Den store brillesaga

Vi starter lige forfra.

Jeg købte, langt om længe, et par læsebriller. Som var små og røde og fik mig til at ligne en idiot.

Men de var for stærke. Plus to. Det hele sejlede.

Så jeg købte et nyt par. Som var smalle og sorte og fik mig til at ligne en ingeniøridiot.

Men de var også for stærke. Plus 1,5. Jeg satte næseaftryk på computerskærmen.

Så jeg købte et nyt par. Som var sorte og halvtredserwannabe og fik mig til at ligne idiot.

Men de var også for stærke. Plus 1. Altså kun lidt for stærke.

Så i går gik jeg i Matas og købte et nyt par, som var perfekte. Som ikke fik mig til at ligne en idiot. Faktisk så jeg sådan lidt bossy-sej ud. Endelig havde jeg fundet det rigtige par.

Som umuligt kunne være for stærke. Plus en halv!

Jeg var meget tilfreds, da jeg kom hjem. Pakkede straks brillerne ud, tog dem på og kiggede anerkendende på mig selv i spejlet.

Og de var ikke for stærke. Overhovedet ikke.

Og de hjalp heller ikke på mit syn. For de var ikke plus en halv, som jeg troede. De var minus en halv og helt forkerte.

Så i dag gik jeg i Matas og købte et nyt par.

Et par smalle sorte briller, med den rigtige styrke.

Som får mig til at ligne en idiot.

img_1841-oerestads-boulevard_1000Ørestads Boulevard

3 pileReklamelink: Køb solbriller og støt bloggen

What to lave i Oslo

Men tilbage til Oslo. Jeg glemte at sige, du skal besøge Ekebergparken. En skulpturpark, som ligger i skoven lidt uden for byen og giver dig kunst, helt gratis, af store navne som Tony Oursler, James Turrel, Marina Abramovic og Jenny Holzer. Altså på den ustøvede, afslappede måde, hvor børn og hunde kan løbe frit, og du aldrig bliver jagtet af kustoder, der henviser til garderoben eller venligst beder dig om at holde afstand.

Her er så flot! Og hyggeligt. Ad små stier bevæger du dig op gennem skoven og bliver skiftevis overrasket af kunstværker og udsigtspunkter. Vælg selv, om du vil have kultur eller kigge ud over fjorden og Oslo. Eller begge dele. Eller op i træerne, hvorfra regnen kommer silende. For selvfølgelig regner det. Vi er jo i Oslo, så husk paraply, ellers ender du med at flygte fra kunstoplevelserne for at sidde under et toilethalvtag på den nærliggende campingplads og studere tissetrængende turister. Hvilket kan være helt ok. Små mennesker, som fx O Brothers barn, synes tit, at vandpytter er kunst, ligesom biler og fortelte.

Men jeg vender helt sikkert tilbage til Ekebergparken en anden gang. Med paraply.

IMG_5155 Ekebergparken_1000
Louise Bourgeois, The Couple, Ekebergparken

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Efter gak kommer mere gak

Siden gakkeren trak virkeligheden væk under mig, har jeg ikke helt været mig selv. Jeg hader alle mennesker og ser løgne og psykopater overalt. Hvilket fører til sms-samtaler som denne:

Mig: Selvfølgelig er Susanne psykopat. Jeg vælter mig jo i psykopater.

Pille: Gu ve, om jeg også er psykopat!?

Mig: Det er du.

Pille: Oh my.

Mig: I virkeligheden hedder du slet ikke Pille eller er lyserød eller bor på Frederiksberg.

Pille: Nej, jeg gør det kun for at fange din opmærksomhed.

Mig: Netop.

Pille: Jeg har den fedeste lejlighed et andet sted i byen. Spiller kun værelsesroomie for at være ligesom dig.

Mig: Du har mand og børn og penge.

Pille: Ja da. Han hedder Steen og arbejder med marketing og er 49 år. Ungerne hedder Viola Sky og Steen Storm jr.

Mig: Og I indretter jer med ugler.

Pille: Vi elsker ugler. Og når jeg ikke hænger med dig, drikker jeg bobler med mine rigtige veninder, som lige har fået lavet bryster.

Mig: Og du står slet ikke på rulleskøjter. Fotograferer bare dine fødder ude på vejen og går ind igen.

Pille: Og min lyserøde paryk klør.

Pille: Men jeg eeeelsker mit job på hudplejeklinikken.

Mig: Men hvorfor er det så vigtigt for dig at være i min nærhed? Det forstår jeg ikke.

Mig: Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke! Hvorfor er det så vigtigt for dig at være i min nærhed? Dit fucking psykisk syge, løgnagtige spasserpsykopatsvin AAAAAAARGHHHHH. Jeg fucking hader dig!!!

Pille: Fordi alle veninderne synes din blog er så autentisk.

Pille: De tror dog autentisk betyder noget med fattigdom.

Mig: Ah.

Pille: Jeg blærer mig med, at jeg kender dig og afslører dine hemmeligheder.

Mig: Fedt.

Pille: Du burde lave det her om til en blog post.

Mig: For at pleje dit syge psykopatego?

Pille: Ja.

Mig: Ja.

IMG_0573 Olafur Eliasson_700
Pille set gennem Olafur Eliasson-kikkert, Charlottenborg

 

How to overleve Prado

Lad være med at købe Prados guidebog. Du vil gerne guides, men ikke hade dig selv for at slæbe rundt på en mursten, som nægter at udlevere oversigtskort.

Tag et oversigtskort ved indgangen. Ellers farer du vild og overvejer at slå små, blomstrede damer ned, fordi de altid står i vejen. Med guidebogen, som du alligevel kom til at købe.

Sig: Fuck alt, jeg gider kun se Goya. Eller Velázquez. Eller El Greco. Ellers omkommer du i uendeligheden af sale.

Når du er omkommet i uendeligheden af sale, så husk, at du skulle have drukket kaffen derhjemme. Thi der er ikke plads til dig i caféen.

Find wifi i den store museumsbutik.

Hvad skal man egentlig med kunst? Tag 10 spil Wordfeud.

Gå igen. Nu kan du sige, du har været der.

Selvpinere kan prøve igen kl. 18-20 på hverdage og 17-19 i weekenden, hvor der er gratis adgang til samlingen og halv pris på særudstillingen.

IMG_0204a_700
Chueca

Older posts