Julebillede #24

Nørresundby, 2002.

Min søster ligger udstrakt på en bænk. Solen skinner i hendes hvide sko og bukser, og i hendes kærestes hårløse hoved. Han sidder for enden, foroverbøjet, og skygger for hendes ansigt. Min mor bor ikke længere i nærheden af en skov, så vi går tur på Lindholm Høje. Bag alle vikingestenene i baggrunden løber de mørke træer som en mur.

 

København, 2004.

Det er nytår. O Brother står i Actionbrors stue i Nyboder og holder en stor raket diagonalt gennem billedet, mens han smiler. Han ligner en sejrsikker soldat. Vi ved ikke, at han lige har talt med Norddamen og aftalt, at de skal være kærester. Og ingen ved, jeg lige har talt med ham, der bliver min kæreste, og som jeg lige om lidt flytter ind til.

 

Holbæk, 2007.

Vi er stoppet op på gåturen, fordi nogen, sikkert vores mor, vil tage et billede, selvom der er pissekoldt. O Brother sender hende, som den eneste, et muntert blik indrammet af blå hue og gråmønstret halstørklæde. Den lille diplomat har altid overskud. I midten står jeg og ligner en, der gerne vil videre, mens jeg presser min mund til siderne i hvad der skulle ligne et smil og ser utålmodigt ud ad billedet til højre. Om mit alt for magre ansigt har jeg bundet det brune, færøske sjal, der lægger sig ned over mine skuldre og blå frakke. Jeg har med lynets hast tabt 10 rygestopkilo med De Danske Vægtkonsulenter og skal hele tiden fylde mig med kød og grøntsager for at holde deres kur. Til venstre for mig står Actionbror og ser den modsatte vej. Hans læber er lukket stramt sammen, og næsen er rød. Han har glemt at tage hue på og maser hagen ned i sit halstørklæde.

 

Holbæk, 2007.

Actionbror og O Brother er plantet i sofaen med nedrullede persienner bag sig. Til venstre i lænestolen sidder vores svoger. Alle har en computer på skødet, og alle kigger ned i deres skærm. Nej, Actionbror drejer hovedet en anelse og stjæler et kig ned i O Brothers skærm. Gennem glasdøren kan man skimte et legehus på terrassen.

 

Holbæk, 2007.

Under en bogreol øverst i billedet, som står gemt bag en trampolin, der kun lige kan anes under papirer, en printer, bøger, tøj, en overdimensioneret stoffodbold og diverse rod. Under skrivebordet og skrivebordsstolen og ledningerne og poserne og bunkerne øverst i højre hjørne. Under den røde rokokosofa fyldt med toilettasker og tøj øverst i venstre hjørne. Og under O Brothers madras, der ligger i midten med alle mulige mønstre og farver i dyne- og pudebetrækket. Under en lilla, lyserød, mintgrøn og turkis, ternet dyne, helt nederst i bunden af billedet, ligger Actionbror og ser træt frem for sig med en arm under hovedet. Jeg tror lige, vi har vækket ham.

 

Holbæk, 2007.

Min niece sidder ved spisebordet med røde kinder og jul i øjnene og helikoptere på blusen, fordi hendes morbror, Actionbror, flyver helikopter. Højre hånd ligger på maven, mens venstre hånd vinker til fotografen, så fingrene danner en slags V. Gyngehesten, det vil sige gyngeæslet, der står parkeret i baggrunden danner også et V, bare med ørerne. Man kan se, de hører sammen.

 

Holbæk, 2007.

Mellem Havrefras og Guldkorn og bag rejeost, smør, mælk og en Bodum-kop sidder min niece i hendes morgenmadsverden og bliver overrasket af kameraet. I forgrunden maser guldkornsmonsteret sig frem.

 

Holbæk, 2007.

Min mor og O Brother rynker bryn og pander ned i en computerskærm med juletræet i ryggen. Jeg ved ikke, hvad de leder efter.

 

Holbæk, 2009.

Min søster sidder i forgrunden med granater i ørerne og ceriserød kjole, som min mor købte, da hun var ung, og peger på de røde vanter, hendes lille datter lige har pakket op. Vanter, der kunne være et rumvæsen at dømme på barnets undrende ansigtsudtryk. I baggrunden læner O Brother sig tilbage og analyserer situationen.

 

Holbæk, 2009

I ligestillingens navn har min niece fået legetøjsværktøj i julegave. Hun står foran børnebordet i sin fineste kjole, med hulahopringen i baggrunden og føntørrer sit hår med en boremaskine.

 

Hillerød, 2010.

Min mor læner sig fremover i lænestolen med sit barnebarn på skødet og griner til min niece, der mosler rundt på gulvet og skal lige til at sparke til et hårbånd, der ligger og flyder. I baggrunden sidder Actionbror på hug og hænger en pink kugle på juletræet.

 

Hillerød, 2010.

O Brother lægger hovedet næsten helt ned til marcipanrouladen, så jeg kan få dem begge med på billedet. Han har indtil videre kun lagt chokolade på toppen af den. Til venstre på bordet står en dåse Quality Street, sikkert med vores mors småkager i. Til højre en øl. Lyset falder dramatisk ned på venstre side af hans ansigt. Resten ligger i mørke. Meget Caravaggio.

 

Hillerød, 2010.

Actionbror skal være julemand. Jeg har fulgt med ind på værelset, hvor han klæder om og lige har trukket skægget op. Han mangler kun nissehuen. Til venstre hober flyttekasser, bogkasser, printerpapir, fotoalbums, mapper, skotøjsæsker og diverse bunker sig op. En bimse er faldet om i den blåblomstrede kurv, som nogen gav i barselsgave, da Actionbror blev født. Der plejede at ligge cremer, sæbe og babypudder i den. Nu er den legetøj. Øverst stikker en isbjørnebamse hovedet frem, som på bagvæggen bliver til skyggen af et stort monster, der forsøger at æde Actionbror, men han opdager det ikke. Han ser stolt på fotografen, som om han lige er trukket i superman-kostume og skal ud at redde verden. Til venstre for ham på hylden falder en Mickey Mouse-julemand om af grin.

 

Hillerød, 2010.

Min søster med barnevognen ser spørgende, men bestemt på min mor. Min mor ser rådvildt tilbage på hende. O Brother ser på min søster med den ene fod løftet, som om han kommer med et forslag, der skal understreges med et lille trin. Actionbror kigger ned i brostenene. Vi går tur ved slottet, men vi er måske i tvivl om, hvor vi skal gå hen.

 

Hillerød, 2010.

Min nevø sidder i nattøj under træet og holder en pakke frem, som jeg skal se. I baggrunden, foran bogreolen, står min niece og læser i et blad, mens min mor hiver op i hendes lange hår for at studere en tot. Måske har hun lus.

 

Hillerød, 2010.

Til venstre står min søster i sort, stram kjole og stor, gravid mave i profil. Til højre står julemanden i rød, lang frakke og stor, gravid mave i profil. Billedet er rystet.

 

Hillerød, 2010.

O Brother og Actionbror har ens cardigans på. Måske har de fået dem i julegave. De er i hvert fald så fine, at jeg tager en hel fotoserie med dem. Her har Actionbror sat sig på en stol foran bogreolen og læner skødesløst Medicinsk Kompendium Bind 1 på sit ene lår, mens han sender fotografen et selvtilfredst og bedrevidende blik. O Brother læner sig ind over ham bagfra med et psykotisk udtryk i ansigtet.

 

Hillerød, 2010.

O Brother og Actionbror har stadig ens cardigans på. Nu står de begge bag stolen. O Brother trækker langsomt op i sit ene ærme, mens Actionbror stateligt fremviser en rød vase i sin ene hånd.

 

Oslo, 2016.

I forgrunden står et stort juletræ i mørke med små prikker af lys. Bagved, på den anden side af panoramavinduet, breder en skov af juletræer sig ned ad skrænten, hele vejen ned til Oslofjorden.

 

Thisted, 2016.

En sort barnevogn står på terrassen med grønne marker bag sig. Actionbabyen, som vel nærmere hedder Actiondrengen nu, lader op til den store aften.

 

Frederiksberg, 2016.

En lille, tynd julemand står foran køkkendøren og holder, hvad der ligner en tom sæk i hænderne. Han har skibriller på. Jeg må hellere se at komme af sted.

img_7007-holmbladsgade_1000Holmbladsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Spørgsmål #2

1. Er det nemt at sy et gardin? For at forberede mig på vinteren og anonyme tossers udluftningseskapader har jeg tænkt mig et kreere et vindfang, der kan hives til og fra i entréen, men fornemmer, det kræver et større tilløb at finde symaskine frem og tage kampen op med undertråd og knækkede nåle.

2. Kan man lytte til Radiohead uden at ætse i halsen og tårekanalerne? Eller kan man lære det?

3. Vil folk, der har private, lukkede, hemmelige Instagram-profiler gerne følges tilbage, eller kigger de bare?

4. Er det kun idioter, der går tilbage til en fuser, og nu IGEN tror, de har indledt et seriøst og lykkeligt forhold til Madlog?

Nu jeg tænker over det, behøver du ikke besvare nr. 4.

IMG_3718 Holmbladsgade_1000Holmbladsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Gammelt crap #25

Mail til en ven i 2010, hvor jeg endnu ikke havde opgivet at få et skrivejob:

“Jobsamtalen hos Topdanmark gik superduper! En glad, udadvendt og veltalende personlighed havde overtaget min krop og slyngede om sig med kloge udsagn, så ingen kunne være i tvivl om, at HER sad den rigtige kandidat. Har aldrig oplevet noget lignende. Jobbet var mit. Skulle bare lige igennem skrivetesten.

Skrivetesten. Og så gik jeg i sort. Plejer ellers at være ved tastaturet, at jeg er stærkest og mest rolig. Men pludselig susede det for ørerne, hjertet bankede, hænderne rystede. Overskrift øh? Underrubrik øh? Forsikring til tab af arbejdsevne? Karensperiode??? Husk søgemaskinen! Det vigtigste først! Hvad er det vigtigste? Hvad er en karensperiode? Intet overblik. Ingen struktur. Ikke skyggen af tekstforfatter. Tom hjerne og tom skærm.

Da damerne kom tilbage efter en time, afleverede jeg det mest pinlige resultat, du kan forestille dig, og den afsluttende snak skulle bare overstås i en fart. De tror helt sikkert, at jeg har betalt nogen for at skrive min ansøgning, som de var så yderst tilfredse med! Hvor heldigt, man på den måde kan sortere fupmagerne fra.

Skammer mig faktisk så meget, at jeg går rundt og siger FUCK! FUCK! FUCK! Selv i bussen og på gaden! Håber, det snart går over, eller at nogen forbarmer sig over mig og får mig indlagt.

Burde jeg bare tage til Færøerne og arbejde på fiskefabrik?”

IMG_4506 Holmbladsgade_1000Holmbladsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts