev jeg smidt på porten fra min egen lejlighed med min nyfødte. Måtte flytte hjem til min mor, som jeg ellers var flygtet fra siden jeg var stor teenager. Efter 14 dage måtte jeg komme hjem igen. Min mælk forsvandt. 2 måneder efter smed han mig ud igen. 3. gang sagde jeg, at han måtte tage væk. Det var for hårdt at blive smidt på gaden med baby. Men jeg ønskede heller ikke, han skulle forlade mig. Vi sloges. Jeg var desperat. Skulle bare elske ham nok til, at han kunne elske tilbage. Jeg havde jo set hans sjæl. Og han havde da set min? Han forlod mig og kom tilbage. Forlod mig og kom tilbage. Indtil babyen var 3 år, og han ville have ny baby. Så skulle vi også have mere plads. Han havde været i terapi. Forstod ting langt om længe. Vi købte lejlighed. Skulle gennemrenovere og etablere. Vi underskrev kontrakter. Så forlod han os. Jeg renoverede og etablerede og fodrede og læste historier, indtil han kom tilbage og lavede en ny baby med mig.

Så kom dagen, hvor jeg sad og ammede, og han satte sig ved siden af mig og fortalte, at hvis ikke jeg flyttede ud, ville han gøre mit liv til et helvede, indtil jeg var væk fra vores lejlighed. Børnene? De kunne da bare blive, det var ikke dem han afskyede.

Så jeg forlod lejligheden og gik rundt på gaden. Dag ud og dag ind. Hentede fra børnehave. Sang, at det er sejt at være lille med storebror i cykelstol. Gik rundt på gaden med barnevognen. Når far kom hjem fra arbejde, gik rundt på gaden. Først når han gik i seng kl. 22 sharp, kunne jeg låse mig ind og sove. Det skete han tog mig, når jeg var faldet i søvn. Jeg var ødelagt. Husker ikke meget. Jeg døde. Døde og døde og døde. Indtil jeg fandt en lejlighed. Eller. Lejligheden fandt mig. Stor. Lys. Jeg flyttede med børnene. På et øjeblik var jeg væk og begyndte langsomt at blive levende igen. En dag levede jeg, og han ville have mig tilbage. Have os tilbage. Være familie igen. Men jeg var i gang med at blive klogere. Og jeg var i gang med at blive stærk. Så han fandt en anden kvinde at gifte sig med og lave sit 3. barn med. Og de hadede mig før, og de hadede mig efter. Jeg var gakkeren. Heksen fra helvede. Og mine børn skulle for alt i verden have det at vide. Hvor højt de hadede mig. Hvor. Højt. De hadede mig. Og jeg døde, næsten. I dag er jeg klogere og i gang med at hjælpe mine børn til at blive stærke.

Flere gakkere i Gakkoteket.

img_6891-amager-strandpark_1000Amager Strandpark

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts