Tænk tanker og hold dem for dig selv

Nå. Igen ingen Dagens Gakker.

Og jeg er for træt og overarbejdende til at blogge noget fornuftigt. Så hvad gør vi? I kan få en liste over, hvad jeg synes, vi skal snakke om inden for nærmeste fremtid. Ikke nu! Nærmeste fremtid blev der sagt. Hvert punkt skal tygges igennem for sig.

– Gakkerne. Gakkede fællestræk, ud over den obligatoriske selvmordstruede eks, der skal trøstes?

– Bedraget. Hvad afslører ham, andet end det dårlige mobilsignal?

– Kvinderne. Os, mig, dig, what the FUCK!? Er der nogen hjemme?

– Den gifte mand. Hvad vil du med ham?

– Elskerinden. Hvor er din samvittighed?

– De fortrængende lalalala-ikke-se-ikke-høre-ikke vide-hustruer. What the endnu mere fuck!?

– Utroskab. Alle gør det. Hvorfor lege ‘ikke hos os’?

– Snageri. Du kigger simpelthen i din kærestes telefon?

– Polygami eller polyamory. Jeg er ikke 100 % afvisende. Er du?

– Pikfotos. Fordi hvad? Fordi hvad???

– Det løse. Noget med at miste sig selv? Noget med løgn? Noget med ansvar?

– Andet?

Nej, men så gå ud og kys nogle psykopater og send flere gakkere, tak.

IMG_6305 Tovelillevej_700Tovelillevej

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

Læserne fortæller: Ekskærestegakkeren

Dagens gakker synes, du er en fantastisk pige. Det er så hyggeligt at se film og drikke øl og have sex med dig, og købe undertøj til kæresten sammen med dig.

Tak til den fantastiske pige for at fortælle historien om Ekskærestegakkeren.


Jeg mødte min gakker gennem en fælles ven og var med det samme interesseret. Han var sjov, han var sød, og han var pokkers lækker. Vi flirtede. Meget. Men pludselig nævnte han sin kæreste. Selvfølgelig havde han en kæreste. Jeg droppede med det samme tanken.

Et par måneder senere endte vi til samme fest, hvor han fortalte, han var single, og jeg tænkte, det var nu, jeg skulle slå til. Men fuldskaben ødelagde mine flirte-skills, og jeg endte med at gøre mig selv til grin. Han holdt afstand, og igen droppede jeg tanken.

Men han virkede glad for at se mig et år senere, da han tilfældigvis trådte ind på mit arbejde. En venneanmodning fulgte på Myspace (ja, det var dengang), og han spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at besøge ham. Vi kunne drikke nogle øl, se film, og jeg kunne overnatte. Glæden boblede over i min mave. Nu kunne jeg måske endelig få fat på ham den lækre, søde, sjove fyr.

Aftenen startede som forventet. Vi drikker, vi flirter, vi griner. Men da jeg er ved at være godt beruset, nævner han, at kæresten er i Sydamerika for at hjælpe de stakkels gadebørn. Kæresten? Jeg er dybt skuffet. På intet tidspunkt havde han fortalt, der var en kæreste. Jeg drikker endnu mere for at skjule min skuffelse.

Næste morgen vågner jeg i gakkerens seng. Kan ikke huske, hvordan det kom så vidt. Kan faktisk ikke huske ret meget. Jeg skammer mig, fordi han har en kæreste, og jeg er vred, fordi han skjulte det og fik mig til at besøge ham under falske forudsætninger. Gakkeren nusser og holder om mig og fortæller, at ham og kæresten ikke har et særlig godt forhold (selvfølgelig), at han kan lide mig, men at han venter med at slå op med hende, til hun kommer hjem fra Sydamerika.

Jeg har det ikke godt med, hvad jeg har gjort, men siger til mig selv, at han jo vil have mig. Jeg må bare væbne mig med tålmodighed.

Vi tilbringer resten af dagen sammen. Vi hygger, har det sjovt, vinduesshopper. Han trækker mig ind i en lingeributik. Det er da lige lovlig tidligt at købe undertøj til mig, tænker jeg. Det vil han så heller ikke. Han har fået en sms fra kæresten. Om han ikke lige vil købe nogle trusser til hende, så hun har noget nyt og rent, når hun kommer hjem om et par dage. Jeg ude at købe undertøj til gakkerens kæreste. Jeg tager hjem.

Herefter ringer gakkeren til mig hver eneste dag. For at snakke. For at sige han, savner mig. For at få besøg igen. Jeg har ikke lyst til at være sammen med en, der har en kæreste, men vakler, når han fortæller om deres dårlige forhold. Vi fortsætter med at snakke.

Endelig kommer kæresten hjem, så de kan slå op. Vi er ikke sammen mere, siger han. Jeg er lykkelig, skynder mig hjem til ham, og alt er godt, indtil hans telefon begynder at ringe. Han går ud af lejligheden. Går helt ud af opgangen. Jeg venter. Og venter. 1½ time senere kommer han tilbage og siger, det var (eks)kæresten. Hun er ked af det og har ikke andre at snakke med. Han bliver nødt til at passe på hende, for hun truer med at begå selvmord. Jeg accepterer modvilligt. Det er jo synd for hende.

Et par dage senere nævner han, at (eks)kæresten har set mig på banegården dagen før. Det havde påvirket hende så meget, at hun havde kastet op. Hvordan kunne han vide det? Jamen han havde jo været nede på banegården for at hente hende, så de kunne følges hjem til ham. Jeg frøs til is. Lagde på uden et ord. Han ringede, men jeg tog den ikke. Skrev i stedet en sms, at jeg ikke ville se ham, når de stadig var kærester.

Efter et stykke tid ringer han igen. Nu er det slut med (eks)kæresten, og han vil gerne se mig. Jeg bliver glad. Endelig sker det. Endelig skal vi være rigtigt kærester. Vi har nogle gode dage. Og så fortæller han, at de er sammen igen.

Sådan fortsætter det frem og tilbage i et år. Han vil ses. Jeg smider alt, jeg har i hænderne. Vi er kærester. Vi er glade. Vi hygger, ser film, spiser med hans mor og bror, har sex. Og så finder han sammen med (eks)kæresten igen. Han prøver at forklare. Det er bare fordi, han er afhængig af omsorg, af tryghed. Han har brug for, der altid er nogen hos ham.

Men jeg vil jo gerne give ham omsorg og tryghed? Være hos ham? Det er åbenbart ikke nok.

Til sidst sagde jeg stop. Ved ikke, hvad der gjorde udslaget, men jeg bad ham om aldrig at kontakte mig igen. Jeg ville videre med mit liv. Og det kom jeg. I cirka et halvt år. Så tiggede og bad han om venskab. For jeg var jo en fantastisk pige. Han havde brug for sådan en pige som mig i sit liv. Bare som venner. Jeg havde savnet ham og sagde ja. Så vi prøvede, det med det platoniske. Jeg døde lidt, hver gang han nævnte kæresten, men det gik ok. Indtil hans bedste ven gjorde noget utilgiveligt, og gakkeren ikke slog hånden af ham.

Med års mellemrum forsøger han stadig at snige sig ind i mit liv. Fortæller, hvor meget han savner mig. Kommer med undskyldninger. En enkelt gang åbnede jeg døren på klem, lod ham komme med til en fest hjemme hos mig. Der fik jeg øjnene op for hvor utilpasset, usympatisk og forfærdelig en person, han er. Hvad så jeg nogensinde i ham? Fra nu af er døren helt lukket.

Det var historien om min gakker. Fik jeg sagt, jeg kun kyssede gakkeren én eneste gang, et par uger efter vores første date? Efter dette ene kys trak han sig væk og sagde, jeg kyssede mærkeligt. Jeg prøvede aldrig at kysse ham igen. Men man behøver jo heller ikke kysse, når man har sex.

IMG_0950 Reberbanegade_700Reberbanegade

Flere gakkere i Gakkoteket.

Pausecitater

I har ikke sendt flere gakkere, men de er på vej, sagde vi?

Imens kan vi padle omkring nogle spændende holdninger, der for ikke så længe siden blev slynget selvsikkert ud på internettet af en, der fortalte gakkerhistorie.


4. februar på Facebook:
Som en veninde sagde: “Du gider ikke blive snasket ind i hans syge ægteskab”. Og det er virkelig rigtigt. Det gider jeg ikke. Gakkeren er syg i hovedet og burde nok få hjælp, men det er ikke mit ansvar. Konen er gift med en syg mand og burde nok også få en slags hjælp, men det er heller ikke mit ansvar. De sidder i deres egen suppedas, som jeg gerne vil holde mig langt væk fra.

-Mig, da folk syntes, jeg ikke skulle bekymre mig om Gakkerens anonymitet.

6. februar på Facebook
Det er ikke mit ansvar, at sandheden kommer frem. Jeg gider ikke blive blandet sammen med Gakkeren og gakkerens gakkede liv
.

– Mig, da folk stadig syntes, jeg ikke skulle bekymre mig om Gakkerens anonymitet

6. marts i kommentarfeltet til Filmen
Ja, det overvejede jeg kraftigt i starten. Følte det nærmest som en slags pligt. Ville selv ønske, nogen turde fortælle det til mig, hvis jeg var konen.
 Men jeg gør det ikke. Ikke fordi jeg tror, hun er fjong med noget som helst. Hvis hun var det, behøvede han ikke alle løgnene og blokeringerne og de mystiske adresseændringer. Det er alt for skummelt.
 Men af andre grunde:

1) Hvis hun virkelig ikke ved det, er det måske fordi, hun ikke VIL vide det. At hun fornægter virkeligheden. Det skal hun have lov til.

2) Gakkeren er en mester til at lyve og ekstremt udspekuleret. Jeg er sikker på, han har taget sine forholdsregler. Måske allerede sagt, der er en sindssyg dame, der stalker ham eller andet godt, så konen slet ikke ville tage det alvorligt, hvis jeg ringede. Han fortalte fx mig, at han fik hademails fra en pige, som han engang havde været på date med, “fordi hun blev vred over, at han ikke ville skaffe hende et job i branchen”. Derfor var hun blokeret på Facebook. Right.

3) Jeg orker ikke, at Gakkeren skal være en del af mit liv igen. Det er fint at bruge ham som figur, men at blive viklet ind i deres syge ægteskab, ville være ærgerligt. Især nu, hvor jeg endelig er blevet glad igen.

4) Jeg kan ikke lide, at Gakkeren ved, hvor jeg bor. Og nu lyder jeg paranoid, men i mine mareridt bryder han ind om natten for at dræbe mig eller står nede på parkeringspladsen og venter på, jeg kommer hjem. Den sindssyge del af ham er så uhyggelig, synes jeg. 
Nej, jeg tror ikke, Gakkeren vil slå mig ihjel, men det bliver ikke mig, der fortæller hende det.

– Mig, da nogen spurgte, om jeg ville afsløre Gakkerens dobbeltliv.


Men hvis I har fulgt med i kommentarfeltet både her og der, ved I også, at jeg nu nået frem til det modsatte. At jeg burde sige sandheden til konen. Om jeg gør det er så en helt anden historie.

Og hvor kom U-vendingen fra? Har jeg da helt glemt, hvordan det er, at blive snasket ind i andres syge ægteskaber? De forklaringer kan vi bruge som pausefisk en anden dag.

Send flere gakkere!

IMG_3305 Den blå planet_700Den Blå Planet, Kastrup

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

Læserne fortæller: Den Farlige Mekanikergakker

Hvad tuder du for? Det er da din egen skyld, at dagens gakker bliver farlig, når du ikke kan lade være med at købe en kalender, have venner og familie og gå rundt og eksistere hele tiden!

Tak til en anonym læser, der heldigvis slap væk, for at fortælle historien om Den Farlige Mekanikergakker.


Jeg mødte ham på et værksted. Var netop kommet ud af et forhold, og nok en anelse sårbar, da der pludselig stod en RIGTIG mand fuld af charme og forståelse. En mand, der kunne leve sig ind i alt, jeg fortalte, fordi han selv havde oplevet noget lignende. Bare lidt vildere, lidt bedre, lidt hårdere. Han havde virkelig oplevet meget! Jeg var yngre end ham, knap 24, fuld af sære, ungdommelige principper (det er heldigvis blevet bedre med alderen), og ikke bleg for at dele ud af mine meninger om, hvor det forbandede skab sku’ stå. Han var meget enig i mine synspunkter. Hvor heldig har man lige lov at være?

Hans mange oplevelser og historier vidnede om et ret hårdt liv med voldsomme og tragiske dødsfald og masser af dramatik. Jeg er et rummeligt menneske, så det havde jeg kun forståelse og sympati for. Dog strejfede det mig, at den mand da havde været voldsomt uheldig og virkelig kæmpet ofte og mere end mange andre. I bagklogskabens klare lys var det en alarmklokke, der bimlede, men jeg lyttede ikke og skød den slags bekymringer og tanker fra mig.

Han havde et barn med en anden kvinde. De lå i noget, man vel kan betegne som efterdønningerne af en skilsmisse, så når vi skulle date, måtte det foregå i hans vens lejlighed langt væk fra hans hjem. I dag vil jeg skyde på, han stadig var sammen med hende, og at vi kørte langt væk for at ses, fordi hun boede i deres hus med deres kid.

Pludselig tog tingene fart. Vi var simpelthen så enige om alt, at det ville være spild af liv ikke at gå all in. Jeg kunne jo flytte ind hos ham i hans (nu eget) hus? Jeg var forblændet af kærlighed (hah!), så jeg var enig. Går ud fra, han har smidt ekskone/kæreste på porten for at få plads til mig. Hun var der i hvert fald ikke, da jeg flyttede ind. Barnet skulle han naturligvis se, og jeg kæmpede for at bringe ro og regelmæssighed ind dets hverdag, da gakkeren mest tænkte på sig selv og sine behov. Derudover er jeg fan af overblik, og jeg kom hurtigt frem til, at hvis vi skulle have det hele til at spille og lege Moderne Familie, måtte jeg på banen og skabe nogle faste rammer. Det var jo ikke kiddets skyld, at det var blevet skilsmissebarn. Jeg havde ingen kontakt til moren. Jeg har aldrig mødt hende eller talt med hende. Gakkeren tegnede et kedeligt billede af hende som ustabil, krævende og unfair. Om det er tilfældet ved jeg ikke, men jeg kan have mine tvivl.

Efterhånden bimlede alarmklokkerne oftere og oftere, men dog så svagt, at jeg var i stand til at ignorere dem. Eller også var jeg bare meget dygtig til at ignorere.

Jeg vil ikke lave skilsmissebørn, sagde jeg, da han begyndte at tale børn – og os. Han var enig. Og bragte emnet op igen og igen. Måske ville det være verdens bedste idé at få et barn sammen? Jeg var egentlig ikke ovenud begejstret for forslaget. Syntes, jeg var lige ung nok, havde ingen uddannelse og store problemer med at finde ud af, hvilken vej jeg ville gå. Jeg blev mere og mere involveret i hans firma, hvor jeg skrev regninger og gik til hånde ved siden af mit eget arbejde. Det kedede mig, og jeg følte lidt, at det fra hans side gik ud på at holde øje med mig.

Min fætter arbejdede for ham. Vi har altid været tætte, men gakkeren fik på en eller anden made skabt afstand mellem os ved at fortælle ting, som min fætter skulle have sagt, og den anden vej rundt. Det handlede om at få mig isoleret.

Samtalerne gik stadig på børn, men jeg holdt fortsat igen. Indtil min bedste veninde blev gravid. Så kunne jeg se idéen et andet lys og sagde endelig ja.

Jeg blev lynhurtigt gravid – meget hurtigere, end jeg troede muligt. Dagen efter, jeg havde taget testen, ændrede han sig. Blev sur, ud af det blå, og gik ned og sov på sofaen. Jeg forstod slet ikke, hvad der var sket, og da jeg så hans telefon ligge på bordet ved sengen, gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før, kiggede i den, og fandt beskeder fra en pige. Beskeder, som jeg konfronterede ham med, men i løbet af diskussionen blev fokus drejet fra hans sms’en med en fremmed kvinde til min – åbenbart – utilgivelige fejl, hvilket jeg overhovedet ikke kunne se meningen med, men jeg rystede på hovedet, og vi fortsatte vores liv.

Dagene gik, og hans personlighed ændrede sig mere og mere til det ubehagelige. Jeg kunne stort set ikke gøre noget rigtigt, og selv de mindste diskussioner mundede ud i et kæmpe show, hvor hele min garderobe sagtens kunne ende i den sneklædte have, fordi min blotte tilstedeværelse provokerede ham.

Men hver gang talte han mig ind i sin favn igen, for jeg lavede jo ikke skilsmissebørn, huskede han mig på, mens han undskyldte for, at jeg gjorde ham så vred. De bimlende alarmklokker havde efterhånden udviklet sig til sirener og katastrofealarmer, men jeg trodsede min mavefornemmelse, fordi jeg syntes, jeg måtte tage konsekvensen af mine valg. Jeg havde selv valgt det her, og havde da også et lillebitte håb om, at alt kunne blive godt igen. Det blev det ikke – tværtimod.

Præcis som jeg passerede datoen for en mulig abort, eskalerede alt. Eller han eskalerede. Det blev til daglige påmindelser om, hvor egoistisk jeg altid var, fordi jeg talte om uddannelse og job, andre steder end i hans firma, eller talte om at se mine veninder eller familie. Den slags skulle helst foregå med ham ved min side. Jeg fik skideballer over min generelle uduelighed, som da jeg købte en kalender til køleskabet. Troede jeg, jeg skulle bestemme over hans tid? En anklage, der endte med, at han skubbede mig rundt i huset med sin store krop, mens han huskede mig på, jeg var en idiot. Under denne episode slog tanken mig, at jeg overhovedet ikke kunne genkende mig selv. Hvem fanden var den her udgave af mig, der fandt sig i noget som helst fra en mand? Sådan havde jeg aldrig set mig selv, jeg var stærk og havde altid været det.

Men tilbage til situationerne, hvor det gjaldt om at tale ham så meget til ro, at mit ufødte barn og jeg ikke kom alvorligt til skade.

Den slags episoder forekom hyppigere og hyppigere. Flere gange måtte jeg stå i natkjole foran en låst hoveddør, fordi han i vrede skubbede mig udenfor. En aften gik han bag mig på førstesalen og kaldte mig tarvelige ting. Lige ud for døren til værelset, hvor hans barn lå og sov, foran trappen, så jeg i vinduet foran mig, i vores spejlbillede, at han løftede begge hænder og lagde an til et skub. Det var mig, der skulle skubbes. Ned ad trappen. Jeg flyttede mig i sidste øjeblik, så han snublede og hvæsede et grimt øgenavn.

Nu kunne jeg ikke ignorere katastrofealarmerne længere. Det gik op for mig, at jeg var i fare, og det samme var babyen i min mave. Min gravide veninde kom forbi mit arbejde en dag og sagde, hun ikke kunne se til længere. Nu skulle der handles. Men det krævede, at JEG handlede.

Forholdsvis tidligt i forholdet havde jeg en knugende fornemmelse af, at han løj for mig. Det var som om, alle de dramatiske historier ikke hang sammen, men det var kun en fornemmelse. Jeg havde ikke skyggen af bevis. Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte at tale med min fætter, og sammen fandt vi små beviser på løgne. Det var nok til at bekræfte mig i min fornemmelse. Nu skulle jeg finde noget af mit mod frem, som ellers havde været gemt godt væk. Jeg var sikker på, jeg kun havde set toppen af isbjerget i forhold til hans vredesudbrud.

En dag gjorde jeg det. Holdt vejret, talte til ti og beskyldte ham for én enkelt løgn – en stor en. Jeg vidste, at hvis han indrømmede denne ene løgn, havde jeg ret. Så havde han skabt et kæmpe og ikke mindst vanvittigt spind af løgne. Han indrømmede løgnen, og dér forsvandt min frygt – i hvert fald frygten for hans vrede. Jeg mistede alt for ham. Han så pludseligt ynkelig og lille ud, og fornemmede nok min beslutsomhed, for han rørte mig ikke. Han fulgte efter mig rundt i huset, mens jeg pakkede de mest nødvendige ting, og prøvede at forklare sig. Og så tog jeg af sted.

Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget for mig og mit barn, selvom jeg hver eneste dag slår mig selv (lidt/meget – det svinger) oven i hovedet over, at jeg lod mig udsætte for alle ting.

Kære kvinde bag Mekanikergakkeren. Hvis du er den, jeg tror, du er, hende jeg kontaktede, så håber jeg virkelig, du kan slippe tanken om spændingen og ham, efter du har læst min meget forkortede historie, for jeg kan LOVE dig, han ikke er det værd.

IMG_8150 Richard Mortensens Vej_700Richard Mortensens Vej

Flere gakkere i Gakkoteket.

Læserne fortæller: Måskegakkeren

Vi ved ikke, om dagens gakker er en gakker, men han har potentiale.

Tak til en anonym læser for at indvie os i noget måske upcoming-gak.


 

Jeg ved ikke engang, om han er en gakker.

Eller om jeg er det.

Måske ingen af os. Eller os begge.

For at starte et sted. Jeg blev skilt. Jeg valgte at blive skilt. For som jeg engang sagde, højrystet og skarpt: Jeg vil ikke acceptere utroskab. Ikke at min eksmand nogensinde har indrømmet utroskaben. Men da han indrømmede, han var forelsket i en anden, og gerne ville have tid til at finde ud af hvad det var med hende, sagde jeg nej. Bestemt nej. Enten mig og kun mig, ellers ingen mig. Jeg havde nok beholdt ham, hvis han havde valgt kun mig.

Men jeg blev skilt.

Jeg mener nu stadig, jeg har ret, når jeg tror han var mig utro. Måske var det i virkeligheden ham, der var min gakker. For slippe ham helt, kan jeg nok aldrig. Med en andens ord, fra en anden tid: Når du falder, falder du godt nok hårdt.

Så nyskilt, og alene, og trist, og ensom, og snotforvirret. Kunne ikke engang samle mig nok om mig selv til at kunne finde ud af om jeg stadig elskede mine børn. Om jeg nogensinde havde gjort det. Så jeg overlevede. Brugte tid på veninder. Snakkede. Meget.
Selvfølgelig elsker jeg mine børn. Mere end noget andet. Det ved jeg nu.

Fandt andre netværk. Facebook og fælles venner gav mig kvalme. Så løse fællesskaber. Morskab. Ord.

Jeg har altid elsket skrevne ord. Jeg havde bare brugt mit ægteskab på at glemme det.

Blev en dag ramt med en privat besked. Er du ok?
Næ. Det var jeg ikke. Ikke lige den dag. Så vi skrev sammen.

Der gik måneder. Jeg blev mindre og mindre hende-der-mangler-sin-mand og mere og mere mig. Stadig med dage hvor jeg ikke helt var mig. Ikke var ok.

Er du ok? Næ, det var jeg ikke. Hvorfor? Tja, skilt og hele historien. Følte mig smigret og set.
Holdt øje. Der gik tid. Så hans ord vakle.
Spurgte. Er du ok?
Næ, det var han så ikke.

Tid og flere beskeder. For sjov. Leg med ord. Og det tilbagevendende Er du ok? – fra den ene eller den anden.
En slags venskab. Du er gift, jeg har en kæreste, alt er sjov, jeg ser dig på en dårlig dag, hvis du ser mig.

Tror du jeg er interesseret i dig? En dag. Vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Hvorfor spørge om det? Er du? spurgte jeg så ikke om. Burde jeg måske have gjort. Eller måske ikke.
Svarede, at det ikke var relevant. At gifte mænd under alle omstændigheder kan rende mig noget så grusomt. At hvis jeg havde troet det om ham, ville jeg have undgået ham.
Jeg er jo skilt. Og den slags gør ondt på konen, det ved jeg.

Mere tid. Daglige beskeder. Venner. Indforståede jokes. Leg med ord. Skriftlig flirt og dansen omkring grøden uden nogensinde at blive konkret. Halve historier. I hvert fald fra mig.
Jeg ved godt, det kræver to til en dans.
Jeg holder dansen i gang.

Han er ulykkelig med konen. Ja, hvad ellers.
Jeg er svingende lykkelig med kæresten. Heller ikke den store overraskelse der.
Er du ok?
Min eksmand gør mig stadig ondt. Ikke så ofte, ikke så slemt, ikke så logisk.
Jeg har en ventil. Er ikke ok.

Jeg bilder mig selv ind, at det ikke betyder noget. At der aldrig sker mere. At jeg er for fornuftig. At det er venskab.

Jeg har jo en kæreste, og han er gift.

IMG_0816 Sundby_700Sundby

Mere gak i Gakkoteket.