En blodig og sexet julehistorie

Actionbror: Og så banker jeg min storetå ind i stentrappen. Det gør nas!

Alle: Åh nej!

Actionbror: Senere, da jeg skal ud af sengen, får storetåneglen fat i lagnet, så den bliver flået af og kun hænger fast i et par kødtråde. Blod ud over det hele! Jeg hiver det sidste stykke negl af, mens jeg stadig har adrenalin i kroppen.

Alle: Uf!

Actionbror: Jeg sætter et plaster på. Om natten drømmer jeg, at tåen er blevet udhulet. At knogle og indmad er væk.

Alle: Uh!

Actionbror: Næste dag bliver jeg ved med at bløde. Det gør afsindigt ondt, når jeg hiver plasteret af.

Alle: Av!

Actionbror: Og i flere dage efter er jeg nødt til at tage fodbad med strømpe på, fordi blodet har klistret tå og strømpe sammen.

Alle: Ad!

Actionbror: Vil I se?

Alle: Nej!

Actionbror: Nå men det var den julehistorie.

Mig: Måske blogger jeg om det.

5 minutter senere, et andet sted i huset…

Actionbror: Der var noget, jeg ikke gad at sige inde i stuen.

Mig: ?

Actionbror: Det er bare fordi. Neglen faldt ikke af, da jeg var på vej ud af sengen.

Mig: ?

Actionbror: Den faldt af, mens vi havde sex.

Mig:?

Actionbror: Jeg hørte pludselig en knæk-lyd og følte en stor smerte.

Mig: Altså, neglen bliver flået af og hænger fast i et par kødtråde, mens I har sex?

Actionbror: Ja.

Mig: Og så stopper I, så du kan hive det sidste stykke negl af, mens du stadig har adrenalin i kroppen?

Actionbror: Nej.

Mig: I gennemfører, og du hiver det sidste stykke negl af, mens du stadig har adrenalin i kroppen?

Actionbror: Ja.

Mig: Ok, og jeg må gerne blogge om det?

Actionbror: Naarh.

Mig: ?

Actionbror: Læser mor bloggen?

Mig: Ja måske.

Actionbror: Aargh.

Mig: Men du er gift og har et barn. Jeg har på fornemmelsen, hun godt ved, du har haft sex.

Actionbror: Men altså.

Actionbror: Gør hvad du vil. Det er din julehistorie.

img_6092-remisevaenget_1000Remisevænget

Julebillede #1

Klaksvig, 1966.

Tre mennesker sidder i en sofa. Omma i midten med nyrullede krøller, skinnende skjorte og mørk nederdel, der stopper under knæet. Først nu fatter jeg, det er hende, vi har arvet, de tunge underben fra. Hun fletter dem skråt og rører kun gulvet med en enkelt tøffeltå, mens hænderne mødes, måske omkring et gavebånd, hun lige har rullet sammen. Hun smiler til den dukke, min lille moster har i hænderne. Eller måske er det en tøjkanin. Min moster smiler også, med sløjfe i håret.

Til venstre for dem koncentrerer min morbror sig. Han er hvidskjortet og vandkæmmet og ligner O Brother. Han har nok også pakket noget ud. Jeg kan ikke se hvad. Hans hænder gemmer sig bag gaverne på sofabordet. Der ligger flere gaver på gulvet.

I forgrunden til højre stikker et juletræ sine grene ind. Til venstre på væggen aner man en hylde med en pladespiller.

Alle mennesker i sofaen er døde.

Men ikke fotografen, som er min mor. Hun er 18 år, arbejder i en tøjbutik og bor i lejligheden, hvor de holder jul. Hos en søster, der ikke sidder i sofaen.

img_6975-amager-boulevard_1000Amager Boulevard

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julelogik

Dag 1: Vi skal spare på vaniljekransene!

Dag 2: Vi skal spare på vaniljekransene!

Dag 3: Vi skal spare på vaniljekransene!

Dag 4: Vi skal spare på vaniljekransene!

Dag 5: Vi skal spare på vaniljekransene!

Dag 6: Vi skal spare på vaniljekransene!

Dag 7: Vi kan ikke nå at spise vaniljekransene! Nu må I slæbe dem med til Oslo, Århus og København. Hvorfor har I ikke spist vaniljekransene?

IMG_3050 Vesterhavet_700

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts