Læserne fortæller: Angstgakkeren

Dagens gakker vil gerne minde dig om, at nej, det bliver ikke bedre i morgen, nej han forandrer sig ikke, nej han elsker dig ikke, nej du har ikke fortjent det, nej du beskytter ikke dine børn, nej det er ikke bedre end at være alene, nej du kan ikke hjælpe ham, nej der er overhovedet ingen grund til at spilde dit liv på ham. Nej, bare nej.

Glædelig 8. marts. Den perfekte dag at skride.

Og tak til en anonym læser for at fortælle historien og for at slippe væk.


Okay okay. Fra jeg læste den første gakkerhistorie hos amarOrama, vidste jeg, jeg havde min egen gakker. Faktisk har jeg flere, det startede med min mor, og det er en helt anden slags historie. Men den gakker, jeg vil dele med jer, er den gakker, jeg fik børn med. Oooh yes.

Vi kendte hinanden fra folkeskolen, og en dag slog lynet ned, og 3 måneder efter var jeg gravid. Vi skulle da beholde barnet. Vi lever da vores liv baglæns. Vi oplever verden med vores barn. Jeg var verdens mest vidunderlige menneske. Der lå digte på min hovedpude om morgenen, og digte om aftenen, der var musik der blev kreeret. Der var øjeblikke, der strakte sig ud over døgn. Der var blikke, der blev sjæle. Ordløse historier om evig brændende kærlighed. Vi skulle beholde barnet.

Og så kom angsten. Hans angst. Og så startede spillet om at holde mig væk, når det hele angstede til inden i ham. Første gang han forlod mig, var jeg højgravid. Anden gang var vores barn 1 måned. Der blev jeg smidt på porten fra min egen lejlighed med min nyfødte. Måtte flytte hjem til min mor, som jeg ellers var flygtet fra siden jeg var stor teenager. Efter 14 dage måtte jeg komme hjem igen. Min mælk forsvandt. 2 måneder efter smed han mig ud igen. 3. gang sagde jeg, at han måtte tage væk. Det var for hårdt at blive smidt på gaden med baby. Men jeg ønskede heller ikke, han skulle forlade mig. Vi sloges. Jeg var desperat. Skulle bare elske ham nok til, at han kunne elske tilbage. Jeg havde jo set hans sjæl. Og han havde da set min? Han forlod mig og kom tilbage. Forlod mig og kom tilbage. Indtil babyen var 3 år, og han ville have ny baby. Så skulle vi også have mere plads. Han havde været i terapi. Forstod ting langt om længe. Vi købte lejlighed. Skulle gennemrenovere og etablere. Vi underskrev kontrakter. Så forlod han os. Jeg renoverede og etablerede og fodrede og læste historier, indtil han kom tilbage og lavede en ny baby med mig.

Så kom dagen, hvor jeg sad og ammede, og han satte sig ved siden af mig og fortalte, at hvis ikke jeg flyttede ud, ville han gøre mit liv til et helvede, indtil jeg var væk fra vores lejlighed. Børnene? De kunne da bare blive, det var ikke dem han afskyede.

Så jeg forlod lejligheden og gik rundt på gaden. Dag ud og dag ind. Hentede fra børnehave. Sang, at det er sejt at være lille med storebror i cykelstol. Gik rundt på gaden med barnevognen. Når far kom hjem fra arbejde, gik rundt på gaden. Først når han gik i seng kl. 22 sharp, kunne jeg låse mig ind og sove. Det skete han tog mig, når jeg var faldet i søvn. Jeg var ødelagt. Husker ikke meget. Jeg døde. Døde og døde og døde. Indtil jeg fandt en lejlighed. Eller. Lejligheden fandt mig. Stor. Lys. Jeg flyttede med børnene. På et øjeblik var jeg væk og begyndte langsomt at blive levende igen. En dag levede jeg, og han ville have mig tilbage. Have os tilbage. Være familie igen. Men jeg var i gang med at blive klogere. Og jeg var i gang med at blive stærk. Så han fandt en anden kvinde at gifte sig med og lave sit 3. barn med. Og de hadede mig før, og de hadede mig efter. Jeg var gakkeren. Heksen fra helvede. Og mine børn skulle for alt i verden have det at vide. Hvor højt de hadede mig. Hvor. Højt. De hadede mig. Og jeg døde, næsten. I dag er jeg klogere og i gang med at hjælpe mine børn til at blive stærke.

Flere gakkere i Gakkoteket.

img_6891-amager-strandpark_1000Amager Strandpark

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Taxagakkeren

Dagens gakker har som alle andre gakkere en sindssyg ekskæreste, og det er synd. Meget meget synd. Men dagens gakker har også hundelort liggende i hele huset, og det er sygt. Meget meget sygt gakker!

Tak til en anonym læser for at fortælle historien om Taxagakkeren.


Min gakker spøger stadig. Der er gået 7 år, kommet mand og børn siden, men han ligger i baghovedet. Jeg kan høre ham kommentere på måder jeg bevæger mig på, det jeg siger. Og nogle af tingene savner jeg. For han var verdens mest charmerende mand.

Jeg var 23 og havde oprettet en profil på en datingside, fordi jeg var flyttet til en ny by og ærlig talt trængte til at komme ud af den kedelige (og sexløse) rutine. Han fangede mig fra første ord. Man kunne mærke glimtet i hans øjne og humoren i hans sind. Mange måneder senere gik det op for mig, at han blot spejlede min egen måde at formulere mig på.

Trods intentionen, at møde nogen i min nye by, viste det sig, at han boede i den anden ende af landet, men det var ikke noget problem. Han ville med glæde tage turen over for at møde mig. Ingen forpligtelser. Jeg havde sommerfugle i maven hele ugen. Sms’erne fløj imellem os, og jeg var udmærket klar over, at det skulle gå meget galt, hvis ikke han endte med at tilbringe natten hos mig i stedet for at køre hjem.

Vi klikkede lige så godt i virkeligheden som på tekst. Han fik mig til at føle mig som den mest fantastiske kvinde. Jeg var sexet, fræk, klog, vidunderlig og lækker i hans øjne. Han fik mig til at svømme helt væk, og han endte med at blive hos mig i 3 dage. Tiden fløj, og jeg fløj med.

Da han satte sig ind i bilen, splintredes mit hjerte. Jeg havde ikke haft det sådan siden de første teenageforelskelser, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Få minutter senere ringede han. Ville jeg komme hjem til ham weekenden efter? Han skulle nok arrangere transport. Med hver en fiber i min krop skreg jeg JA. Tænk, jeg kun skulle undvære ham i 4 dage!

Ugen blev brugt på frisør, indkøb af frækt undertøj og lignende forberedelser. Fredag hoppede jeg på toget og var klar. Klar til ham og klar til os. Jeg nåede at sidde i 20 minutter, så ringede han. Hans ekskæreste var blevet syg, så han havde altså sin datter hele weekenden. Jeg havde intet hørt om en datter. Kunne slet ikke samle mig. Han sagde, jeg bare kunne komme alligevel, så jeg fortsatte turen. Forvirret og forundret gik jeg i gang med at undersøge alt om denne her eks og deres datter. Jeg tjekkede hans families facebook-profiler og fandt endelig et billede af hans søster med en lille pige. Det var 2 måneder gammelt, og pigen så nærmest nyfødt ud. Min hjerne lavede en fin historie om, at det jo nok var søsterens datter og ikke min gakkers.

Da han hentede mig på stationen, kunne jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg var forvirret, vred men også forelsket. Blev mødt af et kæmpe kys, så intimt som havde han kendt mig i årevis. Jeg glemte alt om datteren, indtil han vendte sig om. I en barnevogn lå en lille fin pige.

På vej hjem fortalte han mig om den frygtelige eks. Hun havde forladt ham få uger efter, deres datter var blevet født. Hun havde aldrig elsket ham, ville bare have et barn. Fejlede sikkert alt muligt psykisk. Og hvis ikke han tog datteren, når eksen sagde det, så han hende nok aldrig igen. Så jeg kunne jo nok forstå, han måtte have sin datter denne weekend. Hun ville altid komme først. Og jeg var enig. Selvfølgelig kom datteren først, og jeg kunne jo bare tage hjem, hvis det blev for meget.

Vi ankom til et iskoldt hus. Han havde ikke været der, siden eksen skred. Der var KLAMT! Gammel mad, rod, døde blomster, støv og hundelort alle vegne. Jeg sendte ham ud at handle med datteren, mens jeg gjorde rent. Som en tornado klarede jeg hele underetagen, inden de var tilbage. Jeg placerede ham i sofaen, lavede flaske, fandt dyner, forberedte aftensmad og gik så op ovenpå i håb om at kunne arrangere noget, vi kunne sove i. Han spurgte ikke, om jeg ville hjælpe. Jeg gjorde det bare, og han fortalte mig hele tiden, hvor fantastisk jeg var, smuk, fræk, og så var jeg jo tydeligvis en bedre mor end hans eks.

Om aftenen var jeg smadret. Vi lagde os på sofaen, og lige idet mine øjne faldt i, begyndte hans hænder.
Jeg er for træt!
Jeg vil bare nusse dig lidt. Så sover du bedre! Du skal jo også have en belønning for dit hårde arbejde.

Ingen af os sov ret meget den nat. Hans berøringer fik lynene til at fare igennem min krop, og jeg kunne slet ikke stoppe mig selv. Han kunne få mig til ting, jeg aldrig ville have gjort, og jeg bemærkede ikke engang, vi overskred mine grænser.

Sådan gik weekenden. Jeg fik styr på hans hjem, han sad i sofaen og så tv og gav flaske, og når barnet sov, dyrkede vi sex.

I ugerne der fulgte, lukkede vi os mere og mere om hinanden. Han besøgte mig i weekenderne, jeg servicerede ham (på alle måder), og han fortalte mig hvor smuk, fræk, klog og dejlig jeg var. Jeg så kun veninder i hverdagene, og min familie blev sat på standby. Jeg havde ikke tid til både dem og ham. Det sørgede han for.

Endelig kom sommeren, og jeg flyttede nærmest ind hos ham i ferien. Dagene flød sammen, og jeg nød det. Der var ikke noget fast skema for, hvornår datteren var hos os. Eksen skrev, og han hentede. Af og til var jeg alene i huset, fx når han hjalp sin eks, fordi hun skulle flytte. De var jo fælles om datteren. På knap 2 måneder nåede hun at flytte 3 gange. Der var skimmelsvamp, der var for lidt plads, der var hunde, der døde, og en masse andre årsager til, at han var nødt til at bruge et par døgn på at hjælpe hende. For datterens skyld.

På trods af alt det mærkelige der foregik, var jeg lykkelig. Lige indtil en dag. Noget var forkert. Jeg kunne ikke sætte min finger på hvad, men han havde ændret sig. Vi fik sagt farvel, og jeg var overbevist om, at det var det. Jeg ville nok ikke se ham igen. Han var så kold, og jeg kunne knap få et kys, da han forlod mig på stationen.

På vej hjem i toget kom den første besked. “Stop dit studie og flyt herop”. Det var ikke en kommando, men heller ikke et kærligt ønske om at være sammen. I løbet af de næste uger blev han mere bestemt. Han ville ikke have, jeg boede så langt væk, han ville vide, hvad jeg foretog mig, han ville kende alle, jeg kendte. Under en forelæsning ringede han til mig 45 gange.

Først forsøgte jeg at tale ham til fornuft, fortalte ham, at han kunne stole på mig. At vi jo fortsat kunne ses i weekenderne. Han hørte ingenting. Fokuserede kun på, at jeg nok ikke kunne styre mig. Han havde jo flere gange set, hvor langt jeg var villig til at gå seksuelt med ham, så jeg kneppede nok alle mænd på mit studie.

Mine veninder forsøgte at få mig til at droppe kontakten, men i hans arme var jeg jo stadig verdens mest fantastiske kvinde. Jeg var overbevist om, at hans sande jeg var det, jeg så, når vi kun var os to.

Jeg tog fejl.

En onsdag fik jeg en besked fra ham, der tydeligvis var tiltænkt hans eks: Jeg glæder mig også til at være sammen med mine piger igen. Tak for i dag skat!

Min verden væltede. Det var ikke mig, der kneppede alle mænd, jeg så. Det var ham, der var sammen med sin eks! Jeg ringede til ham og sagde, at det var slut. Aldrig mere ville jeg se ham igen! Han græd. Han var jo kun sammen med hende, fordi han savnede mig. Fordi jeg boede så langt væk. Hun var ingenting sammenlignet med mig. Og 4 timer senere ringede han på min dør. Jeg vidste ikke, han ville komme, men var ikke overrasket. Som altid endte jeg i hans arme og han i min seng.
Min modstand smuldrede, når han kiggede på mig.

Næste dag sendte jeg ham hjem. Jeg havde fået verdens bedste veninde på studiet, og hun blev min klippe, der hjalp mig til at sige stop. Uger blev til måneder. Han ringede fortsat et utal af gange. Jeg kunne ikke blokere hans nummer, og telefonselskabet kunne kun hjælpe, hvis jeg meldte ham. Så det gjorde jeg, men der var ingen konkrete trusler. Så kan man jo ikke gøre noget, og der var ikke sket noget med mig. Så kan man i hvert fald slet ikke gøre noget. Han var jo bare ulykkeligt forelsket. Syntes jeg måske ikke, det var synd for ham? Samtalen med politiet bar ikke frugt. Nyt nummer. Ud af mit liv. Videre. VÆK!

Året efter blev jeg færdig med studiet og flyttede hjem. Jeg havde rystet det meste af hans gakkeri af mig. Han var ikke glemt, men den frygt, han havde efterladt i min krop, var mindsket. Jeg begyndte igen at se venner og familie og gik også i byen.
En sen nattetime skulle jeg hjem og valgte at tage en taxa. Og der sad han så. Som taxachauffør i MIN by!
Han fortalte mig, at han arbejdede hver nat i weekenderne i håb om, at jeg ville få brug for ham. Jeg kastede op. Ikke af alkohol, men af ren frygt! Jeg har ALDRIG været så bange, hverken før eller efter.

Han kørte mig hjem, gjorde mig intet, men sagde, at det ville han en dag. Vi ved begge, jeg er den eneste, der ved, hvordan din krop skal behandles. Så snart jeg var inde i min opgang, ringede jeg til politiet, men han blev ikke straffet for noget, for han havde intet ulovligt gjort.

Nogle måneder efter kontaktede hans søster mig. Han var blevet indlagt på psyk og havde brug for mig. Jeg blev væk. Hun kontaktede mig flere gange, fortalte om diagnoser. Nu får han medicin. Han er en helt anden! Du er den eneste, der kan give ham ro. Jeg holdt mig stadig væk. Borderline, sagde de. Psykopati tænkte jeg.

På magisk vis fandt jeg modet til at date igen og mødte mit livs kærlighed. Men jeg er stadig nødt til at spørge, hvad chaufføren hedder, når jeg bestiller en taxa. Og de gange, han er dukket op i diverse sociale netværks, bliver han blokeret. Han gakker stadig. Han har fundet på flere nye navne. For nogle år siden ringede han til min mand nytårsaften. Hvad vil du med sådan en ludertøs?
Det var sidste gang, vi hørte fra ham. Jeg håber aldrig, jeg hører fra ham igen!

Flere gakkere i Gakkoteket.

img_0357-amagerbrogade_1000Amagerbrogade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #3

Start lige med første og andet afsnit.

Vi kom mange timer for sent hjem. Han ringede fra en rasteplads. ”Jeg har lige mødt nogen fra arbejdet, som jeg kører sammen med”. Og så havde vi sex i bilen.

Jeg satte ham af to gader fra hans hjem, vi aftalte at tage det lidt med ro. Vi havde brug for ro.

Næste dag lå der en mail fra ham: ”I går var verdens bedste dag. Jeg må ud i aften. Jeg tager med til din fest!”. Og jeg måtte sige, at det ikke gik. Han skulle ikke møde mine venner. Jeg prøvede at passe på. På os, tror jeg mest. Jeg ville ikke, at kæresten opdagede det. Men han tog ud alligevel. Satte sig på en bar i nærheden. Jeg skred fra festen og mødte ham. Vi kyssede i en gadedør og han stirrede mig ind i øjnene. Så måtte han gå. Han havde lovet kæresten at være hjemme kl 01. Hendes tidspunkt blev tidligere og tidligere. Vi var på tynd is. Han gloede på mig, da han kørte med taxaen.

Næste dag lå der endnu en mail: ”Jeg MÅ se dig. Jeg kommer til dig i aften. Please. Jeg må.” Og det var dér, at jeg smed mine parader. ”Kom” skrev jeg. Jeg ville bare have ham nu, og jeg smed alle forbehold.

Det var sent efterhånden. Han kom ikke. Jeg tjekkede min mail: ”Der er blevet grædt og råbt her til aften. Jeg har fortalt min kæreste om os. Jeg vil ikke se dig mere”. Så hyperventilerede jeg og løb ud af lejligheden. ”Du må ikke gøre det på den måde”, skrev jeg tilbage. Hvad skete der?

Han ringede næste morgen. ”Jeg var på vej hen til dig. Så ringede hun og skreg. Hun havde set alle mine mails til dig”. Han troede, de var slettet, når de lå i slettetbakken. Det var de ikke. Han sagde, at han havde fortalt hende alt – ja, altså bortset fra, at han havde sagt, at vi brugte kondom. Det gjorde vi ikke. Han havde lovet sin kæreste at fortælle alt han nogensinde hørte eller så til mig siden.

Og så kunne historien ende der. Med mig i sengen, grædende. Men det gør den ikke. For der gik en måned, og jeg var tom og blottet, og jeg havde brug for at TALE. Det var kun ham der havde talt. Så jeg ville sende en mail, med mine ord, for første gang. Dagen før, jeg havde planlagt at sende den, stod jeg i en lejlighed på Nørrebro. Jeg legede med en lille baby, og så kiggede jeg ud på gaden. Og der stod han med sin cykel, han smilede til en kvinde, der cyklede imod ham på en Christianiacykel – og så cyklede de ind i børnehaven overfor.

Det syn skulle jeg åbenbart have med. Jazzgakkeren og hans kæreste henter børn.

Jeg sendte mailen. ”Jeg skal bare lige sige nogle ting, så giver jeg slip”. Tog på weekendtur. Væk fra København.

Og så ringede han. 1.000 gange. Jeg vidste, det var ham, da jeg så de utallige ubesvarede opkald. Der var altid en særlig desperation over hans kontaktforsøg.

”Jeg slettede din mail, før jeg læste den”, sagde han. ”Jeg panikkede!”. ”Jeg sender den igen”, sagde jeg. Men det måtte jeg ikke. ”Min kæreste læser alt! Lad os mødes! Jeg har brug for at se dig, sige ordentligt farvel”. Han havde været ved min dør fire gange den dag, fortalte han. Helt manisk. Og der stod jeg igen. Og kunne knapt sige nej. Jeg ville bare have, at han læste den mail. ”Jeg spiller koncert i næste uge”, sagde han, ”Du skal komme, så taler vi bagefter”.

Jeg problematiserede: ”Så er du jo skæv og fuld”. ”Det er jeg jo altid”, svarede han. Og det slog mig, at jeg aldrig havde set ham, uden at han var skæv. Jeg indvilligede i at komme. Og skældte ham ud, da han sagde: ”Det går faktisk meget bedre mellem mig og min kæreste nu”. Der var så meget ved den samtale og ved mig, der strittede.

Jeg lagde på og besluttede ikke at komme. Uden at sige noget. Så blev det dagen, og der var tusind ubesvarede opkald. Jeg tog den ikke. Til sidst skrev han ”Min kæreste kommer til koncerten. Jeg håber, vi kan udskyde”. Aldrig i mit liv blev jeg så lidt passet på. Jeg svarede ikke. Nød at han ikke vidste, om jeg ville være der.

Næste dag ringede han: ”Jeg har tænkt på det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ville mødes med dig”, sagde han. ”Jeg synes vi skal aflyse”. Endnu engang styrede han showet. Jeg krævede, at han læste min mail. ”Det er det eneste, jeg beder om”, sagde jeg. Og så gav han mig hovedmailen til sit arbejde. ”Send den dertil”, sagde han, ”Så læser jeg den og sletter den”. Skal man takke for at blive slettet? Jeg blev vred. ”Sig, at vi betød noget for dig”, sagde jeg. ”Vi betød noget”, sagde han mekanisk.

Og så sendte jeg til hans arbejdes hovedmail, og jeg håber stadig sådan, at en eller anden kontordame fik den leveret på sin hjemmearbejdsplads.

Det har taget mig et år at kunne skrive det her ned. Han tog et år at komme over, og stadig får jeg ondt i maven engang i mellem. Det er stadig lidt svært at være på Nørrebro. Og der er spillesteder, jeg ikke kommer på længere. Han spiller stadig ufortrødent og er stadig et stort jazznavn i pressen. For mig er han Jazzgakkeren, og måske er de glade hjemme i hans familie nu, måske er de ikke. Det gider jeg ikke være en del af. Av for fanden, en tur.

(Mange flere gakkere i Gakkoteket)

IMG_4065 Woltersgade_1000Woltersgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #2

Fik du læst første afsnit? Ellers gør det nu.

“Jeg kunne ikke holde ud, at vi ikke havde kontakt!” gentog han, og jeg følte mig som en mystisk, mytisk skikkelse, da han i skjul for sine venner og kolleger trak mig ind til sig. Vi grinede mellem kyssene, og så bad han mig om at tage med til Jylland nogle dage senere. ”Jeg skal spille til en koncert”, sagde han, og jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg mailede mit ja, og han blev glad, og på dagen trak jeg den ud, så jeg ankom et kvarter inde i koncerten. Men han sad på parkeringspladsen og ventede på mig. ”Jeg vil vide alt om dig”, sagde han i skjul oppe på kontoret. Og så gik vi ned i koncertsalen, og han talte til mig som en ligegyldig PR-dame, og jeg var ukendt, og han spillede, og vi klappede. Det giver mening, at han solede sig i mig, en ung kvinde, der sad og klappede af ham med smil og anerkendelse i øjnene.

Nå. Men jeg var til koncert med en mand, som jeg begyndte at forelske mig i, og han blev ved med at sige ”Jeg er fuldstændig ekset med dig! Jeg vil vide alt om dig”, og han sang Den blå anemone for mig i skoven, hvor vi gik med kroppene viklet ind i hinanden. Vi besøgte hans ven, som spurgte ”Hvordan kender I hinanden? Du skal lave noget PR for ham?” Jazzgakkeren havde ikke forberedt mig på løgnen, og jeg svarede usammenhængende tilbage. Det var tydeligt for enhver, hvad der skete, men Jazzgakkeren smilede bare fjoget og talte om sin seneste plade.

Hele natten var vi sammen, bortset fra, når han røg hash. Har jeg fortalt det? Han røg hele tiden hash.

Efter 20 timer kørte vi hjem. Med pauser og kys på utallige rastepladser. ”Jeg vil ikke have, at det her stopper lige nu”, sagde han. Jeg havde en følelse af at følge med ham: Han lavede reglerne, jeg rettede ind.

Han lånte min telefon og skrev en besked: ”Min telefon er gået i stykker. Skal jeg hente børnene?”. ”Ja” svarede hans kæreste. Og jeg kørte lige et smut forbi psykologen senere den dag.

Og så blev det weekend, og vi havde aftalt, at jeg var den, der skulle skrive, hvis det skulle være. Samtidig gentog han konstant og hele tiden ”Vi må ikke have kontakt. Min kæreste kan læse alt”. Så jeg holdt mig tilbage, og alligevel kom der mails fra ham igen og igen. Han kunne ikke slippe, og han ville ses, og jeg var lækker og sød og alt, og han kunne ikke slippe. Så jeg tænkte og tænkte og tænkte, og jeg sendte en mail. Og straks kom der en mail tilbage. ”Kom på La Fontaine” skrev han, og jeg kunne ikke modstå fristelsen. ”Please” havde han skrevet. Og dér stod jeg, og han spillede, og jeg kom og lyttede. ”Du kom! Hørte du mig?” var det første han sagde, da han så mig i mængden af publikum. Og så drak vi. Og drak lidt mere. Og mere. Og kyssede i stræderne. ”Vi har skændtes helt vildt hele weekenden”, sagde han. ”Hun forstår mig ikke”. ”Jeg. Er. Så Vild. Med. Dig.” sagde han, og han inviterede på hotel i samme åndedrag som fortællingen om, hvordan ingen bliver lykkeligere af en skilsmisse. Det var hans ord. Og så tog vi på hotel. Heldigvis betalte han. ”Jeg har låst mig ude. Det er bare derfor”, sagde han til receptionisten, som tydeligvis var ligeglad. Og så bestilte han en masse sprut. Om morgenen spiste vi morgenmad i hotellets lobby, og han var indelukket og kold, og vi sad over for hinanden med tørre croissanter, og han var nok bange for, at han mødte nogen, han kendte. Jeg var ked af det, fordi han var fjern. ”Forsvinder du?” spurgte jeg i søjlegangen ved Nationalmuseet, og han benægtede, mens han trådte sin cykel i gang.

Den dag tænkte jeg meget på, hvordan hans kæreste nok skældte ham ud, når han kom hjem et døgn efter et skænderi, forsvundet på et hotel hele natten. Jeg hørte ikke fra ham i flere dage. Og det er faktisk løgn. For jeg vidste, at det var en idiothistorie, jeg var en del af, og jeg prøvede at date andre mænd (og imens prøvede Jazzgakkeren at kime mig ned (ham og kæresten havde skændtes, og han sad ensom og forladt på en bar).

Nogle dage senere skulle jeg danse til et event, og jeg havde fortalt det til Jazzgakkeren, men han kom aldrig, og jeg græd i favnen på en eller anden, fordi han aldrig kom. Senere kom der en mail om, hvor meget han savnede mig, og om en masse arrangementer, hvor vi kunne ses ugen efter (”Kom med, kom med”). Og jeg kunne ikke sige nej. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Jeg var fanget af hans maniske kærlighedserklæringer, der strømmede ind på mailen (imens han fastholdt, at vi ikke skulle skrive sammen).

Og jeg kom til en af hans koncerter (”Jeg skal være hjemme kl 02, siger min kæreste”), og jeg fandt mig i, at han sagde: ”Du er fantastisk. Jeg er vild med dig. Vi kan aldrig være sammen. Jeg er vild med dig, jeg går aldrig fra hende. Du må ikke gå fra mig.” Og jeg var fucked. Decideret fucked de næste par dage. For jeg mærkede, at han var desperat, og jeg mærkede, at jeg var hans crack. Men jeg tog i biografen, og længe troede jeg ikke, han dukkede op, og jeg måtte stille et pokerfjæs op for en kvinde, jeg mødte, som jeg kendte. Men så stod han der. Og gav mig nærmest hånden. Så fremmede skulle vi være, når vi ikke var alene. Men i mørket kom hans hænder på arbejde, og jeg mærkede, at han begærede mig, så snart at ingen så på. Hans hænder var alle vegne, indtil lyset blev tændt. Så gik vi civiliserede over i en park, og han var alle vegne, imens han fortalte om diverse præstationer i sit arbejdsliv. ”Du skal komme og besøge mig på arbejdet”, sagde han, ”Jeg har brug for at se dig i løbet af dagen”. Og jeg svarede, at jeg også havde travlt, jeg havde også ting og mennesker at se til og kunne ikke bare stå til rådighed. ”Men mange mennesker er afhængige af mig” sagde han, og jeg måtte forstå, at han var vigtig.

Nogle dage senere tog vi på tur, langt væk fra København. Det var vores chance. Og vi kørte rundt i timevis og sang og grinede og kyssede og havde sex på et hotel. Og han røg hash. Igen og igen røg han hash. ”Hvad fanden gør vi?” spurgte han. ”Jeg er ikke tro mod en kvinde, jeg respekterer”. Og to sætninger senere: ”Jeg kan ikke undvære dig lige nu”. Nå ja, og vi mødte en mand, som vi begge kendte. ”Er I kommet her sammen?” spurgte manden. ”NEJ!” Råbte Jazzgakkeren, ”Vi kommer ikke sammen!”. Og så gik det op for ham, hvad manden mente.

Læs sidste afsnit af Jazzgakkeren.

IMG_3661 Krimsvej_1000Krimsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

 

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #1

Endelig fik vi en ny gakker! Husk nu, at I stadig kan indsende gakkere til mail.amarOrama@gmail.com! For når denne her gakker er ovre, vil vi gerne have flere. Men en gakker ad gangen. Først tager vi rigtigt godt imod Jazzgakkeren, som nogen måske skulle forklare lidt om reglerne for, hvad lufthavnpersonale må oplyse og ikke oplyse til tilfældige gakkere, som ringer for at gakke. Værsgo, her kommer afsnit et.


Jeg så Jazzgakkeren med det samme i lufthavnen. Kendte ham fra koncerter, plader og tv. Engang havde min veninde været hans underbo, og jeg, der kun havde boet i København i få måneder dengang, syntes det var ret sejt. Jeg kom sågar til at ringe på hos ham, fordi hans kæreste og min veninde hed det samme.

Men det havde jeg glemt i lufthavnen. Det lå flere år tilbage. Jeg var træt efter mange timers rejse og sad med hovedet i min telefon. Han havde et underligt instrument med og underholdt nogle mænd, der labbede hans umiddelbare facon i sig.

Jeg kom sidst ind i flyet, og Jazzgakkeren sad ved vinduet ved siden af min plads. Jeg prøvede at sige hej, men han kiggede ikke op fra sin bog. Senere fortalte han, at det var langt fra sandheden. Jeg havde ikke talt med nogen i 12 timer og var opsat på at snakke. Særligt med ham. Jeg forventede, at han var lige så sjov i virkeligheden. Han virkede nervøs, da der kom turbulens, og det blev vores indgang. Fra da af talte og grinede vi resten af turen, og Jazzgakkeren underholdt med det ene og det andet.

I Kastrup fulgtes vi hen ad gangene. Ventede ved bagagebåndet sammen. Det var så underligt forenet. Og så stod vi i ankomsthallen mellem børn og flag og kaos, og vi prøvede at få det til at passe med at tage en taxa sammen, men det gav ingen mening: Han ville til Christiania, jeg ville hjem. Ingen af os turde sige, at vi havde lyst til at fortsætte. “Hej hej” råbte jeg, og gik mod metroen. Jeg vidste, at jeg ville møde ham igen.

Hjemme kunne jeg hurtigt se på nettet, at han havde både kæreste og børn. Som han ikke havde nævnt. Overhovedet. Men han var så sjov og sød og direkte, og jeg ville ikke spilde en god kemi, så med hans kæreste og børn på siden tænkte jeg, at jeg måtte blive venner med dem begge, med hele familien.

En aften skulle han spille i København, og jeg tog derind. Jeg gik op til ham i pausen, og han var et stort, åbent smil. “Det er jo dig!” Og så gav han øl og senere, på en anden bar, cocktails, og senere, på en anden bar, øl, og senere på en anden bar, gin og tonics, og han ville aldrig hjem, og jeg tænkte, det måske bare var normalt for hans kæreste, at han kom hjem kl 5.

Til sidst var der ikke flere barer tilbage, og vi sad på en bænk, og han ville så gerne kysse mig, sagde han. Og jeg sagde, det ikke var muligt, fordi vi skulle være venner, og også med hans kæreste. ”Hun vil ikke rigtig have, at vi har venner,” sagde han og “Vi kan sagtens være venner alligevel”. Og så var der tunge og hænder alle steder. Jeg havde vist på fornemmelsen, at det var dumt.

Og der gik en weekend, og jeg var i Århus, og jeg tænkte på ham, men jeg glemte også det hele. Men det blev mandag, og han havde inviteret mig til koncert. Jeg tog derhen, men var usikker på, om han ville være der, men der stod han, og ”Hvor jeg er jeg glad for at du kom!” sagde han, ”Jeg var ved at ringe til vores flyselskab for at få dit fulde navn!”

Læs næste afsnit af Jazzgakkeren.

(Hvis du vil have flere gakkere, ligger der bunkevis i Gakkoteket)

Tag endelig plads Amager Boulevard Amager amarOrama kopiAmager Boulevard

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts