Mr. Wrong 18 – Sløv start på Fedtmule

Når folk spørger, hvilken slags kæreste, jeg kunne tænke mig, siger jeg af og til: En mand, der ved, at han skal dø.

Fedtmule vidste ikke, han skulle dø. Og havde heller ikke travlt med at nå noget. Ingen kampe, der skulle kæmpes. Ingen aftryk der skulle sættes. Ingen mørke, der skulle udforskes eller stjerner, der skulle hentes ned. Han var bare en stilleogrolignedepåjordentype, der grublede mest over, hvad han ville lave til aftensmad og hvem, der mon var med på at drikke en øl.

Hvis jeg havde mødt Fedtmule i dag, ville jeg på 2 sekunder have afgjort, at han ikke var noget for mig. Mest pga. gangarten.

Der jo afslører alt om en mands inderste væsen, går jeg ud fra, vi er enige om?

tovelillevejamageramarorama7813
Tovelillevej

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

Giv mig en vinkel

Jamen, hvor mange år skal det tage mig at komme igennem denne her idiotiske føljeton?

Har nu brugt hele aftenen på at skrive 5 linjer, når jeg i stedet kunne have læst en bog eller løbet en tur. I regnen ja! Regn er da sjovere end ekskærester, der giver hovedpine og efter lange, opslidende forhold ikke vil koges ned til blogindlæg. Hader det her projekt.

Du får ingen Mr. Wrong i aften. Lev med det!

fremadamageramarorama
Café 5-øren

Mr. Wrong 18 – Fedtmuleoptakt

Nå, men denne weekend er det min hensigt at skrive noget om Fedtmule. Altså noget andet end det, der stod i de første 20 indlæg, jeg indtil videre har kasseret.

Kan starte med at afsløre, at han dansede ligesom ham fra Hotel Hunger. Trippende på stedet. Skrævende. Som en, der har skidt i bukserne.

Vi passede ikke sammen. Jeg var alt for cool til ham.

Og dog. Folk, der så, hvad jeg lavede under diskokuglen i lørdags, ville med stor sandsynlighed mene noget andet.

Fortsættelse følger.

njalsgadeamageramarorama
Njalsgade

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

Mr. Wrong 18 – Som søstre vi dele

Ikke mere klynkecirkus. Tuderiet begynder så småt at aftage, da jeg i slutningen af 2. g flytter hjemmefra sammen med en veninde og på en eller anden måde formår at presse både knust hjerte og enspændernatur ind i en lille bitte loftlejlighed i Aalborg Vest.

Under tøj og bamser gemte sig en trekvart seng, som vi begge to sov i! Det halvtomme køleskab måtte stå ude på bagtrappen, og alle måltider blev indtaget stående eller i sofaen under den flossede Prince-plakat.

I hjørnet stod en mindre bogreol. Som mest blev brugt til rod og ringbind, selvom et enkelt eksemplar af Hærværk og Niels Lyhne havde listet sig ind og snart skulle kalde alle deres venner til sig. Og der blev også lige plads til en guldfisk. Og en guitar. Og et gammelt konfirmationsanlæg plus et par knagende kurvestole med sæder, der sank længere og længere ned mod gulvet.

Og det var vist også det.

Men hvem har brug for privatliv, kvadratmeter og eget toilet med gulv, der ikke stinker af nabopis, når turen til skole tager 10 minutter på gåben (ja, det hedder det i Ållbår), og vindueskarmen er bred nok til, at en teenagerøv kan tænke store tanker og bruge timer på at puste røgringe over mod spiret på Vor Frelsers Kirke?

Det føltes som sommerferie året rundt. Ingen faste spisetider, rygeforbud eller sidste bus, der skulle løbes efter.

Faktisk nød jeg, at grænsen mellem dit og mit forsvandt i al flytterodet. Nøglen til lejligheden lagde vi i el-skabet ude på trappen, så venner og venners venner altid kunne få tag over hovedet, og det var da kun hyggeligt at komme hjem fra weekend i København og finde et krøllet Tak for husly fra folk, man aldrig havde hørt om.

Også mindet om Erik forputtede sig i hverdagens virvar af nye mennesker og muligheder.

Især hen over sommeren, hvor vi tog på interrail. Uden telt eller plan. Sov i parker, på banegårde, på bænke, på dækket under stjernerne mellem Brindisi og Korfu.

Det er svært at græde over en lille prik i Danmark, når barmhjertige, tavse nonner dækker op til det helt store velgørenhedsmorgenbord, før toget ankommer til Rom.

Eller når du sidder på en italiensk politistation, og uniformen over for dig, som i øvrigt ikke taler engelsk, meget hellere vil fortælle om alle fodboldpokalerne, der pryder kontoret, end skrive rapport om tyveriet af dit sidste par sko.

Eller når tank efter tank glider forbi togvinduet i Jugoslavien, og du forsøger at glemme, hvad der foregår i Sarajevo.

Eller når du som elendig vandpiberyger står og kaster op ud over fortovet i Istanbul og indser, at du i virkeligheden er tæt på at være lykkelig.

At rejse er den bedste kur mod alt.

Og efter et år uden Erik var jeg endelig klar til at kysse igen. Næste Mr. Wrong kalder vi Fedtmule. Jeg arvede ham selvfølgelig fra min veninde.

Fortsættelse følger.

pragsboulevardamageramarorama
Prags Boulevard

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

Mr. Wrong 17 – Forkerthedsanalyse

Shit, hvor jeg bare ikke gider.

Men lad os starte med det nemmeste. Sværmeren. Ham der elskede mig – og 2 sekunder senere elskede mig ikke.

Hvad med at spare lidt på kærlighedserklæringer, flytteplaner, huslejedonationer og nøjes med at være kærester, i det mindste indtil vi begge er nået op i samme følelsesmæssige gear!

Og hvor fejt er det at insistere på 360 graders vennefremvisning aftenen før, man vil slå op. Se alle sammen! Jeg har skudt papegøjen, men den skal først dø i morgen.

Største og mest utilgivelige fejl bestod dog i at være perfekt. Og derfor overhovedet ikke passe til en uperfekt nervevragskæreste. Ja, undskyld jeg trækker dig med ind i den patetiske afdeling nu, men passende forklaring skal vi lede længe efter andre steder.

For selvfølgelig handler det om noget så banalt, at jeg ikke er god nok.

Som sikkert skyldes, at jeg er vokset op med en far, der gerne ville være fri for mig, at jeg som 12-årig skulle lime min mors knuste hjerte sammen, at jeg i en verden uden mænd desperat søgte faderskikkelser i skolens dybe stemmer, der godt nok gav lektier og karakterer og sagde, jeg var dygtig. Men som naturligvis ikke elskede mig.

At jeg aldrig har været så heldig at se et rigtigt kærlighedsforhold på tæt hold. At mit barndomshjem var bygget på angst og mistro. At jeg er opdraget til at holde kæft og lade være med at belemre uskyldige mennesker med min utålelige personlighed. At blaaablaaablaaa.

Man kunne selvfølgelig også overveje, om jeg fra naturens hånd bare er udstyret med nervøse, selvfornedrende gener?

Uanset. Jeg levede hver dag med frygten for at blive afsløret som undermenneske.

Men Erik blev det store, tandpastasmilende bevis på, at jeg trods talrige tegn på det modsatte, havde lige så meget ret på jord som jer andre. At jeg var noget.

Ville prinsen på den hvide hest måske tage hele vejen til Berlin for at lede efter et nul? Gad pragteksemplarer måske smile stolt fra fotoalbummet omfavnende mennesker, der var grimme eller dumme? Naturligvis ikke. Jeg havde tiltusket mig en slags status.

Forestil dig glæden ved at placere Erik på min folkeskolevenindes dørtrin og ringe på. Rubbe drømmemand ind i hendes ansigt og se misundelsen trække læben længere og længere tilbage fra det chokerede overbid. Åh fryd. Den havde hun ikke set komme.

Men hvad hjælper det at gå rundt og prale med et gyldent trofæ, som du inderst inde ved, du ikke har fortjent. For det havde jeg jo ikke. Var jo stadig bare en nobody.

Og det bliver vel resultatet af analysen. At jeg ikke er god nok til at være kærester med folk, jeg er forelsket i, og at Erik derfor var helt forkert.

Temmelig trist erkendelse, men føl dig endelig fri til at tolke i andre retninger i kommentarfeltet.

I det hele taget kunne det være rart, hvis andre tog over og pillede lidt i min navle nu. Jeg trænger til at slappe af.

Bonusinfo.
Heldigvis kunne jeg mange år senere godte mig over at møde Erik i en halvgrim, slasket og tyndhåret udgave. Jamen, hvorfor være for fin til at glæde sig over de små ting i livet?

Fortsættelse følger.

remiseparkenamageramarorama
Remiseparken

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

Older posts