Julebillede #15

Nordjylland, 1988.

Vi sidder på rad og række i sofaen, foran stuevinduet, hvor blitzen lyser som en hvid stjerne, og gardinerne ikke er trukket for. Min lillesøster i sort, med foroverlænet positur, krydsede hænder mellem benene og stort smil. Actionbror lidt overrasket, i gang med at undersøge en fjernstyret racerbil. O Brother, godt pakket ind i en grøn og lilla vinterjakke med hætte, der straks skal afprøves. Og mig med høj, permanentet hestehale, turkis tørklæde om halsen, beige striktrøje med snoninger og for en gangs skyld, stort ægte smil. Det er en glad juleaften. Et godt punktum på et broget år, som startede med, at vores far kom tilbage. Han blev åbenbart træt af festerne og farverne, for pludselig og uden et ord, en undskyldning eller en forklaring, skulle han igen bo i vores hus.

I mellemtiden havde O Brother kvitteret for hans forsvinden med at smadre den bil, der stod i indkørslen, som han havde købt til reservedele eller måske agtede at gøre i stand. Han fandt en hammer i værktøjskassen og knuste vinduerne, spejlene og lygterne. Med en skruetrækker sprættede han sæderne op, ridsede i lakken og hvad der ellers kunne ridses i og hakkede i elektronikken. Han inviterede vennerne over til at hjælpe med at kaste fliser på dørene og bagsmækken og til at skære dækkene op. Og han hoppede til sidst på taget. Alt der kunne smadres, blev smadret. Dette syn mødte vores far, da han vendte hjem. En systematisk gennemmassakreret bil. Han blev ikke specielt glad.

Hvad han mente om min velkomst, ved jeg ikke. Jeg besluttede mig straks for at flytte hjemmefra, men det fik min mor talt mig fra. Hvordan ville jeg få penge til mad fx? I stedet valgte jeg at fryse min far ud med tavshed.  I flere måneder sagde jeg ikke et ord til ham. Sagde ikke tak for mad, sagde ikke godnat, svarede ikke, når han spurgte, hvor jeg skulle hen. Lod som om, han var luft. Det hjalp intet som helst, men hvad kunne jeg gøre? Min søster fandt sikkert trøst hos sine heste, og Actionbror husker jeg ikke. Måske lod han det gå ud over en fodbold.

Til sidst tog jeg heldigvis på efterskole og blev glad. Her kunne jeg tale, fik nye venner, lærte at give knus og under titlen Uretfærdighed skrev jeg en lang stil om at være tvunget til at bo med en far, der ikke er nogen far. Vigtigst af alt, jeg kom væk, men en dag i et frikvarter ringede min mor. Han var taget af sted, mens hun var på arbejde. Havde sendt Actionbror ned efter leverpostej, min søster var ude at ride, og lille 6-årige O Brother sad inde i sofaen og kunne ikke protestere. Hun kom hjem til en seddel. Og til en stue, hvor O Brother havde flænset lædersofaen op med en gaffel. Sedlen havde hun først krøllet sammen og smidt væk, men bagefter fiskede hun den op fra skraldespanden. Hvis hun en dag skulle mangle bevismateriale.

Hun siger, at jeg brød sammen. At det var derfor jeg kom hjem på ferie før tid, og jeg tror selv, hun tror på det. Det ville være alt for svært at forestille sig, at hendes datter, som kun går i 9. klasse reagerer på den alarm, der ringer, når hun skal redde sin familie. At hun tager hjem for at være den voksne. Sige sandheder, hendes mor ikke vil høre og træffe beslutninger, hendes mor ikke vil træffe. Eller ikke kan træffe. Da min mor kontaktede amtet, var deres råd til hende intet at foretage sig. Sidde stille og lade tiden gå. For hver dag, han var væk, ville hendes chancer for at få børnene ved en skilsmisse blive øget. Også selvom hun ikke havde nogen penge eller uddannelse. Det eneste vi skulle gøre var at holde ud.

Men i julen tror jeg faktisk ikke, vi sidder stille og holder ud. Jeg tror, vi griner og synger og løber og leger. At vi er glade. Lettede. Min far er forsvundet, og min mor fotograferer. Roen har lagt sig, og gaverne er pakket ud. Det må være derfor, mit smil virker rigtigt. Endelig. Jeg smiler som om, han aldrig kommer tilbage.

img_2501-amager-faelled-skole_1000Amager Fælled Skole, Sundholmsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Afvist af Dan-Aktiv A/S

Hurtigt spørgsmål. Ved du, hvordan de forskellige lånehajsfirmaer udregner, hvem der må købe en cykel til 6.000 kr på afbetaling, og hvem der ikke må?

I går da jeg stod i Amager Centret og takkede ja til 12 rentefrie og gebyrfrie afdrag i stedet for at presse mere ud af min kassekredit, vendte den befippede ekspedient tilbage med beskeden, at jeg desværre ikke var blevet godkendt.

Jamen hvad?

Jeg har aldrig stået i RKI, jeg har aldrig købt på afbetaling, jeg har aldrig kørt et firma i sænk, jeg har aldrig skyldt andre end min mor, banken og det herlige Team Studielån penge. Jeg har fuldtidsjob, fastansættelse, ren straffeattest og ligger ikke på dødens rand.

Jeg er en voksen dame på snart 42 år!

Hvilket jeg fik virkelig meget lyst til at påpege over for ekspedienten, der blev næsten lige så rød i hovedet som mig.

Men hvad har Dan-Aktiv A/S så på mig, som får advarselslamperne til at blinke? Achtung! Achtung! Lad hende ikke løbe med vores 6.000 kr. Vi får dem aldrig tilbage!

Dan-Aktiv vil intet afsløre, når jeg ringer til dem.

Har du prøvet noget lignende? Kender du nogen, der har? Ved du noget?

Er jeg eftersøgt?

IMG_8872 Sundholmsvej Gangstas_700Sundholmsvej

PS Folk der gerne vil fortælle, hvor dygtige de er til at spare op, behøver ikke sige noget i dag. Jeg skulle have en cykel, og det skulle være nu. Slut.

Older posts