Vi skruer tiden frem. Til seks et halvt år efter O Brother og Norddamen kyssede i sneen. De er blevet voksne. Et rigtigt par. Som byder på middag, køber lejlighed og betaler forsikringer.

Helt uden sugemærker.

Det voksne par bor i Oslo, men læser nu i Vancouver. Den sejeste storby, siger de.

Før semesterstart lejede de dog en bil og styrede ud i vildmarken. Fordi O Brother. Filmnørden. Var forhippet på at finde et stykke natur fra teenageårenes dvd-samling. Et helt bestemt sted. Som havde næret og formet hans drengede drømme. Om kærlighed, cowboys og et liv, der skulle leves til det yderste.

Du har nok selv nydt synet. Af den bløde græsslette, der hæver sig over floden. Rocky Mountains i baggrunden. Her hvor Brad Pitt og Julia Ormonds storhed og fald udfoldede sig under høj, episk himmel. I Legendernes Tid.

Han ville se det i virkeligheden. Havde ledt og ledt flere gange før. Tog endda arbejde på en ranch i nærheden, som nyudklækket student. For at kaste med lasso, ride på heste og suge en skæbne til sig. Blive sin egen legende.

Men det lykkedes aldrig at lande på den helt rigtige plet. Canada er stort. Så nu skulle det være. Nyt forsøg. Og Norddamen skulle med.

Norddamens entusiasme sakkede bare en anelse bagud. Især efter at manden i turistinformationen forklarede, at området, de søgte, lå i et indianerreservat, og at indianerne ikke var videre begejstrede for turister, som vadede rundt på their land. Faktisk var det bedst slet ikke at stå ud af bilen.

Just drive by, don’t stop, they don’t like that. It’s their land. Just drive by, that’s best, you know. It’s their land.

Dette råd burde følges, mente Norddamen, som, mens de kørte op mod reservatet, kunne læse højt fra guidebogen, at området vrimlede med klapperslanger og bjørne.

Måske skulle de bare vende om?

Niks. Vilde dyr og indianere kunne ikke holde O Brother væk fra denne enestående græsplet, han havde ævlet om i årevis. Og som åbenbart var så hemmelig, at ingen vidste lige præcis, hvor den lå. For de kører og spørger om vej. Kører og spørger om vej. Kører og kommer længere og længere ude i ingenting.

Jeg krymper meg i setet, når jeg hører planter og sten skrape undersiden av vår helt nye leiebil, som på ingen måte er beregnet på den offroad kjøringen, O Brother begir oss ut på.

Fortæller Norddamen.

Smukt er der. Så langt øjet rækker. Men solen begynder at gå ned, og O Brother stresser. De kører tilbage og ind på en campingplads. Støder tilfældigt på en guide, som skuffende fortæller, at de ikke kan krydse denne del af reservatet. Det er for farligt. Indianerne bliver sure.

It’s their land.

I stedet viser han på kortet, så tæt på legenderne som muligt, hvor det er forsvarligt at bevæge sig hen.

Men åbenbart ikke mere forsvarligt end, at han i sidste øjeblik kommer løbende med endnu en advarsel. De må ikke lade bilen stå uden opsyn! Indianerne har for vane at tænde ild til ubudne gæsters transportmidler.

Farvel og tak.

O Brother gasser op og raser ud af grusvejen. Så Norddamen råber, han må styre sig. De har travlt. Kører om kap med solnedgangen og skal pinedød nå noget romantisk sightseeing, før den går ned.

Og endelig lykkes det. De lander på det falske, men flotte sted. Vist nok et stykke fra dette her.

Og Norddamen kommer med et yderst fornuftigt forslag. Hvad med at blive ved bilen og bare sætte sig på kølerhjelmen for at nyde stilheden?

Så de slipper for både slanger og pyromaner?

Men O Brother bevæger sig målrettet væk gennem græsset og insisterer på romantisk spadseretur. Solnedgang blev der sagt. Legendernes Tid blev der sagt.

Norddamen overgiver sig:

Jeg nøler et øyeblikk, men siden jeg vet hvor mye det betyr for O Brother, går jeg ut i det høye gresset likevel. Jeg innbilder meg selv, at hvis jeg tramper vil slangene bli skremt og forsvinne, så det gjør jeg, stamper og stamper.

Og slangerne bliver garanteret stampet væk. Men hvor kommer kæmpelorten fra. Som ligger spredt ud over det hele? Norddamen husker pludselig, at indianerne lader deres bøfler gå rundt i området. Og hvad er en bøffel egentlig? Noget farligt? Med horn måske?

Hun får travlt med at fange O Brother. Zigzagger sig vej mellem lortepyramiderne. Og indhenter ham stakåndet med bunker af spørgsmål om bøfler og situationens sikkerhedsniveau. Hvor farlig er den her mission egentlig?

Hun løfter blikket fra sine fødder, men så begynder verden at snurre rundt. For der sidder O Brother. På knæ. Med våde, rødsprængte øjne. Og vil høre, om hun ved, hvad der nu er ved at ske? Og det begynder at gå op for hende ja. Men langt væk hører hun nogen svare nej.

Sikkert fordi. De jo skulle finde floden! Fra filmen! Og forsvare sig mod farlige slanger, bjørne og indianere. Og fordi de har kørt og kørt og kørt.

Og fordi hun da på ingen måde havde regnet med, at O Brother pludselig ville gemme legender og bugtede flodlejer af vejen og fiske en diamantring op af lommen! Som han havde sneget gennem tolden til USA. Gennem tolden til Canada og skjult for hendes blik gennem utallige ned- og udpakninger. For at stå og vifte med den midt ude i ødemarken.

Men han frier altså. Mere må vi ikke vide.

Hva han sa, forblir en hemmelighet som bare jeg og O Brother vet. Men jeg sa ja, begynte å gråte og glemte alt om slanger, bjørner, bøffler og indianere.

Og så lidt Disney:

Det var så utrolig vakkert: Solen brøt  ut gjennom skyene og ga oss lange skygger som strakte seg over det gule åpne landskapet. Elven slynget seg rundt klippen, vi sto på, og i bakgrunnen kunne vi se fjellene. Det var helt stille, vi kunne ikke høre annet en elven og våre egne stemmer. Vi ble sittene på klippen til solen gikk ned.

Men violinerne stopper forskrækket op, og de sidste stråler forsvinder, da et sort køretøj nærmer sig.

Indianere?

Norddamen og O Brother bliver hurtigt færdige med at se på solnedgang, galopperer over til bilen og kører væk.

De skal giftes til sommer.

Og her er de forresten fanget i en helt naturlig situation, hvor de leger med et stykke papir.

PS Til alle, der sidder med en underlig fornemmelse af at have hørt den her historie før. Så er det jo nok fordi, jeg har to brødre. Og den anden også friede til sin kæreste i sommer. Ja, det er lige før, man ikke kan være her for lutter lagkage.

Historien er ved at ebbe ud, så du slipper for dramatik i dag. Blot hæfter vi os ved, at O Brother jo ingenlunde scorede Norddamen, som overskriften gang på gang har hævdet.

Nej, det var hende, der styrede showet. Fra dag et og frem. Og havde hun aldrig stalket, ignoreret sugemærker og sunget falsk for hele skolen. Plus trumfet den elendige abefilm! Kunne parret ikke sidde i Vancouver i dag og se deres historie blive til blog. Seks et halvt år senere.

Selv ikke det første kys blev formet af O Brothers mund. Han lå bare der i sneen, mens sagerne blev serveret på et sølvfad. Og indrømmer da også:

Egentlig har jeg været åndssvagt passiv gennem hele forløbet. Men jeg ville virkelig gerne respektere hendes grænser. Specielt når hun lige var kommet ud af et mormonforhold.

(Folk, der lige er kommet ud af et mormonforhold, har nemlig overhovedet ikke brug for at blive kysset).

Men nu. Med scoringsseancen på sikker afstand. Gad han alligevel godt at smage bare en anelse af den tilfredsstillelse, som følger med initiativet og beslutningen om at forme sin egen skæbne.

Så måske vi kunne aftale, det var ham, der valgte at bruge K-ordet? I telefonen nytårsaften?

”Så er vi er vel kærester eller hvad?” Kan ikke helt huske det. Men jeg vil gerne tro, det var mig, der sagde det først, så jeg kan tage æren for bare en lillebitte del af kæresteriet.

Siger drengen. Og lader vi ham ikke bare blive i troen? Norddamen forbarmer sig også:

O Brother vil gjerne tro, at det var ham som sa, “så da er vi kjærester”. Jeg har ikke noe i mot å la ham tro det.

Godt så er det en aftale.

Slutningen kommer på mandag.

Artillerivej

Før den store finale på kærlighedsføljetonen mangler vi et par vigtige detaljer. Fx det første kys.

Da O Brother og Norddamen havde ligget og stirret op i loftet sammen, begyndte alt ligesom at falde på plads af sig selv. De fandt hinanden i løbet af dagen, så film, snakkede om ligegyldige ting og huskede at trække vejret dybt ned i maven.

Der er ikke så meget at sige om den tid. Heller ikke om de to kolde decemberdage, hvor de svævede rundt i København og overhovedet ikke kan redegøre for, hvad de foretog sig. Bortset fra noget fingerfletning under et tæppe til en film, hvis titel er forsvundet i forelskelsens tåger.

Senere blev det jul. Aalborg trak O Brother til sig, og Tyskland tog Norddamen.

Familien i Köln kunne godt glæde sig over Norddamens nye lykke, men fik en også en lille smule spat af fjollede smil og den evige strøm af bippende sms’er, der tikkede ind døgnet rundt. Plus alle de S-tog pigebarnet missede, fordi trivialiteter, som at bevæge sig fra A til B, er umulige at koncentrere sig om, når man har rasende travlt med at sidde og stirre saligt ind i uendeligheden.

Til sidst blev det for meget for Norddamens far, den tidligere ubådskaptajn, som bankede i middagsbordet og befalede:

Innviter ham til Norge nå i juleferien da vel. Du kan jo lokke med skiferie med all den snøen vi har hjemme.

Som sagt så gjort.

Norddamen var betænkelig, men O Brother takkede skam ja til at møde svigerfar & co. Hvis altså han måtte holde Actionbror i hånden. Som i øvrigt trængte til en god skiferie efter trist juleaften i en amerikansk lufthavn (en helt anden historie).

Og det måtte han selvfølgelig.

Men først skulle der fejres nytår. AmarOrama-familien rykkede sammen i Actionbrors miniaturelejlighed i Nyboder, og nysgerrige ører hørte for første gang om den fantastiske Norddame.

Jeg har et foto fra denne aften. Af O Brother, der stolt fremviser raket, han har købt. Som en kampklar soldat med sin lanse. Og lysende øjne. Måske fordi han netop har talt med Köln, og K-ordet sneg sig ind samtalen. Fra nu af er de kærester.

Næste morgen drager brødrene til Oslo, hvor Norddamen venter:

Jeg husker fortsatt, hvordan jeg og min far sto og ventet. Da O Brother kom ut av flytoget, løp jeg bort til ham og bare holdt om ham. Jeg tror, at Actionbror gikk over å hilste på min far, og at de to sto og lo litt av oss, men jeg vet det ikke helt sikkert, for jeg husker bare fornemmelsen av å stå kinn mot kinn med O Brother på perrongen i lang tid, uten å si noe. I hvertfall føltes det som lang tid.

Og således gik det til. At O Brother fik en kæreste og mødte sine svigerforældre uden overhovedet at kysse Norddamen.

Men hvornår gjorde han så det?

Ha. Efter alt du har hørt, tror du da vel ikke, drengen selv tog sig sammen til at kysse!

Nej, samme dag, som O Brother ankommer, bliver han for første gang i livet stillet på et snowboard, med tømmermænd und alles, og da han endelig, efter flere forsøg, tager et sving uden at vælte, belønner Norddamen ham med et kys. I sneen.

Fortsættelse følger.

O Brother og Norddamen i Trysil, på et helt andet tidspunkt

O Brother har efterhånden bevist, han er analfabet, når det gælder læsning af Norddamens signaler. Så at tumpen takker nej til snakkeinvitation, kommer vel ikke bag på nogen.

Han havde jo en aftale, med vennerne, om at se Congo. En film om dræberaber.

Og dræberaber…skal prioriteres.

Men heldigvis omgiver O Brother sig med gode folk. Folk der ganske vist sætter pris på abefilm, men også finder på at foreslå. At Norddamen måske havde noget vigtigt på hjerte? Endda kunne lide ham?!

Jorden rystede under O Brother ved denne tanke, som han slet ikke selv havde turdet tænke.

Forestiller mig også, han har fået et lille puf. Som i spark i røven. I hvert fald stod han til sidst foran Norddamens dør. Og bankede.

Og blackoutede.

Ikke på kollapsmåden. Oplevelsen trængte bare aldrig hele vejen ind i hans hukommelse.

Jeg tror, det er ligesom, når man har været til eksamen, men ikke kan huske, hvad der foregik, fordi der har været så meget spænding og nervøsitet frem til det store øjeblik, siger drengen.

Men to ting forsikrer han dog om: Det blev fremlagt, hvem der var forelsket i hvem. Og senere lå de involverede på Norddamens seng og stirrede op i loftet.

Fortsættelse følger.

Amager Strandpark

En god nats søvn gør underværker. Så da Norddamen vågner op næste morgen, gnider hun skuffelsen ud af øjnene. Hænger kjolen tilbage i skabet. Og kommer videre med sit liv.

Løgn.

Norddamens hoved eksploderer snart.

Hvad skulle hun gøre? Hvorfor gad O Brother ikke danse? Var han faldet for en anden pige? Hvorfor gjorde han dog ikke noget? Burde hun glemme ham?

Min forelskelse hadde på det tidspunktet vokst seg så stor, at den fylte hvert eneste hjørne i min tilværelse og var så overveldende og dominerende, at hver eneste tanke ble spunnet inn i den. Det tar utrolig mye krefter å være så forelsket, og jeg var helt utmattet.

Nej, sådan kunne det ikke ende. Hun måtte have afklaring. Skære sit blødende hjerte ud i pap. Overrække det til O Brother. Og få en reaktion. En gang for alle.

Som en allersidste kraftanstrengelse taster hendes rystende hænder O Brothers nummer.

Han tager telefonen. Med glade pigestemmer i baggrunden. Norddamen tøver. Men spørger så, om han ikke kommer forbi. Så de kan snakke lidt sammen?

Det kan O Brother desværre ikke. For han skal lige til at se en abefilm. Høj pigelatter. Men Norddamen er da velkommen til at joine!

En abefilm?

…

Jeg fortalte kort, at jeg ikke hadde særlig lyst til å se aper på film og avsluttet samtalen.

Og SÅ kan du nok forestille dig, der skulle tudes igennem. Grædekoner blev hentet fra nær og fjern, eller i hvert fald fra de omkringliggende værelser, hvor der også boede knuste pigehjerter. Og hylekoncerten satte i gang. Shit hvor var mænd da bare nogle svin lige pludselig.

Indtil telefonen ringede. Fordi O Brother forresten ikke behøvede at se den abefilm alligevel.

!

Utroligt, at man kan støvsuge et værelse for snotpapir, skubbe jammerkor ud af døren og vifte røde øjne væk på 2 sekunder. Muligvis en verdensrekord, der her blev begået.

I hvert fald var verden nydelig og normal, da Norddamen åbnede døren. Og O Brother stod der med et stort, blinkende sugemærke.

En barnlighed der heldigvis ikke kunne fjerne fokus fra det, der nu skulle ske.

Jeg satt meg bare ned på sengen og fortalte, at jeg visste ikke, om han var klar over det, men at jeg var forelsket i ham og hadde vært det en stund.

SÅDAN Norddame!

Og hvad skete der så?

Så sagde O Brother, at han faktisk også var forelsket i Norddamen. Og så lagde de sig bare helt udramatisk på sengen og snakkede til langt ud på natten.

Men hvad med vores filmkys, indtil rulleteksterne tager over?

Norddamen siger:

Jeg kysset ham ikke, før det sugemerket var vekk. Han har ikke hatt noen sugemerker siden det.

Men der kommer mere. Fortsættelse følger.

Reberbanegade