Hvis jeg ikke vidste bedre, var det et venligt og betænksomt menneske, som trak mig med ind på kontoret. Til en lille snak. Og som selvfølgelig var ærgerlig over min opsigelse. For jeg var jo så dygtig. Og de havde jo været så glade for mig. Og alle ville komme til at savne mit søde, charmerende væsen. Men som naturligvis ville respektere min beslutning. For jeg måtte jo tænke på, hvad der var bedst for MIG. Simpelthen mærke efter. I hvilken retning jeg ville gå. Så jeg ikke blev syg igen. Og som mente, der vist også var noget med en flytning? Det måtte være hårdt. Meget hårdt. Og som var glad for, jeg lyttede til mig selv. Og handlede derefter. Og som tænkte, jeg måske i virkeligheden havde brug for en pause? Helt uden arbejde? Og som igen selvfølgelig var ærgerlig. Så ærgerlig, at øjnene forsøgte at grave sig ind i mit kranie. Og som ikke lod mig gå, før jeg til sidst smilede. Og som ønskede mig alt det bedste. Og held og lykke. Som et venligt, betænksomt menneske.

Men jeg ved bedre.

IMG_2553 Intifada Vermlandsgade_700Vermlandsgade

Mere amarOrama på Facebook og Twitter