Bogmærke #40

Hver gang jeg læser denne artikel, tænker jeg på mit første speciale, som jeg aldrig skrev. Eller det vil sige, jeg skrev og skrev, begravede mig i bøger og noter og læste og skrev, om blikket i Karen Blixens forfatterskab, hvordan blikket kunne vække folk til live, og det manglende blik kunne slå dem ihjel, hvordan nogle figurer jagter blikket og andre skjuler sig for det, men jeg blev aldrig færdig. Emnet begyndte at opsluge mig. Jeg var nødt til at smide bøger og noter fra mig og komme ud i virkeligheden, før jeg mistede min forstand. Og senere afleverede jeg et helt andet speciale. Men når Lars J. Sørensen siger: “Ikke at blive set som sig selv kan føre til sjælemord”, ville jeg ønske, jeg kunne vende tilbage og skrive det færdigt.

img_0254-svend-aukens-plads-njalsgade_1000Svend Aukens Plads

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #20

Nordjylland 1996.

O Brother står mellem juletræet og reolen og læner sig ind over en kæmpestor pakke. En skrivebordsstol, som han vist selv har ønsket sig, så han kan sidde mageligt ved sit computeralter, hvor han spiller Doom og Quake og Monkey Island. Han elsker at skyde rumvæsener og mennesker. Så meget splat som muligt. Og så meget larm som muligt. Måske er det derfor, jeg jævnligt minder ham om, at han er adopteret og hedder Lasse Jensen og har en helt anden familie, som ikke vil vide af ham, inde i Nørresundby. Eller måske holdt jeg op med den slags chikane for længe siden, da jeg flyttede hjemmefra. Vi kan håbe.

Men hvis jeg husker rigtigt, er O Brother ikke altid irriterende. Han er også inde i en poetisk periode og tager fat i mig, hver gang jeg kommer på besøg, fordi han gerne vil læse et digt op, som han har skrevet. Med meget alvorlig mine og efterfølgende pause, som publikum forventes at udfylde med ros eller klapsalver. Han vil nemlig være forfatter. En forfatter, der digter om krig og vold og splat.

Måske er det også i denne periode, han bliver fanget af politiet, fordi han står oppe på gangbroen over landevejen og skyder på kørende biler med sin splatterpistol. Men den historie er for længst blevet fortalt og behøver ikke blive dvælet ved.

Lad os i stedet være taknemmelige for, at O Brother ikke sidder i fængsel i dag. Og at han ikke har taget skade af at blive kaldt Lasse Jensen. Og at han har fået en kontorstol. En kontorstol, som stadig lever og engang er blevet klaget over af en frustreret underbo, som troede hun klagede over katte, hunde eller andre kradsende og hoppende husdyr. Den står i dag i en fremlejet lejlighed på Amager. Hvor den til sidst ender, ved jeg ikke.

img_2441-njalsgade_1000Njalsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #6

Nuuk, 1976.

Familiefoto i diagonal. Far smiler øverst i venstre hjørne, mens lillesøster bliver holdt fast i midten, og jeg bliver rakt ud efter i nissehuse nederst til højre. Det er hende, der er i centrum. Jeg har aldrig mødt en baby med tykkere kinder. De fylder hele hendes ansigt og hænger ned over den hvide bluse under babydragten, mens hun skriger af glæde. Vi er placeret foran juletræet og de orange gardiner i vores nye lejlighed. I skrædderstilling læner jeg mig høfligt væk, for vi skal faktisk have taget et julebillede, men jeg tror ikke helt, hun forstår det. At vi skal kigge på min mor, som også er hendes mor, og smile. Det eneste, hun vil, er at råbe høje lyde og fange min nissehue. Jeg tror faktisk, hun vil spise den. For lidt siden fodrede min mor hende med nougat og chokolade og vat, fordi hun havde spist en af julekuglerne på træet. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg håber bare ikke, hun begynder at spise mit hår eller mine gaver.

img_7491-njalsgade-amagerNjalsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Julebillede #5

Nuuk, 1975.

Det er mig og juletræet, der bliver fotograferet. Ikke O Brothers datter, som jeg i et sekund troede, fordi vi har samme alder, højde, hår og ansigtsudtryk, men mig, der står parat og rank i den røde kjole og venter på knipset. Det er en rigtig julekjole med sløjfe på brystet og flæse om halsen og håndleddet. Arvet fra mine store kusiner. De hvide knæstrømper deler mine buttede ben midt over, og på fødderne har jeg sorte ballerinasko med spænde. Jeg smiler forsigtigt uden at røre mig. Holder vejret. På hver side af den nyklippede pande falder mit røde hår i en blød krølle hen over ørerne og ned på flæsen. Jeg tror aldrig, jeg har været finere. Det er fordi, det er jul.

Det er også derfor, vi har hængt kugler og flettede hjerter og elektriske lys og flag på træet. Og en stjerne. Udenfor, på den anden side af vindueskarmen, bag potteplanten og den brune flaske med træprop, som min mor har købt til pynt, og det lille solur med tung marmorfod, hvirvler Godthåb rundt i snevejret. Det er vores første grønlandske jul og vores første jul alene. Ikke så alene, som vi troede på et tidspunkt, da min fars helikopter ikke kunne nå frem i uvejret, og viceværten måtte hjælpe med at stille træet op på foden. For pludselig stod han alligevel i gangen og græd ned i håret på min mor, og så begyndte vi at gå i kirke juleaften. Men vi er alene uden omma og de andre. Jeg er det eneste barn.

Eller det er jeg faktisk ikke. Der en pige mere, inde i min mors mave, men jeg ved ikke, om jeg ved det. Jeg ved, at jeg er så fin, at det skal fotograferes, men ellers ved jeg ikke, hvad jeg ved, når jeg er 2 år. Jeg ved nok ikke, at jeg aldrig selv får en lille pige, der står foran træet i en rød julekjole.

img_3836-njalsgade_1000Njalsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Yndlingsforargelsesøresnask

Min mands kontoudskrift afslører et bordelbesøg i Prag. Han siger, han bare fik massage. Hvad skal jeg tro?

Tro? Du skal se indad og finde ud af, hvorfor du er så mistroisk og besidderisk. Arbejd med dig selv!

Æh what?

 

Hun beder sin 14-årige søn tage erotiske billeder af hende. Hvad skal jeg sige?

Sige? Jamen findes der noget mere naturligt end en teenagedreng, der fotograferer sin mor kun iført g-streng og bamse?

Ææh what!?

 

Hans far er ikke hans rigtige far. Skal jeg fortælle ham det?

Næh, hvorfor skulle du dog det? Hvorfor går folk så meget op i, hvem der er deres forældre?

Æææh what!!??

 

Jeg går og er gravid og opsnuser, at min mand har en profil på Victoria Milan. Hvad gør jeg?

Tja. Hvad med at opsøge en parterapeut. Så kan I tage en lille snak om hans hobby?

ÆÆÆH WHAT!!!???

 

Jeg hører gamle afsnit af Mads & Monopolet og forstår ikke de mærkelige svar. Forstår heller ikke, hvorfor jeg gør det mod mig selv. Eller mit blodtryk. Og jeg forstår slet slet ikke, hvorfor jeg, måske som den eneste i landet?, først er hoppet med på vognen nu.

IMG_2090 Njalsgade_snegl_1000Njalsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Older posts