Kongen af kirken jeg kigger på dig

Gode minder er gode, men sjove minder er bedre. Jeg samler på de sjove, minder der kan få mig til at grine. De bliver omhyggeligt bevaret og beundret og stillet på en hylde, hvor de nemt kan findes frem på en regnvejrsdag eller en rødvinsaften.

Folderhistorien står på den hylde.

Og ham den fremmede mand, som troede, han havde haft en vældig hyggelig bryllupsweekend sammen med os på Kragerup Gods, står der.

Og min kollega, som i ramme alvor havde analyseret sig frem til, at alle vores utilfredse kunder måtte være psykisk syge. Hun står der. Ja meget beklageligt, men det var de altså!

Man skulle nok have været der.

Og mine brødre, som diskuterer blognavne.

Og flere gyldne gakcitater. Fx historien om stikket, der drager på en lang rejse rundt i kroppen, fra hjertet ud i venstre lillefinger. Ok, stikket var en læsers minde, ikke mit, men jeg griner stadig af denne smertelige fortælling.

Desværre er mange sjove minder forsvundet i stress. Jeg kan ikke finde dem. Optimistiske typer siger, de en dag, ude i en ustresset fremtid, vender tilbage til deres plads på hylden. Jeg håber, de har ret, men mens vi venter, vil jeg ærgre mig over et sjovt minde, der kunne have været, men blev stoppet i tide. Af O Brother, den ansvarsfulde gudfar, som til barnedåben i Århus, da vist hellere måtte gå rundt og byde alle gæsterne velkommen. For at starte ceremonien på en god, varm måde. Sige tak til alle deltagere. Tak fordi I kom!

Desværre gik det i sidste øjeblik op for ham, at der er forskel på bryllup og barnedåb, og at de fleste af de mennesker, han så hjerteligt ville trykke i hånden, måske endda kramme, plejede at komme i kirken hver søndag eller tilhørte en hel anden barnedåb. Og nok ville undre sig over, at en fremmed mand med butterfly havde udnævnt sig selv til kongen af kirken. Så han styrede sig.

Det havde ellers været en god en til samlingen. Jeg synes, nogen skylder mig et nyt sjovt minde.

IMG_1143 Oliebladsgade_700Oliebladsgade

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter

Mellem Århus og København

Jeg tænker stadig på Sara. Sara, som lå på mine fødder i stillekupéen. Jeg løftede blikket fra de sidste linjer af Sult, og der lå Sara. Med lukkede øjne og rødbedefarvet hår. Sara! Sara!, skreg togdamen og en grå page, der masede sig ind over mine ben og klappede de døde kinder. Hvem har noget vand!? Jeg havde noget vand. Sara spruttede og blev levende, mens de løftede hende op i midtergangen, hvor hun grædende sjaskede sammen mellem togsæder og hjælpende arme og igen måtte hives på benene. Sara! Sara! Do you speak English? Where are you from? Jordan? Nogen der taler jordansk? Arabisk? Det var der ingen, der gjorde, mens Sara svajede og blev tungere. Vi har brug for nogle mandfolk! råbte togdamen til mændene bag mig, som fik travlt med at rømme sig og bugsere Sara ind på første klasse, hvor hun i sikkerhed kunne hulke videre. Det var en fulderik, der havde slået Sara, og nu skulle togdamen kraftedeme vise ham, og hun havde heldigvis 30 års erfaring i branchen. Kraftedeme. Da hun kom trampende tilbage var fulderikken blevet ekspederet ud på en jysk perron, og Sara sad sammen med den grå page, som tilfældigvis og heldigvis var læge, og en skaldet mand, som vogtede over situationen med en kop vand. Så nu skulle det hele nok gå med Sara. Hun skulle nok klare den. Det sidste, jeg så af Sara, var afskeden på den anden side af glasdøren. Den skaldede holdt hende med faste arme og vigtige beskeder. Ting hun skulle gøre eller huske eller vide. Sara lænede sig alvorligt mod ham og nikkede og nikkede og nikkede. Til sidst knugede de hinanden. Og igen en sidste gang. Jeg kan ikke huske, hvor hun stod af, men hun lå på mine fødder. Jeg tænker stadig på Sara.

IMG_7170 Islands Brygge_700Islands Brygge

3 pile Mere amarOrama på Facebook og Twitter