Læserne fortæller: Jazzgakkeren #3

Start lige med første og andet afsnit.

Vi kom mange timer for sent hjem. Han ringede fra en rasteplads. ”Jeg har lige mødt nogen fra arbejdet, som jeg kører sammen med”. Og så havde vi sex i bilen.

Jeg satte ham af to gader fra hans hjem, vi aftalte at tage det lidt med ro. Vi havde brug for ro.

Næste dag lå der en mail fra ham: ”I går var verdens bedste dag. Jeg må ud i aften. Jeg tager med til din fest!”. Og jeg måtte sige, at det ikke gik. Han skulle ikke møde mine venner. Jeg prøvede at passe på. På os, tror jeg mest. Jeg ville ikke, at kæresten opdagede det. Men han tog ud alligevel. Satte sig på en bar i nærheden. Jeg skred fra festen og mødte ham. Vi kyssede i en gadedør og han stirrede mig ind i øjnene. Så måtte han gå. Han havde lovet kæresten at være hjemme kl 01. Hendes tidspunkt blev tidligere og tidligere. Vi var på tynd is. Han gloede på mig, da han kørte med taxaen.

Næste dag lå der endnu en mail: ”Jeg MÅ se dig. Jeg kommer til dig i aften. Please. Jeg må.” Og det var dér, at jeg smed mine parader. ”Kom” skrev jeg. Jeg ville bare have ham nu, og jeg smed alle forbehold.

Det var sent efterhånden. Han kom ikke. Jeg tjekkede min mail: ”Der er blevet grædt og råbt her til aften. Jeg har fortalt min kæreste om os. Jeg vil ikke se dig mere”. Så hyperventilerede jeg og løb ud af lejligheden. ”Du må ikke gøre det på den måde”, skrev jeg tilbage. Hvad skete der?

Han ringede næste morgen. ”Jeg var på vej hen til dig. Så ringede hun og skreg. Hun havde set alle mine mails til dig”. Han troede, de var slettet, når de lå i slettetbakken. Det var de ikke. Han sagde, at han havde fortalt hende alt – ja, altså bortset fra, at han havde sagt, at vi brugte kondom. Det gjorde vi ikke. Han havde lovet sin kæreste at fortælle alt han nogensinde hørte eller så til mig siden.

Og så kunne historien ende der. Med mig i sengen, grædende. Men det gør den ikke. For der gik en måned, og jeg var tom og blottet, og jeg havde brug for at TALE. Det var kun ham der havde talt. Så jeg ville sende en mail, med mine ord, for første gang. Dagen før, jeg havde planlagt at sende den, stod jeg i en lejlighed på Nørrebro. Jeg legede med en lille baby, og så kiggede jeg ud på gaden. Og der stod han med sin cykel, han smilede til en kvinde, der cyklede imod ham på en Christianiacykel – og så cyklede de ind i børnehaven overfor.

Det syn skulle jeg åbenbart have med. Jazzgakkeren og hans kæreste henter børn.

Jeg sendte mailen. ”Jeg skal bare lige sige nogle ting, så giver jeg slip”. Tog på weekendtur. Væk fra København.

Og så ringede han. 1.000 gange. Jeg vidste, det var ham, da jeg så de utallige ubesvarede opkald. Der var altid en særlig desperation over hans kontaktforsøg.

”Jeg slettede din mail, før jeg læste den”, sagde han. ”Jeg panikkede!”. ”Jeg sender den igen”, sagde jeg. Men det måtte jeg ikke. ”Min kæreste læser alt! Lad os mødes! Jeg har brug for at se dig, sige ordentligt farvel”. Han havde været ved min dør fire gange den dag, fortalte han. Helt manisk. Og der stod jeg igen. Og kunne knapt sige nej. Jeg ville bare have, at han læste den mail. ”Jeg spiller koncert i næste uge”, sagde han, ”Du skal komme, så taler vi bagefter”.

Jeg problematiserede: ”Så er du jo skæv og fuld”. ”Det er jeg jo altid”, svarede han. Og det slog mig, at jeg aldrig havde set ham, uden at han var skæv. Jeg indvilligede i at komme. Og skældte ham ud, da han sagde: ”Det går faktisk meget bedre mellem mig og min kæreste nu”. Der var så meget ved den samtale og ved mig, der strittede.

Jeg lagde på og besluttede ikke at komme. Uden at sige noget. Så blev det dagen, og der var tusind ubesvarede opkald. Jeg tog den ikke. Til sidst skrev han ”Min kæreste kommer til koncerten. Jeg håber, vi kan udskyde”. Aldrig i mit liv blev jeg så lidt passet på. Jeg svarede ikke. Nød at han ikke vidste, om jeg ville være der.

Næste dag ringede han: ”Jeg har tænkt på det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ville mødes med dig”, sagde han. ”Jeg synes vi skal aflyse”. Endnu engang styrede han showet. Jeg krævede, at han læste min mail. ”Det er det eneste, jeg beder om”, sagde jeg. Og så gav han mig hovedmailen til sit arbejde. ”Send den dertil”, sagde han, ”Så læser jeg den og sletter den”. Skal man takke for at blive slettet? Jeg blev vred. ”Sig, at vi betød noget for dig”, sagde jeg. ”Vi betød noget”, sagde han mekanisk.

Og så sendte jeg til hans arbejdes hovedmail, og jeg håber stadig sådan, at en eller anden kontordame fik den leveret på sin hjemmearbejdsplads.

Det har taget mig et år at kunne skrive det her ned. Han tog et år at komme over, og stadig får jeg ondt i maven engang i mellem. Det er stadig lidt svært at være på Nørrebro. Og der er spillesteder, jeg ikke kommer på længere. Han spiller stadig ufortrødent og er stadig et stort jazznavn i pressen. For mig er han Jazzgakkeren, og måske er de glade hjemme i hans familie nu, måske er de ikke. Det gider jeg ikke være en del af. Av for fanden, en tur.

(Mange flere gakkere i Gakkoteket)

IMG_4065 Woltersgade_1000Woltersgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #2

Fik du læst første afsnit? Ellers gør det nu.

“Jeg kunne ikke holde ud, at vi ikke havde kontakt!” gentog han, og jeg følte mig som en mystisk, mytisk skikkelse, da han i skjul for sine venner og kolleger trak mig ind til sig. Vi grinede mellem kyssene, og så bad han mig om at tage med til Jylland nogle dage senere. ”Jeg skal spille til en koncert”, sagde han, og jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg mailede mit ja, og han blev glad, og på dagen trak jeg den ud, så jeg ankom et kvarter inde i koncerten. Men han sad på parkeringspladsen og ventede på mig. ”Jeg vil vide alt om dig”, sagde han i skjul oppe på kontoret. Og så gik vi ned i koncertsalen, og han talte til mig som en ligegyldig PR-dame, og jeg var ukendt, og han spillede, og vi klappede. Det giver mening, at han solede sig i mig, en ung kvinde, der sad og klappede af ham med smil og anerkendelse i øjnene.

Nå. Men jeg var til koncert med en mand, som jeg begyndte at forelske mig i, og han blev ved med at sige ”Jeg er fuldstændig ekset med dig! Jeg vil vide alt om dig”, og han sang Den blå anemone for mig i skoven, hvor vi gik med kroppene viklet ind i hinanden. Vi besøgte hans ven, som spurgte ”Hvordan kender I hinanden? Du skal lave noget PR for ham?” Jazzgakkeren havde ikke forberedt mig på løgnen, og jeg svarede usammenhængende tilbage. Det var tydeligt for enhver, hvad der skete, men Jazzgakkeren smilede bare fjoget og talte om sin seneste plade.

Hele natten var vi sammen, bortset fra, når han røg hash. Har jeg fortalt det? Han røg hele tiden hash.

Efter 20 timer kørte vi hjem. Med pauser og kys på utallige rastepladser. ”Jeg vil ikke have, at det her stopper lige nu”, sagde han. Jeg havde en følelse af at følge med ham: Han lavede reglerne, jeg rettede ind.

Han lånte min telefon og skrev en besked: ”Min telefon er gået i stykker. Skal jeg hente børnene?”. ”Ja” svarede hans kæreste. Og jeg kørte lige et smut forbi psykologen senere den dag.

Og så blev det weekend, og vi havde aftalt, at jeg var den, der skulle skrive, hvis det skulle være. Samtidig gentog han konstant og hele tiden ”Vi må ikke have kontakt. Min kæreste kan læse alt”. Så jeg holdt mig tilbage, og alligevel kom der mails fra ham igen og igen. Han kunne ikke slippe, og han ville ses, og jeg var lækker og sød og alt, og han kunne ikke slippe. Så jeg tænkte og tænkte og tænkte, og jeg sendte en mail. Og straks kom der en mail tilbage. ”Kom på La Fontaine” skrev han, og jeg kunne ikke modstå fristelsen. ”Please” havde han skrevet. Og dér stod jeg, og han spillede, og jeg kom og lyttede. ”Du kom! Hørte du mig?” var det første han sagde, da han så mig i mængden af publikum. Og så drak vi. Og drak lidt mere. Og mere. Og kyssede i stræderne. ”Vi har skændtes helt vildt hele weekenden”, sagde han. ”Hun forstår mig ikke”. ”Jeg. Er. Så Vild. Med. Dig.” sagde han, og han inviterede på hotel i samme åndedrag som fortællingen om, hvordan ingen bliver lykkeligere af en skilsmisse. Det var hans ord. Og så tog vi på hotel. Heldigvis betalte han. ”Jeg har låst mig ude. Det er bare derfor”, sagde han til receptionisten, som tydeligvis var ligeglad. Og så bestilte han en masse sprut. Om morgenen spiste vi morgenmad i hotellets lobby, og han var indelukket og kold, og vi sad over for hinanden med tørre croissanter, og han var nok bange for, at han mødte nogen, han kendte. Jeg var ked af det, fordi han var fjern. ”Forsvinder du?” spurgte jeg i søjlegangen ved Nationalmuseet, og han benægtede, mens han trådte sin cykel i gang.

Den dag tænkte jeg meget på, hvordan hans kæreste nok skældte ham ud, når han kom hjem et døgn efter et skænderi, forsvundet på et hotel hele natten. Jeg hørte ikke fra ham i flere dage. Og det er faktisk løgn. For jeg vidste, at det var en idiothistorie, jeg var en del af, og jeg prøvede at date andre mænd (og imens prøvede Jazzgakkeren at kime mig ned (ham og kæresten havde skændtes, og han sad ensom og forladt på en bar).

Nogle dage senere skulle jeg danse til et event, og jeg havde fortalt det til Jazzgakkeren, men han kom aldrig, og jeg græd i favnen på en eller anden, fordi han aldrig kom. Senere kom der en mail om, hvor meget han savnede mig, og om en masse arrangementer, hvor vi kunne ses ugen efter (”Kom med, kom med”). Og jeg kunne ikke sige nej. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Jeg var fanget af hans maniske kærlighedserklæringer, der strømmede ind på mailen (imens han fastholdt, at vi ikke skulle skrive sammen).

Og jeg kom til en af hans koncerter (”Jeg skal være hjemme kl 02, siger min kæreste”), og jeg fandt mig i, at han sagde: ”Du er fantastisk. Jeg er vild med dig. Vi kan aldrig være sammen. Jeg er vild med dig, jeg går aldrig fra hende. Du må ikke gå fra mig.” Og jeg var fucked. Decideret fucked de næste par dage. For jeg mærkede, at han var desperat, og jeg mærkede, at jeg var hans crack. Men jeg tog i biografen, og længe troede jeg ikke, han dukkede op, og jeg måtte stille et pokerfjæs op for en kvinde, jeg mødte, som jeg kendte. Men så stod han der. Og gav mig nærmest hånden. Så fremmede skulle vi være, når vi ikke var alene. Men i mørket kom hans hænder på arbejde, og jeg mærkede, at han begærede mig, så snart at ingen så på. Hans hænder var alle vegne, indtil lyset blev tændt. Så gik vi civiliserede over i en park, og han var alle vegne, imens han fortalte om diverse præstationer i sit arbejdsliv. ”Du skal komme og besøge mig på arbejdet”, sagde han, ”Jeg har brug for at se dig i løbet af dagen”. Og jeg svarede, at jeg også havde travlt, jeg havde også ting og mennesker at se til og kunne ikke bare stå til rådighed. ”Men mange mennesker er afhængige af mig” sagde han, og jeg måtte forstå, at han var vigtig.

Nogle dage senere tog vi på tur, langt væk fra København. Det var vores chance. Og vi kørte rundt i timevis og sang og grinede og kyssede og havde sex på et hotel. Og han røg hash. Igen og igen røg han hash. ”Hvad fanden gør vi?” spurgte han. ”Jeg er ikke tro mod en kvinde, jeg respekterer”. Og to sætninger senere: ”Jeg kan ikke undvære dig lige nu”. Nå ja, og vi mødte en mand, som vi begge kendte. ”Er I kommet her sammen?” spurgte manden. ”NEJ!” Råbte Jazzgakkeren, ”Vi kommer ikke sammen!”. Og så gik det op for ham, hvad manden mente.

Læs sidste afsnit af Jazzgakkeren.

IMG_3661 Krimsvej_1000Krimsvej

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

 

Læserne fortæller: Jazzgakkeren #1

Endelig fik vi en ny gakker! Husk nu, at I stadig kan indsende gakkere til mail.amarOrama@gmail.com! For når denne her gakker er ovre, vil vi gerne have flere. Men en gakker ad gangen. Først tager vi rigtigt godt imod Jazzgakkeren, som nogen måske skulle forklare lidt om reglerne for, hvad lufthavnpersonale må oplyse og ikke oplyse til tilfældige gakkere, som ringer for at gakke. Værsgo, her kommer afsnit et.


Jeg så Jazzgakkeren med det samme i lufthavnen. Kendte ham fra koncerter, plader og tv. Engang havde min veninde været hans underbo, og jeg, der kun havde boet i København i få måneder dengang, syntes det var ret sejt. Jeg kom sågar til at ringe på hos ham, fordi hans kæreste og min veninde hed det samme.

Men det havde jeg glemt i lufthavnen. Det lå flere år tilbage. Jeg var træt efter mange timers rejse og sad med hovedet i min telefon. Han havde et underligt instrument med og underholdt nogle mænd, der labbede hans umiddelbare facon i sig.

Jeg kom sidst ind i flyet, og Jazzgakkeren sad ved vinduet ved siden af min plads. Jeg prøvede at sige hej, men han kiggede ikke op fra sin bog. Senere fortalte han, at det var langt fra sandheden. Jeg havde ikke talt med nogen i 12 timer og var opsat på at snakke. Særligt med ham. Jeg forventede, at han var lige så sjov i virkeligheden. Han virkede nervøs, da der kom turbulens, og det blev vores indgang. Fra da af talte og grinede vi resten af turen, og Jazzgakkeren underholdt med det ene og det andet.

I Kastrup fulgtes vi hen ad gangene. Ventede ved bagagebåndet sammen. Det var så underligt forenet. Og så stod vi i ankomsthallen mellem børn og flag og kaos, og vi prøvede at få det til at passe med at tage en taxa sammen, men det gav ingen mening: Han ville til Christiania, jeg ville hjem. Ingen af os turde sige, at vi havde lyst til at fortsætte. “Hej hej” råbte jeg, og gik mod metroen. Jeg vidste, at jeg ville møde ham igen.

Hjemme kunne jeg hurtigt se på nettet, at han havde både kæreste og børn. Som han ikke havde nævnt. Overhovedet. Men han var så sjov og sød og direkte, og jeg ville ikke spilde en god kemi, så med hans kæreste og børn på siden tænkte jeg, at jeg måtte blive venner med dem begge, med hele familien.

En aften skulle han spille i København, og jeg tog derind. Jeg gik op til ham i pausen, og han var et stort, åbent smil. “Det er jo dig!” Og så gav han øl og senere, på en anden bar, cocktails, og senere, på en anden bar, øl, og senere på en anden bar, gin og tonics, og han ville aldrig hjem, og jeg tænkte, det måske bare var normalt for hans kæreste, at han kom hjem kl 5.

Til sidst var der ikke flere barer tilbage, og vi sad på en bænk, og han ville så gerne kysse mig, sagde han. Og jeg sagde, det ikke var muligt, fordi vi skulle være venner, og også med hans kæreste. ”Hun vil ikke rigtig have, at vi har venner,” sagde han og “Vi kan sagtens være venner alligevel”. Og så var der tunge og hænder alle steder. Jeg havde vist på fornemmelsen, at det var dumt.

Og der gik en weekend, og jeg var i Århus, og jeg tænkte på ham, men jeg glemte også det hele. Men det blev mandag, og han havde inviteret mig til koncert. Jeg tog derhen, men var usikker på, om han ville være der, men der stod han, og ”Hvor jeg er jeg glad for at du kom!” sagde han, ”Jeg var ved at ringe til vores flyselskab for at få dit fulde navn!”

Læs næste afsnit af Jazzgakkeren.

(Hvis du vil have flere gakkere, ligger der bunkevis i Gakkoteket)

Tag endelig plads Amager Boulevard Amager amarOrama kopiAmager Boulevard

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Læserne fortæller: Techno-gakkeren

Hvis man absolut skal møde en gakker, er det en god idé at møde ham på lynvisit i Berlin, så man ikke når at blive gakket helt igennem. Fx kunne man vælge en trofast og ærlig family guy, en virkelig god mand, som ups, desværre kommer til at tage vielsesringen af lige præcis den aften, du er i byen. For det, I har sammen, er simpelthen bare så passionate. Tag godt imod Techno-gakkeren.

Jamen, hvad er en gakker? tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.


Jeg var lige blevet single efter et langt forhold og tog en weekend i Berlin med nogle veninder. Nok primært grundet min dugfriske singlestatus, var jeg rimelig frisk og opsat på at feste igennem (læs: snave nogen). Den første aften ender vi på en technoklub. Ikke lige vores type sted, men when in Berlin?

I en tåge af cigaretrøg og stroboskoplys får jeg øje på en høj, flot fyr. Mørkhåret og skægget og virkelig pæn. Hov, kiggede han også på mig? Det gjorde han. Jeg ender med at prikke ham på skulderen. Han er englænder, med tyk britisk accent, og jeg er solgt på stedet. Han er også på ferie, han er techno-fan og dødcharmerende, og vi klikker med det samme. Der går heller ikke lang tid, før vi kysser. Han kysser virkeligt godt, og mine skinny jeans-knæ er bløde som smør. Det varer hele natten, og når vi ikke kysser, overøser han mig med komplimenter. Jeg er så smuk, lækker og sjov. Det er længe siden, jeg har haft det så fantastisk.

Ironisk detalje: Han har en ven med i byen, som mine veninder trofast underholder – mens vi bag hans ryg joker med, hvor klamt det er, at han tog min veninde på røven. Han er nemlig gift! Godt at JEG scorede den flotte søde single, siger vi til hinanden.

Inden jeg tager hjem, får jeg technofyrens nummer. Han skriver næste dag, siger tak for den gode aften og sender mig “big kisses”. Vi ender med at skrive sammen i løbet af dagen, og jeg er små-giddy over min nye ferieflirt. Derfor ender vi med også at mødes den næste aften i byen. Og den næste. Hver aften er det lidt mere hot. Han er vild med mig, og jeg er vild med ham. Han taler meget om, hvor “passionate” et forhold vi har, hvor specielt det her er, hvor helt igennem fantastisk jeg er. Da vi den sidste aften sidder i en bar højt hævet over byens neonlys, peger han mod horisonten og siger, at vi burde købe en lejlighed og flytte derned. Jeg både synes, det er latterligt fuldemandsagtigt og ret troværdigt. Vi snakker og snakker og snakker, og det hele er meget intenst. Han tager mit ansigt i sine hænder, kigger mig dybt i øjnene og siger: “You are so beautiful”. Jeg er høj på ham. Han fortæller, han har en datter. Ok, siger jeg. Så tager vi begge hjem – havde vi haft et alene-værelse et sted, havde vi uden tvivl fuldbyrdet aftenen, men det er ikke rigtigt muligt.

Dagen efter skal vi begge hjem, og vi fortsætter flirten pr. telefon – på dette tidspunkt har vi hooket op tre aftener i streg og haft løbende sms-kontakt. Det her er altså ret vildt, tænker jeg. Jeg er ikke forelsket, men jeg er meget påvirket.

Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke lade være med at stalke ham på nettet. Jeg finder ham på Twitter, scroller ned gennem hans opdateringer, indtil noget springer i øjnene. Et tweet dateret et par måneder tilbage, dedikeret til hans kone. “Happy anniversary to my lovely wife”. Jeg er i chok, og så alligevel ikke. Noget hang ikke rigtigt sammen i hans forklaringer. Men jeg føler mig snydt og vred og skriver til ham. “You are married, you big DICK”‘ eller et lignende voksent og modent udsagn. Regner egentlig ikke med svar, eller at vi nogensinde skal tale sammen igen.

Boy, was I wrong. For nu går vi ind i en fase, hvor jeg selv bliver smågak. Techno-gakkeren svarer nemlig tilbage. Og der er ikke grænser for, hvor ked af det han er. Han kunne bare ikke styre det. Jeg var jo så smuk og fantastisk, og han kunne bare ikke tro, at en som mig ville have en som ham. Han havde simpelthen set mig, og så havde han taget sin vielsesring af. Fordi han ville have mig så meget.

Her burde jeg have lukket samtalen, slettet nummeret og glemt ham. Men han skriver igen dagen efter, mens jeg keder mig på arbejdet. Jeg kan ikke lade være, og så starter en flirt på sms og iMessage, der varer 3-4 måneder. Vi har kontakt, når han er på arbejde, og når han er alene hjemme. Vi kan skrive sammen i timevis. Nogle aftener til klokken 3 om natten. Endda af og til når han er ude med sine venner. Han sender mig billeder af sig selv, fortæller om sit liv og sine drømme. Om sin karriere. Om hverdagen, der er hård som gift par med et lille barn. Om hans behov for nogle gange bare at komme væk fra det hele. Og jeg lytter og kommer med fornuftige indspil.

Når vi ikke skriver om seriøse ting, sexter vi. Det har jeg aldrig gjort før, men nu føler jeg ikke, jeg har lavet andet hele mit liv. Han synes stadig, jeg er helt fantastisk. Lækker, sød og klog. Samtidig er han SÅ ked af, hvad han har gjort mod konen. For han er faktisk en virkelig god mand. En rigtig family guy og slet ikke den type. Ja, han får det faktisk fysisk dårligt ved tanken om det, han har gjort, siger han.

En aften ringer han til mig. Han er i Dubai med sit arbejde og ude med kollegaer – fuld. Han vil gerne snakke om, hvordan det går. At han tænker meget på mig, at jeg virkelig er noget specielt. Vi ender med at tale sammen i timevis, og jeg lapper hans bekræftelse i mig. Bagefter kan jeg høre, han har lagt en besked på min telefonsvarer: “I fucking love you”. Det er lort, det ved jeg godt. Men jeg føler mig underligt tilfreds. Et sikkert tegn på, at jeg selv er ved at blive gak.

Nogle dage efter skriver han – han er i krise, for ham og konen har fælles telefonkonto, og opkaldet fra Dubai har kostet ham flere tusinde kroner. Det er en rigtig lortesituation, siger han. Heldigvis vil en af hans venner gerne hjælpe ham med at dække det, så konen ikke finder ud af noget.

Herefter ebber kontakten ud, og jeg gør ikke noget for at genoptage den. Der er dog røget nogle beskeder ind fra ham siden – glædelig jul og den slags. Jeg savner ham ikke og har ingen følelser i klemme. Jeg havde intet håb om, at han ville gå fra konen og vælge mig. Men jeg kan godt undre mig over hans gakkeri. Og mit eget.

Han gjorde det klart, at han ikke kunne undvære sin familie . Alligevel holder han gryden i kog og refererer henført til vores tid sammen i Berlin og flirter i øvrigt hæmningsløst. Måske blev jeg hængende af kedsomhed, men det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, jeg havde brug for hans opmærksomhed og syge, gakkede kærlighed og begær. At det derfor ikke virkede som en mulighed at stoppe. Og jeg kendte heller ikke konen. Hun føltes nærmest uvirkelig. Men det var hun ikke, der lå masser af billeder på Instagram. Af en mørkhåret ung kvinde, der så sød ud. Hun lignede ikke mig.

IMG_3307 Sundby Parkvej_700Sundby Parkvej

Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Hej Gakker

Nu er der ikke mere. Bare rolig.

Ja jeg ved, du læser med. Eller jeg tror, jeg ved, du læser med. At du følger din egen historie, som ender lige her.

Det har været mærkeligt at bagtale dig for åben skærm. At grine, gyse og pege fingre sammen med internettet. Nogle dage har jeg frydet mig. Andre dage har jeg ynket dig.

Gad vide, hvad du har. Om du har skammet dig? Haft ondt af mig? Angret? Jeg tror det ikke.

Jeg tror, du har gjort, som du plejer. Placeret mig i skolegården sammen med de andre, der ikke kunne lide dig. Dem der drillede dig og hånede dig og grinede af dit overbid. Som sagde, du var forkert. Og som selv er ude om det.

Måske også det nemmeste.

Men et eller andet sted i dit forgakkede sind, må du da vide, at du lyver. At jeg ikke har fortjent din gakkede behandling, og også bare står alene i skolegården med mit ballonhoved, uden at passe ind. Da Gakkeren kom, troede jeg, han var en, jeg kunne holde sammen med.

Det var han ikke.

Jeg fattede det nok først, da jeg skrev historien ned. Og den slutter her. Kan godt lide tanken om, at du læste med, men nu vil jeg bede dig om at lukke døren til amarOrama. Lade mig blogge videre alene. Gakkeren er færdig.

Nu er der ikke mere.

IMG_3783 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Historien om Gakkeren er slut, men startede her.

Older posts