Hej Gakker

Nu er der ikke mere. Bare rolig.

Ja jeg ved, du læser med. Eller jeg tror, jeg ved, du læser med. At du følger din egen historie, som ender lige her.

Det har været mærkeligt at bagtale dig for åben skærm. At grine, gyse og pege fingre sammen med internettet. Nogle dage har jeg frydet mig. Andre dage har jeg ynket dig.

Gad vide, hvad du har. Om du har skammet dig? Haft ondt af mig? Angret? Jeg tror det ikke.

Jeg tror, du har gjort, som du plejer. Placeret mig i skolegården sammen med de andre, der ikke kunne lide dig. Dem der drillede dig og hånede dig og grinede af dit overbid. Som sagde, du var forkert. Og som selv er ude om det.

Måske også det nemmeste.

Men et eller andet sted i dit forgakkede sind, må du da vide, at du lyver. At jeg ikke har fortjent din gakkede behandling, og også bare står alene i skolegården med mit ballonhoved, uden at passe ind. Da Gakkeren kom, troede jeg, han var en, jeg kunne holde sammen med.

Det var han ikke.

Jeg fattede det nok først, da jeg skrev historien ned. Og den slutter her. Kan godt lide tanken om, at du læste med, men nu vil jeg bede dig om at lukke døren til amarOrama. Lade mig blogge videre alene. Gakkeren er færdig.

Nu er der ikke mere.

IMG_3783 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Historien om Gakkeren er slut, men startede her.

Læserne fortæller: 5-års-Gakkeren

Dagens Gakker er flyttet til forstæderne for at stifte familie. Måske sammen med dig?

Hvad er en gakker? Kig i Gakkoteket.


Jeg var 22, lige startet på uddannelse og en ivrig fredagsbargænger. Der var mange øl, mange sene nætter og mange mænd. Ikke altid de bedste mænd. Men jeg havde det sjovt. Efter et par semestre gik det hele dog lidt for hurtigt, og jeg påbød mig selv et halvt års cølibat. I bagklogskabens lys måske dumt, men det føltes vigtigt.

Få uger inde i cølibatet dukkede et nyt ansigt op til fredagsbaren. Han var flot og klog. Og prætentiøs og selviscenesættende og glad for at høre sig selv sige fine ord. Og uimodståelig. Han endte hjemme hos mig, hvor jeg kæmpede med mit cølibat. Det endte med en gang utilfredsstillende fumlerier, og morgenen efter var jeg så vred på mig selv, at jeg klappede fuldstændig i. Den stakkels mand anede ikke, hvad han skulle stille op og luskede akavet afsted.

Jeg husker ikke, hvordan vi genoptog kontakten, men nogle måneder efter, i foråret, var der gang i sms’erne, og en dag spurgte han, om ikke vi skulle ses. Jeg var parat til at glemme alt om det cølibat. Der var bare noget ved ham. Vi havde det herligt. Diskuterede så det gnistrede. Talte om obskure ting, ingen andre gad tale om. Men der skete ikke noget. Han inviterede mig ud igen, vi havde det herligt igen. Der skete ikke noget, igen. Så tog vi hjem til mig og grillede. Vi flirtede, til kroppene brændte, men der skete ingenting. Det stod på i nogle uger. Da han igen ringede og ville ses, foreslog jeg middag hos ham. Nu havde han jo været hos mig. Han trak på det og sagde så: Ej, der roder. Og der er kæreste over det hele.

Jeg blinkede mig tilbage til virkeligheden og blev rasende. Skældte ud. Kaldte ham en løgner, spurgte, hvad han egentlig troede, det var vi lavede. Han agerede overrasket. Det måtte være mig, der bare havde fejltolket alting. Det var ikke bevidst, at han ikke have nævnt hende. Jeg lagde vredt røret på.

Han ringede igen om natten: Kan vi ikke nok stadig mødes i morgen? Jeg svarede, jeg ville tænke over det og melde tilbage. Det gjorde jeg ikke. Nogle dage efter skrev han igen: Når du er kommet til fornuft, eller din nysgerrighed overmander dig, synes jeg, vi skal mødes i Kongens Have. Jeg skulle have stoppet det der. Men han var jo uimodståelig. Og han kunne vride og vende situationer, så jeg blev i tvivl, om det var mig, der var skør. Og lige da jeg besluttede, at nu var det hans sidste chance for at tage ansvar for sine handlinger, gjorde han det pludselig. Tog ansvar. Sagde, han havde begået en fejl, at han skulle have sagt det tidligere, og at han var ked af det.

Vi begyndte at ses igen. Som venner. Men han ville aldrig bruge det ord. Venner. Uanset hvor mange gange, jeg spurgte, hvad han ville med mig. Jeg kan så godt lide dig. Jeg bliver ked af det, hvis vi ikke kan ses mere. Du får mig til at føle, at det ribben var godt givet ud.

Han ville ikke tale mere om kæresten: Hun er stadig inden for 2 måneders byttegaranti. Til en fest hos min veninde rørte han ved mig hele aftenen, indtil min krop kogte, men han stod af natbussen. Holdt sig altid i skindet lige til allersidst. Der var daglig kontakt. Uendelige sms’er og opkald. Du er det eneste menneske, jeg har mødt, der giver mig en følelse af at være totalt forstået. Vi er to alen af et stykke.

Jeg inviterede ham til at grille med nogle venner i Fælledparken. Han dukkede op med sin kæreste. Uden at spørge eller advare mig. Hun var sød. Da hun gik på toilettet, eksploderede jeg i raseri. Han blev vred, de gik, og den stakkels kæreste så meget forvirret ud.

Han ringede et par dage efter og indrømmede, hvad jeg hele tiden havde troet, at han gemte mig som reserve, hvis nu det ikke gik med kæresten. Jeg sagde, jeg ikke ville se ham mere. At det ikke fungerede for mig. At jeg ikke ville såres. Han accepterede. Han ville prøve at være den gode kæreste.

Efter nogle måneders tavshed, hvor jeg vendte tilbage til mit cølibat, var han der igen. Tog kontakt, og vi startede forfra. Daglig kontakt. Elektriske samtaler. Flirtede til kroppene skreg på forløsning, men hver gang holdt vi os på måtten. Og hver gang lod vi som om, hans kæreste ikke eksisterede. Hun blev aldrig nævnt. Vi var gode til at lade som om. Det skulle vise sig at blive et mønster, vi ville gentage utallige gange hen over de næste fem år. Hver periode endte med, han på en eller anden måde gjorde mig vred, så jeg droppede kontakten. Hver gang vendte han tilbage, og hver gang faldt jeg i igen.

Han flyttede sammen med kæresten. Jeg opdagede det ved et tilfælde. Vi talte ikke om det. Når telefonen ringede, sagde han: Jeg er hos min kammerat Andy. Ikke så rart, men vi var gode til at lade som om. Samværet blev mere og mere elektrisk, men når vi kun talte om sex, og ikke havde det rigtigt, gjorde vi jo ikke noget galt. Sådan kunne han rationalisere.

Og så en aften drak vi vin og hørte musik. Vi sad på gulvet og skiftedes til at vælge et nummer. Og jeg brød en af vores uskrevne regler. Jeg fortalte ham om en heftig forelskelse, jeg havde haft i vores sidste pause. Han blev stille. Jeg kan virkelig ikke lide, at du er sammen med andre.
Men du har jo en kæreste,
svarede jeg.
Alligevel, sagde han.

Så røg alle hæmningerne. Vi fik afløb for alt det, vi kun havde talt om i årevis. Jeg har aldrig været min kæreste utro før. Efter det blev kontakten endnu mere intens. Jeg var frustreret. Jeg ville ham, men ville ham ikke. Han var jo en dårlig kæreste. Men jeg ville i hvert fald ikke være hans hemmelighed. Venner kunne vi ikke blive. Og jeg følte skam over for hans kæreste. Hun havde nok ikke fortjent sådan en luset mand.

Der var ingen dramatisk slutning. Jeg indså til sidst, det ikke på nogen måde kunne ende godt for mig. Så jeg blev direkte. Holdt op med at lade som om. Det kunne han ikke lide, og lige så stille forsvandt han. Fem år af deres forhold rodede han rundt med mig. Det sidste jeg hørte var, at de flyttede til forstæderne for at starte familie.

IMG_7877 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Læserne fortæller: Englands-Gakkeren

Uuuh, der findes åbenbart mange gakkere, der i hemmelighed pendulerer mellem to familier. Hvad gakkerne ikke ved er, at der findes seje detektivbørn, som ikke finder sig i shit. Her kommer Saras kommentar til Retro-Gak.

Hvad er en gakker? Kig i Gakkoteket.


Jeg boede på et tidspunkt i England, hvor jeg det første halve års tid lejede et værelse hos en nogenlunde jævnaldrende kvinde. Mens jeg boede hos hende, satte hun og hendes tre søskende gang i noget af en optrævling af deres fars tiltagende spøjse adfærd/ fravær og hans rimeligt åbenlyse løgne og bortforklaringer. Alle fire søskende var voksne, men kom en del i forældrenes hjem. Jeg vil tro, deres forældre havde været sammen i 40 år på det tidspunkt. De voksne børn begyndte at følge efter deres far. Sommetider mødtes de i lejligheden, hvor jeg boede, og udvekslede observationer og lagde planer for, hvad næste skridt skulle være.

En aften stod det klart, at flere af dem havde observeret deres far opholde sig på en bestemt adresse i nærområdet og de besluttede at tage derhen. Uanset hvor sikre hele familien havde været på, der foregik noget, faren ikke ville ud med, så havde de ikke forestillet sig det, de rent faktisk fandt ud af. De havde nok tænkt, at han i værste fald var deres mor utro… Sådan var det måske også startet, men da de tog hen på adressen, de havde observeret ham på, fandt de ud af, at han dér havde en meget ung kone og et lille barn. Hans nye familie kendte intet til hans “første” familie og jeg husker konfrontationen som et kæmpe drama. Det var temmelig surrealistisk at opleve noget så vanvittigt så tæt på.

Jeg har stadig kontakt til hende, jeg boede hos dengang og var for nylig med til hendes bryllup, hvor faren ikke var med. Hun og hele hendes familie har slået hånden af ham og har ingen kontakt med ham overhovedet. Og hendes børn har aldrig mødt deres morfar.

IMG_3895 Røsågade_700Røsågade

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Læserne fortæller: Farfar-Gakkeren

Perfekt. Så snart, I hører om Third Ears farfar, sender I en farfar-gakker til mig. Tak. Han kommer her.

Jamen hvad er en gakker? Kig i gakkoteket.


Gakkeri har konsekvenser, ikke blot for de direkte involverede. Det kan brede sig som ringe i vandet lang tid efter, der er gakket færdig.

Det startede med, min far ringede og fortalte, at farfar var død. Det var ikke nogen overraskelse; han havde været syg. Ikke længe, men hastigt for nedadgående. Jeg var selvfølgelig trist og forberedte mig på sorgen, som jeg også havde været igennem, da min farmor tog af sted nogle år tidligere.

Til gengæld var jeg ikke forberedt på opkald nr. 2 dagen efter. Min far igen. Noget med nogle papirer og en bror. Min ellers så logiske og strukturerede far var totalt usammenhængende. Efterfølgende ringede jeg til min mor for at fortælle om samtalen og fandt, at jeg ikke kunne genfortælle, hvad min far havde sagt. Hvad havde han egentlig sagt? Noget med en bror. Var det min farfar, der havde en bror? Min far? Mig? Jeg var nødt til at ringe ham op igen og bede ham tage det fra en ende af.

Det var næsten umuligt, for der var så mange ender at tage fat i; men nu får I den strukturerede version af det puslespil, der åbenbarede sig blandt min farfars efterladte papirer:

Min farfar havde haft en affære med en kvinde på hans arbejdsplads, og hun var blevet gravid. Min farfar lovede at blive skilt. Han fortalte min farmor, hvad der var sket, og en advokat blev kontaktet. Men i sidste ende blev skilsmissen ikke til noget – pga. ”omkostningerne”. Hvilke omkostninger ved jeg ikke. Økonomiske, emotionelle, sociale? Hvem ved? Enden blev ingen skilsmisse. Enden blev, at den stakkels kvinde, godt henne i graviditeten fik at vide, at han ikke kom. Hun fik og tog sig af sin søn alene, med spredte, skjulte besøg og fødselsdagskort fra min farfar. Jeg skriver skjulte, for enden blev også, at min farfar lovede min farmor aldrig at tale om det igen, og at børnene – der ellers var unge voksne – aldrig fik noget at vide. Og det løfte holdt han. Min farfar var Hans-Christian Varnæs?!?

Men enden blev også til en ny begyndelse. Min far blev rasende på sine afdøde forældre over hemmelighedskræmmeriet. Han marcherede direkte hen til telefonen og ringede sin nyfundne bror op. Og her kom chok nr. 2. Bror kendte udmærket til os, farfars familie. Han vidste, vi fandtes, og han gik ud fra, som en selvfølge, at vi vidste, han fandtes. Han kendte ikke til aftalen mellem min farmor og farfar, så han regnede med, vores tavshed betød, at han ikke var velkommen. Min far blev mere vred. Bror var forbløffende afklaret, velafbalanceret, og han og hans kone verdens sødeste mennesker.

Den næste tid gik med at lære hinanden at kende. Bror blev inkluderet i alt vedrørende begravelse, arv, etc., og jeg glædedes over, hvor megen rummelighed min familie viste oven på sådan en omgang gak. Løgnene og ekskluderingen skulle stoppes lige her. Han har været en afholdt bror og onkel lige siden og en total bonus. Han er den af sine søskende der ligner min farfar allermest.

Men jeg brugte også meget tid på at tænke. Jeg tænkte over mine bedsteforældre. De havde da ikke virket ulykkelige? Jeg syntes altid, tonen mellem dem havde været venskabelig og kærlig. Jo, bevares de havde hver deres soveværelse, men havde alle gamle mennesker ikke det? Gamle mennesker dyrker jo alligevel ikke sex? Vel? Og min farfar snorkede jo så skrækkeligt, som min farmor kærligt sagde.

Jeg tænkte på, hvordan en affære i 60’erne kunne vende op og ned på folks liv i 90’erne. Og jeg tænkte på min egen gifte gakker: hvor hurtigt jeg var gået fra at være ”den anden kvinde” til at være ”den etablerede familie”. Jeg synes, det var så tarveligt, hvad min farfar havde gjort mod kvinden – men tænk hvis han var blevet skilt og havde fået en ny familie. Så havde jeg måske slet ikke kendt ham?  Jeg tænkte på, at min farfar havde forvoldt endnu mere sorg, smerte og gråd, end min gakker havde, og fandt det næsten uudholdeligt. Min kære rare farfar, havde han været sådan en røv?!? En kvindes gakker er åbenbart en andens tivoliture, zoo, sommerhus, vaffelis og brandbilskigning.  Og min elskede, elskelige, milde og varme farmor. Hun havde i sin vrede og klyngen sig til det eksisterende nægtet et barn adgang til sin far? Til sine søskende? Det var svære modsætninger at få til at mødes. Jeg delte ikke min fars vrede – jeg var mere grundforvirret.

Når jeg fortalte historien, fandt jeg også hurtigt ud af, at den slags gak fandtes i rigt mål blandt de ældre generationer. Det var slet ikke så usædvanligt, at skeletterne kom dansende ud af skabet de steder, hvor keeping up appearances er alfa og omega. Og mig havde de altså narret: jeg ville aldrig havde troet, at sådan en hemmelighed kunne trives i det hjem, hvor jeg elskede så meget at komme og altid syntes, at stemningen var god og rar.

Til sidst måtte jeg jo erkende, at min farfar var et menneske på godt og ondt. Og at man åbenbart godt kan være verdens bedste farfar, samtidig med at man har været noget mindre perfekt som mand og gakker. Og verdens bedste og mildeste farmor kan være en bitter,  jaloux og nidkær hustru. Og at deres kærlighed til mig ikke var ændret af den grund. Så det skulle min kærlighed til dem heller ikke være.

Hvad værre var, jeg måtte også acceptere, at utro mænd ikke bare er svin, der gør deres koner og elskerinder kede af det. De kan godt samtidig være en hel masse for nogle helt andre. Og det hele kan rummes indenfor det samme menneske.

IMG_1445 Holmbladsgade Smørhullet_700Smørhullet, Holmbladsgade

Older posts